I
Længe kan ondt forværres (islandsk folkevisdom)
Lengi getur vont versnað, siger man i Island, eller på dansk: Længe kan ondt forværres. Det gamle mundheld er om noget blevet bekræftet i løbet af landets dybe krise, hvor kun en tredjedel af vælgerne har tillid til regeringen.
Da jeg var ung mand i Island, var der fire politiske partier i Island, de konservative, Fremstødspartiet (et centerparti der havde sin base i bondebefolkningen), Socialdemokraterne og Socialistpartiet.
Det sidstnævnte adskilte sig fra socialdemokraterne især ved at støtte Sovjetunionen og forlange USAs militærbase i Keflavík afskaffet og Island ud af NATO. Pga. disse særpræg blev partiet isoleret og dets medlemmer tilsidesat. Vejen til stillinger og indflydelse gik nemlig i gennem de tre førstnævnte partier.
Militærbasen gav penge til de entreprenører, som fik opgaver, fordi de puttede penge i de rigtige partikasser. Det samme gjaldt opgaver for stat og kommuner. Bankerne var alle nationaliserede, og deres bestyrelser valgt af folketingets flertal. For at få banklån, som var nødvendige for at kunne drive en virksomhed, måtte man .... – ja gæt engang.
Socialistpartiet havde dog også repræsentanter i bankrådene, så i hvertfald dets underskudsgivende avis fik banklån, som så henstod som store tab, da avisen til slut gik ind. Radio og fjernsyn var statsejede og bestyret af samme folketingsflertal, altså som regel præget af åndsformørket konservatisme, især det nye medium, fjernsynet. Kort fortalt, Island var et mafiavælde, forklædt som parlamentarisme.
Nyliberalismens sejstogt
Så kom nyliberalismens sejrstogt også til Island i 1990’erne. Først blev statens monopol på radiofonien brudt. Nu opstod der private radiostationer. De kørte især pop og reklamer, og blev mest hørt mest af teenagere, som før lyttede til det amerikanske. Senere kom der også en privat fjernsynskanal. Den blev træffende skildret af statsradiofoniens daværende direktør som en forvoksen videoudlejning. Men så tog nyliberalismen rigtig fat, da først telefonien og derefter de tre statsejede banker blev privatiseret. Det skete på lignende måde som i Rusland, de blev solgt langt under rimelig pris til folk med de rigtige forbindelser.
Bankerne voksede enormt i takt med, at de stiftede filialer i udlandet. Til slut var deres samlede virksomhed seks gange større end Islands nationaløkonomi. Mange så det som et stort problem at man på den måde udnyttede Islands deltagelse i EØS – det frie marked, tilknyttet EU, som Island dog ikke er medlem af. Samtidig var der store islandske virksomheder, Baugur, FL group o.s.v., som opkøbte alt muligt i udlandet, Illum, Magasin, Sterling og Merlin, store britiske butikskæder, for nu at nævne de kendteste eksempler.
Hvor havde de alle disse penge fra? Det forblev en forretningshemmelighed, men man kunne da gætte på, at de simpelthen lånte pengene i Danske Bank og dens britiske modstykke, og så videre. Renten var jo rekordlav og de store pengekasser bugnede af beholdninger, som skulle give afkast, hvis direktørerne skulle kunne håbe på fortsat at få enorme bonusser og blive genvalgt af bestyrelser og aktionærmøder. Det førte til alt for stor uforsigtighed, hvad man daglig ser frapperende eksempler på i hele Vesten.
Hvad gik galt?
Hvad gik der så galt i Island? Det er der forskellige svar på, alt efter politisk ståsted. Mange priste “finansvikingerne” for de gav enorme skatteindtægter til landet, statsgælden forsvandt, folk købte firehjulstrækkere, fladskærme og lignende som f.eks. i Danmark, også lejligheder, men tit var deres gæld i udenlandsk valuta, det blev folk rådet til af bankrådgivere.
Man er dog enige om, at de islandske banker overekspanderede. Alene i løbet af det sidste år før kollapset øgede de deres udlån med 20-30 procent, trods gentagne advarsler fra eksperter. Det var to dusin mennesker, som bragte hele deres folk til bankerot.
Hvorfor skete det? For syv år siden fjernede man finanstilsynet fra den islandske nationalbank og gjorde det til en selvstændig institution. Finanstilsynets leder sagde forleden i det islandske statsfjernsyn, at det da ikke havde gjort noget galt, det kontrollerede skam, at alt gik lovligt til.
Det synes jeg i hvert fald var et ynkeligt svar.
Skulle finanstilsynet ikke også sige til, om alt nu også var tilrådeligt, eller om noget direkte var farligt? Et andet moment var, at Nationalbanken sænkede tilsidesætningspligten for banker fra 4 til 2 procent, angiveligt for at tilpasse sig den Europæiske Centralbank (bankerne skulle sætte en vis beholdning til side i forhold til deres udlån).
Gordon Brown amok
Men baggrunden for den islandske mønt var jo kun et folk på 300.000 mennesker, det er som Århus befolkning. Den islandske nationalbank havde så ikke valutareserver til at sikre de overekspanderede islandske banker, da krisen for alvor begyndte at kradse. Den forsøgte at få store lån hos andre landes nationalbanker, især USA og i Skandinavien, men fik nej alle steder. Hvorfor nu det? Mange havde sat deres opsparing i de islandske bankers filialer i f.eks. England, mange engelske kommuner, politiforbundet og hvad ved jeg, angiveligt fordi de lovede høje renter. Nu påpegede islandske myndigheder, at den islandske stat ifølge internationale aftaler ikke var forpligtet til at sikre alle islandske eventyreres vilde spekulationer i udlandet, der gjaldt visse grænser.
Da gik Gordon Brown amok i BBC og brugte sin indflydelse til at gøre IMFs støtte til Island afhængig af, at Island sikrede alle indskud i islandske bankfilialer i Storbritannien og Holland. Således blev det, nu skylder hver eneste islænding, inklusive spædbørn og oldinge, fire millioner islandske kroner – af uvis værdi. For den islandske krone har siden oktober været i frit fald, og vil stadigvæk falde meget, overfor valutasikrede udenlandske lån.
Venstrefløjen på Island mener derfor, at regeringen ikke kan forgælde kommende generationer uden nyvalg, den stillede derfor mistillidsvotum til regeringen.
De islandske banker har stadigvæk store ejendomme i udlandet, som nu skal sælges til at dække deres gæld. En af deres direktører har dertil sagt, at disse ejendomme har en værdi som indeholdet af en fryser, efter at den er blevet frakoblet elektriciteten.
Da den mindste islandske bank Glitnir viste sig ikke at kunne honorere sine forpligtelser, blev den overtaget af staten. Regeringen siger, at der ikke var andre udveje, da Nationalbanken ikke havde reserver til at sikre Glitnis fortsatte virksomhed. Dens kritikere fra højre siger, at dette startede lavinen, eftersom udlandet nu mistede al tilllid til det islandske finansvæsen. Efter at Gordon Brown så brugte terrorlovgivningen til at fastfryse den største islandske banks filialer i England, måtte også den, Kaupþing, nationaliseres.
Valutafondens pris
Der er dyster stemning på Island. Ikke fordi folk så meget mærker krisen endnu, men fordi alle véd at mange virksomheder vil gå konkurs, masser af mennesker vil blive arbejdsløse og således ikke længere kunne betale afdrag og renter på deres gæld i lejligheder og lignende. Allerede nu kan forretninger ikke importere varer, da de ikke har nogen valuta at betale med. Det vil IMFs hjælpepakke, suppleret af de skandinaviske lande, vel råde bod på. Spørgsmålet er bare, hvad det vil koste.
IMF har et meget dårligt rygte for at forlange nedskæringer i det offentlige og andre tiltag, der har virket ruinerende på de lande, der modtager dens “støtte”. Derfor sagde f.eks. Kenya nej tak til den for nogle år siden. Man har anført mange eksempler på, at lande i lignende kriser har klaret sig bedre uden IMF end de lande, der modtog dens bistand. Men som den internationale boycot af Island udviklede sig, kunne landet vel ikke andet.
Man søgte hjælp fra bl.a. Rusland, men det blev aldrig til virkelighed, bare til ren komik. Ruslands parallel til Dansk Folkeparti sagde, at det da var underligt, hvis Rusland skulle give penge til et af verdens rigeste folk, når der gik russere omkring og sultede. Et af deres Dumamedlemmer sagde, at så skulle Rusland til gengæld i hvert fald have den militærbase i Keflavík, som USA havde opgivet. Det fik den russiske ambassadør til i det islandske statsfjernsyn at udtale sig i meget udiplomatiske vendinger om idioter som ikke havde forstand på noget som helst, det ønskede russiske myndigheder da slet ikke. Senere blev den islandske præsident anklaget for at have fremsat en lignende idé på en diplomatmiddag i den danske ambassde i Reykjavík, hvilket han dog på det bestemteste benægter.
Således står vi nu, i det uvisse. Ingen fik at vide, hvad den islandske regering forhandlede om med IMF, ikke engang det islandske folketing. En bekendt af mig har derfor sluttet, at der er mere parlamentarisme i Ukraine end i Island. Der bliver stadig større demonstrationer i Reykjavík, de forlanger de korrupte og inkompetente ledere væk.
Politisk røre
Meningsmålingerne viser store skred, de konservative taber ti procent, Venstregrønne vinder noget lignende, Fremstødspartiet er gået fra en fjerdedel til ni procent i løbet af ti år. Pudsigt nok oplever socialdemokraterne stor fremgang, selv om de har været i regering sammen med de konservative de sidste år og ført nyliberalistisk politik. Mange af deres ledere er nu højrøstede i oppositionen, men hvor længe kan partiet spille denne dobbeltrolle?
Samlet nedstemte regeringspartierne med deres 42 pladser af 63 et mistillidsvotum til regeringen den 24. november, da måtte socialdemokraterne vise kulør. Opinionsundersøgelser viser, at kun en tredjedel af befolkningen har tillid til regeringen. Men der er intet parti i Island, der går ind for socialisme, ikke engang det parti, der kalder sig “Venstregrønne” og er nyliberalismens hovedmodstander. Partiet går ind for små virksomheder som løsning, det er derfor imod EU-medlemskab, ligesom det store Konservative parti er det.
EU-tilhængerne bliver dog stadig flere, nu omkring 60 procent ifølge meningsmålinger.
Mange frygter, at denne krise – i fraværet af et radikalt socialistisk alternativ – kan føre til opkomsten af en fascistisk strømning.
II.
Protester baner vej for venstre-regering
Ny regering af Socialdemokrater og Venstregrønne vil sikre kriseramte familier og udskriver valg til den 25. april.
I fire måneder blev der demonstreret hver lørdag eftermiddag foran folketinget i Reykjavík. Demonstranterne forlangte klar besked om, hvordan det islandske folk pludselig nærmest var gået bankerot efter nogle års vilde nyliberalisme, hvor to dusin islandske finansmænd investerede stort i udlandet ,og hvor de privatiserede islandske banker, der var vokset til mange gange den islandske nationaløkonomi, pludselig gik ned.
Ligeledes forlangte folk at de ansvarlige i Finanstilsynet og Nationalbanken gik af. Flere og flere krævede, at også regeringen gik af. Disse demonstrationer blev stadig større og voldsommere, de spredte sig til Nationalbanken og Akureyri i det nordlige Island.
Socialdemokratisk splittelse
Til sidst bar demonstrationerne frugt, regeringen gik af. Det var en koalitionsregering af det konservative Selvstændighedsparti og Socialdemokratiet, dannet i maj 2007, med 2/3 dele af Folketinget bag sig. Den havde intet gjort for at tøjle den vilde kapitalisme, snarere tværtimod. Meningsmålingerne viste, at begge partier styrtdykkede i vælgertilslutning. Og det skabte især splid i Socialdemokratiet, som trods sin deltagelse i nyliberalismens hærgen (ligesom socialdemokraterne i bl.a. Danmark, Storbritannien, Frankrig og Tyskland), også rummede mange talsmænd for de almindelige mennesker, der nu mister deres arbejde og har udsigt til snart også at miste hus og hjem.
Der var også forvirring i partiet, efter at dets formand, udenrigsminister Ingibjörg Sólrún blev indlagt med hjernesvulst, mens næstformanden var isoleret og magtesløs. Først gik den socialdemokratiske finansminister af, efter kort forinden at have fyret Finanstilsynets direktør, næste dag opsagde Socialdemokratiet så regeringssamarbejdet.
De konservative forsikrede, at partierne skam ikke var uenige om, hvad der burde gøres, men at socialdemokraterne bare pludselig havde stillet uacceptable betingelser om at få statsministerposten.
Nu havde også den konservative statsminister fået konstateret kræft, i spiserøret, og regeringen var i opløsning. Den gik af søndag den 25. januar, og en uge senere blev der så dannet en koalitionsregering af Socialdemokratiet og de Venstregrønne (det danske SF's søsterparti), som er vokset støt i denne krise.
EU-ansøgning stillet i bero
Den nye regering udskrev øjeblikkeligt folketingsvalg til den 25. april og skal altså kun sidde i 80 dage. Den udsendte derfor ikke et egentligt regeringsprogram, men nøjedes med en kort hensigtserklæring.
Dens væsentlige punkter er bl. a. at holde sig til den aftale, den forrige regering lavede med den Internationale Valutafond om et multimilliardlån til Island for at få landet på fode igen, godt nok med nogle strenge betingelser om nedskæringer i det offentlige.
Til gengæld for at sluge denne bitre pille fik de Venstregrønne Islands planlagte EU-ansøgning (forlangt af Socialdemokratiet) stillet i bero. Før krisen var 2/3 af Islændingene imod et medlemskab, nu er det nærmest omvendt, selv om tilslutningen er dalet lidt i den sidste tid.
Island er allerede medlem af det indre marked, og ingen har lyst til at lade EU's store fiskeriflåder komme ind i 200-mils fiskerizonen. Men folk ønsker sig en mere sikker valuta end den islandske krone, som bygger på et folk på kun 300.000 mennesker.
Modstandere af EU-medlemskab påpeger, at EU trods Centralbank og møntunion ikke har kunnet komme med et fælles initiativ mod krisen. De enkelte landes regeringer har hver for sig smidt milliarder efter deres egne banker og store virksomheder. Det eneste, EU-landene kunne enes om, var at tryne den lille opkomling, Island, og nægte det støtte i nødens stund. Så hvorfor indlemmes iden Union, spørger mange.
Hjælpe gældsramte familier
Den ny regering lægger vægt på snarest muligt at få opgjort bankernes fallitbo og skabe oversigt over problemerne, en oversigt der skal offentliggøres, så folk kan få den indsigt, de så længe har forlangt. Regeringen vil arbejde på at sikre familier mod tvangsaktioner og bankerot i mindst seks måneder ved at indføre regler om lempelig gældsindrivelse. Den lægger også vægt på at genrejse banksystemet, så virksomheder kan få nødvendige driftslån.
Ligeledes skal der postes penge i systemet for studielån, for nu kan islandske studerende i udlandet slet ikke leve af de islandske kroner, de får konverteret til ussel kurs. Den voksende arbejdsløshed har fem gange så mange som sidste år til at søge ind på videregående studier.
Regeringen vil undersøge mulighederne for at standse overførsel af formuer til udlandet. Eksperter siger dog, at dette vil være vanskeligt at udføre. De foregående to regeringer arbejdede på at få opført to gigantiske udenlandsk ejede aluminiumfabrikker, drevet af store naturødelæggende kraftværker, der sælget el til udsalgspris. Den politik bliver nu sat i bero, mens man stadigvæk forsøger at tiltrække udenlandske og islandske investorer til andre erhverv. Det offentlige vil investere i rentable projekter, der kræver megen arbejdskraft, således vil man på keynesiansk manér modarbejde den stigende arbejdsløshed.
Regeringen lægger vægt på at undgå de skandaler, som har hærget i den sidste tid med politiske udnævnelser til topstillinger. Således skal den tidligere statsminister Davíð Oddsson nu fyres fra direktørstillingen for Nationalbanken, sammen med sine to kollegaer. Der skal kun være en nationalbankdirektør, stillingen skal slås op, og nyansættelse skal ske efter en faglig bedømmelse, som i andre offentlige stillinger. Offentligt ansatte og ministre skal offentliggøre deres økonomiske interesser. Det skal blive nemmere at holde folkeafstemninger, og folk skal have større muligheder for at stemme på bestemte personer ved folketingsvalg.
Alle disse mål forekommer værdige. Man kan ønske, at de nås, og at venstrefløjen vinder så stort i det kommende valg, som meningsmålingerne nu spår dem. Men det til trods er der dystre udsigter for islændingene. Økonomien er meget afhængig af udenrigshandel. Faktisk har befolkningen aldrig kunnet leve af landets egen produktion, men altid måttet importere korn, træ og forskellige andre ting. Nu behøver man også olie for at kunne fange den fisk, der udgør den vigtigste eksport. Og selv om folk i resten af verden stadigvæk vil spise fisk, falder priserne, og der er dårlige udsigter for verdensøkonomien.
Ligeberettigelse
En anden nyhed er, at Island har fået sin første kvindelige statsminister, og at der nu for første gang er lige mange kvindelige og mandlige ministre.
Der er fire fra hvert parti, og for at understrege regeringens forretningsmæssige karakter er der også to "upolitiske" ministre. En respekteret professor i nationaløkonomi blev finansminister, og den nye justitsminister blev hentet fra en post som kontorchef i Justitsministeriet. Det vakte forundring, eftersom hun således har tjent under den konservative justitsminister, som de nuværende regeringspartier har protesteret mest imod.
Lørdagsdemonstrationerne blev igangsat og ledet af den kendte folk-sanger og teaterinstruktør Hörður Torfason. Han var vel den første islænding, der åbent erklærede sin homoseksualitet i et interview i 1970'erne.
Selv blev han overrasket over den voldsomt negative reaktion. Vildt fremmede folk overfusede ham verbalt, han fik ikke flere arbejdsopgaver og måtte flygte til København, hvor han i årevis arbejdede som hjemmehjælper. Men gradvist vandt han igen anerkendelse i Island.
Hvis det ikke havde været for den protestbevægelse han satte i gang, sad den gamle regering nok stadigvæk. Islændingene har så måttet sande, at protester og demonstrationer skam kan nytte noget. Den nye regering ledes af en erklæret lesbisk kvinde, igen en verdensnyhed, ligesom Islændingene valgte verdens første kvindelige præsident i 1980, Vigdís Finnbogadóttir. Der er altså sket fremskridt siden 1970'erne.
Den nye statsminister Jóhanna Sigurðardóttir er nok Islands mest populære politiker. Som socialdemokrat og socialminister har hun i mange år skaffet sig et solidt ry som småfolks talsmand og beskytter mod nyliberalisterne. Deri bliver hun godt støttet af de Venstregrønne. Det bliver spændende at se, hvad de i fællesskab kan opnå.
I lyset af deres stærke fremgang i meningsmålingerne de sidste måneder er det sandsynligt, at denne regering vil bestå efter valget. Muligvis suppleret af det midtsøgende Fremstødsparti, som nu er støtteparti for regeringen, men som for bare to år siden sad i regering sammen med de konservative og bedrev den nyliberalisme, der har bragt det islandske folk på fallitens rand.
mandag den 23. februar 2009
Afganistan-Konsekvenser
i
Tit skrives der om at krigen mod Taleban i Afganistan går dårligt, Taleban vinder frem. Og så trækkes konklusionen at det jo ikke nytter noget, man skal kalde de danske soldater hjem. Jeg husker bl. a. en kronik af Klaus Rifbjerg om dette i Politikken. Hverken han eller de andre kommer ind på hvad det så ville have for konsekvenser. Men det er da indlysende. Hvis koalitionsstyrkerne har svært ved at holde Taleban stangen nu, så ville den utvivlomt vinde magten over Afganistan hvis de udenlandske tropper blev trukket ud.
Vi véd udmærket godt hvad der så ville ske. Taleban ville nedlægge skoler, især ville kvinder blive forbudt enhver uddannelse og arbejde udenfor hjemmet. Der ville herske diktatur i guds navn og modstandere af det ville blive henrettet offentligt, sammen med enhver der dristede sig til at give kvinder uddannelse. Der ville herske samme rædselsregime som før, plus at nu går Taleban ind for dyrkning af opium og fremstilling og eksport af heroin i stor stil. Hvordan i alverdenen kan folk der kalder sig venstreorienterede, ja selv revolutionære, gå ind for at lade alt dette ske? Hvis man bare støtter alle der kalder sig modstandere af USAs imperialisme, uden at skele til deres politik, så er man kun marionet. Nogle bruger parolen om national selvbestemmelse for at retfærdiggøre at man lader Afganerne stege i eget fedt. Men Afganerne har aldrig valgt Taleban. Denne fascistiske bevægelse tager magten udelukkende ved hjælp af væbnet kamp. Og nu breder de sig ovenikøbet til Pakistan, hvor myndighederne i en provins, for at få fred, har vedtgaget at “islamisk lovgivning” skal herske der. Straks lukkes skoler der. Minder dette ikke meget om München-aftalen med nazisterne i 1938? Den skulle sikre fred i vor tid, og sikrede tværtimod at den Anden Verdenskrig brød ud, ved at give efter for fascister.
Man kan ikke diskutere politik med folk som Taleban, der siger at de har den rigtige politik fra gud, og man kan ikke lave politiske aftaler med dem. De ville jo være gudsbespottelse i deres øjne. Militant islamisme er ekspansiv fascisme. Islamiske fundamentalister er nok ligeglade med lande som Island, Grønland og Norge – hvis de da overhovedet er bekendt med at disse lande eksisterer. Men de går efter diktatorisk magt i alle lande hvor islam er den dominerende religion. De respekterer kun magtanvendelse, og derfor må de nedkæmpes ved militær magt. Men ligeså nødvendigt er det naturligvis at give de afganske bønder hjælp til at dyrke noget andet end opium. Både for deres egen skyld, for at bekæmpe narko, og fordi dyrkning af opium er Talebans magtbase.
Örn Ólafsson
oernolafs@gmail.com
Når Ulrik ikke kan forholde sig til det jeg faktisk siger, så blir hans kommentar et slag i luften. Claus har svaret på det værste. Meget tågede er Ulriks gentagne henvisninger til Afganernes kultur. Hvad skal de til? Er der noget i Afganernes kultur som retfærdiggør at de underlægges Talebaners diktatur og terrorregime? Eller mener han bare at de har ret til at dyrke opium? Uanset at det så flyder som heroin over resten af verden?
Hvorfor i alverden siger Ulrik: "Med hvilken ret kan du fradømme et helt folk deres ret til selvbestemmelse?"
Har Taleban givet Afganerne ret til selvbestemmelse?
Nej, de siger jo selv at de er i mod demokrati og opfører sig derefter.
Det er absurd at sætte et lighedstegn mellem et folk og dets bødler som Ulrik gør.
Jo, selvfølgelig fordømmer jeg USAs imperialistiske politik, det har jeg altid gjort. Men når det nu kun er NATO der kan nedkæmpe disse fascister, så kan det jo føre til godt. Det gjorde det f. eks. i Nazi-Tyskland.
Det er spøjst at se Ulrik tale om “ørns kulturalistiske blik” Ordet kulturalisme bruges jo netop om at bruge forskellig målestok på folk, undskylde diktatur i 3. Verden, omskæring og lignende overgreb med at “det jo er deres kultur”. Det er Ulrik der bevæger sig i disse baner, mens jeg kræver samme rettigheder for Afganere som for andre mennesker; talefrihed, demokrati, uddannelse, ligestilling for kvinder og mænd.
Gang på gang tales der om et folks ret til at forsvare sig mod invasion. Men ingen kan påvise et folkeligt oprør i Afganistan mod de udenlandske tropper. Ikke bare hos Ulrik, men hos mange selv på venstrefløjen synes der at spøge borgerlig nationalisme, en forestilling om at en stats grænser er hellige. Vel er de ej. Et diktatorisk terrorregime må omstyrtes, selv hvis det kræver en invasion udefra. Er der nogen der nu fordømmer Vietnamesernes invasion af Kambodia for at omstyrte Khmer rouges rædselsregime? Er der nogen der stadigvæk mener at det var forkasteligt af Tanzanias regering at invadere Uganda for at fordrive Idi Amin? Dengang talte mange om imperialisme, men Tanzanierne trak sig tilbage. Senere invaderede Ugandas hær Rwanda – under dække af rwandiske rebeller. Gid den havde gjort det før 800.000 mennesker blev myrdet i Rwanda.
Tit skrives der om at krigen mod Taleban i Afganistan går dårligt, Taleban vinder frem. Og så trækkes konklusionen at det jo ikke nytter noget, man skal kalde de danske soldater hjem. Jeg husker bl. a. en kronik af Klaus Rifbjerg om dette i Politikken. Hverken han eller de andre kommer ind på hvad det så ville have for konsekvenser. Men det er da indlysende. Hvis koalitionsstyrkerne har svært ved at holde Taleban stangen nu, så ville den utvivlomt vinde magten over Afganistan hvis de udenlandske tropper blev trukket ud.
Vi véd udmærket godt hvad der så ville ske. Taleban ville nedlægge skoler, især ville kvinder blive forbudt enhver uddannelse og arbejde udenfor hjemmet. Der ville herske diktatur i guds navn og modstandere af det ville blive henrettet offentligt, sammen med enhver der dristede sig til at give kvinder uddannelse. Der ville herske samme rædselsregime som før, plus at nu går Taleban ind for dyrkning af opium og fremstilling og eksport af heroin i stor stil. Hvordan i alverdenen kan folk der kalder sig venstreorienterede, ja selv revolutionære, gå ind for at lade alt dette ske? Hvis man bare støtter alle der kalder sig modstandere af USAs imperialisme, uden at skele til deres politik, så er man kun marionet. Nogle bruger parolen om national selvbestemmelse for at retfærdiggøre at man lader Afganerne stege i eget fedt. Men Afganerne har aldrig valgt Taleban. Denne fascistiske bevægelse tager magten udelukkende ved hjælp af væbnet kamp. Og nu breder de sig ovenikøbet til Pakistan, hvor myndighederne i en provins, for at få fred, har vedtgaget at “islamisk lovgivning” skal herske der. Straks lukkes skoler der. Minder dette ikke meget om München-aftalen med nazisterne i 1938? Den skulle sikre fred i vor tid, og sikrede tværtimod at den Anden Verdenskrig brød ud, ved at give efter for fascister.
Man kan ikke diskutere politik med folk som Taleban, der siger at de har den rigtige politik fra gud, og man kan ikke lave politiske aftaler med dem. De ville jo være gudsbespottelse i deres øjne. Militant islamisme er ekspansiv fascisme. Islamiske fundamentalister er nok ligeglade med lande som Island, Grønland og Norge – hvis de da overhovedet er bekendt med at disse lande eksisterer. Men de går efter diktatorisk magt i alle lande hvor islam er den dominerende religion. De respekterer kun magtanvendelse, og derfor må de nedkæmpes ved militær magt. Men ligeså nødvendigt er det naturligvis at give de afganske bønder hjælp til at dyrke noget andet end opium. Både for deres egen skyld, for at bekæmpe narko, og fordi dyrkning af opium er Talebans magtbase.
Örn Ólafsson
oernolafs@gmail.com
Når Ulrik ikke kan forholde sig til det jeg faktisk siger, så blir hans kommentar et slag i luften. Claus har svaret på det værste. Meget tågede er Ulriks gentagne henvisninger til Afganernes kultur. Hvad skal de til? Er der noget i Afganernes kultur som retfærdiggør at de underlægges Talebaners diktatur og terrorregime? Eller mener han bare at de har ret til at dyrke opium? Uanset at det så flyder som heroin over resten af verden?
Hvorfor i alverden siger Ulrik: "Med hvilken ret kan du fradømme et helt folk deres ret til selvbestemmelse?"
Har Taleban givet Afganerne ret til selvbestemmelse?
Nej, de siger jo selv at de er i mod demokrati og opfører sig derefter.
Det er absurd at sætte et lighedstegn mellem et folk og dets bødler som Ulrik gør.
Jo, selvfølgelig fordømmer jeg USAs imperialistiske politik, det har jeg altid gjort. Men når det nu kun er NATO der kan nedkæmpe disse fascister, så kan det jo føre til godt. Det gjorde det f. eks. i Nazi-Tyskland.
Det er spøjst at se Ulrik tale om “ørns kulturalistiske blik” Ordet kulturalisme bruges jo netop om at bruge forskellig målestok på folk, undskylde diktatur i 3. Verden, omskæring og lignende overgreb med at “det jo er deres kultur”. Det er Ulrik der bevæger sig i disse baner, mens jeg kræver samme rettigheder for Afganere som for andre mennesker; talefrihed, demokrati, uddannelse, ligestilling for kvinder og mænd.
Gang på gang tales der om et folks ret til at forsvare sig mod invasion. Men ingen kan påvise et folkeligt oprør i Afganistan mod de udenlandske tropper. Ikke bare hos Ulrik, men hos mange selv på venstrefløjen synes der at spøge borgerlig nationalisme, en forestilling om at en stats grænser er hellige. Vel er de ej. Et diktatorisk terrorregime må omstyrtes, selv hvis det kræver en invasion udefra. Er der nogen der nu fordømmer Vietnamesernes invasion af Kambodia for at omstyrte Khmer rouges rædselsregime? Er der nogen der stadigvæk mener at det var forkasteligt af Tanzanias regering at invadere Uganda for at fordrive Idi Amin? Dengang talte mange om imperialisme, men Tanzanierne trak sig tilbage. Senere invaderede Ugandas hær Rwanda – under dække af rwandiske rebeller. Gid den havde gjort det før 800.000 mennesker blev myrdet i Rwanda.
Om Queer-teori
I Socialistisk information nr. 228 genbringes en artikkel om dette emne, under titelen Arabiske seksualiteter. Der er en del interessante oplysninger, og artiklen er kommet i en noget forbedret udgave på netmediet www.modkraft.dk
Jeg mener at forskelligt i artiklen burde være forklaret bedre, f.eks. transkønnethed, det at klæde sig og opføre som det modsatte køn, uden derfor nødvendigvis at være homoseksuel. Men her vil jeg kun forholde mig til ét vigtigt punkt i artiklen. Helt uden argumenter siges der (s. 39):
“Massad afviser med rette mange lesbiske og bøssers essentialisme (“vi blev født sådan her” og “vi er overalt”)”.
Hvordan kan man “med rette” afvise sådan noget, uden nogen som helst forklaringer? Her fremtræder åbenbart såkaldt Queer teori der defineres således i den internationale brugerskabte netencyklopædi Wikipedia:
Det er et felt af kønsstudier (gender studies) som i 90erne opstod af homostudier og feministiske studier. Queer teori tager udgangspunkt i Michel Foucaults arbejder og bygger på den feministiske modstand mod at køn skulle være en del af personlig identitet, ligesom homoers undersøgelser af seksualetetens sociale udformning. Når disse mest beskæftigede sig med ”naturligt” og ”unaturligt” indenfor homoseksualitet, udvider queer teori sit synsfelt til enhver seksuel aktivitet eller identitet som falder indenfor det normative eller det afvigende (frit oversat fra engelsk af Ö.Ó).
Dette er ret uklart og det bliver ikke bedre i fortsættelsen, ligesom der synes at være ret forskellige udgaver af teorien. Helt i stil med Foucaults udtryksmåde er det mest negative definitioner, ”ikke dette, nej, men heller ikke det”. Med en sådan fremstilling er der svært at gribe teoretikeren i fejl – eller i noget som helst. Mest fremtrædende synes dog at være det synspunkt at seksualitet er noget flydende og ubestemt i folk generelt, og at seksuel orientering så bestemmes af samfundet.
Det er blevet sagt at queer teori ikke først og fremst handler om homoseksualitet, men snarere sætter spørgsmålstegn ved heteroseksualitet som noget naturligt og selvfølgeligt. Nu er det naturligvis rigtigt at folk ikke skal grupperes efter deres seksualitet, hetero eller homo, ligesålidt som menneskeheden skulle grupperes i muslimer/ ikke muslimer; vegetarer/ ikke vegetarer, operaelskere/ popinteresserede, kunstinteresserede eller andre. Det er tale om personlige interesser, privatlivets fred, som andre ikke skal blande sig i. Hvert individ har mange egenskaber og skal ikke defineres ud fra en enkelt. Men deraf følger absolut ikke at der er tale om frit valg.
Såvidt jeg er orienteret forekommer homoseksualitet i alle kendte samfund, og når til mindst omkr. 4% af befolkningen hvor det har kunnet skønnes. Selvfølgelig afhænger dette tal meget af i hvilken grad homoseksualitet undertrykkes i det givne samfund. Men når vi betænker hvor vidt forskellige menneskesamfund der er tale om, så virker den tanke helt absurd at seksuel orientering skulle være bestemt af samfundet. I århundreder har man diskuteret om menneskets natur er bestemt af nedarvede egenskaber eller af omgivelsernes indflydelse. Det er en akademisk diskussion som er uvedkommende for den enkeltes seksuelle orientering. For alle der læser dette må dog af egen erfaring vide at man ikke kan bestemme af hvem man bliver tiltrukket. Man kan så følge sit begær (forhåbentlig høfligt!) eller man kan afstå fra det, af sociale grunde, af hensyn til ægteskab eller til ”hvad folk mon vil tænke”. Men man vælger ikke hvem man tiltrækkes af. De allerfleste tiltrækkes af en person af det modsatte køn, mens nogle siger at de er ambivalente, biseksuelle. Og der er naturligvis ingen grund til at mistro en sådan erklæring, for den har sandelig ikke mødt en stor respekt i tidernes løb. Og så er der nogle der som regel tiltrækkes af en person af deres eget køn. Mange af dem har forsøgt sig med en af det modsatte køn, men måttet konstatere at det altså ikke var lykken – for dem. Tværtimod, det betød personligt at underkaste sig konformisme, og førte således til undertrykkelse af al lykke. Nu har årtiers grusomme eksperimenter på homoseksuelle, med hormonbehandling, kastration, tortur og henrettelser efter min mening påvist, at det kan man ikke lave om på. Nogle mennesker er og bliver homoseksuelle, og det skal selvfølgelig respekteres.
Så, uanset hvilken udgave af queer teori man vælger at følge, må den siges at være i helt usædvanlig høj grad modsagt af den virkelighed man kan observere. Hvordan skal man så forklare sig at normalt begavede mennesker hylder denne teori?
Jo, det er let forståeligt, når man ser på teoriens konsekvenser. Den siger jo først og fremmest, at homoer er som andre mennesker. Og naturligvis er de som folk flest. Man behøver ikke benægte al forskellighed til at indse det (Der forekommer den udgave at ”egentlig er alle mennesker latent homoseksuelle”).
Men når teorien taler om fælles menneskelighed sker det på en undertrykkende måde, idet den faktisk benægter at der findes en uomgængelig tilbøjelighed for den enkelte. Konsekvensen af denne teori må jo blive at når homoer bliver undertrykt, så er det deres egen skyld, de kunne jo bare have ladt være med at bryde den lov der nu engang hersker i det eller det samfund, Iran eller Libanon, f. eks. For hvis seksuel orientering er fri, hvorfor så ikke tøjle sig?
Om man så i lighed med det ovenstående slutter at queer-teori er menneskefjendtlig eller ej, så er det dog indlysende at den ikke bare kan fremsættes som en selvfølgelighed, uden argumenter.
Jeg mener at forskelligt i artiklen burde være forklaret bedre, f.eks. transkønnethed, det at klæde sig og opføre som det modsatte køn, uden derfor nødvendigvis at være homoseksuel. Men her vil jeg kun forholde mig til ét vigtigt punkt i artiklen. Helt uden argumenter siges der (s. 39):
“Massad afviser med rette mange lesbiske og bøssers essentialisme (“vi blev født sådan her” og “vi er overalt”)”.
Hvordan kan man “med rette” afvise sådan noget, uden nogen som helst forklaringer? Her fremtræder åbenbart såkaldt Queer teori der defineres således i den internationale brugerskabte netencyklopædi Wikipedia:
Det er et felt af kønsstudier (gender studies) som i 90erne opstod af homostudier og feministiske studier. Queer teori tager udgangspunkt i Michel Foucaults arbejder og bygger på den feministiske modstand mod at køn skulle være en del af personlig identitet, ligesom homoers undersøgelser af seksualetetens sociale udformning. Når disse mest beskæftigede sig med ”naturligt” og ”unaturligt” indenfor homoseksualitet, udvider queer teori sit synsfelt til enhver seksuel aktivitet eller identitet som falder indenfor det normative eller det afvigende (frit oversat fra engelsk af Ö.Ó).
Dette er ret uklart og det bliver ikke bedre i fortsættelsen, ligesom der synes at være ret forskellige udgaver af teorien. Helt i stil med Foucaults udtryksmåde er det mest negative definitioner, ”ikke dette, nej, men heller ikke det”. Med en sådan fremstilling er der svært at gribe teoretikeren i fejl – eller i noget som helst. Mest fremtrædende synes dog at være det synspunkt at seksualitet er noget flydende og ubestemt i folk generelt, og at seksuel orientering så bestemmes af samfundet.
Det er blevet sagt at queer teori ikke først og fremst handler om homoseksualitet, men snarere sætter spørgsmålstegn ved heteroseksualitet som noget naturligt og selvfølgeligt. Nu er det naturligvis rigtigt at folk ikke skal grupperes efter deres seksualitet, hetero eller homo, ligesålidt som menneskeheden skulle grupperes i muslimer/ ikke muslimer; vegetarer/ ikke vegetarer, operaelskere/ popinteresserede, kunstinteresserede eller andre. Det er tale om personlige interesser, privatlivets fred, som andre ikke skal blande sig i. Hvert individ har mange egenskaber og skal ikke defineres ud fra en enkelt. Men deraf følger absolut ikke at der er tale om frit valg.
Såvidt jeg er orienteret forekommer homoseksualitet i alle kendte samfund, og når til mindst omkr. 4% af befolkningen hvor det har kunnet skønnes. Selvfølgelig afhænger dette tal meget af i hvilken grad homoseksualitet undertrykkes i det givne samfund. Men når vi betænker hvor vidt forskellige menneskesamfund der er tale om, så virker den tanke helt absurd at seksuel orientering skulle være bestemt af samfundet. I århundreder har man diskuteret om menneskets natur er bestemt af nedarvede egenskaber eller af omgivelsernes indflydelse. Det er en akademisk diskussion som er uvedkommende for den enkeltes seksuelle orientering. For alle der læser dette må dog af egen erfaring vide at man ikke kan bestemme af hvem man bliver tiltrukket. Man kan så følge sit begær (forhåbentlig høfligt!) eller man kan afstå fra det, af sociale grunde, af hensyn til ægteskab eller til ”hvad folk mon vil tænke”. Men man vælger ikke hvem man tiltrækkes af. De allerfleste tiltrækkes af en person af det modsatte køn, mens nogle siger at de er ambivalente, biseksuelle. Og der er naturligvis ingen grund til at mistro en sådan erklæring, for den har sandelig ikke mødt en stor respekt i tidernes løb. Og så er der nogle der som regel tiltrækkes af en person af deres eget køn. Mange af dem har forsøgt sig med en af det modsatte køn, men måttet konstatere at det altså ikke var lykken – for dem. Tværtimod, det betød personligt at underkaste sig konformisme, og førte således til undertrykkelse af al lykke. Nu har årtiers grusomme eksperimenter på homoseksuelle, med hormonbehandling, kastration, tortur og henrettelser efter min mening påvist, at det kan man ikke lave om på. Nogle mennesker er og bliver homoseksuelle, og det skal selvfølgelig respekteres.
Så, uanset hvilken udgave af queer teori man vælger at følge, må den siges at være i helt usædvanlig høj grad modsagt af den virkelighed man kan observere. Hvordan skal man så forklare sig at normalt begavede mennesker hylder denne teori?
Jo, det er let forståeligt, når man ser på teoriens konsekvenser. Den siger jo først og fremmest, at homoer er som andre mennesker. Og naturligvis er de som folk flest. Man behøver ikke benægte al forskellighed til at indse det (Der forekommer den udgave at ”egentlig er alle mennesker latent homoseksuelle”).
Men når teorien taler om fælles menneskelighed sker det på en undertrykkende måde, idet den faktisk benægter at der findes en uomgængelig tilbøjelighed for den enkelte. Konsekvensen af denne teori må jo blive at når homoer bliver undertrykt, så er det deres egen skyld, de kunne jo bare have ladt være med at bryde den lov der nu engang hersker i det eller det samfund, Iran eller Libanon, f. eks. For hvis seksuel orientering er fri, hvorfor så ikke tøjle sig?
Om man så i lighed med det ovenstående slutter at queer-teori er menneskefjendtlig eller ej, så er det dog indlysende at den ikke bare kan fremsættes som en selvfølgelighed, uden argumenter.
Modkraft indlæg 2008
Om Pernille Rosenkrantz Theils partiskifte
Tror nogen at PRK kan forvandle Socialdemokratiet til at føre en venstreorienteret politik? Nej, vel? Allerede Nyrup-regeringen førte jo højreorienteret nedskæringspolitik, for nu ikke at gå længere tilbage i tiden. Hvordan kan så et intelligent menneske finde på at sige noget så dumt? Ja, det er jo set mange gange før. Sædvanligvis er det fordi vedkommende forsøger at stikke blår i øjnene - på sig selv. Vi behøver bare at mindes Karen Jespersen og Moussa Sheik fra egne rækker, foruden en hel del folk jeg kendte i Island. Den underliggende mening var simpelthen at de ønskede at få/fortsætte en politisk karriere, og så ønskede et bredt grundlag at bevæge sig på. Det lykkedes som regel ikke. For selvfølgelig er de fleste socialdemokrater mistroiske overfor overløbere som kun er kendt for yderligtgående vensteorienteret politik, det ønsker almindelige socialdemokrater slet ikke. Man kan bare mindes at der ikke var væsentlig modstand mod Nyrupregeringens politik i Socialdemokratiet. Og de folk sem hidtil støttede PRK og lignende kan slet ikke genkende sig i Socialdemokratiets førte politik, og de færreste er dumme nok til at bilde sig ind at PRK eller et andet individ kan forandre den.
Modkraft 5. Dec.2008
Folkefront mod imperialismen?
For tredive år siden var jeg til en international kongres i Basel i Svejts hos fredsbevægelsen. Der var mange frappante skikkelser, bl.a. en meget gammel engelsk lord, så gammel at han var kendt for at have ført en polemik mod Lenin før første verdenskrig. Jeg husker ikke hans navn, men at han konstant var aktiv, sendte sin sekretær med små sedler ud i alle retninger. For han havde fundet løsningen på verdens største problemer. De rige lande skulle simpelthen give en procentdel (2% eller 5%, jeg husker ikke hvilket) til de fattigste lande. Mange har siden da løftet lignende tanker, men det er ikke sket. Trods udviklingshjælp til de fattigste lande, er deres folks fattigdom vokset, for prisen på deres eksportartikler – råvarer – er faldet år for år under de internationale storkoncerners monopol. Læger uden grænser yder et arbejde vi må bifalde, men samtidigt udvandrer 3.verdens læger til USA og Europa, hvor de får langt bedre løn og vilkår. Kan vi klandre dem for det? De fleste af os ville vel gøre det samme.
Man må så bifalde forslag om at afskaffe EUs toldmure overfor bl.a. Afrika, og modstå dets bestræbelser at tvinge afrikanske stater til at åbne alle grænser for EUs eksportvarer. Og man mindes venstrefløjens gamle politik, at bebude nationalt samarbejde mod imperialismen, her må der være grundlag for fælles fodslag for borgerskabet og proletariatet i 3. verdens lande. Eller hvad?
Lad os se på forholdene i et af de mest udviklede lande i Afrika, Kenya. Til trods for al sulten i Afrika, eksporteres der madvarer derfra. Ikke bare te og kaffe, blomster og kobber, men også frugt og grøntsager, som fra andre afrikanske lande. Hvem eksporterer disse varer? Det er altså ikke småbønder med hver deres lille jordlod. Nej, det er kæmpestore firmaer med enorme landområder. Tit er det stadigvæk hvide der ejer disse kæmpefarmer, men også sorte, bl.a. Kenyas præsident og andre førende politikere, de har også de fleste pladser i parlamentet. Så derfra skal man ikke forvente en opdeling af de enorme landbesiddelser der delvis ligger brak, mens den største del af befolkningen er uden land. Og man skal bestemt ikke regne med at dette borgerskab mobilserer folket, intet frygter det mere. Det vil bekæmpe enhver folkelig mobilisering med næb og klør, med politi og armé. Dette borgerskab er heller ikke synderligt nationalt, svejtsiske bankkonti står deres hjerte nærmest.
Hvis vi nu vover det tankeeksperiment at der gik flere penge til eksportørerne i Afrika fra EU, hvor ville de så gå hen? Landejerne ville vel lade dyrke flere afgrøder, så flere ville komme i arbejde. Men lønnen ville nok ikke stige, når der stadigvæk er massiv arbejdsløshed.
Kort sagt, det eneste der kan forbedre situationen i sådant et land er en folkelig rejsning MOD landejerne, mod egne landsmænd. Der er ikke noget grundlag for “en national front”. Og det samme tror jeg gælder for de fleste af 3. verdens lande.
Modkraft 4. oktober. 2008.
Jeg har aldrig sagt at et kup i USA er UDELUKKET, UTÆNKELIGT, eller noget i den retning.Et statskup i Danmark er da heller ikke logisk udelukket, vel? Jeg mener bare at det er så usandsynligt, at det ikke er værdt at spilde sin tid på at diskutere den slags politisk science fiction. Der udkom vistnok en udmærket roman af den slags på Samlerens bogklub for ikke så længe siden, en fantasi om et fascistisk statskup i USA under Charles Lindbergh.
Til "totaltanonym" vil jeg sige at der altså er forskel på valgsvindel og statskup. Det sidstnævnte vil folk først gribe til hvis de ikke lykkes med valgsvindel. Og hvordan kan "totaltanonym" beskylde andre for at stikke hovedet i sanden? Hvorfor står du ikke frem med eget navn under dine meninger? Kan du ikke være dem bekendt?
Men for alvor: fra min fortid i Islands stalinistiske parti kender jeg sådanne sammensværgelsesteorier til hudløshed. De er jo en manifestation af senstalinismens upolitiske budskab: Egentlig står hele menneskeheden naturligt på vores side, for vi vil jo bare fred og fordragelighed, ingen forandringer. Det er bare de skumle monopoler/revanchister/vestlige efterretningstjenester som lurer på en mulighed på at modsætte sig "folkets vilje".
Mon ikke problemet snarere er manglende politisk bevidsthed i USAs befolkning? Netop derfor er et statskup der yderst usandsynligt.
Modkraft 4. Marts 2008.
"Fingern" spørger: "Hvad er det ved Bush der gør, at du finder det usandsynligt at han kunne finde på at aflyse næste valg?"
Svar: Hans magtesløshed, det må være indlysende, at det kan han ikke gøre. Du skriver som om han var almægtig.
Nej, jeg tror ikke på hans demokratiske sindelag, han ville nok -sammen med mange fra USAs elite - gribe til statskup HVIS de mente at kapitalismen var truet i USA. Men den tanke er for absurd til at jeg gider diskutere det.
Modkraft 10. Marts. 2008
Tror nogen at PRK kan forvandle Socialdemokratiet til at føre en venstreorienteret politik? Nej, vel? Allerede Nyrup-regeringen førte jo højreorienteret nedskæringspolitik, for nu ikke at gå længere tilbage i tiden. Hvordan kan så et intelligent menneske finde på at sige noget så dumt? Ja, det er jo set mange gange før. Sædvanligvis er det fordi vedkommende forsøger at stikke blår i øjnene - på sig selv. Vi behøver bare at mindes Karen Jespersen og Moussa Sheik fra egne rækker, foruden en hel del folk jeg kendte i Island. Den underliggende mening var simpelthen at de ønskede at få/fortsætte en politisk karriere, og så ønskede et bredt grundlag at bevæge sig på. Det lykkedes som regel ikke. For selvfølgelig er de fleste socialdemokrater mistroiske overfor overløbere som kun er kendt for yderligtgående vensteorienteret politik, det ønsker almindelige socialdemokrater slet ikke. Man kan bare mindes at der ikke var væsentlig modstand mod Nyrupregeringens politik i Socialdemokratiet. Og de folk sem hidtil støttede PRK og lignende kan slet ikke genkende sig i Socialdemokratiets førte politik, og de færreste er dumme nok til at bilde sig ind at PRK eller et andet individ kan forandre den.
Modkraft 5. Dec.2008
Folkefront mod imperialismen?
For tredive år siden var jeg til en international kongres i Basel i Svejts hos fredsbevægelsen. Der var mange frappante skikkelser, bl.a. en meget gammel engelsk lord, så gammel at han var kendt for at have ført en polemik mod Lenin før første verdenskrig. Jeg husker ikke hans navn, men at han konstant var aktiv, sendte sin sekretær med små sedler ud i alle retninger. For han havde fundet løsningen på verdens største problemer. De rige lande skulle simpelthen give en procentdel (2% eller 5%, jeg husker ikke hvilket) til de fattigste lande. Mange har siden da løftet lignende tanker, men det er ikke sket. Trods udviklingshjælp til de fattigste lande, er deres folks fattigdom vokset, for prisen på deres eksportartikler – råvarer – er faldet år for år under de internationale storkoncerners monopol. Læger uden grænser yder et arbejde vi må bifalde, men samtidigt udvandrer 3.verdens læger til USA og Europa, hvor de får langt bedre løn og vilkår. Kan vi klandre dem for det? De fleste af os ville vel gøre det samme.
Man må så bifalde forslag om at afskaffe EUs toldmure overfor bl.a. Afrika, og modstå dets bestræbelser at tvinge afrikanske stater til at åbne alle grænser for EUs eksportvarer. Og man mindes venstrefløjens gamle politik, at bebude nationalt samarbejde mod imperialismen, her må der være grundlag for fælles fodslag for borgerskabet og proletariatet i 3. verdens lande. Eller hvad?
Lad os se på forholdene i et af de mest udviklede lande i Afrika, Kenya. Til trods for al sulten i Afrika, eksporteres der madvarer derfra. Ikke bare te og kaffe, blomster og kobber, men også frugt og grøntsager, som fra andre afrikanske lande. Hvem eksporterer disse varer? Det er altså ikke småbønder med hver deres lille jordlod. Nej, det er kæmpestore firmaer med enorme landområder. Tit er det stadigvæk hvide der ejer disse kæmpefarmer, men også sorte, bl.a. Kenyas præsident og andre førende politikere, de har også de fleste pladser i parlamentet. Så derfra skal man ikke forvente en opdeling af de enorme landbesiddelser der delvis ligger brak, mens den største del af befolkningen er uden land. Og man skal bestemt ikke regne med at dette borgerskab mobilserer folket, intet frygter det mere. Det vil bekæmpe enhver folkelig mobilisering med næb og klør, med politi og armé. Dette borgerskab er heller ikke synderligt nationalt, svejtsiske bankkonti står deres hjerte nærmest.
Hvis vi nu vover det tankeeksperiment at der gik flere penge til eksportørerne i Afrika fra EU, hvor ville de så gå hen? Landejerne ville vel lade dyrke flere afgrøder, så flere ville komme i arbejde. Men lønnen ville nok ikke stige, når der stadigvæk er massiv arbejdsløshed.
Kort sagt, det eneste der kan forbedre situationen i sådant et land er en folkelig rejsning MOD landejerne, mod egne landsmænd. Der er ikke noget grundlag for “en national front”. Og det samme tror jeg gælder for de fleste af 3. verdens lande.
Modkraft 4. oktober. 2008.
Jeg har aldrig sagt at et kup i USA er UDELUKKET, UTÆNKELIGT, eller noget i den retning.Et statskup i Danmark er da heller ikke logisk udelukket, vel? Jeg mener bare at det er så usandsynligt, at det ikke er værdt at spilde sin tid på at diskutere den slags politisk science fiction. Der udkom vistnok en udmærket roman af den slags på Samlerens bogklub for ikke så længe siden, en fantasi om et fascistisk statskup i USA under Charles Lindbergh.
Til "totaltanonym" vil jeg sige at der altså er forskel på valgsvindel og statskup. Det sidstnævnte vil folk først gribe til hvis de ikke lykkes med valgsvindel. Og hvordan kan "totaltanonym" beskylde andre for at stikke hovedet i sanden? Hvorfor står du ikke frem med eget navn under dine meninger? Kan du ikke være dem bekendt?
Men for alvor: fra min fortid i Islands stalinistiske parti kender jeg sådanne sammensværgelsesteorier til hudløshed. De er jo en manifestation af senstalinismens upolitiske budskab: Egentlig står hele menneskeheden naturligt på vores side, for vi vil jo bare fred og fordragelighed, ingen forandringer. Det er bare de skumle monopoler/revanchister/vestlige efterretningstjenester som lurer på en mulighed på at modsætte sig "folkets vilje".
Mon ikke problemet snarere er manglende politisk bevidsthed i USAs befolkning? Netop derfor er et statskup der yderst usandsynligt.
Modkraft 4. Marts 2008.
"Fingern" spørger: "Hvad er det ved Bush der gør, at du finder det usandsynligt at han kunne finde på at aflyse næste valg?"
Svar: Hans magtesløshed, det må være indlysende, at det kan han ikke gøre. Du skriver som om han var almægtig.
Nej, jeg tror ikke på hans demokratiske sindelag, han ville nok -sammen med mange fra USAs elite - gribe til statskup HVIS de mente at kapitalismen var truet i USA. Men den tanke er for absurd til at jeg gider diskutere det.
Modkraft 10. Marts. 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)