Örn Ólafsson:
Curriculum vitæ
Født í Reykjavík d. 4. 4. 1941, student fra Reykjavíks gymnasium i 1961. Derefter fulgte studieophold ved Justus Liebig - universitetet i Giessen i Tyskland i Germanistik i 1962-63, hvor jeg også underviste i islandsk. Derefter studerede jeg „íslensk fræði“ (islandsk sprog, litteratur og historie) ved Islands universitet, hvor jeg blev cand.mag. 1970 med karakter "haud illaudabilem". Mit speciale handler om en oldtidssaga, Hrólfs saga Gautrekssonar, især dens forbindelse med andre sagaer, og hvorvidt den er en selvstændig overlevering af gamle sagn. Jeg kom til det resultat at det er den ikke, den bygger udelukkende på en litterær tradition, bl.a. klassisk.
Arbejde
I min studietid arbejdede jeg bl.a. på Universitetsbiblioteket i Island og på håndskriftsinstituttet, Stofnun Árna Magnússonar, i 1967 og 1971, hvor jeg bl.a. undersøgte gamle rímurs tekstvarian¬ter. Efter mit cand. mag. eksamen var jeg gymnasielærer i islandsk sprog og litteratur i 1971-79 (ved Menntaskólinn við Hamrahlíð). Om sommeren var jeg guide rundt om Island med bl.a. engelsk, tysk fransk og dansk. Foruden de førnævnte sprog kan jeg læse spansk, italiensk og (til en vis grad!) swahili. I årene 1979-84 var jeg lærer (assistent associé) ved l'université Lyon II (nu université Lumière), ved det sprogvidenskabelige institut (l'U.E.R. sciences du langage), hvor jeg ledede den skandinaviske afdeling. Foruden mig bestod den af en dansk, en svensk og en norsk lektor. Jeg underviste et begynderkursus i moderne islandsk, desuden kurserne linguistique scandinave, littérature scandinave og civilisation scandinave. Det første var en oversigt over de nordiske sprogs udvikling fra urnordisk til vor tid. I det andet læste vi udvalgte norrøne tekster i fransk oversættelse: eddadigte, Njáls saga, Eiríks saga rauða; derefter stykker af Ibsen og Strindberg, til slut dele af en antologi af moderne dansk digtning. Det tredie kursus gjaldt forskellige seminaropgaver indenfor nordisk politik, historie og kul¬tur. Alle disse kurser var på licence-niveau (tredie år), arbejds¬metoden var dels seminar, dels mine forelæsninger.
Jeg var timelærer ved Islands universitet i 1985-87, hvor jeg underviste i følgende kurser indenfor islandsk: a) et kursus om litterære manifestoer i Island, b) moderne islandsk litteratur for udenlandske studenter, c) islandsk sprog for samme studenter.
Fra marts 1987 til august 1993 var jeg lektor i islandsk ved Københavns universitet, hvor jeg hvert år underviste i to kurser: a) islandsk for begyndere og b) moderne islandsk litteratur i dansk oversættelse. Til det sidste kursus lavede jeg en antologi som brugtes sammen med tre romaner (skiftende, af bl.a. Halldór Laxness, Thor Vilhjálmsson, Guðbergur Bergsson, Svava Jakobsdóttir, Fríða Sigurðardóttir, Steinunn Sigurðardóttir, Einar Kárason og Einar Már Guðmundsson). Til det første kursus har jeg lavet et kompendium som består af grammatiske regler, øvelser og tekster med gloser. Jeg varetog undervisningen i disse kurser indtil min afløser blev ansat i efteråret 1994, og igen i 1998-9..
Fra august 1994 til juli 1997 var jeg førsteamanuensis i islandsk ved Universitetet i Oslo, hvor jeg underviste et grundkursus i islandsk sprog (på mellomfag) og forskellige kurser i islandsk litteratur, et hovedfagsseminar om den moderne islandske roman og et grunnfagsseminar om islandsk litteratur efter reformationen, med særlig vægt på det 20. århundrede. Efter at jeg flyttede tilbage til Danmark har jeg undervist islandsk på Studieskolen og oversat film til islandsk for SDI Media. Jeg studerede bl.a. afrikansk litteratur på Center for Afrikanske Studier ved Københavns universitet.
Forskning og forfattervirksomhed
Under mit ophold i Frankrig studerede jeg litteraturvidenskab ved universitetet, især fransk litteratur i det 19. og 20. århundrede og forskellige metoder i litteraturfortolkning, især strukturalisme, narratologi og psykologisk fortolkning. Ved instituttet for litteraturvidenskab skrev jeg så en disputats om den venstre-socialistiske litteratur¬bevægelse på Island, der i løbet af århundredets andet kvartal udviklede sig til et betydeligt fænomen på flere områder. Disputatsen lægger stor vægt på bevægelsens internationale omgivelser. Jeg forsvarede denne disputats ved instituttet for litteraturvidenskab ved Lyon II i juni 1984. Den udkom på islandsk i 1990 under titelen Rauðu pennarnir. Under mit ophold i Danmark arbejdede jeg dels på denne islandske version, dels på en bog om modernismen i islandsk litteratur, Kóralforspil hafsins, som udkom i 1992. Derefter begyndte jeg en undersøgelse af romantikken og symbolismen i islandsk digtning (omkr. 1809-1933), Seiðblátt hafið, og har nu afsluttet den. Der undersøges digternes sprog, metaforer og lyriske billeder, bl.a. I disse sidstnævnte værker er der ligeledes fremhævet hvordan de islandske bevægelser placeres i de internationale strømninger. Denne undersøgoelse fortsatte jeg på Danmarks Humanistiske Forskningscenter. Mine første to bøger er på omkr. 300 sider hver, denne sidste på 480. I 1999-2000 lavede jeg en omfangsrig undersøgelse af det kendteste modernistiske digtcyklus på islandsk, Tíminn og vatnið af Steinn Steinarr (fra midten af det 20. århundrede). Den er efter min mening klart surrealistisk, især gennem påvirkning fra digtcyklussen mannen utan väg af den svenske digter Erik Lindegren.
Jeg leverede halvanden snes artikler om islandsk litteratur til Den Store Danske Encyklopædie.
Jeg har oversat en dansk roman til islandsk og læste den op i den island¬ske radio i 1977, det var Amatørerne af Leif Panduro. Jeg har også oversat to radiospil fra fransk for radioen og flere film for Statens fjernsyn, især fra engelsk. Jeg har lavet forskellige radioprogrammer; i 1977 om situationen i Ethiopien, i 1981 en serie på tolv halvtimers udsendelser, hver om en en samtidig islandsk digter, som efter min opfattelse ikke var så kendt som han eller hun burde være. I 1982 lavede jeg en serie på otte udsendelser om kulturkamp på Island i mellemkrigsperioden, og i 1984 en serie på tre udsendelser om litterær avantgarde i Europa I de første tiår af det 20. århundrede, i 1992 en serie på fem om modernismen i islandsk litteratur, og i sommeren 1997 en serie på seks udsendelser om symbolismen i islandsk litteratur. I 1986 havde jeg sproghjørnet i radioen, fem minutter hver gang, to gange om ugen.
Jeg har daglig brugt computer siden 1985, mest Macintosh, i de sidste år dog også PC med windows 98 og XP. Jeg har afsluttet kurser i DTP, billedbehandling og web-design på PC.
Jeg har skrevet hundredevis af anmeldelser om islandsk litteratur fra 1984 af, især i den islandske eftermiddagsavis DV, men også nogle større anmeldelser i Skírnir, det kendteste islandske tidskrift som mest indeholder artikler indenfor litteraturforskning. Der har jeg også haft artikler, ligeledes i det andet kendteste litteraturtidskrift, Tímarit Máls og menningar. Mine anmeldelser har gjort det lettere for mig at følge med i det islandske kulturliv. Under mit første ophold i Danmark, 1987-94 skrev jeg en del artikler om dansk litteratur i førnævnte avis DV, genoptaget i Morgunblaðið efter at jeg flyttede tilbage til Danmark i efteråret 1997. I mellemtiden skrev jeg bl.a. ti artikler om norske lyrikere i Morgunblaðið, siden da over hundrede artikler om nordisk litteratur, især dansk.
Jeg har holdt foredrag baseret på min disputats, to ved Københavns universitet i foråret 1987, et i Århus i december 1987 og et i Lund 1988. Disse foredrag var på dansk, ligesom et foredrag om Islands nyeste litteratur holdt i det islandske hus i København (Jónshus) i 1987, et andet hos foreningen Norden i februar 1992, samt et foredrag om Halldór Laxness' modernisme på hans fødselsdagsfest d. 23.4. 1992, og et foredrag om Island i det 19. og 20. århundrede hos Nordvendsysselsk folkeuniversitet i Hjallerup i november 1993, om moderne islandsk litteratur (3 timers) i Bib¬liotekskolen i København i april 1994, om moderne islandsk litteratur hos Nordisk forening i Ås i oktober 1994 og hos Kvinnligt leserforbund i Porsgrunn i januar 1996, et fire timers program om Islands kultur hos Skovtofte Statseminarium i oktober 1998. Endvidere har jeg holdt foredrag hos International Association of Scandinavian Studies (IASS); på den 18. conference i Trondheim i august 1990, om lyrisk modernisme i Island, på den 19. i Budapest 1992; "The Second world war in Icelandic literature", på den 20. i Reykjavík i 1994: "Kønsbestemt litteratur? De første nyromantikere i Island", ligeledes på IASSs 21. congress i Bonn 1996; «Oplysning gennem folkesagn i islandsk litteratur i det 18. århundrede.» I august 2002 holdt jeg et foredrag om Thor Vilhjálmsson på IASSs 24. konference i Aalborg.
Publikationsliste
1. Hrólfs saga Gautrekssonar-heimildir og rittengsl (1970. Utrykt cand.mag. speci¬ale).
2. min disputats: Rauðu pennarnir. Reykjavík 1990.
3. Kóralforspil hafsins - Módernismi í íslenskum bókmenntum Reykjavík 1992.
4. Seiðblátt hafið. (i manuskript).
artikler:
5. Mér verður fuglsins dæmi -teksttudgave og analyse af et gammelt digt. Mímir 1966.
6. Hvað á (ekki) að kenna í málfræði. Skíma 1978.
7. Bókmenntaviðhorf sósíalista. Tímarit Máls og menningar 1982.
8. Et stort interview med Halldór Laxness i Morgunblaðið, feb. 1982.
9. Anmeldelser af islandsk litteratur i avisen DV, fra 1984 af
10. Surrealistar á Íslandi. Mannlíf 1985.
11. Til hvers eru unglingabækur? Þjóðlíf 1985.
12. Dagbækur Þórbergs Þórðarsonar. Lesbók Mbl. juni 1985.
13. Unglingurinn í skóginum og Alþingi. Skírnir 1985.
14. 4 anmeldelser in Skírnir 1985-87.
15. Nogle aspekter af den islandske litteratur i det 20. århundrede. Gardar XIX.
16. Brydninger i Islands moderne litteratur. Nordisk tidskrift 1989 (nr.21.omskrevet).
17..Henrik Nordbrandt og antiracismen. Socialistisk information.1989
18. Bókmenntatúlkanir.Tímarit Máls og menningar 1989.
19. Halldór Stefánsson og expressjónisminn. Skírnir 1989.
20. Lyrisk modernisme i Island i det 20. århundredes første halvdel. I: Moder¬nismen i skandinavisk litteratur, (s.103-7). Trondheim 1991.
21. Ill danska. Lygisögur. Afmælisrit Árnastofnunar 1991
22. Fenrisúlfur í Róm. Fjölmóðarvíl. Afmælisrit Árnastofnunar 1991.
23. The second world war in Icelandic literature. I: Literature as Resistance and Counter-Culture (s. 228-231), Budapest 1992.
24. Forandringer i Islands litteratur mellem de to verdenskrige (utrykt)
25. Hugtakið módernismi (The Concept of Modernism) Tímarit Máls og menningar 1993.
26. Kønsforskel på lyrikken? I: Litteratur og kjønn i Norden (s.375-380) Reykjavík 1996.
27. Einar Már Guðmundsson I: Norsk litterær årbok (s. 15-23) , Oslo 1995.
28. Edda-ordforråd i islandsk diktning. Bøygen, Universitetet i Oslo, 1996.
29. Oplysning gennem folkesagn. Opplysning i Norden, Bonn 1998.
30. Húmtjöld falla. I Freyjas Alter, festskrift til Jonna Louis-Jensen, 1997.
31. Ti artikler om norske digtere i Morgunblaðið 1996-7.
32. Ljóðhefð I-II. Lesbók Morgunbla›sins sept 1997.
33. Íslenskar bókmenntir á dönsku I-V. Lesbók Morgunblaðsins okt.-nóv. 1997.
34. Lostug tröll. I Petersilie, festskrift til Peter Springborg, feb. 1998.
35. Artikler om dansk litteratur, Lesbók Morgunblaðsins fra okt.1997.
36. Hæ og vei I Guðrúnarhvöt, Festskrift til Guðún Ása Grímsdóttir, Rvík 1999.
37. Upplýsing í gegnum þjóðsögur. Tímarit Máls og menningar 2000 (islandsk version af 29).
38. Kupiga simu. I Festskrift til Þorbjörg Helgadóttir, mai 2000..
39. Var Njáll hommi? Morgunblaðið 30.6.2000..
40. Elskan hans Þórbergs. Lesbók Morgunblaðsins maí 2001..
41. Afkárt glens Skarphéðins. I Jocoseria. Festskrift til Marianne Overgaard, jan. 2002.
42. Eilíbbð - Kiljan Longfellow. I Grace Notes. Festskrift til Michael Chesnutt. sept. 2002.
43. Thor Vilhjálmsson – en islandsk prosamodernist på IASSs konference i Aalborg.
44. Uppsprettur Tímans og vatnsins Andvari 2005.
45. Ævisögur Halldórs Laxness. Í Þjóðmál 2. árg. 2. heftir, 2006.
47. Gömul prósaljóð og fríljóð. Í Són, 4. árg. 2006.
48. Andsvar um séra Björn í Laufási. TMM 2. hefti 2007.
Dokumenter:
1. diplomcand. mag. I Nordisk filologi197O.
2. diplom i pædagogik 1971.
3. Udsagn fra Ólafur Halldórsson, p.t.direktor of Stofnun ÁM,1.6.1979
4. Udsagn fra Gu∂mundar Arnlaugssonar, rektor af Menntaskólinn í Hamrahlí∂, 1.3.1979.
5. Bedømmelse fra Den Arnamagnæanske Kommissions bedøm¬melsesudvalg, d. 19.12.1978.
6. Udsagn fra professor Claude Martin om min disputas,19.4.1983
7. Udsagn fra M. Charles Margotton, direktør for institut for sprogvidenskab Lyon II,
25.6.1984
8. Doktordiplom, 7.6.1984
9. Bedømmelse fra Den Arnamagnæanske Kommissions bedøm¬melsesudvalg i 1987.
10. Bedømmelse fra et bedømmelsesudvalg ved det Filosofiske fa¬kultet ved H. Í. 1991.
11. Udsagn fra Peter Springborg, direktør for Det Arnamagnæanske institut, 1993.
12. Udsagn fra Jonna Louis-Jensen, professor ved Den Ar¬namagnæanske samling, 1994.
13. Bedømmelse fra Institut for litteraturvidenskab, august 1997.
14. Attest fra Center for Afrikanske studier.5.8.1994.
15. Attest fra Kjell Ivar Vannebo, leder af Afdeling for nordistikk ved Universitetet i Oslo, d. 19. 6. 1997.
16. Attest fra Torben Brostrøm, Den Store National-Encyklopædie. 9.5. 2000
17. Attest fra James Knirk, leder af Ordbog over det norrøne prosasprog. 21. juni 2000.
18. Kursusbevis: Billedbehandling på PC, 12. mai 2000.
19. Kursusbevis: Layout på PC, 8. juni 2000.
20. Kursusbevis: Flash. Marts 2001
21. Udsagn fra dr.phil. Birgitte Possing, direktør af Danmarks Humanistiske Forskningscenter, 16.1. 2002.
22. Udsagn fra Peter Springborg, direktør for Det Arnamagnæanske institut, 2002
23. Bedømmelse fra Statsbiblioteket i Århus 24.1.2003.
lørdag den 6. oktober 2007
Asmaa og Irakkrigen
Strid om Asmaa
I (I Modkraft juli 2007)
Asmaa Abdol Hamid har sammenlignet besættelsen af Danmark i 40erne og af Irak nu. Men det ville kun være sammenligneligt hvis de tyske nazister havde organiseret det første frie valg i mands minde i Danmark, og den deraf følgende danske regering havde bedt Wehrmacht om at blive for at nedkæmpe irregulære trupper, som myrdede løs på tilfældige civile danskere.
Hvor stor var valgdeltagelsen i Irak? Jeg husker at den i hvert fald blev meget større end den plejer at være i USA. Og det til trods for mordtrusler mod alle der ville stemme - fra folk der mange gange havde vist at de mente deres mordtrusler alvorligt, og at de tit var i stand til at udføre dem. Hvor stor tror I valgdeltagelsen var blevet i Danmark under sådanne omstændigheder?
Altså, hvis man ikke anerkender at der er parlamentarisme i Irak, så kan man ihvertfald ikke mene at den findes i USA, og fandeme heller ikke i Danmark.
Den irakiske regering som dannedes af det valgte parlament har legitimeret besættelsestrupperne. Ikke at indse dette forhold udgjorde Asmaas store fejl, og det ville være katastrofalt for Enhedslisten at hoppe på den limpind.
Invasionen af Irak var en skrækkelig forbrydelse, som har kostet massemord, ødelæggelse og elendighed. Men deraf kan man ikke slutte at alt er gået galt i Irak siden 2003. Faktisk findes der et spirende politisk liv og dannelse af uafhængige fagforeninger. De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for. Derfor kan vi ikke støtte en sådan modstand, den er klart fascistisk.
John Graversgaard minder om at de som bekæmpede imperialismen altid er blevet kaldt terrorister. Men deraf skal man ikke slutte at alle som bliver kaldt terrorister, faktisk bekæmper imperialismen. Det gør Irans statsterrorister så sandelig ikke, og dens irakiske kloner heller ikke. Den store fare her er lejrtænkning, den er slet ingen tænkning, bara automatiske reaktioner, som styres af imperialismen. 28.07.07
II (Modkraft juli 2007)
Jan Hoby formoder (rigtigt) at jeg er medlem af Enhedslisten. Jo, vi har faktist talt sammen til forskellige medlemsmøder i partiet.
Desværre er der mange fejltagelser i Jans indlæg. Jeg har aldrig sagt at ” at alle modstandsbevægelserne er al-Qaida´s forlænget arm”, men jeg kalder dem fascister. Godt nok var der ikke så mange af arbejderklassens organisationer at smadre efter årtiers brutale undertrykkelse under Saddam. Men fascisters centrale kendetegn er at de er en reaktionær massebevægelse. De er erklærede tilhængere af diktatur og modstandere af kvinders og mindretals rettigheder, om de så er nationale (kurdere) eller seksuelle. Ligesom nazisterne er deres erklærede mål at vende tilbage til et idealbillede af fortiden, i islamisternes tilfælde til et kalifat, hvor alle skulle have levet i endrægtighed. Når jeg taler om ”islamister”, fordrejer Jan det til ”muslimer”. Tænk, jeg troede at det kun var Dansk folkeparti som satte lighedstegn mellem de to størrelser. Så sent som i sidste Rødgrønne linier sagde jeg at man ikke kunne generalisere noget om de over 1000 millioner mennesker som er opvokset under islam, i vidt forskellige omgivelser.
Jan kalder det absurd at ”sammenligne parlamentarismen i Irak med USA og Danmark” –men han svarer ikke på mine argumenter, og har selv ingen. Da var Lars Grenaa noget bedre, han har næsten overbevist mig om at de fleste danskere generelt ønskede at leve i fred under nazisternes besættelse, og derfor til valget 1942 valgte de politikere der gik ind for det. Men han svarer ikke på den afgørende pointe, hvad ”modstanden i Irak” faktisk gør. Der nøjes Jan med benægtelse, igen helt uden argumenter.
Når man sammenligner den irakiske modstand med den danske under besættelsen, så kunne man jo lave det tankeeksperiment, at en kø af unge mænd stod udenfor Frikorps Danmarks hovedkvarter for at melde sig til Hitlers kamp. Hvis så en modstandsmand havde kastet en bombe ind i den kø, kunne vi synes det var synd for de vildledte unge mennesker. Men eftersom de agtede at deltage i et mordtogt mod sagesløse, tror jeg få af os ville fordømme den aktion, som vistnok aldrig fandt sted. Til gengæld er det utænkeligt at den danske modstandsbevægelse ville have kastet bomber mod en tilfældig menneskemængde, på en markedsplads eller lignende.
Det er som om mange mener, at når der føres væbnet kamp mod USA-imperialismens invasion af Irak, så må det selvfølgelig være "folkekrig", national befrielseskamp mod imperialismen. Men der er aldeles ikke tale om en enet bevægelse som det var i Vietmam. Vi har desværre set mange eksempler på at denne væbnede modstandsbevægelse består af grupper der myrder løs på hinanden og lader hånt om almindelige Irakers liv, ved at bombe overfyldte markedspladser (det træffer da ikke amerikanske soldater!), ved bomber mod kurdiske partiers hovedkvarterer, simpelthen for at forpurre deres politiske mobilisering, o.s.v.
Jans argumentation er så skødesløs, at han stiller sig udenfor enhver fornuftig diskussion. Jeg vil derfor nøjes med til slut at citere en iransk flygtning, Farroukh Jaffari, som kommentar til Jans budskab om at støtte al erklæret modstand mod imperialismen.
” For mig at se er der 3 selvstændige kræfter. Der er imperialister. Der er reaktionære af alle mulige afskygninger (nazister, islamister, nationalister, etc.). Og så er der den socialistiske venstrefløj.
De 2 første har altid stået sammen i mod den socialistiske venstrefløj indtil den for venstrefløjen så fatale fejltagelse i Iran, hvor en del af venstrefløjen mente, at det fremfor alt andet er vigtigst at tilføje imperialismen et nederlag i Iran. Dette blev som bekendte årsagen til venstrefløjens midlertidige udslettelse i Iran. En ny generation af venstrefløjen har rejst sig igen i Iran nu og belært af bitter og fatal erfaring står den på egne ben mod imperialisterne og mod islamisterne. (...) Den iranske venstrefløj kender til den reaktionære islamismes væsen, fordi vi har kæmpet mod dem mens vi har stået ansigt til ansigt med dem i snart 30 år. Dem, der tror, at det er VIGTIGST at tilføje imperialismen et nederlag kender ikke til islamismens væsen, fordi de i samme periode havde ansigtet dybt begravet i islamisternes bagdel og ikke har stået ansigt til ansigt med dem.
Man kan ikke identificere en politisk organiseret modstandsbevægelse, som vi mere direkte kan støtte, fordi sådan en IKKE FINDES. Den fatale fejltagelse for den iranske venstrefløj havde konsekvenser i hele mellemøsten og samtidigt med de fejltagelser, der blev begået af socialistiske teoretikere i alle mulige former for den "reelt eksisterende socialisme" i diverse lande (teorien om den ikke kapitalistiske vækstmåde samt teorien og den fredelige sameksistens) har gjort, at venstrefløjen er meget svag i Irak. Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at det kun er venstrefløjen, vi skal støtte. Både i Irak og i Iran.”
III (Modkraft juli 2007)
“De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for.” Det er almindelig kendt at disse to størrelser (sædvanligvis betegnet som Shia mod Sunni) i årevis har bekæmpet hinanden af varierende heftighed, hvad der har ført til mange drab og ødelagte stormoskéer. Samtidig har de bekæmpet besættelsestropperne og regeringshæren, som de også infiltrerer. Om man så kalder dette borgerkrig eller noget andet er et spørgsmål om militær terminologi, som jeg ikke vil blande mig i. Det var grotesk at læse JHs ønsketænkning om en enet modstand i Irak samme dag som over 70 civile Irakere blev dræbt af en selvmordsbomber i Bagdad. Igen, TILFÆLDIGE civile Irakere. Når der i JHs politiske tænkning kun er plads til enten/eller, så er han udleveret, uselvstændig.
3. Jeg har forklaret, at islamisterne i Irak går ind for religiøst diktatur, som har det væsentligste til fælles med fascismen; at være en reaktionær massebevægelse. JH har ingen modargumenter mod denne sammenkædning, men spørger hvad jeg bygger min påstand på. Om Moqtada al-Sadra findes det på nettet at hans mål for Irak er et præstestyre som i Iran (“In the long term, he would like to see a system in Iraq similar to the regime in Iran. He wants Islamic law to be the law of the land, and he wants clerics to rule. His father studied with Ayatollah Khomeini and accepted the notion of clerical rule. So does Muqtada. That is, there may be a place for elections (as in Iran), but true power would rest in the hands of the clerics. He has admitted all this in Arabic press interviews.” (Home Page Americana Translation Project Informed Comment Thoughts on the Middle East, History, and Religion Juan Cole is President of the Global Americana Institute)
4. JH: “Det er ikke en bevægelse, der vil erobre hele den arabiske verden eller indføre et Kalifat.” Hvis JH mener Islamister, så mener jeg han tager fejl. Siden de tog magten i Iran over for 25 år siden har militant islamisme bredt sig til bl.a. følgende lande: Algeriet, Egypten, Palestina, Libanon, Afghanistan, Pakistan, Kasmir og Indonesien. Alle steder har de vist sig at være intolerante tilhængere af diktatur og indædte modstandere af borgerrettigheder (kvinders, socialisters, bøssers, o.s.v.). Et særlig uhyggeligt eksempel er det dokument som går under betegnelsen “Hamas program” (http://www.passia.org/publications/research_studies/Hamas-Text). Der står der godt nok at folk af alle religioner kan leve i fred, HVIS det er under Islams styre. Men der står også: “Hvis en jøde skjuler sig bag ved en sten, så vil stenen kalde: Kom her og dræb jøden” Iøvrigt citeres der som en væsentlig kilde den berygtede antisemitiske forfalskning Protocols of the Elders of Zion”, flittigt brugt af nazisterne i 1930erne og 40erne. I Hamas program erklæres det også at den franske revolution i 1789 og den russiske i 1917 var led i en global sammensværgelse, igen helt i stil med nazisternes allerdummeste propaganda.
Det er godt muligt at islamister ikke går efter verdensherredømme, f.eks. er ligeglade med Grønland og Island, men det er helt klart at de går efter Sharia og diktatur i de lande hvor Islam er den herskende religion.
5. Man skal naturligvis ha sympati for al verdens undertrykte, og støtte dem efter formåen. Men det er sørgeligt at se at IS nu har optaget KPernes gamle politik, at løbe efter alle mulig slags bevægelser, bare de erklærer at de er modstandere af USA-imperialismen. Det gjorde Hitler da også! Denne selvudslettende politik har stort set udslettet kommunismens en gang så mægtige massebevægelse rundt om i verden. Den blev jo helt konturløs, fordi den altid søgte kompromisser, aldrig havde noget selvstændigt alternativ at byde på. Derfor er det yderst nødvendigt at bekæmpe denne selvmorderiske politik.
Støt Asmaa og Enhedslisten.
I Politiken d. 31.8. skriver 3 kvinder fra Enhedslisten at de tager afstand fra Asmaa Abdol Hamid (AAH) som folketingskandidat for Enhedslisten fordi hun har skabt konflikt i partiet "pga sin religiøse overbevisning og sine udtalelser, der ofte er helt ude af kurs med Enhedslistens politik." I det sidste punkt henviser de tre vel til AAHs udtalelser om krigen I Irak. Dem har mange taget fejl af (bl. a. undertegnede), men for det første sagde hun, ligesom partiet og faktisk hele verdenssamfundet, at et besat folk har ret til at rejse sig til modstand mod besættelsestrupperne. Det betyder dog ikke at man skal støtte enhver modstandsbevægelse, og det sagde AAH netop i et interview i Berlingen (ses bl.a. på www.modkraft.dk):
"Men jeg eller Enhedslisten kunne aldrig drømme om at opfordre til angreb mod danske soldater eller støtte til de fanatiske og udemokratiske militser, der terroriserer hverdagen for den irakiske befolkning."
–Dette er simpelthen i overensstemmelse med Els vedtagne politik.
Vi skal samles om en fælles politik, så mange som muligt, og acceptere mangfoldighed i vores rækker. Om kammeraterne er mere eller mindre religiøse, eller endda lidt overtroiske, om de nu foretrækker Wagner eller Melodigrandprix, Tolstoj eller knaldromaner, eller begge ting skiftevis, det må altsammen være deres privatsag, ligesom deres påklædning og hilsemåde, mm. Det er dybt sekterisk at blande den slags sammen med politik, sige at man kun kan lade sig repræsentere af nogen der ligner en selv. Og når nu AAH er demokratisk valgt folketingskandidat for Enhedslisten, og udtrykker dens politik, så bør de som støtter den politik støtte hende.
Religiøsitet og socialisme
Hvis vi spørger hvad de forskellige religioner har til fælles, så må svaret være: Gud er kærlighed. Meningen er også blevet udtrykt på den måde, at guds nåde er overalt nærværende, mennesker skal bare åbne deres sind for den. Men vi ateister siger det samme, bare på anden måde: Du kan ikke styre hvad der hænder dig, om det nu er en lotterigevinst, pludselig sygdom eller arbejdsløshed, dit ægteskab kan gå i stykker uden at du kan gøre noget ved det. Men overfor alt dette gælder, at du kan forsøge at styre hvordan du reagerer på disse hændelser. Dét er vigtigt, men til gengæld er det ikke væsentligt om du overholder et eller andet dogma, som at sky svinekød eller alkohol, går klædt på en særlig måde, f. eks. med kalot eller hovedtørklæde eller noget helt andet. På grund af denne fundamentale fælles holdning spiller det ikke en større rolle om folk nu bekender sig til et eller andet religiøst fællesskab eller slet intet. Derfor er det helt ude i hampen at beskylde religøsitet for at medføre diskriminiation, mod kvinder, bøsser eller hvem ellers. Det er kun politiske bevægelser der gør det, ved at fornægte en samfundsgruppe status som mennesker. Famøse eksempler: imperialismen og nazismen. Den afgørende forskel er til gengæld om folk tror på en bog, og så nødtvunget på en person som fortolker bogen. Det er autoritarisme, og den holdning er fundamentalt forskellig fra at folk siger: Det er et individuelt ansvar at styre sit liv, og moralske holdninger og afgørelser er noget vi laver i fællesskab, ikke noget vi lader os pådutte af en eller anden præst. Om hans bog så hedder Dianetics, Koran eller Bibel er ligegyldigt. Dogmaer har den funktion at splitte folk og undertvinge dem en autoritet. På grund af dette er det indlysende at man sagtens kan forene personlig religiøsitet og socialistisk holdning, ja såmænd en revolutionær. Derfor synes jeg at det er dybt sekterisk når Antireligiøst netverk i Enhedslisten vil forbyde religøse kammerater tillidsposter i partiet. Det er at splitte tropperne på et ligegyldigt grundlag, og faktisk er det autoritært. Religiøsitet er en følelsesmæssig holdning. Det er ligeså dumt at sige til folk: Du må ikke tro på gud, som at sige: Du skal ikke være forelsket i Maria, Christina passer meget bedre. Man har sagt at religiøsitet naturligt udspringer af følelsen af magtesløshed som kommer af at leve i et mere eller mindre autoritært system. Derfor kan man mene at religiøsitet naturligt vil forsvinde i fremtidens klasseløse samfund, efter revolutionen. Men at forlange af folk at de afsværger religiøsitet nu, i et klassesamfund, det er at spænde kærren foran oksen. Så kommer man som bekendt ingen steder.
Anden rangs medlemmer
I de to sidste RGL bedyrede nogle folk, at selvfølgelig havde selv Enhedslistemedlemmer ret til at være religiøse, ligesom til at være ateister, men at de selv ikke kunne føle sig repræsenteret af en troende muslim, og nu slet ikke kunne stemme på partiet ved næste valg. Derefter så jeg for mig følgende episode:
Ind på Els kontor kommer en sobert klædt kvinde, med stramt hår og stort kors hængende ned fra halsen. Hun siger at hun har læst Els program og er fuldstændig enig, så nu vil hun melde sig ind i partiet. Og vi svarer: "Du er meget velkommen i vores parti. Men så må du være klar over at du bliver andenrangsmedlem, uanset hvor godt du arbejder for partiet. For du er ikke så fin som mig, jeg kan opstille til Folketinget, men det kan du ikke, for du tror jo på gud og går i noget mærkeligt tøj, nærmest gammeldags reaktionært, slet ikke vores solidarisk udseende tøjstil. Vores parti går godt nok ind for lighed, men det er i samfundet, og gælder ikke indenfor partiet. Ligeledes kræver vi religionsfrihed, men indenfor partiet er ateister hævet over alle religiøse."
Selv er jeg ateist, med stærk modvilje mod især kristendom. Men jeg mener at det ville være tosset sekterisme at udelukke socialister fra partiet, bare fordi de har en eller anden religiøsitet i større eller mindre grad. Den slags tilhører følelseslivet, og det skal vi ikke blande os i. Det afgørende er at samle flest mulige om det fælles programs væsentlige punkter. Det er ren sekterisme at forlange at vores repræsentanter skal ligne os. Piger opdraget i islam har det mindst lige så svært med at lægge tørklædet som det ville være for almindelige danske piger at tage det på. Derfor signalerer tørklædet ikke noget som helst, hverken at man går ind for kvindeundertrykkelse, diktatur eller offentlige henrettelser. Der er nok over 1000 millioner mennesker opvokset under islam, i meget forskellige omgivelser. Ingen kan kende dem alle sammen, så ingen kan generalisere noget som helst om dem.
Min islandske bedstemor gik altid med hovedtørklæde udendørs. Ikke fordi hun var specielt religiøs – det véd jeg faktisk ikke noget om, for jeg var kun tre år da hun døde – men simpelthen fordi det var hun opdraget til, det gjorde alle hendes jævnaldrende. Sådan noget skal man ikke blande sig i. Jeg undgår selv så vidt muligt at gi mænd hånden, jeg har nemlig set hvor mange ikke vasker hænder efter toiletbesøg.
Til Enhedslistens Antireligiøse netværk.
Undertegnede erklærer på tro og love, i tilfælde af at jeg bliver valgt til en tillidspost i Enhedslisten, af hvilken karakter den end måtte være:
At jeg ikke er religiøs, og lover ikke at blive det, så længe jeg beklæder en tillidspost for partiet.
Skulle jeg, mod forventning, blive grebet i at gå i kirke/synagoge/moské vil jeg øjeblikkelig nedlægge omtalt tillidspost.
Det samme gælder hvis jeg bliver afsløret i overdreven nydelse af religiøse kunstværker, så som Dantes Divina Commedia, Bachs H-moll messe, Juleoratoriet eller lignende.
Med kammeratlig hilsen til diverse sekteriske partimedlemmer
Fejlagtigt om Enhedslisten og Asmaa.
Rune Lykkeberg havde en kronik i Informations Paradoks (d.14. 10, s.3) om Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol Hamid (her AAH).
Desværre er denne kronik beskæmmet af alvorlige fejl. For det førsteer det fejlagtigt når han siger at det kun var partiets årsmøde der opstillede hende. Før årsmødet var der en generel afstemning hvor alle partimedlemmer havde mulighed for at stemme, og den placerede AAH på 7. plads. Godt nok var der kun en tiendedel der deltog i afstemningen, men gør andre partier det bedre? Derefter vedtog årsmødet på anbefaling af kandidatudvalget og de enkelte valgkredse at placere
hende på 6. plads.
En meget værre fejl er at påstå at partiets ledelse skulle have udnævnt AAH til "en rigtig muslim" og dermed implicit have sagt at f.eks. Naser Khader og Kamal Qureishi er "uægte" muslimer. Dette er fuldstændig forkert, ingen i Enhedslistens ledelse har sagt noget i den retning. Tværtimod, i partiets øverste ledelse mindes jeg mindst tre kammerater fra islamiske lande, deriblandt ivrige bekæmpere af islamismen f.eks. i Iran, og en kvinde uden tørklæde i vestligt tøj. Jeg er ikke bekendt med deres religiøse praksis eller udeladelse af samme, for det synes jeg ikke angår mig.
Pointen som vi igen og igen har fremhævet med Asmaas kandidatur er for det første at hun har været dygtig til social politik, og for det andet at der OGSÅ skal kunne være plads til folk der åbent bekender sig til deres rødder - i dette tilfæde muslimske traditioner, bare de går ind for Enhedslistens politik. Og det gør Asmaa, helt klart, hun går også ind for mærkesager som frastøder islamister. Hun har nemlig klart erklæret sig for lige rettigheder til alle, kvinder og bøsser
indbefattet.
Med denne kombination giver Asmaas kandidatur en enestående mulighed for at bygge bro mellem revolutionære socialister og samfundets mest undertrykte mindretal.
Lægger I også mærke til at hver eneste gang Enhedslisten bliver angrebet i valgkampen, er målet Asmaa Abdol Hamid og hendes famøse tørklæde - et beklædningstyk hver eneste almuekvinde i Danmark, Tyskland, Polen, England, Rusland o.s.v. bar indtil for få årtier siden. Jeg har såmænd set et billede hvor Englands dronning Elizabeth den anden bærer det, sammen med sin søster Margaret. Selv Roald Als falder for dette i søndagsPolitikken, og argumenterer for at en stemme på Enhedslisten vil falde død og derfor gavne Fogh. Tværtimod! Den eneste mulighed for at blive af med Fogh-regeringen er at genindstemme Enhedslisten ind i Folketinget, som påvist af Peter Adophsens kloge læserbrev samme dag. Hvorfor tror I Asmaa altid er målet for alle angreb på Enhedslisten? Mon ikke fordi hun er særlig farlig for højrefløjen? Fordi hun giver en enestående mulighed for revolutionære socialister for at forbinde sig med samfundets mest nedtrykte mindretal? Dvs. indvandrere der bekender sig til deres muslimske nærmiljø, uanset deres forskellige anskuelser? Her har vi for første gang nogen der virkelig kan konkurrere med det fascistiske Hiz-ut-Tahrir. Intet under at Enhedslistens modstandere går helt amok mod Asmaa. Men det viser bare at nu er det helt nødvendigt for venstreorienterede at stå sammen om Enhedslisten og Asmaa
I (I Modkraft juli 2007)
Asmaa Abdol Hamid har sammenlignet besættelsen af Danmark i 40erne og af Irak nu. Men det ville kun være sammenligneligt hvis de tyske nazister havde organiseret det første frie valg i mands minde i Danmark, og den deraf følgende danske regering havde bedt Wehrmacht om at blive for at nedkæmpe irregulære trupper, som myrdede løs på tilfældige civile danskere.
Hvor stor var valgdeltagelsen i Irak? Jeg husker at den i hvert fald blev meget større end den plejer at være i USA. Og det til trods for mordtrusler mod alle der ville stemme - fra folk der mange gange havde vist at de mente deres mordtrusler alvorligt, og at de tit var i stand til at udføre dem. Hvor stor tror I valgdeltagelsen var blevet i Danmark under sådanne omstændigheder?
Altså, hvis man ikke anerkender at der er parlamentarisme i Irak, så kan man ihvertfald ikke mene at den findes i USA, og fandeme heller ikke i Danmark.
Den irakiske regering som dannedes af det valgte parlament har legitimeret besættelsestrupperne. Ikke at indse dette forhold udgjorde Asmaas store fejl, og det ville være katastrofalt for Enhedslisten at hoppe på den limpind.
Invasionen af Irak var en skrækkelig forbrydelse, som har kostet massemord, ødelæggelse og elendighed. Men deraf kan man ikke slutte at alt er gået galt i Irak siden 2003. Faktisk findes der et spirende politisk liv og dannelse af uafhængige fagforeninger. De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for. Derfor kan vi ikke støtte en sådan modstand, den er klart fascistisk.
John Graversgaard minder om at de som bekæmpede imperialismen altid er blevet kaldt terrorister. Men deraf skal man ikke slutte at alle som bliver kaldt terrorister, faktisk bekæmper imperialismen. Det gør Irans statsterrorister så sandelig ikke, og dens irakiske kloner heller ikke. Den store fare her er lejrtænkning, den er slet ingen tænkning, bara automatiske reaktioner, som styres af imperialismen. 28.07.07
II (Modkraft juli 2007)
Jan Hoby formoder (rigtigt) at jeg er medlem af Enhedslisten. Jo, vi har faktist talt sammen til forskellige medlemsmøder i partiet.
Desværre er der mange fejltagelser i Jans indlæg. Jeg har aldrig sagt at ” at alle modstandsbevægelserne er al-Qaida´s forlænget arm”, men jeg kalder dem fascister. Godt nok var der ikke så mange af arbejderklassens organisationer at smadre efter årtiers brutale undertrykkelse under Saddam. Men fascisters centrale kendetegn er at de er en reaktionær massebevægelse. De er erklærede tilhængere af diktatur og modstandere af kvinders og mindretals rettigheder, om de så er nationale (kurdere) eller seksuelle. Ligesom nazisterne er deres erklærede mål at vende tilbage til et idealbillede af fortiden, i islamisternes tilfælde til et kalifat, hvor alle skulle have levet i endrægtighed. Når jeg taler om ”islamister”, fordrejer Jan det til ”muslimer”. Tænk, jeg troede at det kun var Dansk folkeparti som satte lighedstegn mellem de to størrelser. Så sent som i sidste Rødgrønne linier sagde jeg at man ikke kunne generalisere noget om de over 1000 millioner mennesker som er opvokset under islam, i vidt forskellige omgivelser.
Jan kalder det absurd at ”sammenligne parlamentarismen i Irak med USA og Danmark” –men han svarer ikke på mine argumenter, og har selv ingen. Da var Lars Grenaa noget bedre, han har næsten overbevist mig om at de fleste danskere generelt ønskede at leve i fred under nazisternes besættelse, og derfor til valget 1942 valgte de politikere der gik ind for det. Men han svarer ikke på den afgørende pointe, hvad ”modstanden i Irak” faktisk gør. Der nøjes Jan med benægtelse, igen helt uden argumenter.
Når man sammenligner den irakiske modstand med den danske under besættelsen, så kunne man jo lave det tankeeksperiment, at en kø af unge mænd stod udenfor Frikorps Danmarks hovedkvarter for at melde sig til Hitlers kamp. Hvis så en modstandsmand havde kastet en bombe ind i den kø, kunne vi synes det var synd for de vildledte unge mennesker. Men eftersom de agtede at deltage i et mordtogt mod sagesløse, tror jeg få af os ville fordømme den aktion, som vistnok aldrig fandt sted. Til gengæld er det utænkeligt at den danske modstandsbevægelse ville have kastet bomber mod en tilfældig menneskemængde, på en markedsplads eller lignende.
Det er som om mange mener, at når der føres væbnet kamp mod USA-imperialismens invasion af Irak, så må det selvfølgelig være "folkekrig", national befrielseskamp mod imperialismen. Men der er aldeles ikke tale om en enet bevægelse som det var i Vietmam. Vi har desværre set mange eksempler på at denne væbnede modstandsbevægelse består af grupper der myrder løs på hinanden og lader hånt om almindelige Irakers liv, ved at bombe overfyldte markedspladser (det træffer da ikke amerikanske soldater!), ved bomber mod kurdiske partiers hovedkvarterer, simpelthen for at forpurre deres politiske mobilisering, o.s.v.
Jans argumentation er så skødesløs, at han stiller sig udenfor enhver fornuftig diskussion. Jeg vil derfor nøjes med til slut at citere en iransk flygtning, Farroukh Jaffari, som kommentar til Jans budskab om at støtte al erklæret modstand mod imperialismen.
” For mig at se er der 3 selvstændige kræfter. Der er imperialister. Der er reaktionære af alle mulige afskygninger (nazister, islamister, nationalister, etc.). Og så er der den socialistiske venstrefløj.
De 2 første har altid stået sammen i mod den socialistiske venstrefløj indtil den for venstrefløjen så fatale fejltagelse i Iran, hvor en del af venstrefløjen mente, at det fremfor alt andet er vigtigst at tilføje imperialismen et nederlag i Iran. Dette blev som bekendte årsagen til venstrefløjens midlertidige udslettelse i Iran. En ny generation af venstrefløjen har rejst sig igen i Iran nu og belært af bitter og fatal erfaring står den på egne ben mod imperialisterne og mod islamisterne. (...) Den iranske venstrefløj kender til den reaktionære islamismes væsen, fordi vi har kæmpet mod dem mens vi har stået ansigt til ansigt med dem i snart 30 år. Dem, der tror, at det er VIGTIGST at tilføje imperialismen et nederlag kender ikke til islamismens væsen, fordi de i samme periode havde ansigtet dybt begravet i islamisternes bagdel og ikke har stået ansigt til ansigt med dem.
Man kan ikke identificere en politisk organiseret modstandsbevægelse, som vi mere direkte kan støtte, fordi sådan en IKKE FINDES. Den fatale fejltagelse for den iranske venstrefløj havde konsekvenser i hele mellemøsten og samtidigt med de fejltagelser, der blev begået af socialistiske teoretikere i alle mulige former for den "reelt eksisterende socialisme" i diverse lande (teorien om den ikke kapitalistiske vækstmåde samt teorien og den fredelige sameksistens) har gjort, at venstrefløjen er meget svag i Irak. Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at det kun er venstrefløjen, vi skal støtte. Både i Irak og i Iran.”
III (Modkraft juli 2007)
“De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for.” Det er almindelig kendt at disse to størrelser (sædvanligvis betegnet som Shia mod Sunni) i årevis har bekæmpet hinanden af varierende heftighed, hvad der har ført til mange drab og ødelagte stormoskéer. Samtidig har de bekæmpet besættelsestropperne og regeringshæren, som de også infiltrerer. Om man så kalder dette borgerkrig eller noget andet er et spørgsmål om militær terminologi, som jeg ikke vil blande mig i. Det var grotesk at læse JHs ønsketænkning om en enet modstand i Irak samme dag som over 70 civile Irakere blev dræbt af en selvmordsbomber i Bagdad. Igen, TILFÆLDIGE civile Irakere. Når der i JHs politiske tænkning kun er plads til enten/eller, så er han udleveret, uselvstændig.
3. Jeg har forklaret, at islamisterne i Irak går ind for religiøst diktatur, som har det væsentligste til fælles med fascismen; at være en reaktionær massebevægelse. JH har ingen modargumenter mod denne sammenkædning, men spørger hvad jeg bygger min påstand på. Om Moqtada al-Sadra findes det på nettet at hans mål for Irak er et præstestyre som i Iran (“In the long term, he would like to see a system in Iraq similar to the regime in Iran. He wants Islamic law to be the law of the land, and he wants clerics to rule. His father studied with Ayatollah Khomeini and accepted the notion of clerical rule. So does Muqtada. That is, there may be a place for elections (as in Iran), but true power would rest in the hands of the clerics. He has admitted all this in Arabic press interviews.” (Home Page Americana Translation Project Informed Comment Thoughts on the Middle East, History, and Religion Juan Cole is President of the Global Americana Institute)
4. JH: “Det er ikke en bevægelse, der vil erobre hele den arabiske verden eller indføre et Kalifat.” Hvis JH mener Islamister, så mener jeg han tager fejl. Siden de tog magten i Iran over for 25 år siden har militant islamisme bredt sig til bl.a. følgende lande: Algeriet, Egypten, Palestina, Libanon, Afghanistan, Pakistan, Kasmir og Indonesien. Alle steder har de vist sig at være intolerante tilhængere af diktatur og indædte modstandere af borgerrettigheder (kvinders, socialisters, bøssers, o.s.v.). Et særlig uhyggeligt eksempel er det dokument som går under betegnelsen “Hamas program” (http://www.passia.org/publications/research_studies/Hamas-Text). Der står der godt nok at folk af alle religioner kan leve i fred, HVIS det er under Islams styre. Men der står også: “Hvis en jøde skjuler sig bag ved en sten, så vil stenen kalde: Kom her og dræb jøden” Iøvrigt citeres der som en væsentlig kilde den berygtede antisemitiske forfalskning Protocols of the Elders of Zion”, flittigt brugt af nazisterne i 1930erne og 40erne. I Hamas program erklæres det også at den franske revolution i 1789 og den russiske i 1917 var led i en global sammensværgelse, igen helt i stil med nazisternes allerdummeste propaganda.
Det er godt muligt at islamister ikke går efter verdensherredømme, f.eks. er ligeglade med Grønland og Island, men det er helt klart at de går efter Sharia og diktatur i de lande hvor Islam er den herskende religion.
5. Man skal naturligvis ha sympati for al verdens undertrykte, og støtte dem efter formåen. Men det er sørgeligt at se at IS nu har optaget KPernes gamle politik, at løbe efter alle mulig slags bevægelser, bare de erklærer at de er modstandere af USA-imperialismen. Det gjorde Hitler da også! Denne selvudslettende politik har stort set udslettet kommunismens en gang så mægtige massebevægelse rundt om i verden. Den blev jo helt konturløs, fordi den altid søgte kompromisser, aldrig havde noget selvstændigt alternativ at byde på. Derfor er det yderst nødvendigt at bekæmpe denne selvmorderiske politik.
Støt Asmaa og Enhedslisten.
I Politiken d. 31.8. skriver 3 kvinder fra Enhedslisten at de tager afstand fra Asmaa Abdol Hamid (AAH) som folketingskandidat for Enhedslisten fordi hun har skabt konflikt i partiet "pga sin religiøse overbevisning og sine udtalelser, der ofte er helt ude af kurs med Enhedslistens politik." I det sidste punkt henviser de tre vel til AAHs udtalelser om krigen I Irak. Dem har mange taget fejl af (bl. a. undertegnede), men for det første sagde hun, ligesom partiet og faktisk hele verdenssamfundet, at et besat folk har ret til at rejse sig til modstand mod besættelsestrupperne. Det betyder dog ikke at man skal støtte enhver modstandsbevægelse, og det sagde AAH netop i et interview i Berlingen (ses bl.a. på www.modkraft.dk):
"Men jeg eller Enhedslisten kunne aldrig drømme om at opfordre til angreb mod danske soldater eller støtte til de fanatiske og udemokratiske militser, der terroriserer hverdagen for den irakiske befolkning."
–Dette er simpelthen i overensstemmelse med Els vedtagne politik.
Vi skal samles om en fælles politik, så mange som muligt, og acceptere mangfoldighed i vores rækker. Om kammeraterne er mere eller mindre religiøse, eller endda lidt overtroiske, om de nu foretrækker Wagner eller Melodigrandprix, Tolstoj eller knaldromaner, eller begge ting skiftevis, det må altsammen være deres privatsag, ligesom deres påklædning og hilsemåde, mm. Det er dybt sekterisk at blande den slags sammen med politik, sige at man kun kan lade sig repræsentere af nogen der ligner en selv. Og når nu AAH er demokratisk valgt folketingskandidat for Enhedslisten, og udtrykker dens politik, så bør de som støtter den politik støtte hende.
Religiøsitet og socialisme
Hvis vi spørger hvad de forskellige religioner har til fælles, så må svaret være: Gud er kærlighed. Meningen er også blevet udtrykt på den måde, at guds nåde er overalt nærværende, mennesker skal bare åbne deres sind for den. Men vi ateister siger det samme, bare på anden måde: Du kan ikke styre hvad der hænder dig, om det nu er en lotterigevinst, pludselig sygdom eller arbejdsløshed, dit ægteskab kan gå i stykker uden at du kan gøre noget ved det. Men overfor alt dette gælder, at du kan forsøge at styre hvordan du reagerer på disse hændelser. Dét er vigtigt, men til gengæld er det ikke væsentligt om du overholder et eller andet dogma, som at sky svinekød eller alkohol, går klædt på en særlig måde, f. eks. med kalot eller hovedtørklæde eller noget helt andet. På grund af denne fundamentale fælles holdning spiller det ikke en større rolle om folk nu bekender sig til et eller andet religiøst fællesskab eller slet intet. Derfor er det helt ude i hampen at beskylde religøsitet for at medføre diskriminiation, mod kvinder, bøsser eller hvem ellers. Det er kun politiske bevægelser der gør det, ved at fornægte en samfundsgruppe status som mennesker. Famøse eksempler: imperialismen og nazismen. Den afgørende forskel er til gengæld om folk tror på en bog, og så nødtvunget på en person som fortolker bogen. Det er autoritarisme, og den holdning er fundamentalt forskellig fra at folk siger: Det er et individuelt ansvar at styre sit liv, og moralske holdninger og afgørelser er noget vi laver i fællesskab, ikke noget vi lader os pådutte af en eller anden præst. Om hans bog så hedder Dianetics, Koran eller Bibel er ligegyldigt. Dogmaer har den funktion at splitte folk og undertvinge dem en autoritet. På grund af dette er det indlysende at man sagtens kan forene personlig religiøsitet og socialistisk holdning, ja såmænd en revolutionær. Derfor synes jeg at det er dybt sekterisk når Antireligiøst netverk i Enhedslisten vil forbyde religøse kammerater tillidsposter i partiet. Det er at splitte tropperne på et ligegyldigt grundlag, og faktisk er det autoritært. Religiøsitet er en følelsesmæssig holdning. Det er ligeså dumt at sige til folk: Du må ikke tro på gud, som at sige: Du skal ikke være forelsket i Maria, Christina passer meget bedre. Man har sagt at religiøsitet naturligt udspringer af følelsen af magtesløshed som kommer af at leve i et mere eller mindre autoritært system. Derfor kan man mene at religiøsitet naturligt vil forsvinde i fremtidens klasseløse samfund, efter revolutionen. Men at forlange af folk at de afsværger religiøsitet nu, i et klassesamfund, det er at spænde kærren foran oksen. Så kommer man som bekendt ingen steder.
Anden rangs medlemmer
I de to sidste RGL bedyrede nogle folk, at selvfølgelig havde selv Enhedslistemedlemmer ret til at være religiøse, ligesom til at være ateister, men at de selv ikke kunne føle sig repræsenteret af en troende muslim, og nu slet ikke kunne stemme på partiet ved næste valg. Derefter så jeg for mig følgende episode:
Ind på Els kontor kommer en sobert klædt kvinde, med stramt hår og stort kors hængende ned fra halsen. Hun siger at hun har læst Els program og er fuldstændig enig, så nu vil hun melde sig ind i partiet. Og vi svarer: "Du er meget velkommen i vores parti. Men så må du være klar over at du bliver andenrangsmedlem, uanset hvor godt du arbejder for partiet. For du er ikke så fin som mig, jeg kan opstille til Folketinget, men det kan du ikke, for du tror jo på gud og går i noget mærkeligt tøj, nærmest gammeldags reaktionært, slet ikke vores solidarisk udseende tøjstil. Vores parti går godt nok ind for lighed, men det er i samfundet, og gælder ikke indenfor partiet. Ligeledes kræver vi religionsfrihed, men indenfor partiet er ateister hævet over alle religiøse."
Selv er jeg ateist, med stærk modvilje mod især kristendom. Men jeg mener at det ville være tosset sekterisme at udelukke socialister fra partiet, bare fordi de har en eller anden religiøsitet i større eller mindre grad. Den slags tilhører følelseslivet, og det skal vi ikke blande os i. Det afgørende er at samle flest mulige om det fælles programs væsentlige punkter. Det er ren sekterisme at forlange at vores repræsentanter skal ligne os. Piger opdraget i islam har det mindst lige så svært med at lægge tørklædet som det ville være for almindelige danske piger at tage det på. Derfor signalerer tørklædet ikke noget som helst, hverken at man går ind for kvindeundertrykkelse, diktatur eller offentlige henrettelser. Der er nok over 1000 millioner mennesker opvokset under islam, i meget forskellige omgivelser. Ingen kan kende dem alle sammen, så ingen kan generalisere noget som helst om dem.
Min islandske bedstemor gik altid med hovedtørklæde udendørs. Ikke fordi hun var specielt religiøs – det véd jeg faktisk ikke noget om, for jeg var kun tre år da hun døde – men simpelthen fordi det var hun opdraget til, det gjorde alle hendes jævnaldrende. Sådan noget skal man ikke blande sig i. Jeg undgår selv så vidt muligt at gi mænd hånden, jeg har nemlig set hvor mange ikke vasker hænder efter toiletbesøg.
Til Enhedslistens Antireligiøse netværk.
Undertegnede erklærer på tro og love, i tilfælde af at jeg bliver valgt til en tillidspost i Enhedslisten, af hvilken karakter den end måtte være:
At jeg ikke er religiøs, og lover ikke at blive det, så længe jeg beklæder en tillidspost for partiet.
Skulle jeg, mod forventning, blive grebet i at gå i kirke/synagoge/moské vil jeg øjeblikkelig nedlægge omtalt tillidspost.
Det samme gælder hvis jeg bliver afsløret i overdreven nydelse af religiøse kunstværker, så som Dantes Divina Commedia, Bachs H-moll messe, Juleoratoriet eller lignende.
Med kammeratlig hilsen til diverse sekteriske partimedlemmer
Fejlagtigt om Enhedslisten og Asmaa.
Rune Lykkeberg havde en kronik i Informations Paradoks (d.14. 10, s.3) om Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol Hamid (her AAH).
Desværre er denne kronik beskæmmet af alvorlige fejl. For det førsteer det fejlagtigt når han siger at det kun var partiets årsmøde der opstillede hende. Før årsmødet var der en generel afstemning hvor alle partimedlemmer havde mulighed for at stemme, og den placerede AAH på 7. plads. Godt nok var der kun en tiendedel der deltog i afstemningen, men gør andre partier det bedre? Derefter vedtog årsmødet på anbefaling af kandidatudvalget og de enkelte valgkredse at placere
hende på 6. plads.
En meget værre fejl er at påstå at partiets ledelse skulle have udnævnt AAH til "en rigtig muslim" og dermed implicit have sagt at f.eks. Naser Khader og Kamal Qureishi er "uægte" muslimer. Dette er fuldstændig forkert, ingen i Enhedslistens ledelse har sagt noget i den retning. Tværtimod, i partiets øverste ledelse mindes jeg mindst tre kammerater fra islamiske lande, deriblandt ivrige bekæmpere af islamismen f.eks. i Iran, og en kvinde uden tørklæde i vestligt tøj. Jeg er ikke bekendt med deres religiøse praksis eller udeladelse af samme, for det synes jeg ikke angår mig.
Pointen som vi igen og igen har fremhævet med Asmaas kandidatur er for det første at hun har været dygtig til social politik, og for det andet at der OGSÅ skal kunne være plads til folk der åbent bekender sig til deres rødder - i dette tilfæde muslimske traditioner, bare de går ind for Enhedslistens politik. Og det gør Asmaa, helt klart, hun går også ind for mærkesager som frastøder islamister. Hun har nemlig klart erklæret sig for lige rettigheder til alle, kvinder og bøsser
indbefattet.
Med denne kombination giver Asmaas kandidatur en enestående mulighed for at bygge bro mellem revolutionære socialister og samfundets mest undertrykte mindretal.
Lægger I også mærke til at hver eneste gang Enhedslisten bliver angrebet i valgkampen, er målet Asmaa Abdol Hamid og hendes famøse tørklæde - et beklædningstyk hver eneste almuekvinde i Danmark, Tyskland, Polen, England, Rusland o.s.v. bar indtil for få årtier siden. Jeg har såmænd set et billede hvor Englands dronning Elizabeth den anden bærer det, sammen med sin søster Margaret. Selv Roald Als falder for dette i søndagsPolitikken, og argumenterer for at en stemme på Enhedslisten vil falde død og derfor gavne Fogh. Tværtimod! Den eneste mulighed for at blive af med Fogh-regeringen er at genindstemme Enhedslisten ind i Folketinget, som påvist af Peter Adophsens kloge læserbrev samme dag. Hvorfor tror I Asmaa altid er målet for alle angreb på Enhedslisten? Mon ikke fordi hun er særlig farlig for højrefløjen? Fordi hun giver en enestående mulighed for revolutionære socialister for at forbinde sig med samfundets mest nedtrykte mindretal? Dvs. indvandrere der bekender sig til deres muslimske nærmiljø, uanset deres forskellige anskuelser? Her har vi for første gang nogen der virkelig kan konkurrere med det fascistiske Hiz-ut-Tahrir. Intet under at Enhedslistens modstandere går helt amok mod Asmaa. Men det viser bare at nu er det helt nødvendigt for venstreorienterede at stå sammen om Enhedslisten og Asmaa
Rosa Luxemburg og ministersocialismen
Rosa Luxemburg og ministersocialismen
Arbejderhistorie
Rosa Luxemburg og ministersocialismen
Det vakte stor opsigt i den internationale arbejderbevægelse, da en socialist for første gang indgik i en borgerlig samlingsregering. Det skete i Frankrig i 1899-1902. Blandt kritikerne var den polsk-tyske socialist Rosa Luxemburg.
Rosa Luxemburg var en af marxismens mest betydningsfulde teoretikere. Hun blev født i 1871, af jødisk familie, i den del af Polen, som var under russisk styre. Som teenager blev hun revolutionær og måtte flygte til Svejts. Hun virkede mest i det tyske socialdemokratiske parti, var lærer ved partiets skole, og blev tidligt venstrefløjens mest fremtrædende teoretiker. Efter at de fleste socialdemokratiske partier støttede deres eget lands borgerskab ved at stemme for krigskreditter ved udbruddet af Første Verdenskrig, brød hun med det tyske parti og blev leder af et nyt uafhængigt parti. Sammen med en anden leder af partiet, Karl Liebknecht, blev hun myrdet af en højreekstremistisk soldatergruppe den 15. januar 1919.
Luxemburgs kendteste skrift, »Socialreform eller revolution« udkom på dansk i Hanne Reintofts oversættelse (1969 og igen på IS forlag, 1997). Den er en gendrivelse af den politik, der i hundrede år har hersket i de socialdemokratiske partier, nemlig at socialismen kan indføres ved gradvise reformer, og at en revolution ikke er nødvendig. Andre af hendes vigtige skrifter, bl.a. om massestrejker, og hendes polemik mod Lenin om det revolutionære partis struktur, udkom i et udvalg, »Politiske skrifter« foretaget af Toni Liversage (Tiderne skifter, 1976), som også har udsendt en bog om Luxemburg, »Røde Rosa« (Vindrose, 1994).
Luxemburgs store værk »Kapitalismens akkumulation« udkom i Hans Chr. Finks oversættelse (Rhodos, 1976). Hendes »Breve fra fængslet« udkom på dansk i 1921 (og igen i 1985). To udvalg af hendes skrifter udkom hos Pax i Norge, »Jeg er, jeg var, jeg bliver« i 1969 og »Skrifter i utvalg 1-2«, i 1973. De burde være letlæste for de fleste danskere, men indeholder stort set samme skrifter som de førnævnte danske bøger.
»Den socialistiske krise i Frankrig«
Til gengæld er Luxemburgs artikelserie »Den socialistiske krise i Frankrig« (1900-1901) aldrig udkommet på dansk eller norsk. Vi bringer her nogle vigtige uddrag i genfortælling, desværre kun en tiendedel af værket, som er et af Luxemburgs allervigtigste.
Det vakte stor opsigt, da en socialist for første gang indgik i en borgerlig samlingsregering. Det skete i Frankrig i 1899-1902. Denne minister, Millerand, var medlem af det største af Frankrigs tre socialistpartier. Sagen blev livligt debatteret på Socialdemokratiets internationale kongres i Paris i september 1900, og fordømt i dens resolution, som dog efter Luxemburgs mening forblev noget teoretisk, ikke praktisk-politisk. Hun skrev så denne artikelserie i tidsskriftet Neue Zeit i 1900-1901.
Lederen af Millerands parti, Jean Jaurès, og hans kammerater førte tre slags argumenter for, at det skulle være nødvendigt med en socialistisk minister i en borgerlig samlingsregering. For det første skulle republikkens eksistens være truet af royalister, bl.a. i hæren, for det andet ville dette skabe muligheder for sociale reformer for arbejderklassen, og for det tredje ville kapitalismen udvikle sig til socialisme gennem en periode af gradvise forandringer, hvor den politiske magt deles af borgerklassen og proletariatet, men dette ville vise sig i deres fælles regering.
Luxemburg viser med lethed, at republikken slet ikke var truet, den havde jo vist sig at være både til borgerskabets og småborgerskabets fordel. Den havde hverken angrebet kirken eller militæret, så disse reaktionære kræfter havde ingen grund til at forsøge sig på et royalistisk kup.
I de følgende uddrag springer vi mellem emnerne. Oversættelsen er ret fri med hensyn til ordlyd, men trofast mod den politiske mening.
Klassesamarbejde
Hvad man nu om dage i kapitalistiske stater kan kalde borgerlige demokrater, er næsten udelukkende småborgerklassen. Men småborgerlige demokrater repræsenterer ikke en klasse på vej opad, som skulle afløse borgerklassen. Vi nærmer os ikke småborgerklassens dominans, lige så lidt som vi nærmer os småindustriens sejr over storindustrien. Samfundsudviklingens indhold nu er, parallelt med borgerklassens kamp mod feudalismen før i tiden, ikke modsætningerne mellem småborgerskab og borgerskab, men modsætningerne mellem borgerskab og proletariat.
Eftersom småborgerskabet står mellem disse to klasser, kan der nogle gange komme til en fælles kamp hvor det står sammen med proletariatet. Men nu om dage må proletariatet være det herskende element i den alliance. Dvs. også når socialisterne for en tid har fællesskab med borgerlige demokrater, må de ikke begrænse deres kamp til det, som proletariatet har til fælles med småborgerskabet. Tværtimod må socialisterne systematisk overskride de småborgerlige partiers bestræbelser til det yderste.
Jaurès siger med henvisning til Det kommunistiske manifest, at kommunister bør samarbejde med fremskridtsvenlige borgerlige kræfter mod absolutisme og reaktion. Men det blev dem slet ikke foreslået at smelte sammen med borgerskabets revolutionære. Tværtimod, Manifestet fremsætter den hovedregel, at kommunisternes parti bør støtte et revolutionært borgerskab, men tilføjer med det samme; »Det undlader ikke et øjeblik at fremkalde hos arbejderne så klar en bevidsthed som muligt om den fjendtlige modsætning mellem borgerskab og proletariat.«
Hovedforskellen på en socialistisk og en borgerlig politik er, at eftersom socialister er modstandere af hele den bestående orden, må de i det borgerlige parlament grundlæggende fungere som en opposition. Socialisternes hovedopgave er at bevidstgøre arbejderklassen, og det må ske i kraft af en systematisk kritik af den herskende politik. Men dette udelukker ikke på nogen måde praktiske, håndgribelige reformer. Tværtimod er grundlæggende opposition det eneste middel til at opnå praktiske resultater for ethvert mindretalsparti, men især for socialister. De har jo ingen mulighed for at få deres politik vedtaget af et parlamentarisk flertal. Med oppositionel kritik kan de give borgerlige partier farlig konkurrence ved at stille de mest vidtgående krav og således udøve vælgernes tryk på disse partier. Socialisterne afslører regeringens politik og påvirker den med den offentlige mening. Således tiltrækker de folkemasser, som regeringen og andre borgerlige kræfter må tage hensyn til.
En socialist som minister
Med deres regeringsdeltagelse har Jaurès-socialisterne lukket alle disse veje for sig. For det første kan de ikke kritisere regeringens politik, så folkefjendtlig den end er. For al kritik rammer dem selv. Man må spørge, hvad en socialist da laver i en sådan regering? Og faktisk er deres kritik af regeringen stort set forstummet, i stedet kommer lovprisninger af selv de mest ubetydelige tiltag, som på ingen måde gavner proletariatet.
Men selv hvis de skulle kritisere regeringens politik, så ville denne kritik være virkningsløs. For regeringen kan ved enhver krise stille et tillidsvotum, og da må socialistpartiet stemme for regeringen eller opgive regeringssamarbejdet.
I en parlamentarisk stat ser socialister sig nogle gange, af hensyn til det mindre onde, foranlediget til at forsvare en borgerlig regering fra at vælte. Hvis en borgerlig regering er afhængig af socialisters støtte, har de et skarpt våben, de kan ved enhver lejlighed true med at stemme for et mistillidsvotum. Ved at deltage i regeringen har de mistet dette våben, de er nu afhængige af regeringen, og derved blev regeringen uafhængig af socialistpartiet, som er blevet dens fange. En anden konsekvens af regeringssamarbejdet var, at socialisternes kritik blev forandret til et paradenummer. De begrænser sig til at tale om de vide horisonter, uden nogen som helst indflydelse på regeringens politik. Og under disse omstændigheder bliver det umuligt for socialister at presse de borgerlige partier. For at sikre regeringens overlevelse må de styrke deres sammenhold med de borgerlige partier, altså lægge vægt på det, der er fælles, ikke det der adskiller. Og i dette sammenhold forsvinder socialisternes særlige kendetegn.
Ansvarlig for hele regeringens politk
Jaurès mener, at når socialister deltager i en borgerlig regering, så er det bare en logisk fortsættelse af, at de sidder i det borgerlige parlament og bystyre. Og deres samarbejde med borgerlige republikanere skulle være en logisk konsekvens af, at proletariatet bør støtte borgerskabets progressive del mod de reaktionære, og benytte sig af disse modsætninger. Men i begge tilfælde er der tale om misforståelser.
Parlamentet er det borgerlige samfunds kampplads for samfundsklasser og partier. Det er derfor et udmærket forum for socialisternes systematiske modstand mod borgerklassens dominans. Men den modstand er udelukket for arbejderklassens repræsentanter i en regering. Regeringen har den rolle at udføre den politik, som sejrede i forskellige partiers kamp i parlamentet og folkelivet. Regeringens liv afhænger altså af dens sammenhold. Derfor står det i den franske grundlov, som i andre parlamentariske staters, at alle regeringens ministre har ansvar for regeringens hele politik.
Jaurès påstår, at dette er en ren formsag, at sammenligne med at socialister måtte sværge den saksiske konge troskab, før de kunne sætte sig i det saksiske folketing. Men der tager han grundlæggende fejl. Efter at socialisterne var kommet ind i parlamentet, forhindrede denne ed dem ikke på nogen måde i at udvise en fuldstændig opposition til regeringen og parlamentsflertallet. Men en socialistisk minister er nødt til at deltage i regeringens arbejde. Dette ville kun være at sammenligne, hvis de socialistiske parlamentarikeres ed havde tvunget dem til at sætte sig sammen med de borgerlige og stemme sammen med dem. Men tilfældet er det stik modsatte, socialister sætter sig i parlamentet for at bekæmpe borgerskabets hegemoni, mens de går i regering for at påtage sig ansvar for dette klassehegemoni. Det er således ren fantasi at tro, at ét ministerium kan udføre en socialistisk politik, mens andre ministerier følger en borgerlig politik, og at arbejderklassen således kunne underlægge sig statsmagten, ministerium efter ministerium.
På et nutidigt samfunds grundlag kan der kun laves borgerlig politik. Selv om ministeren udførte alle de krav i socialisternes program, som retter sig mod en moderne stat, så ville han alligevel være en borgerlig minister. Han kunne da højst tjene den borgerlige udviklings progressive tendenser. Men det viser sig, at en minister i nutidens regering ikke bare er bundet til den borgerlige samfundsstruktur i det hele taget, men oven i købet til de herskende gruppers og klikers interesser. Han er ikke bare den borgerlige udviklings tjener, men også den borgerlige reaktions slave.
Kommunen som kampinstrument
Noget helt andet gælder for deltagelse i kommunalstyret. Godt nok har kommunalbestyrelser og borgmestre blandt andet den funktion at styre og følge borgerlige love. Men historisk set er kommunalstyre og regering fuldstændig modsatte fænomener, hvilket også viser sig i den vedvarende kamp mellem Frankrigs borgmestre på den ene side og distriktsstyret på den anden.
Regeringen er den centraliserede statsmagts legemliggørelse, men det kommunale styre vokser op fra det lokale selvstyre på centraliseringens bekostning, som frigørelse fra centraliseringen. Regeringens vigtigste opgave er at tage sig af borgerklassens særlige magtmidler; militær, kirke, handelspolitik og udenrigspolitik. Men kommunalstyret tager sig af kultur og økonomi, dvs. de områder, som det kommende socialistiske samfund vil tage sig af, efter klassesamfundets ophør. Socialister har derfor en vidt forskellig taktik overfor disse to slags styrer. Den nutidige stats regering er udtryk for det borgerlige klasseherskab, det er forudsætningen for socialisternes sejr, at den fjernes. Til gengæld er selvstyret et fremtidens element, som den socialistiske revolution vil positivt tilknyttes.
Selvfølgelig sætter de borgerlige partier deres klassemæssige præg også på kommunernes økonomiske og kulturelle virke. Men her kommer socialisterne aldrig i den position at være deres egen politik utro. Så længe de er i mindretal i kommunestyret, laver de opposition til rettesnor til deres virke, ganske som i parlamentet. Men får de flertal, laver de kommunen selv til et kampinstrument mod den borgerlige centralmagt.
Hele teksten kan findes i engelsk oversættelse på
http://marxists.org/archive/luxemburg/
Arbejderhistorie
Rosa Luxemburg og ministersocialismen
Det vakte stor opsigt i den internationale arbejderbevægelse, da en socialist for første gang indgik i en borgerlig samlingsregering. Det skete i Frankrig i 1899-1902. Blandt kritikerne var den polsk-tyske socialist Rosa Luxemburg.
Rosa Luxemburg var en af marxismens mest betydningsfulde teoretikere. Hun blev født i 1871, af jødisk familie, i den del af Polen, som var under russisk styre. Som teenager blev hun revolutionær og måtte flygte til Svejts. Hun virkede mest i det tyske socialdemokratiske parti, var lærer ved partiets skole, og blev tidligt venstrefløjens mest fremtrædende teoretiker. Efter at de fleste socialdemokratiske partier støttede deres eget lands borgerskab ved at stemme for krigskreditter ved udbruddet af Første Verdenskrig, brød hun med det tyske parti og blev leder af et nyt uafhængigt parti. Sammen med en anden leder af partiet, Karl Liebknecht, blev hun myrdet af en højreekstremistisk soldatergruppe den 15. januar 1919.
Luxemburgs kendteste skrift, »Socialreform eller revolution« udkom på dansk i Hanne Reintofts oversættelse (1969 og igen på IS forlag, 1997). Den er en gendrivelse af den politik, der i hundrede år har hersket i de socialdemokratiske partier, nemlig at socialismen kan indføres ved gradvise reformer, og at en revolution ikke er nødvendig. Andre af hendes vigtige skrifter, bl.a. om massestrejker, og hendes polemik mod Lenin om det revolutionære partis struktur, udkom i et udvalg, »Politiske skrifter« foretaget af Toni Liversage (Tiderne skifter, 1976), som også har udsendt en bog om Luxemburg, »Røde Rosa« (Vindrose, 1994).
Luxemburgs store værk »Kapitalismens akkumulation« udkom i Hans Chr. Finks oversættelse (Rhodos, 1976). Hendes »Breve fra fængslet« udkom på dansk i 1921 (og igen i 1985). To udvalg af hendes skrifter udkom hos Pax i Norge, »Jeg er, jeg var, jeg bliver« i 1969 og »Skrifter i utvalg 1-2«, i 1973. De burde være letlæste for de fleste danskere, men indeholder stort set samme skrifter som de førnævnte danske bøger.
»Den socialistiske krise i Frankrig«
Til gengæld er Luxemburgs artikelserie »Den socialistiske krise i Frankrig« (1900-1901) aldrig udkommet på dansk eller norsk. Vi bringer her nogle vigtige uddrag i genfortælling, desværre kun en tiendedel af værket, som er et af Luxemburgs allervigtigste.
Det vakte stor opsigt, da en socialist for første gang indgik i en borgerlig samlingsregering. Det skete i Frankrig i 1899-1902. Denne minister, Millerand, var medlem af det største af Frankrigs tre socialistpartier. Sagen blev livligt debatteret på Socialdemokratiets internationale kongres i Paris i september 1900, og fordømt i dens resolution, som dog efter Luxemburgs mening forblev noget teoretisk, ikke praktisk-politisk. Hun skrev så denne artikelserie i tidsskriftet Neue Zeit i 1900-1901.
Lederen af Millerands parti, Jean Jaurès, og hans kammerater førte tre slags argumenter for, at det skulle være nødvendigt med en socialistisk minister i en borgerlig samlingsregering. For det første skulle republikkens eksistens være truet af royalister, bl.a. i hæren, for det andet ville dette skabe muligheder for sociale reformer for arbejderklassen, og for det tredje ville kapitalismen udvikle sig til socialisme gennem en periode af gradvise forandringer, hvor den politiske magt deles af borgerklassen og proletariatet, men dette ville vise sig i deres fælles regering.
Luxemburg viser med lethed, at republikken slet ikke var truet, den havde jo vist sig at være både til borgerskabets og småborgerskabets fordel. Den havde hverken angrebet kirken eller militæret, så disse reaktionære kræfter havde ingen grund til at forsøge sig på et royalistisk kup.
I de følgende uddrag springer vi mellem emnerne. Oversættelsen er ret fri med hensyn til ordlyd, men trofast mod den politiske mening.
Klassesamarbejde
Hvad man nu om dage i kapitalistiske stater kan kalde borgerlige demokrater, er næsten udelukkende småborgerklassen. Men småborgerlige demokrater repræsenterer ikke en klasse på vej opad, som skulle afløse borgerklassen. Vi nærmer os ikke småborgerklassens dominans, lige så lidt som vi nærmer os småindustriens sejr over storindustrien. Samfundsudviklingens indhold nu er, parallelt med borgerklassens kamp mod feudalismen før i tiden, ikke modsætningerne mellem småborgerskab og borgerskab, men modsætningerne mellem borgerskab og proletariat.
Eftersom småborgerskabet står mellem disse to klasser, kan der nogle gange komme til en fælles kamp hvor det står sammen med proletariatet. Men nu om dage må proletariatet være det herskende element i den alliance. Dvs. også når socialisterne for en tid har fællesskab med borgerlige demokrater, må de ikke begrænse deres kamp til det, som proletariatet har til fælles med småborgerskabet. Tværtimod må socialisterne systematisk overskride de småborgerlige partiers bestræbelser til det yderste.
Jaurès siger med henvisning til Det kommunistiske manifest, at kommunister bør samarbejde med fremskridtsvenlige borgerlige kræfter mod absolutisme og reaktion. Men det blev dem slet ikke foreslået at smelte sammen med borgerskabets revolutionære. Tværtimod, Manifestet fremsætter den hovedregel, at kommunisternes parti bør støtte et revolutionært borgerskab, men tilføjer med det samme; »Det undlader ikke et øjeblik at fremkalde hos arbejderne så klar en bevidsthed som muligt om den fjendtlige modsætning mellem borgerskab og proletariat.«
Hovedforskellen på en socialistisk og en borgerlig politik er, at eftersom socialister er modstandere af hele den bestående orden, må de i det borgerlige parlament grundlæggende fungere som en opposition. Socialisternes hovedopgave er at bevidstgøre arbejderklassen, og det må ske i kraft af en systematisk kritik af den herskende politik. Men dette udelukker ikke på nogen måde praktiske, håndgribelige reformer. Tværtimod er grundlæggende opposition det eneste middel til at opnå praktiske resultater for ethvert mindretalsparti, men især for socialister. De har jo ingen mulighed for at få deres politik vedtaget af et parlamentarisk flertal. Med oppositionel kritik kan de give borgerlige partier farlig konkurrence ved at stille de mest vidtgående krav og således udøve vælgernes tryk på disse partier. Socialisterne afslører regeringens politik og påvirker den med den offentlige mening. Således tiltrækker de folkemasser, som regeringen og andre borgerlige kræfter må tage hensyn til.
En socialist som minister
Med deres regeringsdeltagelse har Jaurès-socialisterne lukket alle disse veje for sig. For det første kan de ikke kritisere regeringens politik, så folkefjendtlig den end er. For al kritik rammer dem selv. Man må spørge, hvad en socialist da laver i en sådan regering? Og faktisk er deres kritik af regeringen stort set forstummet, i stedet kommer lovprisninger af selv de mest ubetydelige tiltag, som på ingen måde gavner proletariatet.
Men selv hvis de skulle kritisere regeringens politik, så ville denne kritik være virkningsløs. For regeringen kan ved enhver krise stille et tillidsvotum, og da må socialistpartiet stemme for regeringen eller opgive regeringssamarbejdet.
I en parlamentarisk stat ser socialister sig nogle gange, af hensyn til det mindre onde, foranlediget til at forsvare en borgerlig regering fra at vælte. Hvis en borgerlig regering er afhængig af socialisters støtte, har de et skarpt våben, de kan ved enhver lejlighed true med at stemme for et mistillidsvotum. Ved at deltage i regeringen har de mistet dette våben, de er nu afhængige af regeringen, og derved blev regeringen uafhængig af socialistpartiet, som er blevet dens fange. En anden konsekvens af regeringssamarbejdet var, at socialisternes kritik blev forandret til et paradenummer. De begrænser sig til at tale om de vide horisonter, uden nogen som helst indflydelse på regeringens politik. Og under disse omstændigheder bliver det umuligt for socialister at presse de borgerlige partier. For at sikre regeringens overlevelse må de styrke deres sammenhold med de borgerlige partier, altså lægge vægt på det, der er fælles, ikke det der adskiller. Og i dette sammenhold forsvinder socialisternes særlige kendetegn.
Ansvarlig for hele regeringens politk
Jaurès mener, at når socialister deltager i en borgerlig regering, så er det bare en logisk fortsættelse af, at de sidder i det borgerlige parlament og bystyre. Og deres samarbejde med borgerlige republikanere skulle være en logisk konsekvens af, at proletariatet bør støtte borgerskabets progressive del mod de reaktionære, og benytte sig af disse modsætninger. Men i begge tilfælde er der tale om misforståelser.
Parlamentet er det borgerlige samfunds kampplads for samfundsklasser og partier. Det er derfor et udmærket forum for socialisternes systematiske modstand mod borgerklassens dominans. Men den modstand er udelukket for arbejderklassens repræsentanter i en regering. Regeringen har den rolle at udføre den politik, som sejrede i forskellige partiers kamp i parlamentet og folkelivet. Regeringens liv afhænger altså af dens sammenhold. Derfor står det i den franske grundlov, som i andre parlamentariske staters, at alle regeringens ministre har ansvar for regeringens hele politik.
Jaurès påstår, at dette er en ren formsag, at sammenligne med at socialister måtte sværge den saksiske konge troskab, før de kunne sætte sig i det saksiske folketing. Men der tager han grundlæggende fejl. Efter at socialisterne var kommet ind i parlamentet, forhindrede denne ed dem ikke på nogen måde i at udvise en fuldstændig opposition til regeringen og parlamentsflertallet. Men en socialistisk minister er nødt til at deltage i regeringens arbejde. Dette ville kun være at sammenligne, hvis de socialistiske parlamentarikeres ed havde tvunget dem til at sætte sig sammen med de borgerlige og stemme sammen med dem. Men tilfældet er det stik modsatte, socialister sætter sig i parlamentet for at bekæmpe borgerskabets hegemoni, mens de går i regering for at påtage sig ansvar for dette klassehegemoni. Det er således ren fantasi at tro, at ét ministerium kan udføre en socialistisk politik, mens andre ministerier følger en borgerlig politik, og at arbejderklassen således kunne underlægge sig statsmagten, ministerium efter ministerium.
På et nutidigt samfunds grundlag kan der kun laves borgerlig politik. Selv om ministeren udførte alle de krav i socialisternes program, som retter sig mod en moderne stat, så ville han alligevel være en borgerlig minister. Han kunne da højst tjene den borgerlige udviklings progressive tendenser. Men det viser sig, at en minister i nutidens regering ikke bare er bundet til den borgerlige samfundsstruktur i det hele taget, men oven i købet til de herskende gruppers og klikers interesser. Han er ikke bare den borgerlige udviklings tjener, men også den borgerlige reaktions slave.
Kommunen som kampinstrument
Noget helt andet gælder for deltagelse i kommunalstyret. Godt nok har kommunalbestyrelser og borgmestre blandt andet den funktion at styre og følge borgerlige love. Men historisk set er kommunalstyre og regering fuldstændig modsatte fænomener, hvilket også viser sig i den vedvarende kamp mellem Frankrigs borgmestre på den ene side og distriktsstyret på den anden.
Regeringen er den centraliserede statsmagts legemliggørelse, men det kommunale styre vokser op fra det lokale selvstyre på centraliseringens bekostning, som frigørelse fra centraliseringen. Regeringens vigtigste opgave er at tage sig af borgerklassens særlige magtmidler; militær, kirke, handelspolitik og udenrigspolitik. Men kommunalstyret tager sig af kultur og økonomi, dvs. de områder, som det kommende socialistiske samfund vil tage sig af, efter klassesamfundets ophør. Socialister har derfor en vidt forskellig taktik overfor disse to slags styrer. Den nutidige stats regering er udtryk for det borgerlige klasseherskab, det er forudsætningen for socialisternes sejr, at den fjernes. Til gengæld er selvstyret et fremtidens element, som den socialistiske revolution vil positivt tilknyttes.
Selvfølgelig sætter de borgerlige partier deres klassemæssige præg også på kommunernes økonomiske og kulturelle virke. Men her kommer socialisterne aldrig i den position at være deres egen politik utro. Så længe de er i mindretal i kommunestyret, laver de opposition til rettesnor til deres virke, ganske som i parlamentet. Men får de flertal, laver de kommunen selv til et kampinstrument mod den borgerlige centralmagt.
Hele teksten kan findes i engelsk oversættelse på
http://marxists.org/archive/luxemburg/
Baader-Meinhof- Brigade rosse
Baader-Meinhof- Brigade rosse
Det var interessant at læse kronikken om Rote Armee Fraktion (Baader-Meinhof) i Politikken (d.20.2.07). Men desværre manglede totalt den oplagte sammenligning med den samtidige søsterorganisation Brigade rosse i Italien, som vistnok havde betydelig større effekt. Og der manglede også en redegørelse for disse organisationers strategi. Den var nemlig fælles, så vidt jeg er korrekt orienteret: målet med de militante aktioner var at fremprovokere regeringsmagtens massive undertrykkelse, som i sin tur ville vække folket til generel modstand og socialistisk revolution. Og det kom fra de to lande som kort tid forinden have lidt under den værste fascistiske undertrykkelse i henholdsvis 12 og 25 år - uden at det vakte den mindste opstand og forsøg på revolution! Alle der kunne mistænkes for den slags tilbøjeligheder blev jo fængslet eller myrdet af de fascistike myndigheder. At kalde denne politiske strømning - RAF&BR - idioti ville være en fornærmelse – mod evnesvage personer, som dog gør deres bedste for at klare sig.
Det var interessant at læse kronikken om Rote Armee Fraktion (Baader-Meinhof) i Politikken (d.20.2.07). Men desværre manglede totalt den oplagte sammenligning med den samtidige søsterorganisation Brigade rosse i Italien, som vistnok havde betydelig større effekt. Og der manglede også en redegørelse for disse organisationers strategi. Den var nemlig fælles, så vidt jeg er korrekt orienteret: målet med de militante aktioner var at fremprovokere regeringsmagtens massive undertrykkelse, som i sin tur ville vække folket til generel modstand og socialistisk revolution. Og det kom fra de to lande som kort tid forinden have lidt under den værste fascistiske undertrykkelse i henholdsvis 12 og 25 år - uden at det vakte den mindste opstand og forsøg på revolution! Alle der kunne mistænkes for den slags tilbøjeligheder blev jo fængslet eller myrdet af de fascistike myndigheder. At kalde denne politiske strømning - RAF&BR - idioti ville være en fornærmelse – mod evnesvage personer, som dog gør deres bedste for at klare sig.
Racismepareagraffen
Racismeparagraffen
Afskaf racismeparagraffen
66 mennesker har anmeldt Dansk folkeparti for ytringer der er lovbrud ifølge racismeparagraffen. Det kan man synes er et rigtig godt initiativ, da det sætter fokus på DFs racisme. Alligevel mener jeg at revolutionære socialister bør undlade sådanne anmeldelser, og jeg mener at det var en god idé da Line Barfod blandt andre foreslog at afskaffe denne paragraf. Det er af følgende grunde:
1. Dengang var det et hovedargument at racismeparagraffern næsten ikke blev brugt, og derfor ikke blev respekteret, den var således nærmest en grinagtig opfordring til at komme med racistiske ytringer.
2. Når man har meldt nogen for lovovertrædelse, er der en naturlig tilbøjelighed til at sidde og vente på domstolens afgørelse. Det er en passiv holdning, og indebærer en konservativ tillid til den borgerlige statsmagt, hvor man i stedet aktivt skulle bekæmpe racismen.
3. At ulovliggøre racistiske eller på anden måde diskriminerende udtalelser afskaffer ikke racistiske holdninger, men driver dem bare under jorden. Og der trives de bedst. Der er jo tale om så dumme holdninger, at de aldrig kan klare en åben diskussion. For hvem kan argumentere for at kvinder er dummere end mænd, at folk med mørk hudfarve er dummere end dem med lys hudfarve, at homoseksuelle er nogen amoralske svin, som må holdes væk fra ungdommen (fordi homoseksualitet er smittende?) at jøder er griske og har en international sammensværgelse for at sikre sig magt og rigdom, endvidere at man kan generalisere noget om den runde milliard mennesker som er vokset op i et af de mange forskellige lande, hvor islam er den dominerende religion, noget der adskiller dem fra andre mennesker, osv.? Nej, disse dumme meninger kan kun trives hvis de slipper for modargumenter, dvs., de overlever bedst hvis det er ulovligt at ytre dem. For effektivt at bekæmpe racismen er det således bedst at afskaffe racismeparagraffen.
Nogle kammerater har i RGL protesteret mod mit indlæg om at afskaffe racismeparagraffen. Jeg mener ikke at de på nogen måde har påvist at denne paragraf yder folk beskyttelse mod racisme ved at kriminalisere racistiske udtalelser, tværtimod mener jeg stadigvæk at racistiske holdninger best trives hvor diskussion undertrykkes. Men alt dette er lovlig abstrakt, skulle vi ikke se at holde os til konkrete eksempler? Da må man tænke på den holdningsændring der er sket overfor homoseksuelle i løbet af de sidste årtier. I min ungdom var det helt legitimt offentligt at forhåne dem og nedgøre, de oplevede forfølgelse på arbejdsmarkedet, boligmarkedet og i uddannelse. Nu er dette fuldstændig forandret, ihvertfald i Vesten, selvom der stadigvæk mangler noget, ifølge de homoseksuelle selv. Ingen kan længere offentligt nedgøre folk for homoseksuel orientering, uden selv helt at blive til grin som en yderst indskrænket idiot. Hvordan skete denne holdningsændring? Slet ikke ved lovgivning, tværtimod, ved at de homoseksuelle åbent stod frem og fortalte om deres liv og følelser, altså ved fri diskussion, hvor fordommene blev mødt. Ved at kæmpe for egne rettigheder har de homoseksuelle samtidigt kæmpet for alles rettigheder til at udfolde sig på egne præmisser.
Afskaf racismeparagraffen
66 mennesker har anmeldt Dansk folkeparti for ytringer der er lovbrud ifølge racismeparagraffen. Det kan man synes er et rigtig godt initiativ, da det sætter fokus på DFs racisme. Alligevel mener jeg at revolutionære socialister bør undlade sådanne anmeldelser, og jeg mener at det var en god idé da Line Barfod blandt andre foreslog at afskaffe denne paragraf. Det er af følgende grunde:
1. Dengang var det et hovedargument at racismeparagraffern næsten ikke blev brugt, og derfor ikke blev respekteret, den var således nærmest en grinagtig opfordring til at komme med racistiske ytringer.
2. Når man har meldt nogen for lovovertrædelse, er der en naturlig tilbøjelighed til at sidde og vente på domstolens afgørelse. Det er en passiv holdning, og indebærer en konservativ tillid til den borgerlige statsmagt, hvor man i stedet aktivt skulle bekæmpe racismen.
3. At ulovliggøre racistiske eller på anden måde diskriminerende udtalelser afskaffer ikke racistiske holdninger, men driver dem bare under jorden. Og der trives de bedst. Der er jo tale om så dumme holdninger, at de aldrig kan klare en åben diskussion. For hvem kan argumentere for at kvinder er dummere end mænd, at folk med mørk hudfarve er dummere end dem med lys hudfarve, at homoseksuelle er nogen amoralske svin, som må holdes væk fra ungdommen (fordi homoseksualitet er smittende?) at jøder er griske og har en international sammensværgelse for at sikre sig magt og rigdom, endvidere at man kan generalisere noget om den runde milliard mennesker som er vokset op i et af de mange forskellige lande, hvor islam er den dominerende religion, noget der adskiller dem fra andre mennesker, osv.? Nej, disse dumme meninger kan kun trives hvis de slipper for modargumenter, dvs., de overlever bedst hvis det er ulovligt at ytre dem. For effektivt at bekæmpe racismen er det således bedst at afskaffe racismeparagraffen.
Nogle kammerater har i RGL protesteret mod mit indlæg om at afskaffe racismeparagraffen. Jeg mener ikke at de på nogen måde har påvist at denne paragraf yder folk beskyttelse mod racisme ved at kriminalisere racistiske udtalelser, tværtimod mener jeg stadigvæk at racistiske holdninger best trives hvor diskussion undertrykkes. Men alt dette er lovlig abstrakt, skulle vi ikke se at holde os til konkrete eksempler? Da må man tænke på den holdningsændring der er sket overfor homoseksuelle i løbet af de sidste årtier. I min ungdom var det helt legitimt offentligt at forhåne dem og nedgøre, de oplevede forfølgelse på arbejdsmarkedet, boligmarkedet og i uddannelse. Nu er dette fuldstændig forandret, ihvertfald i Vesten, selvom der stadigvæk mangler noget, ifølge de homoseksuelle selv. Ingen kan længere offentligt nedgøre folk for homoseksuel orientering, uden selv helt at blive til grin som en yderst indskrænket idiot. Hvordan skete denne holdningsændring? Slet ikke ved lovgivning, tværtimod, ved at de homoseksuelle åbent stod frem og fortalte om deres liv og følelser, altså ved fri diskussion, hvor fordommene blev mødt. Ved at kæmpe for egne rettigheder har de homoseksuelle samtidigt kæmpet for alles rettigheder til at udfolde sig på egne præmisser.
Irakkrigen
Irakkrigen
Hvad betyder parolen: ”Støt modstandskampen i Irak”? Vi er vel alle enige om at protestere mod amerikanske firmaers overtagelse af irakiske rigdomme, enige om at kritisere det netop afslørede milliardtyveri af dem gennem den amerikanske militæradministration. På den anden side er vi vel alle enige om at protestere mod kvindeundertrykkelse, islamisternes religiøse fanatisme og bekæmpelse af demokratiske og nationale rettigheder, bl.a. kurdernes. Vi er også enige om at besættelsesstyrken skal ud af Irak, men så kommer spørgsmålet: Uden videre? Så er det jo åbenbart hvem ville tage magten i Irak, det er de mennesker som i dag myrder løs på tilfældige civile Irakere, lige meget hvem, bare flest muligt. Med andre ord, tilhængere af diktatur og fundamentalisme. Er der overhovedet nogen i antikrigsbevægelsen, som vil acceptere det? De som siger ”Besættelsestropperne ud af Irak” må forholde sig til dé fremtidsudsigter, hvis de vil tages alvorligt. Så hvad indebærer slagordet helt konkret: ”Støt modstandskampen i Irak”? Hvad støtter vi så, hvad bekæmper vi? ”Sker det én gang, kan det være tilfældigt. Sker det én gang til er det ganske mistænkeligt, men sker det en tredje gang er der utvetydigt tale om angreb” (anonym general). Nu har jeg to gange set en kammerat (JK) bebude ”at stå på Iraks side”, ” at være på det undertrykte lands side.” Selv om vi sætter folk i stedet for land, så står vi bare tilbage med den ældgamle borgerlige politik, at nationalt sammenhold overgår klasseskel. Det betyder helt enkelt, at i et klassesamfund skal alle underlægges den herskende klasse. Selvfølgelig véd jeg at JK ikke ville underskrive dét, men ”holdninger følger deres egen logik, selv når mennesker ikke gør det” (Rosa Luxemburg: Om revisionismen, 5.kap.). Og denne borgerlige holdning fremsætter JK af sædvanlig arrogance, som DET REVOLUTIONÆRE MARXISTISKE STANDPUNKT. Derefter siger hun: ” Men jeg insisterer på at min orientering er korrekt.” Ja, hvem synes ikke det om sine holdninger? Men vi har jo alle godt af at teste vores synspunkter på modargumenter. Og da vil jeg endnu en gang anbefale Rosa Luxemburg. Hun var født polak, godt nok med tysk som modersmål, som så mange østeuropæere af jødisk miljø. Men hun begræd aldeles ikke Polens deling, som europæiske venstreorienterede og nationalister ellers havde gjort i hundrede år. Tværtimod påviste hun (i sin store bog om kapitalismens udvikling, findes i dansk oversættelse, ligesom før anførte skrift) at denne deling havde ført til store fremskridt i Polens vestlige del, underlagt Tyskland. Stalinisterne gik så også ind for national enhed, for selvfølgelig burde hele folket aktivt støtte diktaturet. Modstandere blev kaldt ”hitlero-trotskyster”, altså indtil Stalin selv indgik en pagt med Hitler. Det er pudsigt at tale om Irakerne som ét fedt, uden hensyn til klasseskel, når det nu drejer sig om den vestlige civilisations vugge, altså verdens ældste kendte klassesamfund (sammen med Egypten, naturligvis). Hvad kunde nu retfærdiggøre det? Der kan kun være tale om forsvar af Iraks rigdomme mod USA-imperialismens plyndringer (endnu et eksempel afsløret i morges). Det forsvar måtte da være generelt i Irakeres interesse. Men igen er det et idealt krav. For hvornår har en besættelsesstyrke ikke fundet et bredt lag af indlandske hjælpere, som ville deltage i rovet? Men her er vi ved sagens kerne. Vi kan kun gå ind for helt bestemte politiske formål, som vi kan påvise at tjener arbejerklassens og almuens interesser, i Irak og internationalt. Slagord som ”stå på Iraks side”, ”støt modstandskampen i Irak”, osv., er alt for generelle, fordi de indebærer støtte til al modstand mod besættelsestyrken og hvad den går ind for. Dermed ville vi især støtte de mest opsigtsvækkende aktioner, såsom bilbomber og andre mordangreb på tilfældige civile Irakere, politiske ledere, osv. Vi husker bomberne mod de kurdiske partiers hovedkvarterer, der gik ”modstandskampen” simpelthen ud på at ødelægge politisk aktivitet, især kampen for mindretals rettigheder. Ovenfor anførte generelle slagord vil sige at vi især ville støtte de kræfter som bekæmper demokrati, kvinderettigheder og menneskerettigheder i øvrigt. Der må vi slå hælerne i, og klart sige fra hvad vi støtter, og hvad vi er imod. Husk at også Hitler og Mussolini bækæmpede den amglo-amerikanske imperialisme – det alene gør altså ingen støtteværdig. Og den mest fremtrædende modstandskamp i Irak er klart på et politisk grundlag som ligner de to sidst anførte diktatorer.
På venstrefløjen er folk enige om at protestere mod amerikanske firmaers overtagelse af irakiske rigdomme, enige om at kritisere det netop afslørede milliardtyveri af dem gennem den amerikanske militæradministration. Og de fleste mennesker reagerer med afsky på afsløringen af USAs tortur af fanger, i Irak og andre steder. På den anden side er vi vel alle enige om at protestere mod kvindeundertrykkelse, islamisternes religiøse fanatisme og bekæmpelse af demokratiske og nationale rettigheder, bl.a. kurdernes. Vi er også enige om at besættelsesstyrken skal ud af Irak, men så kommer spørgsmålet: Uden videre? Så er det jo åbenbart hvem der ville tage magten i Irak, det er de mennesker som i dag myrder løs på tilfældige civile Irakere, lige meget hvem, bare flest muligt. Med andre ord, tilhængere af diktatur og fundamentalisme. Er der overhovedet nogen i antikrigsbevægelsen, som vil acceptere det? De som siger "Besættelsestropperne ud af Irak" må forholde sig til dé fremtidsudsigter, hvis de vil tages alvorligt. Så hvad indebærer slagordet helt konkret: "Støt modstandskampen i Irak"?Hvad støtter vi så, hvad bekæmper vi? Det er blevet påvist at amerikanske firmaer som ville plyndre Irak, nu er fordrevet til nabolandene af "modstandskapmen i Irak". Er de så ikke rimeligt at kræve at vi støtter den? Selv om vi véd at det er bilbomber, med massemord på tilfældige, civile Irakere, der især præger denne modstandskamp, og at det er disse bomber som har fordrevet de imperialistiske firmaer? Nej, det er bestemt ikke rimeligt.
II Man siger det er nemt at være bagklog. Men så må det jo være rimeligt at kræve at folk i det mindste forsøger at være bagkloge. Lad os kigge på nabolandet Iran i bagklogskabens lys. Der var der for 25 år siden en FOLKELIG revolution, som fordrev USAs mest trofaste marionet i området, Shah Reza Pahlevi. Hundredetusindvis af mennesker trodsede maskingeværsalver, og knuste således denne verdensdels største militær- og politistyrke. Ingenting i Irak nu kan tåle nogen sammenligning med denne folkelige opstand. DETTE VAR USA-IMPERIALISMENS STØRSTE NEDERLAG, IHVERTFALD SIDEN VIETNAMKRIGEN, HVIS IKKE HIDTIL. Burde så ikke revolutionære socialister støtte det? Vi kommunister har en naturlig tilbøjelighed til altid at støtte sådanne folkelige bevægelser, selvom vi nok synes at den folkelige bevidsthed lader noget tilbage at ønske. "Det væsentlige er jo at folkemasserne er kommet i bevægelse, kæmper for deres egne rettigheder, så kommer den politiske bevidsthed bagefter, som frugt af et træ". Det sagde vistnok kommunisterne i Iran, og blev så blandt Islamisternes første ofre. Jeg behøver ikke her at opridse præstestyrets historie i Iran det sidste kvartsekel, med offentlige hængninger og steninger, massiv undertrykkelse af kvinders, bøssers, og faktisk alles rettigheder. De styringsmetoder er så blevet eksporteret til nabolandene. Det har været et kolossalt sejrstogt for reaktionen, vistnok verdens største siden dens sejre i Italien 1922, Tyskland 1933, Spanien 1939, og i Sovjetunionen i trediverne. Jeg mener at eksemplet klart viser, at vi altid bør kritisere reaktionære bevægelser, uanset hvor folkelige de er, ja faktisk især når de er folkelige. Det er den laveste form for selvmorderisk opportunisme at bare støtte sådanne reaktionære bevægelser. Nogle siger at man skal være "på Iraks side", som om alle Irakere var et fedt, rige og fattige, herskere og undersåtter. Det er måske politiske tømmermænd fra "Den Store Fædrelandskrig" i Sovjetunionen i fyrrerne. Jeg mener at vi skal støtte modstand i Irak, også væbnet modstandskamp, HVIS den retter sig mod besættelsestropperne. Men vi kan ikke støtte massemordere af tilfældige civile Irakere, vi bør tage klar afstand fra sådanne "modstandsfolk"
Hizb-ut-Tahrir holder af og til store møder i Nørrebrohallen. Lige før det sidste, midt i maj 2004, kaldte Venstres Ungdom til demonstration mod deres møde, og bød SUF og Enhedslisten at deltage. Det skete med meget kort varsel.
l Først accepterede vistnok SUF, derpå Enhedslistens ansvarshavende AU-medlem. Han sendte ud mails derom, rent tilfældigt så jeg den lørdag morgen, men få ser på e-mails på det tidspunkt, så demoen var dårlig kendt.
Grundlaget for moddemonstrationen er at HuT er en antidemokratisk, diskriminerende,fanatisk organisation, og man bør bekæmpe den slags, ligesom fascister. Selvfølgelig skal de ha taleret, men det har vi også, og dermed pligt til at tale dem imod.
Nogle kammerater har dog udtrykt det standpunkt, at vi ikke burde have demonstreet sammen med VU, eftersom det er er del af det regeringsparti, som deltager i okkupationen af Irak. Derfor vil vores deltagelse i demoen støde folk opdraget i Islam, og få dem til at se os som del i en vestlig sammensværgelse mod Islam. Jeg går ikke nærmere ind på denne argumentation, det vil nok andre gøre bedre end jeg kan.
Jeg kunne sagtens tænke mig at deltage i en demonstration mod de danske nazister og deres internationale netværk, selv om den blev organiseret af regeringspartierne VK. De partier hylder demokrati dog i hvert fald i ord. Men det er af afgørende betydning hvordan demoen er. Jeg ville nok være gået min vej den lørdag, hvis demoen mod HuT havde været domineret af VU og DF. Men tværtimod, de mest fremtrædende var iranske flygtninge fra Præsteterroregimet i Iran, således påviste de hvad HuT står for. Det ville derfor have været det rene forræderi at overlade disse kammerater til VU. Men langtfra, selv om denne demo blev alt for fåtallig, domineredes den helt af Enhedslistefolk og flygtninge fra muslimske lande, domineredes både i plakater og råbte slagord. På et tidspunkt henvendte en VUer sig til en af os og sagde: Hvis I ikke holder op med at kritisere Fogh og Bush her, bliver vi kede af det, og så splitter I demonstrationen. Vores reaktion blev naturligvis at råbe endnu højere: "George Bush, we know you, your daddy was a killer too!" Det er godt muligt at et par nazister har deltaget, men i så fald har de indordnet sig i en venstrefløjs demonstration. Hvad skulle vi gøre ved det? Gå væk? Så kunne et par nazister til enhver lejlighed opløse enhver venstrefløjs demonstration, simpelthen ved at møde op?!
Jeg mener at det er et vigtigt politisk spørgsmål hvilken holdning EL har til den slags demoer og samarbejde.
Vores støtte En leder af Nej til krig (CK) svarede (i Arbejderen 19/8) på mit indlæg (her foregående) i samme avis (5/8). Lad os se på nogle af de væsentligste ting. Først: Hvad betyder vores støtte eller modstand imod noget i Irak? Det betyder absolut ingenting for udviklingen i Irak. Der har kun betydning for de (desværre) alt for få danskere som læser vores indlæg Med andre ord, vores støtte er udelukkende politisk analyse for hjemmefronten. Men deraf følger, at vi ikke skal lave kompromisser, som magtfulde folk ofte må. Vi skal tværtimod bestræbe os på at være så objektive og ærlige som muligt. Og derfor har vi ingen grund til en "enten-eller" tankegang som i cowboyfilm. "Hellere Saddam end Bush, og denslags". Vi skal støtte rigtige initiativer, ikke alt fra bestemte personer. CK taler hele tiden om "modstanden i Irak", som om det var én helhed –godt nok forenet af forskellige elementer. Her spøger tydeligt teorien om "folkekrig", med andre ord, CK og hans meningsfæller overfører vores holdning til Vietnamkrigen på krigen i Irak. Men det er der desværre ingen grund til. Først og fremst fordi "modstanden i Irak" består af modstridende kræfter. Hvad kunne nu skabe en national enhed af forskellige samfundsklasser, og det i verdens ældste klassesamfund? Man kunne egentlig kun tænke sig forsvaret af irakiske rigdomme såsom olien, mod de griske internationale selskaber. Men lad os vove det tankeeksperiment, at vi siger til Mahmoud, som er jordløs og arbejdsløs, at han skal sige nej tak til det gode jobtilbud fra Esso, og i stedet for udvise national solidaritet med de hovedrige irakiske kapitalister, som før betalte ham en sulteløn og istedet gav støtte til det regerende parti, som forfulgte, torturerede og dræbte hans venner og familie. Jeg tror at ganske mange irakiske almuefolk ville have svært ved at se logikken i nationalismen, og det kan jeg ikke fortænke dem i. Nationalisme indebærer at alt skal underordnes den herskende klasse. Denne borgerlige ideologi er lige så forløjet i Irak som andre steder.
Det er som om mange mener, at når der føres væbnet kamp mod USA-imperialismens invasion of Irak, så må det selvfølgelig være "folkekrig", national befrielseskamp mod imperialismen. Men vi har desværre set mange eksempler på at denne væbnede modstandsbevægelse lader hånt om almindelige Irakers liv, ved at bombe overfyldte markedspladser (det træffer da ikke amerikanske soldater!), ved bomber mod kurdiske partiers hovedkvarterer, simpelthen for at forpurre deres politiske mobilisering, o.s.v. CK og meningsfæller fokuserer meget på den væbnede modstand i Irak som det eneste alternativ til USAs dominans. Jeg mener det er fuldstændig forkert. Det vigtigste er organisering af folket, mobilisering i politiske partier og fagforeninger, etablering af uafhængige aviser og andre media. Det er det væsentligste for at folket kan mobiliseres for egne interesser. Og hvem bekæmper den mobilisering? Det gør de bevæbnede modstandsfolk som CK vil have os til at støtte, CK siger at det er løgn at modstandsfolk går efter at dræbe tilfældige civile Irakere. Det har de ingen grund til, for det ville støde folk fra dem. Dagen efter at jeg læste CKs indlæg kom der en nyhed om mortarangreb på en tæt befærdet markedsgade i Bagdad. Det er da logisk for de Saddam-støtter som CK selv siger udgør en del af modstanden i Irak, at destabilisere situationen mest muligt, så at folk ikke skal tro at det er bedre uden Saddam Det er rent ud sagt tragikomisk når CK betegner en del af modstanden som det "islamiske spøgelse". Nu taler vi ikke om muslimer generelt men om deres modsvarighed til Indremissionern, dvs. islamister. De har deres politik fra gud, og kan derfor ikke diskutere den med mennesker. Det ville være gudsbespottelse. Derfor er de tilhængere af diktatur. De irakiske islamister støttes af de iranske, og følger samme politik. Jeg citerer en iransk flygtning, Farroukh Jafari (Rødgrønne linier (13.8.): ” Vi har forstået, at den religiøse leder Khomeinis antiimperialisme ikke burde skjule hans antidemokratiske natur og ikke burde forhindre venstrefløjen i at bekæmpe Khomeini og hans rædselsregime baseret på politisk Islam. En betydelig del af venstrefløjen i Iran var blændet af Khomeinis antiimperialisme og kom sent til denne erkendelse. Det resulterede i, at den ret store og stærke venstrefløj i Iran nærmest blev udslettet indenfor Irans grænser og ikke længereregnes for alternativ til noget som helst.” Vi har også set noget lignende i Afghanistan, under Islamisternes styre. Er det ikke på tide at vågne op og indse, at Islamister er vores dødsfjender, og at det mildt sagt er hul i hovedet for socialister at støtte dem? Jeg tror ikke at almindelige mennesker i Irak ville få lov til at lede deres eget land, hvis besættelsesstyrkerne ”uden videre” forlod landet med det samme, fordi da ville de diktaturtilhængere som nu præger modstanden overtage. Det er vel ingen der forestiller sig at så ville der blive folkeafstemning i Irak eller folketingsvalg, vel? Selvfølgelig skal besættelsesstyrkerne ud af Irak snarest muligt, fordi deres tilstedeværelse opildner til stadigt flere myrderier af sagesløse. Men jeg mener at de tropper skal afløses af internationale fredsbevarende styrker, helst fra mulimske lande, indtil januarvalget er afholdt, og der er blevet nogenlunde fredeligt i Irak. Det er i øvrigt hvad den provisoriske regering også går ind for. En kammerat (JK) skriver at vi ikke skal bekæmpe religion, fordi religion ikke er fascisme. Det har hun så evig ret i. Der er heller ikke nogen af os der har bekæmpet religion. Vi er til gengæld nogle der har bekæmpet RELIGIONSBESTEMT POLITIK, for det er fascisme. Når man retfærdiggør en politik – ikke med folks tarv – men med guds vilje, så går man ind for diktatur, for der skal jo en person til for at fortælle folk hvad der er guds vilje.Det kender alle utallige eksempler på. Dette har vi forklaret i 6-7 svar til JK de sidste måneder, åbenbart uden effekt. Hun ænser det ikke. Hendes kritik af Iraks kommunistiske arbejderparti var gavnlig, der fremkom det at dette parti ikke respekterer national selvbestemmelsesret. Og eftersom kampagnen for kvindeasyl i Irak skulle være ledet af en kvindebevægelse med stærke bånd til dette parti, vil hun have at vi ikke støtter den. Jeg er helt uenig. Jeg ville støtte en kampagne for kvindeasyl, selv hvis den blev startet af Dansk folkeparti. Og det synes jeg vi alle bør gøre. For ellers kan vi – med rette – anklages for at være ligeglade med folks rettigheder og frigørelse, og bare tænke på at få ram på vores modstandere. Hvad ligner det, at JK vil have os til at nægte førnævnte kvindebevægelse støtte til fredsommelig organisering af kvinder, men vil at vi giver støtte til ”Modstanden i Irak”, som hun dog selv har sagt at modsætter sig kvinders ligeberettigelse og national selvbestemmelsesret (i hvert fald kurderes)? Hvilken konsekvens er der i det? Gerillaromantik? Iøvrigt skulle der ikke nu være det rigtige tidspunkt til at tale om kvindeundertrykkelse i et muslimsk land, besat af imperialister. Jeg er helt uenig. En folkelig rejsning kan aldrig blive til noget, hvis kvinderne holdes undertrykt. Det samme gælder nationale og seksuelle mindretal, m.m. Selvfølgelig må vi så huske, at de fleste fascister (bl. a. religionsfundamentalister i politik) er almuefolk, og at deres interesser derfor er i modsætning til den kapitalisme de forsvarer. Vi kan få dem til at indse denne interessekonflikt, ved fælles kamp for arbejderrettigheder og for andre almueinteresser, typisk ved fagforeningsaktiviteter.
JKs kongstanke angående krigen i Irak er at det altafgørende er at USA-imperialismen lider et nederlag. For det hensyn må alt andet vige, såsom hensyn til ligeberettigelse for kvinder og nationale mindretal. Deres kamp bliver jo lettere bagefter, bare USA imperialismen lider et nederlag, påstår hun. Jeg har gang pa gang opfordret hende til at teste denne teori i lyset af udviklingen i Iran. Og nu svarer hun endelig - pa en måde: "Det er slet ikke relevant, for Iranerne stod jo ikke i krig med USA." Dette er både misvisende og helt irrelevant. Misvisende, fordi der var store militære kampe, hvor en folkelig opstand i Iran knuste Shaens enorme militær- og politiapparat, som jo var USA-imperialismens mest udviklede redskaber i regionen. For det andet, angreb jo Saddam Hussein Iran kort efter revolutionen, og i sin 8 år lange krig, som kostede enorme mandfald, blev han godt støttet af USA. At han alligevel ikke nåede sit mål, at USA-ambassadepersonalet i lang tid blev holdt som gidsler, at en kommando-aktion for at befri dem i stil med amerikanske spændingsfilm mislykkedes, alt dette var en stor ydmygelse for USA, ja i det hele dets største nederlag, i hvert fald siden Vietnamkrigen. Blev så imperialismen svækket de sidste 25 år? Førte dette nederlag så til folkelige opstande og revolutionære tilstande rundt omkring? Nej, tværtimod, det forte til spredelsen af islamistisk fascisme rundt omkring, især i Afghanistan og Algeriet, men mange andre lande også. Mullaherne blev jo betragtet som helte af fattige, kuede muslimer. Og indenfor Irans grænser kom der slet ikke til udvikling af folkelige bevægelser i kølvandet pa denne sejr, sådan som Jette bliver ved med at spå for Irak. Tværtimod, som vores kammerat Farroukh (iransk flygtning) har udtrykt det, den éngang sa stærke venstrefløj i Iran blev stort set udslettet. De af vores kammerater som ikke flygtede, blev hængt i gademe. Lad os nu vove det tankeeksperiment, at USA simpelthen opgiver besættelsen af Irak, og siger, Nu må det være op til de irakiske demokrater, vi har hjulpet så godt vi kunne, vi har trænet styrets hær, vi kan ikke ofre mere" Og så går de britiske, danske og andre besættelsessoldater ogsa hjem, for parlamentarisme og den slags jo er blevet indført. Lad os så antage at "Modstanden i Irak" derefter vinder magten, eftersom den har enorme mængder våben og godt trænede eksmilitærfolk fra Saddams hær, som USA dummede sig til at gøre arbejdsløse, ligesom de har opildnet modstanden med excessiv brutalitet. Hvad så? Tror nogen at der så bliver folkeafstemning om Iraks fremtidige styre? Folketingsvalg? Skulle sejrsherrerne, som hele tiden har sagt at kvinder skal kende deres plads - tilslørede, fjernt fra lærdom og arbejde - og at nationale mindretal skal holdes nede, fordi diktatur er den eneste rigtige styreform - skulle magthaverne nu ændre kurs? Hvem skulle kunne tvinge dem til det? Og hvad skal vi sige om udviklingen, hvis altså vi folger JKs anvisninger: "Beklager, vi valgte altså ikke at støtte kvindeasyl og -organisering, fordi vi var ikke helt tilfreds med initiativtagerne. I stedet støttede vi de fascister som nu undertrykker jer. Sorry!" CK skriver (i Pol. 26.2.07) om "det afganske folks styrkede frihedskamp”. Nu er det almindelig kendt, at der er tale om Talebans bevæbnede kamp. Taleban undertrykte det afganske folk brutalt, havde bl. a. dødstraf for at lære kvinder at læse, for politisk modstand, valg var forbudt. I navn af hvilken politisk overbevisning ønsker CK denne “frihed”? Han slutter med sætningen: “Martyren Saddam Hussein smiler fra sin grav”. Vil CK være så venlig at oplyse for hvilket ideal Saddam led martyrdøden? Var det mon for sit irakiske folks frihed? Efter at han i flere årtier havde undertrykt det med sult og massemord?
Hvad betyder parolen: ”Støt modstandskampen i Irak”? Vi er vel alle enige om at protestere mod amerikanske firmaers overtagelse af irakiske rigdomme, enige om at kritisere det netop afslørede milliardtyveri af dem gennem den amerikanske militæradministration. På den anden side er vi vel alle enige om at protestere mod kvindeundertrykkelse, islamisternes religiøse fanatisme og bekæmpelse af demokratiske og nationale rettigheder, bl.a. kurdernes. Vi er også enige om at besættelsesstyrken skal ud af Irak, men så kommer spørgsmålet: Uden videre? Så er det jo åbenbart hvem ville tage magten i Irak, det er de mennesker som i dag myrder løs på tilfældige civile Irakere, lige meget hvem, bare flest muligt. Med andre ord, tilhængere af diktatur og fundamentalisme. Er der overhovedet nogen i antikrigsbevægelsen, som vil acceptere det? De som siger ”Besættelsestropperne ud af Irak” må forholde sig til dé fremtidsudsigter, hvis de vil tages alvorligt. Så hvad indebærer slagordet helt konkret: ”Støt modstandskampen i Irak”? Hvad støtter vi så, hvad bekæmper vi? ”Sker det én gang, kan det være tilfældigt. Sker det én gang til er det ganske mistænkeligt, men sker det en tredje gang er der utvetydigt tale om angreb” (anonym general). Nu har jeg to gange set en kammerat (JK) bebude ”at stå på Iraks side”, ” at være på det undertrykte lands side.” Selv om vi sætter folk i stedet for land, så står vi bare tilbage med den ældgamle borgerlige politik, at nationalt sammenhold overgår klasseskel. Det betyder helt enkelt, at i et klassesamfund skal alle underlægges den herskende klasse. Selvfølgelig véd jeg at JK ikke ville underskrive dét, men ”holdninger følger deres egen logik, selv når mennesker ikke gør det” (Rosa Luxemburg: Om revisionismen, 5.kap.). Og denne borgerlige holdning fremsætter JK af sædvanlig arrogance, som DET REVOLUTIONÆRE MARXISTISKE STANDPUNKT. Derefter siger hun: ” Men jeg insisterer på at min orientering er korrekt.” Ja, hvem synes ikke det om sine holdninger? Men vi har jo alle godt af at teste vores synspunkter på modargumenter. Og da vil jeg endnu en gang anbefale Rosa Luxemburg. Hun var født polak, godt nok med tysk som modersmål, som så mange østeuropæere af jødisk miljø. Men hun begræd aldeles ikke Polens deling, som europæiske venstreorienterede og nationalister ellers havde gjort i hundrede år. Tværtimod påviste hun (i sin store bog om kapitalismens udvikling, findes i dansk oversættelse, ligesom før anførte skrift) at denne deling havde ført til store fremskridt i Polens vestlige del, underlagt Tyskland. Stalinisterne gik så også ind for national enhed, for selvfølgelig burde hele folket aktivt støtte diktaturet. Modstandere blev kaldt ”hitlero-trotskyster”, altså indtil Stalin selv indgik en pagt med Hitler. Det er pudsigt at tale om Irakerne som ét fedt, uden hensyn til klasseskel, når det nu drejer sig om den vestlige civilisations vugge, altså verdens ældste kendte klassesamfund (sammen med Egypten, naturligvis). Hvad kunde nu retfærdiggøre det? Der kan kun være tale om forsvar af Iraks rigdomme mod USA-imperialismens plyndringer (endnu et eksempel afsløret i morges). Det forsvar måtte da være generelt i Irakeres interesse. Men igen er det et idealt krav. For hvornår har en besættelsesstyrke ikke fundet et bredt lag af indlandske hjælpere, som ville deltage i rovet? Men her er vi ved sagens kerne. Vi kan kun gå ind for helt bestemte politiske formål, som vi kan påvise at tjener arbejerklassens og almuens interesser, i Irak og internationalt. Slagord som ”stå på Iraks side”, ”støt modstandskampen i Irak”, osv., er alt for generelle, fordi de indebærer støtte til al modstand mod besættelsestyrken og hvad den går ind for. Dermed ville vi især støtte de mest opsigtsvækkende aktioner, såsom bilbomber og andre mordangreb på tilfældige civile Irakere, politiske ledere, osv. Vi husker bomberne mod de kurdiske partiers hovedkvarterer, der gik ”modstandskampen” simpelthen ud på at ødelægge politisk aktivitet, især kampen for mindretals rettigheder. Ovenfor anførte generelle slagord vil sige at vi især ville støtte de kræfter som bekæmper demokrati, kvinderettigheder og menneskerettigheder i øvrigt. Der må vi slå hælerne i, og klart sige fra hvad vi støtter, og hvad vi er imod. Husk at også Hitler og Mussolini bækæmpede den amglo-amerikanske imperialisme – det alene gør altså ingen støtteværdig. Og den mest fremtrædende modstandskamp i Irak er klart på et politisk grundlag som ligner de to sidst anførte diktatorer.
På venstrefløjen er folk enige om at protestere mod amerikanske firmaers overtagelse af irakiske rigdomme, enige om at kritisere det netop afslørede milliardtyveri af dem gennem den amerikanske militæradministration. Og de fleste mennesker reagerer med afsky på afsløringen af USAs tortur af fanger, i Irak og andre steder. På den anden side er vi vel alle enige om at protestere mod kvindeundertrykkelse, islamisternes religiøse fanatisme og bekæmpelse af demokratiske og nationale rettigheder, bl.a. kurdernes. Vi er også enige om at besættelsesstyrken skal ud af Irak, men så kommer spørgsmålet: Uden videre? Så er det jo åbenbart hvem der ville tage magten i Irak, det er de mennesker som i dag myrder løs på tilfældige civile Irakere, lige meget hvem, bare flest muligt. Med andre ord, tilhængere af diktatur og fundamentalisme. Er der overhovedet nogen i antikrigsbevægelsen, som vil acceptere det? De som siger "Besættelsestropperne ud af Irak" må forholde sig til dé fremtidsudsigter, hvis de vil tages alvorligt. Så hvad indebærer slagordet helt konkret: "Støt modstandskampen i Irak"?Hvad støtter vi så, hvad bekæmper vi? Det er blevet påvist at amerikanske firmaer som ville plyndre Irak, nu er fordrevet til nabolandene af "modstandskapmen i Irak". Er de så ikke rimeligt at kræve at vi støtter den? Selv om vi véd at det er bilbomber, med massemord på tilfældige, civile Irakere, der især præger denne modstandskamp, og at det er disse bomber som har fordrevet de imperialistiske firmaer? Nej, det er bestemt ikke rimeligt.
II Man siger det er nemt at være bagklog. Men så må det jo være rimeligt at kræve at folk i det mindste forsøger at være bagkloge. Lad os kigge på nabolandet Iran i bagklogskabens lys. Der var der for 25 år siden en FOLKELIG revolution, som fordrev USAs mest trofaste marionet i området, Shah Reza Pahlevi. Hundredetusindvis af mennesker trodsede maskingeværsalver, og knuste således denne verdensdels største militær- og politistyrke. Ingenting i Irak nu kan tåle nogen sammenligning med denne folkelige opstand. DETTE VAR USA-IMPERIALISMENS STØRSTE NEDERLAG, IHVERTFALD SIDEN VIETNAMKRIGEN, HVIS IKKE HIDTIL. Burde så ikke revolutionære socialister støtte det? Vi kommunister har en naturlig tilbøjelighed til altid at støtte sådanne folkelige bevægelser, selvom vi nok synes at den folkelige bevidsthed lader noget tilbage at ønske. "Det væsentlige er jo at folkemasserne er kommet i bevægelse, kæmper for deres egne rettigheder, så kommer den politiske bevidsthed bagefter, som frugt af et træ". Det sagde vistnok kommunisterne i Iran, og blev så blandt Islamisternes første ofre. Jeg behøver ikke her at opridse præstestyrets historie i Iran det sidste kvartsekel, med offentlige hængninger og steninger, massiv undertrykkelse af kvinders, bøssers, og faktisk alles rettigheder. De styringsmetoder er så blevet eksporteret til nabolandene. Det har været et kolossalt sejrstogt for reaktionen, vistnok verdens største siden dens sejre i Italien 1922, Tyskland 1933, Spanien 1939, og i Sovjetunionen i trediverne. Jeg mener at eksemplet klart viser, at vi altid bør kritisere reaktionære bevægelser, uanset hvor folkelige de er, ja faktisk især når de er folkelige. Det er den laveste form for selvmorderisk opportunisme at bare støtte sådanne reaktionære bevægelser. Nogle siger at man skal være "på Iraks side", som om alle Irakere var et fedt, rige og fattige, herskere og undersåtter. Det er måske politiske tømmermænd fra "Den Store Fædrelandskrig" i Sovjetunionen i fyrrerne. Jeg mener at vi skal støtte modstand i Irak, også væbnet modstandskamp, HVIS den retter sig mod besættelsestropperne. Men vi kan ikke støtte massemordere af tilfældige civile Irakere, vi bør tage klar afstand fra sådanne "modstandsfolk"
Hizb-ut-Tahrir holder af og til store møder i Nørrebrohallen. Lige før det sidste, midt i maj 2004, kaldte Venstres Ungdom til demonstration mod deres møde, og bød SUF og Enhedslisten at deltage. Det skete med meget kort varsel.
l Først accepterede vistnok SUF, derpå Enhedslistens ansvarshavende AU-medlem. Han sendte ud mails derom, rent tilfældigt så jeg den lørdag morgen, men få ser på e-mails på det tidspunkt, så demoen var dårlig kendt.
Grundlaget for moddemonstrationen er at HuT er en antidemokratisk, diskriminerende,fanatisk organisation, og man bør bekæmpe den slags, ligesom fascister. Selvfølgelig skal de ha taleret, men det har vi også, og dermed pligt til at tale dem imod.
Nogle kammerater har dog udtrykt det standpunkt, at vi ikke burde have demonstreet sammen med VU, eftersom det er er del af det regeringsparti, som deltager i okkupationen af Irak. Derfor vil vores deltagelse i demoen støde folk opdraget i Islam, og få dem til at se os som del i en vestlig sammensværgelse mod Islam. Jeg går ikke nærmere ind på denne argumentation, det vil nok andre gøre bedre end jeg kan.
Jeg kunne sagtens tænke mig at deltage i en demonstration mod de danske nazister og deres internationale netværk, selv om den blev organiseret af regeringspartierne VK. De partier hylder demokrati dog i hvert fald i ord. Men det er af afgørende betydning hvordan demoen er. Jeg ville nok være gået min vej den lørdag, hvis demoen mod HuT havde været domineret af VU og DF. Men tværtimod, de mest fremtrædende var iranske flygtninge fra Præsteterroregimet i Iran, således påviste de hvad HuT står for. Det ville derfor have været det rene forræderi at overlade disse kammerater til VU. Men langtfra, selv om denne demo blev alt for fåtallig, domineredes den helt af Enhedslistefolk og flygtninge fra muslimske lande, domineredes både i plakater og råbte slagord. På et tidspunkt henvendte en VUer sig til en af os og sagde: Hvis I ikke holder op med at kritisere Fogh og Bush her, bliver vi kede af det, og så splitter I demonstrationen. Vores reaktion blev naturligvis at råbe endnu højere: "George Bush, we know you, your daddy was a killer too!" Det er godt muligt at et par nazister har deltaget, men i så fald har de indordnet sig i en venstrefløjs demonstration. Hvad skulle vi gøre ved det? Gå væk? Så kunne et par nazister til enhver lejlighed opløse enhver venstrefløjs demonstration, simpelthen ved at møde op?!
Jeg mener at det er et vigtigt politisk spørgsmål hvilken holdning EL har til den slags demoer og samarbejde.
Vores støtte En leder af Nej til krig (CK) svarede (i Arbejderen 19/8) på mit indlæg (her foregående) i samme avis (5/8). Lad os se på nogle af de væsentligste ting. Først: Hvad betyder vores støtte eller modstand imod noget i Irak? Det betyder absolut ingenting for udviklingen i Irak. Der har kun betydning for de (desværre) alt for få danskere som læser vores indlæg Med andre ord, vores støtte er udelukkende politisk analyse for hjemmefronten. Men deraf følger, at vi ikke skal lave kompromisser, som magtfulde folk ofte må. Vi skal tværtimod bestræbe os på at være så objektive og ærlige som muligt. Og derfor har vi ingen grund til en "enten-eller" tankegang som i cowboyfilm. "Hellere Saddam end Bush, og denslags". Vi skal støtte rigtige initiativer, ikke alt fra bestemte personer. CK taler hele tiden om "modstanden i Irak", som om det var én helhed –godt nok forenet af forskellige elementer. Her spøger tydeligt teorien om "folkekrig", med andre ord, CK og hans meningsfæller overfører vores holdning til Vietnamkrigen på krigen i Irak. Men det er der desværre ingen grund til. Først og fremst fordi "modstanden i Irak" består af modstridende kræfter. Hvad kunne nu skabe en national enhed af forskellige samfundsklasser, og det i verdens ældste klassesamfund? Man kunne egentlig kun tænke sig forsvaret af irakiske rigdomme såsom olien, mod de griske internationale selskaber. Men lad os vove det tankeeksperiment, at vi siger til Mahmoud, som er jordløs og arbejdsløs, at han skal sige nej tak til det gode jobtilbud fra Esso, og i stedet for udvise national solidaritet med de hovedrige irakiske kapitalister, som før betalte ham en sulteløn og istedet gav støtte til det regerende parti, som forfulgte, torturerede og dræbte hans venner og familie. Jeg tror at ganske mange irakiske almuefolk ville have svært ved at se logikken i nationalismen, og det kan jeg ikke fortænke dem i. Nationalisme indebærer at alt skal underordnes den herskende klasse. Denne borgerlige ideologi er lige så forløjet i Irak som andre steder.
Det er som om mange mener, at når der føres væbnet kamp mod USA-imperialismens invasion of Irak, så må det selvfølgelig være "folkekrig", national befrielseskamp mod imperialismen. Men vi har desværre set mange eksempler på at denne væbnede modstandsbevægelse lader hånt om almindelige Irakers liv, ved at bombe overfyldte markedspladser (det træffer da ikke amerikanske soldater!), ved bomber mod kurdiske partiers hovedkvarterer, simpelthen for at forpurre deres politiske mobilisering, o.s.v. CK og meningsfæller fokuserer meget på den væbnede modstand i Irak som det eneste alternativ til USAs dominans. Jeg mener det er fuldstændig forkert. Det vigtigste er organisering af folket, mobilisering i politiske partier og fagforeninger, etablering af uafhængige aviser og andre media. Det er det væsentligste for at folket kan mobiliseres for egne interesser. Og hvem bekæmper den mobilisering? Det gør de bevæbnede modstandsfolk som CK vil have os til at støtte, CK siger at det er løgn at modstandsfolk går efter at dræbe tilfældige civile Irakere. Det har de ingen grund til, for det ville støde folk fra dem. Dagen efter at jeg læste CKs indlæg kom der en nyhed om mortarangreb på en tæt befærdet markedsgade i Bagdad. Det er da logisk for de Saddam-støtter som CK selv siger udgør en del af modstanden i Irak, at destabilisere situationen mest muligt, så at folk ikke skal tro at det er bedre uden Saddam Det er rent ud sagt tragikomisk når CK betegner en del af modstanden som det "islamiske spøgelse". Nu taler vi ikke om muslimer generelt men om deres modsvarighed til Indremissionern, dvs. islamister. De har deres politik fra gud, og kan derfor ikke diskutere den med mennesker. Det ville være gudsbespottelse. Derfor er de tilhængere af diktatur. De irakiske islamister støttes af de iranske, og følger samme politik. Jeg citerer en iransk flygtning, Farroukh Jafari (Rødgrønne linier (13.8.): ” Vi har forstået, at den religiøse leder Khomeinis antiimperialisme ikke burde skjule hans antidemokratiske natur og ikke burde forhindre venstrefløjen i at bekæmpe Khomeini og hans rædselsregime baseret på politisk Islam. En betydelig del af venstrefløjen i Iran var blændet af Khomeinis antiimperialisme og kom sent til denne erkendelse. Det resulterede i, at den ret store og stærke venstrefløj i Iran nærmest blev udslettet indenfor Irans grænser og ikke længereregnes for alternativ til noget som helst.” Vi har også set noget lignende i Afghanistan, under Islamisternes styre. Er det ikke på tide at vågne op og indse, at Islamister er vores dødsfjender, og at det mildt sagt er hul i hovedet for socialister at støtte dem? Jeg tror ikke at almindelige mennesker i Irak ville få lov til at lede deres eget land, hvis besættelsesstyrkerne ”uden videre” forlod landet med det samme, fordi da ville de diktaturtilhængere som nu præger modstanden overtage. Det er vel ingen der forestiller sig at så ville der blive folkeafstemning i Irak eller folketingsvalg, vel? Selvfølgelig skal besættelsesstyrkerne ud af Irak snarest muligt, fordi deres tilstedeværelse opildner til stadigt flere myrderier af sagesløse. Men jeg mener at de tropper skal afløses af internationale fredsbevarende styrker, helst fra mulimske lande, indtil januarvalget er afholdt, og der er blevet nogenlunde fredeligt i Irak. Det er i øvrigt hvad den provisoriske regering også går ind for. En kammerat (JK) skriver at vi ikke skal bekæmpe religion, fordi religion ikke er fascisme. Det har hun så evig ret i. Der er heller ikke nogen af os der har bekæmpet religion. Vi er til gengæld nogle der har bekæmpet RELIGIONSBESTEMT POLITIK, for det er fascisme. Når man retfærdiggør en politik – ikke med folks tarv – men med guds vilje, så går man ind for diktatur, for der skal jo en person til for at fortælle folk hvad der er guds vilje.Det kender alle utallige eksempler på. Dette har vi forklaret i 6-7 svar til JK de sidste måneder, åbenbart uden effekt. Hun ænser det ikke. Hendes kritik af Iraks kommunistiske arbejderparti var gavnlig, der fremkom det at dette parti ikke respekterer national selvbestemmelsesret. Og eftersom kampagnen for kvindeasyl i Irak skulle være ledet af en kvindebevægelse med stærke bånd til dette parti, vil hun have at vi ikke støtter den. Jeg er helt uenig. Jeg ville støtte en kampagne for kvindeasyl, selv hvis den blev startet af Dansk folkeparti. Og det synes jeg vi alle bør gøre. For ellers kan vi – med rette – anklages for at være ligeglade med folks rettigheder og frigørelse, og bare tænke på at få ram på vores modstandere. Hvad ligner det, at JK vil have os til at nægte førnævnte kvindebevægelse støtte til fredsommelig organisering af kvinder, men vil at vi giver støtte til ”Modstanden i Irak”, som hun dog selv har sagt at modsætter sig kvinders ligeberettigelse og national selvbestemmelsesret (i hvert fald kurderes)? Hvilken konsekvens er der i det? Gerillaromantik? Iøvrigt skulle der ikke nu være det rigtige tidspunkt til at tale om kvindeundertrykkelse i et muslimsk land, besat af imperialister. Jeg er helt uenig. En folkelig rejsning kan aldrig blive til noget, hvis kvinderne holdes undertrykt. Det samme gælder nationale og seksuelle mindretal, m.m. Selvfølgelig må vi så huske, at de fleste fascister (bl. a. religionsfundamentalister i politik) er almuefolk, og at deres interesser derfor er i modsætning til den kapitalisme de forsvarer. Vi kan få dem til at indse denne interessekonflikt, ved fælles kamp for arbejderrettigheder og for andre almueinteresser, typisk ved fagforeningsaktiviteter.
JKs kongstanke angående krigen i Irak er at det altafgørende er at USA-imperialismen lider et nederlag. For det hensyn må alt andet vige, såsom hensyn til ligeberettigelse for kvinder og nationale mindretal. Deres kamp bliver jo lettere bagefter, bare USA imperialismen lider et nederlag, påstår hun. Jeg har gang pa gang opfordret hende til at teste denne teori i lyset af udviklingen i Iran. Og nu svarer hun endelig - pa en måde: "Det er slet ikke relevant, for Iranerne stod jo ikke i krig med USA." Dette er både misvisende og helt irrelevant. Misvisende, fordi der var store militære kampe, hvor en folkelig opstand i Iran knuste Shaens enorme militær- og politiapparat, som jo var USA-imperialismens mest udviklede redskaber i regionen. For det andet, angreb jo Saddam Hussein Iran kort efter revolutionen, og i sin 8 år lange krig, som kostede enorme mandfald, blev han godt støttet af USA. At han alligevel ikke nåede sit mål, at USA-ambassadepersonalet i lang tid blev holdt som gidsler, at en kommando-aktion for at befri dem i stil med amerikanske spændingsfilm mislykkedes, alt dette var en stor ydmygelse for USA, ja i det hele dets største nederlag, i hvert fald siden Vietnamkrigen. Blev så imperialismen svækket de sidste 25 år? Førte dette nederlag så til folkelige opstande og revolutionære tilstande rundt omkring? Nej, tværtimod, det forte til spredelsen af islamistisk fascisme rundt omkring, især i Afghanistan og Algeriet, men mange andre lande også. Mullaherne blev jo betragtet som helte af fattige, kuede muslimer. Og indenfor Irans grænser kom der slet ikke til udvikling af folkelige bevægelser i kølvandet pa denne sejr, sådan som Jette bliver ved med at spå for Irak. Tværtimod, som vores kammerat Farroukh (iransk flygtning) har udtrykt det, den éngang sa stærke venstrefløj i Iran blev stort set udslettet. De af vores kammerater som ikke flygtede, blev hængt i gademe. Lad os nu vove det tankeeksperiment, at USA simpelthen opgiver besættelsen af Irak, og siger, Nu må det være op til de irakiske demokrater, vi har hjulpet så godt vi kunne, vi har trænet styrets hær, vi kan ikke ofre mere" Og så går de britiske, danske og andre besættelsessoldater ogsa hjem, for parlamentarisme og den slags jo er blevet indført. Lad os så antage at "Modstanden i Irak" derefter vinder magten, eftersom den har enorme mængder våben og godt trænede eksmilitærfolk fra Saddams hær, som USA dummede sig til at gøre arbejdsløse, ligesom de har opildnet modstanden med excessiv brutalitet. Hvad så? Tror nogen at der så bliver folkeafstemning om Iraks fremtidige styre? Folketingsvalg? Skulle sejrsherrerne, som hele tiden har sagt at kvinder skal kende deres plads - tilslørede, fjernt fra lærdom og arbejde - og at nationale mindretal skal holdes nede, fordi diktatur er den eneste rigtige styreform - skulle magthaverne nu ændre kurs? Hvem skulle kunne tvinge dem til det? Og hvad skal vi sige om udviklingen, hvis altså vi folger JKs anvisninger: "Beklager, vi valgte altså ikke at støtte kvindeasyl og -organisering, fordi vi var ikke helt tilfreds med initiativtagerne. I stedet støttede vi de fascister som nu undertrykker jer. Sorry!" CK skriver (i Pol. 26.2.07) om "det afganske folks styrkede frihedskamp”. Nu er det almindelig kendt, at der er tale om Talebans bevæbnede kamp. Taleban undertrykte det afganske folk brutalt, havde bl. a. dødstraf for at lære kvinder at læse, for politisk modstand, valg var forbudt. I navn af hvilken politisk overbevisning ønsker CK denne “frihed”? Han slutter med sætningen: “Martyren Saddam Hussein smiler fra sin grav”. Vil CK være så venlig at oplyse for hvilket ideal Saddam led martyrdøden? Var det mon for sit irakiske folks frihed? Efter at han i flere årtier havde undertrykt det med sult og massemord?
Krige på Balkan og i Afganistan
Krige på Balkan og i Afganistan
Lad mig begynde med ganske kort at fastslå nogle fælles præmisser. Socialister går ind for at alle mennesker skal have lige rettigheder. Derfor går vi ind for, ikke staters selvbestemmelse, men folks. Jeg tror ikke nogen her nu fordømmer Vietnams invasion af Campuchea for at styrte De røde Khmerer, eller Tanzanias invasion af Uganda for at styrte Idi Amin. Det måtte blive en subjektiv vurdering at der var tale om blodige diktaturer, senere må man så afprøve den hypotese ved frie valg. Jeg håber også at de fleste af os nu mener at det ville have været en god ting hvis Frankrig -eller USA- havde invaderet Rwanda før folkemordet. Men hvad ville vi have sagt i den situation? Kan der herske den mindste tvivl om at vi ville have hylet op om nyimperialisme, skjult bag hyklerisk omsorg for menneskerettigheder? Dermed ikke sagt at vi bare skal stole på supermagterne; "Fatter ved hvad fatter gør, fatter gør altid det rigtige." Tværtimod, vi skal sætte os ind i situationen hver gang, og selv tage stilling til den. Men det kræver konsekvens. Man kan ikke bare stille sig op og sige: "Jeg er imod bomninger foretaget af en overlegen styrke, jeg er også imod etniske udrensninger og vold, jeg er for fred og retfærdighed i hele verden." Det betyder jo bare: "Jeg er et godt menneske". Men hvis man ikke forsøger at sætte disse standpunkter i forbindelse med hinanden og udpege et realistisk alternativ til det der foregår, så er man faktisk et dumt menneske der i virkeligheden støtter de ondeste kræfter.
Folks selvbestemmelsesret må vi respektere, ellers er vi hverken demokrater eller socialister. Man kan f. eks. godt mene, at det ville få katastrofale følger, hvis Øst-Timor brød ud af Indonesien og blev selvstændigt, det kunne føre til opløsning af denne multietniske stat i blodige borgerkrige. Dette synspunkt gælder i endnu meget højere grad overfor et eventuelt ønske om at rette på de afrikanske staters meget kunstige grænser, optrukket af europæiske kolonialmagter for hundrede år siden, på tværs af nationer, sprog- og kulturoområder. Men det er da noget beboerne selv må afgøre, i hvilken stat og hvilken slags stat de vil leve, det kan hverken vi eller andre bestemme for dem.
Som bl. a. vores folketingsmænd har påpeget, har de serbiske myndigheder i et tiår bedrevet en slags Apartheid mod den albanske befolkning i Kosovaprovinsen. Vores repræsentanter har kritiseret Vestmagterne for ingenting at gøre for at stoppe dette, før altså albanerne selv greb tilvåben for at forsvare sig. Den serbiske hær har i lang tid, også før NATOs luftangreb, i stigende grad bedrevet etnisk udrensning. Gang på gang fik man så den jugoslaviske regering til at underskrive aftaler om at holde op med det, men samme regering brød alle disse aftaler. Hvad skulle Vestmagterne så stille op? Én ting håber jeg vi kan enes om: Man kunne ikke bare finde sig i det. For det første ville det være en skrigende uretfærdighed, et flagrant brud på de grundlæggende principper vi står for. For det andet, realpolitisk talt, ville det være en indbydelse til yderligere etniske udrensninger i Balkans brogede kludetæppe af blandede befolkningsgrupper, med millioner af flygtninge, mishandlede og dræbte til følge, plus krige uden ende i denne verdensdel. Der er ingen grund til at acceptere en ny Palestina i Sydøst-Europa.
Nu mener jeg at f.eks. Søren Søndergård havde ret da han i et interview i Weekendavisen (d. 8.4.99) sagde at man istedet for at kaste bomber over Serbien burde have bombarderet den serbiske befolkning med løfter om ophævelse af handelsboykottet og om støtte til genopbygn¬ingen og om at lade de 600.000(?) fordrevne serbere vende tilbage til deres hjem i Øst-Slavonien, som det blev lovet i Dayton-aftalen - mod at Kosovas indbyggere så fik selvbestemmelse. Som Søren påpegede, ville det have gjort konflikten intern i Serbien, styrket den indlandske opposition og svækket Milosevitsj-styret. Men hersker der den ringeste tvivl om at dette tog er kørt, at det ikke kan indhentes nu? Det der først og fremmest er sket i Kosova er, at en veludrustet serbisk hær har ført krig mod en ubevæbnet civilbefolkning, kun svagt forsvaret af en lille, dårligt udrustet partisanhær. Den serbiske hær har fordrevet næsten en million mennesker fra deres hjem, som den så har ødelagt, der foreligger utvetydige vidnesbyrd om at den også har bedrevet voldtægt og myrderier i et betydeligt, selvom ikke fastslået omfang. Jeg kan ikke se noget forkasteligt i at at angribe denne hær militært, selv om det sker ved overmagt. At unge serbere, tvangsindskrevet i hæren, så bliver dræbt er beklageligt, men uundgåeligt, det ville være hykleri af den grund at forlange bombestop. At luftangrebene så også går udover den serbiske civilbefolkning idet broer, veje, fabrikker, elkraftværker og lignende bliver ødelagt, kan man også beklage, men jeg har ikke den militære viden der kræves til at vurdere om dette nu også er unødvendig statsterrorisme. Jeg må lige indskyde en protest mod et standpunkt som tit høres, at luftangrebene alligevel intet nytter. Som der er blevet påpeget, har Serbien nogle yderst fjendtlige naboer, som gør territorialkrav på "Republika Srpska" indenfor Bosnien. Det er kun den serbiske hærs styrke som holder disse tidligere søsterrepublikker, Kroatien og Bosnien, i skak. Serbiens magthavere kan derfor ikke være ligegyldige med at deres hær faktisk svækkes, dag for dag.
Hvad bør der gøres? Vi har ikke magt til at bestemme det, men vi må tage stilling. Og jeg kan kun gentage mit spørgsmål, mange gange stillet: Hvis NATO nu holdt op med sine bombardementer, såsom Fællesinitiativet forlanger, hvordan ville så de serbiske myndigheder reagere? Der kan vel ikke herske mindste tvivl om at de ville fejre en afgørende sejr for deres politik, og at der derefter er ingen midler til at tvinge dem til at lade de fordrevne Kosovarer vende hjem. Men uden tvang gør de det ikke, det ville være en utilgivelig naivitet at forestille sig det. Og hvis vi accepterer at et folk bliver forfulgt pga. sit modersmål, religiøse opvækst, hudfarve eller andet lignende, så har vi accepteret ”Die Endløsung der Judenfrage” og alle Stalins paranoide etniske udrensninger. Det kan revolutionære socialister ikke leve med.
Til gengæld må Vesten acceptere en forhandlingsløsning med den serbiske regering. For alternativet ville være at invadere hele Jugoslavien, hvad der ville koste en langvarig krig med hundredetusindvis af dræbte til følge. Så er det bedre at give en krigsforbryder et håndtryk. Jeg mener at vi må gå ind for et foreløbigt bombestop på den klare betingelse at Serbien så trækker sine militære styrker ud af Kosova, at alle flygtninge og fordrevne får lov at vende hjem med det samme, under beskyttelse af internationale styrker under FN regi, at de får hjælp til genopbygning, og at handelsboykot og andre sanktioner mod Serbien så ophører. Det er vel for meget at håbe på at også den over en halv million fordrevne serbere så får samme rettigheder som de blev lovet i Dayton-aftalen, og at NATO truer Tudjman med ellers at bombardere den kroatiske hær.
Det er ren fejllogik når man tar stilling imod NATOs bomninger af Serbien på det grundlag, at NATO nok altid har skumle motiver, ellers ville det f.eks. gøre noget ved myrderierne i Algeriet. Der mangler jo en forklaring på hvad pokker NATO kunne gøre mod bander uden uniform som i nattens mulm og mørke sniger sig ind i lands¬byer for at myrdesagesløse. Mod sådan nogetkommer det mest højteknologiske militærkram til kort. Den som altid reagerer mod NATO.uanset hvad NATO gør, han er NATOs åndelige fange. Og det er mere end meningsløst at sige at man først må bekæmpe bl.a. uretfærdigheden mod Kurderne i Tyrkiet. Det er jo bare en dårlig undskyldning for aldrig at gøre noget. Man må gøre hvad man kan, nu står der altså ikke nogen midler til rådighed for bombning af den tyrkiske hær, men vi kan da i det mindste arbejde for at danske fabrikker ikke længere leverer militært udstyr til Tyrkiet, det er eksil-kurdernes forslag.
Afganistan
En kammerat (JK) skrev om "imperialisternes krig mod Afganistan".
Nu var det selvfølgelig imperialister som invaderede Afganistan. Ganske vist havde de afganske forbundsfæller, men det var nogle fæle krigsherrer, som mener at demokrati er en by i Danmark, og der bør den by forblive. Problemet er at ovennævnte formulering indebærer at det var et angreb på den afganske befolkning, for at frarøve den frihed og egendom. Men alle véd at det ikke passer. Det var et angreb på et diktatorisk terrorregime, som henrettede folk for politisk vrangvilje, for at undervise kvinder o.s.v. At forsvare et sådant regime er ikke bare galimatias, det er politisk selvmord for revolutionære. Vi kan holde med politiske modstandere som bliver angrebet af imperialister – hvis de angrebne på nogen måde gav mulighed for folkelig mobilisering, for folkets frihedskamp. Men netop det er udelukket under et sådant regime som Taliban.
Mere interessant er det JK skriver om Enhedslistens eventuelle deltagelse i en borgerlig regering. For det første kan det tænkes at partiet ville forsvare en socialdemokratisk mindretalsregering fra mistillidsvotum, hvis denne regering var i gang med nogle initiativer af stor værdi for folket, initiativer der ville blive standset ved regeringens fald. Der er altså tale om kortvarig, betinget støtte. Til gengæld mener jeg at at JK har ret i at det ville ødelægge partiet at indgå i en borgerlig regering, som jo per definition skal holde økonomien i gang, dvs. kapitalismen. Jeg kan kun forestille mig sådan en regeringsdeltagelse i en situation som borgerkrigen i Spanien, for snart 70 år siden, igen betinget af at regeringen virkelig arbejdede for folkelige interesser, hvilket som bekendt ikke skete i Spanien dengang, tværtimod blev de revolutionære folkemasser slået ned af republikanere og Kommunistpartiet - for at opretholde alliancen med "det fremskridtllige borgerskab". Det var den stalinistiske fælledsfronts første prøve, og den fejlede eklatant.
Lad mig begynde med ganske kort at fastslå nogle fælles præmisser. Socialister går ind for at alle mennesker skal have lige rettigheder. Derfor går vi ind for, ikke staters selvbestemmelse, men folks. Jeg tror ikke nogen her nu fordømmer Vietnams invasion af Campuchea for at styrte De røde Khmerer, eller Tanzanias invasion af Uganda for at styrte Idi Amin. Det måtte blive en subjektiv vurdering at der var tale om blodige diktaturer, senere må man så afprøve den hypotese ved frie valg. Jeg håber også at de fleste af os nu mener at det ville have været en god ting hvis Frankrig -eller USA- havde invaderet Rwanda før folkemordet. Men hvad ville vi have sagt i den situation? Kan der herske den mindste tvivl om at vi ville have hylet op om nyimperialisme, skjult bag hyklerisk omsorg for menneskerettigheder? Dermed ikke sagt at vi bare skal stole på supermagterne; "Fatter ved hvad fatter gør, fatter gør altid det rigtige." Tværtimod, vi skal sætte os ind i situationen hver gang, og selv tage stilling til den. Men det kræver konsekvens. Man kan ikke bare stille sig op og sige: "Jeg er imod bomninger foretaget af en overlegen styrke, jeg er også imod etniske udrensninger og vold, jeg er for fred og retfærdighed i hele verden." Det betyder jo bare: "Jeg er et godt menneske". Men hvis man ikke forsøger at sætte disse standpunkter i forbindelse med hinanden og udpege et realistisk alternativ til det der foregår, så er man faktisk et dumt menneske der i virkeligheden støtter de ondeste kræfter.
Folks selvbestemmelsesret må vi respektere, ellers er vi hverken demokrater eller socialister. Man kan f. eks. godt mene, at det ville få katastrofale følger, hvis Øst-Timor brød ud af Indonesien og blev selvstændigt, det kunne føre til opløsning af denne multietniske stat i blodige borgerkrige. Dette synspunkt gælder i endnu meget højere grad overfor et eventuelt ønske om at rette på de afrikanske staters meget kunstige grænser, optrukket af europæiske kolonialmagter for hundrede år siden, på tværs af nationer, sprog- og kulturoområder. Men det er da noget beboerne selv må afgøre, i hvilken stat og hvilken slags stat de vil leve, det kan hverken vi eller andre bestemme for dem.
Som bl. a. vores folketingsmænd har påpeget, har de serbiske myndigheder i et tiår bedrevet en slags Apartheid mod den albanske befolkning i Kosovaprovinsen. Vores repræsentanter har kritiseret Vestmagterne for ingenting at gøre for at stoppe dette, før altså albanerne selv greb tilvåben for at forsvare sig. Den serbiske hær har i lang tid, også før NATOs luftangreb, i stigende grad bedrevet etnisk udrensning. Gang på gang fik man så den jugoslaviske regering til at underskrive aftaler om at holde op med det, men samme regering brød alle disse aftaler. Hvad skulle Vestmagterne så stille op? Én ting håber jeg vi kan enes om: Man kunne ikke bare finde sig i det. For det første ville det være en skrigende uretfærdighed, et flagrant brud på de grundlæggende principper vi står for. For det andet, realpolitisk talt, ville det være en indbydelse til yderligere etniske udrensninger i Balkans brogede kludetæppe af blandede befolkningsgrupper, med millioner af flygtninge, mishandlede og dræbte til følge, plus krige uden ende i denne verdensdel. Der er ingen grund til at acceptere en ny Palestina i Sydøst-Europa.
Nu mener jeg at f.eks. Søren Søndergård havde ret da han i et interview i Weekendavisen (d. 8.4.99) sagde at man istedet for at kaste bomber over Serbien burde have bombarderet den serbiske befolkning med løfter om ophævelse af handelsboykottet og om støtte til genopbygn¬ingen og om at lade de 600.000(?) fordrevne serbere vende tilbage til deres hjem i Øst-Slavonien, som det blev lovet i Dayton-aftalen - mod at Kosovas indbyggere så fik selvbestemmelse. Som Søren påpegede, ville det have gjort konflikten intern i Serbien, styrket den indlandske opposition og svækket Milosevitsj-styret. Men hersker der den ringeste tvivl om at dette tog er kørt, at det ikke kan indhentes nu? Det der først og fremmest er sket i Kosova er, at en veludrustet serbisk hær har ført krig mod en ubevæbnet civilbefolkning, kun svagt forsvaret af en lille, dårligt udrustet partisanhær. Den serbiske hær har fordrevet næsten en million mennesker fra deres hjem, som den så har ødelagt, der foreligger utvetydige vidnesbyrd om at den også har bedrevet voldtægt og myrderier i et betydeligt, selvom ikke fastslået omfang. Jeg kan ikke se noget forkasteligt i at at angribe denne hær militært, selv om det sker ved overmagt. At unge serbere, tvangsindskrevet i hæren, så bliver dræbt er beklageligt, men uundgåeligt, det ville være hykleri af den grund at forlange bombestop. At luftangrebene så også går udover den serbiske civilbefolkning idet broer, veje, fabrikker, elkraftværker og lignende bliver ødelagt, kan man også beklage, men jeg har ikke den militære viden der kræves til at vurdere om dette nu også er unødvendig statsterrorisme. Jeg må lige indskyde en protest mod et standpunkt som tit høres, at luftangrebene alligevel intet nytter. Som der er blevet påpeget, har Serbien nogle yderst fjendtlige naboer, som gør territorialkrav på "Republika Srpska" indenfor Bosnien. Det er kun den serbiske hærs styrke som holder disse tidligere søsterrepublikker, Kroatien og Bosnien, i skak. Serbiens magthavere kan derfor ikke være ligegyldige med at deres hær faktisk svækkes, dag for dag.
Hvad bør der gøres? Vi har ikke magt til at bestemme det, men vi må tage stilling. Og jeg kan kun gentage mit spørgsmål, mange gange stillet: Hvis NATO nu holdt op med sine bombardementer, såsom Fællesinitiativet forlanger, hvordan ville så de serbiske myndigheder reagere? Der kan vel ikke herske mindste tvivl om at de ville fejre en afgørende sejr for deres politik, og at der derefter er ingen midler til at tvinge dem til at lade de fordrevne Kosovarer vende hjem. Men uden tvang gør de det ikke, det ville være en utilgivelig naivitet at forestille sig det. Og hvis vi accepterer at et folk bliver forfulgt pga. sit modersmål, religiøse opvækst, hudfarve eller andet lignende, så har vi accepteret ”Die Endløsung der Judenfrage” og alle Stalins paranoide etniske udrensninger. Det kan revolutionære socialister ikke leve med.
Til gengæld må Vesten acceptere en forhandlingsløsning med den serbiske regering. For alternativet ville være at invadere hele Jugoslavien, hvad der ville koste en langvarig krig med hundredetusindvis af dræbte til følge. Så er det bedre at give en krigsforbryder et håndtryk. Jeg mener at vi må gå ind for et foreløbigt bombestop på den klare betingelse at Serbien så trækker sine militære styrker ud af Kosova, at alle flygtninge og fordrevne får lov at vende hjem med det samme, under beskyttelse af internationale styrker under FN regi, at de får hjælp til genopbygning, og at handelsboykot og andre sanktioner mod Serbien så ophører. Det er vel for meget at håbe på at også den over en halv million fordrevne serbere så får samme rettigheder som de blev lovet i Dayton-aftalen, og at NATO truer Tudjman med ellers at bombardere den kroatiske hær.
Det er ren fejllogik når man tar stilling imod NATOs bomninger af Serbien på det grundlag, at NATO nok altid har skumle motiver, ellers ville det f.eks. gøre noget ved myrderierne i Algeriet. Der mangler jo en forklaring på hvad pokker NATO kunne gøre mod bander uden uniform som i nattens mulm og mørke sniger sig ind i lands¬byer for at myrdesagesløse. Mod sådan nogetkommer det mest højteknologiske militærkram til kort. Den som altid reagerer mod NATO.uanset hvad NATO gør, han er NATOs åndelige fange. Og det er mere end meningsløst at sige at man først må bekæmpe bl.a. uretfærdigheden mod Kurderne i Tyrkiet. Det er jo bare en dårlig undskyldning for aldrig at gøre noget. Man må gøre hvad man kan, nu står der altså ikke nogen midler til rådighed for bombning af den tyrkiske hær, men vi kan da i det mindste arbejde for at danske fabrikker ikke længere leverer militært udstyr til Tyrkiet, det er eksil-kurdernes forslag.
Afganistan
En kammerat (JK) skrev om "imperialisternes krig mod Afganistan".
Nu var det selvfølgelig imperialister som invaderede Afganistan. Ganske vist havde de afganske forbundsfæller, men det var nogle fæle krigsherrer, som mener at demokrati er en by i Danmark, og der bør den by forblive. Problemet er at ovennævnte formulering indebærer at det var et angreb på den afganske befolkning, for at frarøve den frihed og egendom. Men alle véd at det ikke passer. Det var et angreb på et diktatorisk terrorregime, som henrettede folk for politisk vrangvilje, for at undervise kvinder o.s.v. At forsvare et sådant regime er ikke bare galimatias, det er politisk selvmord for revolutionære. Vi kan holde med politiske modstandere som bliver angrebet af imperialister – hvis de angrebne på nogen måde gav mulighed for folkelig mobilisering, for folkets frihedskamp. Men netop det er udelukket under et sådant regime som Taliban.
Mere interessant er det JK skriver om Enhedslistens eventuelle deltagelse i en borgerlig regering. For det første kan det tænkes at partiet ville forsvare en socialdemokratisk mindretalsregering fra mistillidsvotum, hvis denne regering var i gang med nogle initiativer af stor værdi for folket, initiativer der ville blive standset ved regeringens fald. Der er altså tale om kortvarig, betinget støtte. Til gengæld mener jeg at at JK har ret i at det ville ødelægge partiet at indgå i en borgerlig regering, som jo per definition skal holde økonomien i gang, dvs. kapitalismen. Jeg kan kun forestille mig sådan en regeringsdeltagelse i en situation som borgerkrigen i Spanien, for snart 70 år siden, igen betinget af at regeringen virkelig arbejdede for folkelige interesser, hvilket som bekendt ikke skete i Spanien dengang, tværtimod blev de revolutionære folkemasser slået ned af republikanere og Kommunistpartiet - for at opretholde alliancen med "det fremskridtllige borgerskab". Det var den stalinistiske fælledsfronts første prøve, og den fejlede eklatant.
Enhedslistens blad
Tidskrift
Der tales meget om at Enhedslisten har behov for et organ. Et blad for at frembringe ledelsens synspunkter på forskellige politiske emner, nogle siger endda, for at tvinge HB til at tage stilling til dem. Til gengæld er der meget uklare opfattelser af hvad eller hvordan dette blad bør være.
Nogle siger at det skal udkomme fire gange om året, men en sådan publikation kan ikke tage stilling til løbende politiske begivenheder, for at påvirke folks opfattelse deraf. Det ville altid komme efterpå. Så kunne der kun være tale om kampagner, og da er det svært at se hvorfor de skulle finde sted nøjagtig med tre måneders mellemrum. Det ville da i hvert fald ikke afhænge af den politiske situation. Lige nu klares dette elektronisk ved Enhedslistens nyhedsbrev. .Hvorfor skulle det trykkes på papir? Der kan jeg kun se én forklaring, den skal fordeles af de forskellige afdelinger. Problemet er så bare, at disse erklæringer ikke altid er lige ophidsende, folk ville i nogen tilfælde have svært ved at forstå hvorfor militanter skal stå på gadehjørner og uddele dem. Man må da vælge ud fra fald til fald. Hvor lang kan sådan en trykt politisk erklæring være? Det er ikke tilfældigt at den som regel er en lille side på A5. Politiske aktivister, der fordeler sådanne løbesedler mener at have erfaring for at læsernes antal står i omvendt forhold til sidernes antal. To siders løbeseddel har højst halvt så mange som én-siders, og kommer en løbeseddel op i 4 sider eller endda 8, eller 12 mener jeg at der vil være meget få læsere, selv hvis man fik nogle kendte mennesker til deri at behandle sagen fra hver deres side.
Så er vi kommet til en periodisk publikation, et kvartals-tidskrift, et månedligt, eller et ugeblad. Åbenbart ville det førstnævnte især være et forum for baggrundsanalyser. Det ville månedstidskriftet også som regel være, dog nok mere for aktuelt stof, som især kunne gøre sig i ugebladet. Det ville dog aldri kunne tage kampen op med et dagblad, ikke formidle nyheder, snarere analyser og argumenter for en bestemt stillingtagen.
Men for alle disse publikationer gælder det, at man ikke kun kan have politiske artikler. Det siger fire århundreders erfaring. Nej, der må være varieret stof, også kulturelt, gerne noveller eller digte, billeder, gerne karikaturer, fortællinger, o.s.v. Selvfølgelig kan et tidskrift ikke indeholde hvad som helst, hulter til bulter, der må være en redaktionspolitik, som går efter en bestemt smag, altså en bestemt befolkningsgruppe, som man vil tiltale og påvirke. Dette er en meget svær opgave, som kræver kendskab og indfølelse. Med andre ord, et tidskrift kan kun overleve hvis det har en selvstændig redaktion, som kan koncentrere sig om denne opgave, en professionel redaktion, altså.
Stalinismens arv
I min ungdom var jeg medlem af DKP´s islandske søsterparti. Det er for
længst gået i opløsning pga. af dets evige søgen efter principløse alliancer med næsten hvem som helst for at komme til ministerposter og øvrig indflydelse.
I 1936 blev denne folkefrontspolitik pålagt partiet fra Moskva, og da blev dets blad, Arbejderavisen udskiftet med en avis som typisk nok hed Folkets vilje. Jeg behøver nok ikke beskrive den for folk som kender til den stalinistiske politik i det følgende godt tre årtier. Men efter 1968 begyndte nye vinde at blæse, også ind i partiet, og bladet optog en særlig debatklumme. Der skrev mange forskellige venstrefløjsfolk om mange slags politiske spørgsmål, og udviste forskellige holdninger til især hvordan den fælles kamp burde føres;
mod Natobaserne, for økologi, for faglige rettigheder osv. Denne klumme gjorde avisen ganske populær, ikke mindst blandt intellektuelle. Men der var også stor modstand mod den. Jeg husker at jeg en gang var på søndagspromenade med min lille familie ved
andedammen i Reykjavíks centrum, da formanden for den islandske modsvarighed til 3F prajede mig og indstændigt bad mig: "Gør mig dog den tjeneste at I holder op med at skændes i vores organ!" Jeg grinede forfjamsket, men lovede ikke noget. Hans holdning kendte jeg jo godt; "partiets ledelse skal udforme den rigtige politik, som derefter proklameres i avisen. Derfor kaldes den "organ". Deri skal man ikke bebattere forskellige standpunkter, for det ville jo bare forvirre masserne, som partiet skal lede. Sammen vi stå."
Debat
I diskussioner om dette emne har jeg mange gange fremhævet nødvendigheden af at et sådant organ rummer fri diskussion. Det har mødt ihærdig modstand, dog uden argumenter. Derfor må jeg regne med at der er tale om en følelsesmæssig stillingtagen. Folk mener at vi nok kan diskutere politik internt, være uenige for at arbejde os frem til en afgørelse, men udadtil må vi så vise en fælles stillingtagen på det grundlag.
Nu er denne holdning for det første i total modstrid til hvordan vores klassikere opførte sig. Marx, Engels, Lenin, Trotsky og Luxemburg bl.a. skrev alle sammen deres vigtigste skrifter som agressiv kritik af deres partifæller. Og tonen! Den ville chokere mange af nutidens sarte sjæle på venstrefløjen. Dette syntes jeg var synd, da jeg var ny i partiet. Hvorfor kunne de mennesker dog ikke enes i fordragelighed om de vigtige opgaver, mod fælles fjender? Men senere forstod jeg at dette netop var den eneste vej fremad. At beskrive hvordan man kommer videre, må da indbefatte en kritik af fællesnævneren. Borgerlige holdninger er udbredt, også hos almuen, sålænge vi bor under borgerlige tilstande. Antonio Gramschi har forklaret at marxismen kun kan udvikles på denne stridbare måde, eftersom den i sin natur er modstand mod det bestående system.
For det andet må vi diskutere politik åbent med folk sem vi vil vinde for en fælles kamp. Vi må tale til dem som fornuftsvæsener, dvs. fremlægge argumenter for og imod den ene og den anden position. Derfor må vi ha en åben debat i den publikation vi forelægger dem. Alt andet ville være mangel på respekt for vores samtalepartnere, og hævne sig grusomt. Det kender vi jo af lang erfaring af diskussioner med folk fra diverse stalinistiske grupperinger. Militante som bebuder en politik fordi den blev vedtaget, bruger fælles standardargumenter. De taler med trætunge, siger Franskmænd.
Men nu har erklærede stalinister en helt åben diskussion om vigtige politiske emner, både i dagbladet Arbejderen og i tidskriftet Clarté. Det forekommer da helt absurd hvis vi skulle blive ”katolskere end paven”. Så må vi ikke glemme, at alle disse politiske spørgsmål åbent diskuteres i Information, Politikken m.v. Hvis vi ikke åbner vores blad for diskussioner, stiller vi Enhedslisten simpelthen udenfor diskussionerne. Derved bliver partiet jo ikke synderlig interessant.
Månedstidskrift
Når SAP i årevis har kunnet udgive et månedligt tidskrift, ganske vist med en del besvær, kan jeg ikke indse hvorfor Enhedslisten ikke skulle kunne gøre det, da den jo har langt større resurser, både pengemæssigt og i militanter. Jeg har hørt det argument at SAP behøver SI for at vise sit ansigt. Skulle vi da arbejde for en slig konkurrance med vores SI? Nej, jeg mener at vi burde arbejde for at SI erstattes af et fælles tidskrift for Enhedslisten, hvor SAP selvfølgelig ville komme til orde med sin politik. Naturligvis ville folk der er uenige med denne politik på et eller andet område også komme til orde, men jeg mener nu at vores standpunkter godt ville kunne klare sig i en kritisk diskussion. Ellers var de ikke noget værd. Og som før sagt, jeg mener at det netop ville trække folk til vores standpunkter at de åbent diskuteres med dem. Det er jo ikke sådan at vi har principiel modstand i hele Enhedslisten, de fleste er åbne for vores argumenter. Derfor ville det være en stor fordel at udskifte SI med en lignende publikation, som nåede størsteparten af Enhedslisten.
Ugeblad
Hvis man har resurcer til at udgive et interessant ugeblad, ville det jo være at foretrække frem for et månedsblad, for det ville have en meget større påvirkning, når det så hyppigt udkom.
Det er da værd at mindes, at et sådant ugeblad havde vi i flere år, Socialisten. Det blev så nedlagt ved at fratage det støtten fra Enhedslisten. Og netop de folk om mest gik ind for at nedlægge avisen taler nu om at Enhedslisten behøver et blad.
Argumenterne for at nedlægge avisen var så dårlige, at de simpelthen ikke må glemmes. Det ene var at man var uenig med redaktionslinien. Men i så fald kan man jo fyre redaktionen og ansætte en ny, hvis den gamle ikke er til at diskutere med. At nedlægge en publikation af den grund, det er åbenlyst helt hen i hampen.
Man klagede over at avisen ikke bragte Enhedslistens politik. Men det var det jo nemt at råde bod på. Det krævede bare at vores Folketingsmænd og deres sekretærer skrev i avisen om hver deres område, i stedet for at kritisere avisen for ikke at behandle området godt nok. De var de bedste specialister, uden dem kan Enhedslistens avis ikke fungere.
Det andet argument var at Avisen skulle være ”selvbærende” økonomisk, Det havde man forlangt i årevis, og det var ikke sket, så kunne det ikke nytte noget ”at smide penge i et sort hul”.
Dette argument viser et totalt ukendskab til bladudgivelse. Det er alimndelig kendt og indlysende, at de fleste blade bæres økonomisk af reklameindtægter. Det er ligeså indlysende at vores avis aldrig vil kunne finanseres af sådanne indtægter. Skal den så koste tre gange mere end Ekstrabladet? Hvor mange numre ville den mon sælge til den pris? En socialistisk avis kan aldrig blive ”selvbærende”, det viser den elementæreste kendskab til kapitalismen.
Der tales meget om at Enhedslisten har behov for et organ. Et blad for at frembringe ledelsens synspunkter på forskellige politiske emner, nogle siger endda, for at tvinge HB til at tage stilling til dem. Til gengæld er der meget uklare opfattelser af hvad eller hvordan dette blad bør være.
Nogle siger at det skal udkomme fire gange om året, men en sådan publikation kan ikke tage stilling til løbende politiske begivenheder, for at påvirke folks opfattelse deraf. Det ville altid komme efterpå. Så kunne der kun være tale om kampagner, og da er det svært at se hvorfor de skulle finde sted nøjagtig med tre måneders mellemrum. Det ville da i hvert fald ikke afhænge af den politiske situation. Lige nu klares dette elektronisk ved Enhedslistens nyhedsbrev. .Hvorfor skulle det trykkes på papir? Der kan jeg kun se én forklaring, den skal fordeles af de forskellige afdelinger. Problemet er så bare, at disse erklæringer ikke altid er lige ophidsende, folk ville i nogen tilfælde have svært ved at forstå hvorfor militanter skal stå på gadehjørner og uddele dem. Man må da vælge ud fra fald til fald. Hvor lang kan sådan en trykt politisk erklæring være? Det er ikke tilfældigt at den som regel er en lille side på A5. Politiske aktivister, der fordeler sådanne løbesedler mener at have erfaring for at læsernes antal står i omvendt forhold til sidernes antal. To siders løbeseddel har højst halvt så mange som én-siders, og kommer en løbeseddel op i 4 sider eller endda 8, eller 12 mener jeg at der vil være meget få læsere, selv hvis man fik nogle kendte mennesker til deri at behandle sagen fra hver deres side.
Så er vi kommet til en periodisk publikation, et kvartals-tidskrift, et månedligt, eller et ugeblad. Åbenbart ville det førstnævnte især være et forum for baggrundsanalyser. Det ville månedstidskriftet også som regel være, dog nok mere for aktuelt stof, som især kunne gøre sig i ugebladet. Det ville dog aldri kunne tage kampen op med et dagblad, ikke formidle nyheder, snarere analyser og argumenter for en bestemt stillingtagen.
Men for alle disse publikationer gælder det, at man ikke kun kan have politiske artikler. Det siger fire århundreders erfaring. Nej, der må være varieret stof, også kulturelt, gerne noveller eller digte, billeder, gerne karikaturer, fortællinger, o.s.v. Selvfølgelig kan et tidskrift ikke indeholde hvad som helst, hulter til bulter, der må være en redaktionspolitik, som går efter en bestemt smag, altså en bestemt befolkningsgruppe, som man vil tiltale og påvirke. Dette er en meget svær opgave, som kræver kendskab og indfølelse. Med andre ord, et tidskrift kan kun overleve hvis det har en selvstændig redaktion, som kan koncentrere sig om denne opgave, en professionel redaktion, altså.
Stalinismens arv
I min ungdom var jeg medlem af DKP´s islandske søsterparti. Det er for
længst gået i opløsning pga. af dets evige søgen efter principløse alliancer med næsten hvem som helst for at komme til ministerposter og øvrig indflydelse.
I 1936 blev denne folkefrontspolitik pålagt partiet fra Moskva, og da blev dets blad, Arbejderavisen udskiftet med en avis som typisk nok hed Folkets vilje. Jeg behøver nok ikke beskrive den for folk som kender til den stalinistiske politik i det følgende godt tre årtier. Men efter 1968 begyndte nye vinde at blæse, også ind i partiet, og bladet optog en særlig debatklumme. Der skrev mange forskellige venstrefløjsfolk om mange slags politiske spørgsmål, og udviste forskellige holdninger til især hvordan den fælles kamp burde føres;
mod Natobaserne, for økologi, for faglige rettigheder osv. Denne klumme gjorde avisen ganske populær, ikke mindst blandt intellektuelle. Men der var også stor modstand mod den. Jeg husker at jeg en gang var på søndagspromenade med min lille familie ved
andedammen i Reykjavíks centrum, da formanden for den islandske modsvarighed til 3F prajede mig og indstændigt bad mig: "Gør mig dog den tjeneste at I holder op med at skændes i vores organ!" Jeg grinede forfjamsket, men lovede ikke noget. Hans holdning kendte jeg jo godt; "partiets ledelse skal udforme den rigtige politik, som derefter proklameres i avisen. Derfor kaldes den "organ". Deri skal man ikke bebattere forskellige standpunkter, for det ville jo bare forvirre masserne, som partiet skal lede. Sammen vi stå."
Debat
I diskussioner om dette emne har jeg mange gange fremhævet nødvendigheden af at et sådant organ rummer fri diskussion. Det har mødt ihærdig modstand, dog uden argumenter. Derfor må jeg regne med at der er tale om en følelsesmæssig stillingtagen. Folk mener at vi nok kan diskutere politik internt, være uenige for at arbejde os frem til en afgørelse, men udadtil må vi så vise en fælles stillingtagen på det grundlag.
Nu er denne holdning for det første i total modstrid til hvordan vores klassikere opførte sig. Marx, Engels, Lenin, Trotsky og Luxemburg bl.a. skrev alle sammen deres vigtigste skrifter som agressiv kritik af deres partifæller. Og tonen! Den ville chokere mange af nutidens sarte sjæle på venstrefløjen. Dette syntes jeg var synd, da jeg var ny i partiet. Hvorfor kunne de mennesker dog ikke enes i fordragelighed om de vigtige opgaver, mod fælles fjender? Men senere forstod jeg at dette netop var den eneste vej fremad. At beskrive hvordan man kommer videre, må da indbefatte en kritik af fællesnævneren. Borgerlige holdninger er udbredt, også hos almuen, sålænge vi bor under borgerlige tilstande. Antonio Gramschi har forklaret at marxismen kun kan udvikles på denne stridbare måde, eftersom den i sin natur er modstand mod det bestående system.
For det andet må vi diskutere politik åbent med folk sem vi vil vinde for en fælles kamp. Vi må tale til dem som fornuftsvæsener, dvs. fremlægge argumenter for og imod den ene og den anden position. Derfor må vi ha en åben debat i den publikation vi forelægger dem. Alt andet ville være mangel på respekt for vores samtalepartnere, og hævne sig grusomt. Det kender vi jo af lang erfaring af diskussioner med folk fra diverse stalinistiske grupperinger. Militante som bebuder en politik fordi den blev vedtaget, bruger fælles standardargumenter. De taler med trætunge, siger Franskmænd.
Men nu har erklærede stalinister en helt åben diskussion om vigtige politiske emner, både i dagbladet Arbejderen og i tidskriftet Clarté. Det forekommer da helt absurd hvis vi skulle blive ”katolskere end paven”. Så må vi ikke glemme, at alle disse politiske spørgsmål åbent diskuteres i Information, Politikken m.v. Hvis vi ikke åbner vores blad for diskussioner, stiller vi Enhedslisten simpelthen udenfor diskussionerne. Derved bliver partiet jo ikke synderlig interessant.
Månedstidskrift
Når SAP i årevis har kunnet udgive et månedligt tidskrift, ganske vist med en del besvær, kan jeg ikke indse hvorfor Enhedslisten ikke skulle kunne gøre det, da den jo har langt større resurser, både pengemæssigt og i militanter. Jeg har hørt det argument at SAP behøver SI for at vise sit ansigt. Skulle vi da arbejde for en slig konkurrance med vores SI? Nej, jeg mener at vi burde arbejde for at SI erstattes af et fælles tidskrift for Enhedslisten, hvor SAP selvfølgelig ville komme til orde med sin politik. Naturligvis ville folk der er uenige med denne politik på et eller andet område også komme til orde, men jeg mener nu at vores standpunkter godt ville kunne klare sig i en kritisk diskussion. Ellers var de ikke noget værd. Og som før sagt, jeg mener at det netop ville trække folk til vores standpunkter at de åbent diskuteres med dem. Det er jo ikke sådan at vi har principiel modstand i hele Enhedslisten, de fleste er åbne for vores argumenter. Derfor ville det være en stor fordel at udskifte SI med en lignende publikation, som nåede størsteparten af Enhedslisten.
Ugeblad
Hvis man har resurcer til at udgive et interessant ugeblad, ville det jo være at foretrække frem for et månedsblad, for det ville have en meget større påvirkning, når det så hyppigt udkom.
Det er da værd at mindes, at et sådant ugeblad havde vi i flere år, Socialisten. Det blev så nedlagt ved at fratage det støtten fra Enhedslisten. Og netop de folk om mest gik ind for at nedlægge avisen taler nu om at Enhedslisten behøver et blad.
Argumenterne for at nedlægge avisen var så dårlige, at de simpelthen ikke må glemmes. Det ene var at man var uenig med redaktionslinien. Men i så fald kan man jo fyre redaktionen og ansætte en ny, hvis den gamle ikke er til at diskutere med. At nedlægge en publikation af den grund, det er åbenlyst helt hen i hampen.
Man klagede over at avisen ikke bragte Enhedslistens politik. Men det var det jo nemt at råde bod på. Det krævede bare at vores Folketingsmænd og deres sekretærer skrev i avisen om hver deres område, i stedet for at kritisere avisen for ikke at behandle området godt nok. De var de bedste specialister, uden dem kan Enhedslistens avis ikke fungere.
Det andet argument var at Avisen skulle være ”selvbærende” økonomisk, Det havde man forlangt i årevis, og det var ikke sket, så kunne det ikke nytte noget ”at smide penge i et sort hul”.
Dette argument viser et totalt ukendskab til bladudgivelse. Det er alimndelig kendt og indlysende, at de fleste blade bæres økonomisk af reklameindtægter. Det er ligeså indlysende at vores avis aldrig vil kunne finanseres af sådanne indtægter. Skal den så koste tre gange mere end Ekstrabladet? Hvor mange numre ville den mon sælge til den pris? En socialistisk avis kan aldrig blive ”selvbærende”, det viser den elementæreste kendskab til kapitalismen.
fredag den 5. oktober 2007
Antisemistisme paa venstrefløjen?
Bent Blüdnikow (BB) skriver (i Weekendavisen d. 16.3., Bøger, s. 6) bl.a.: "at antisemitisme også var en integreret del af den venstreradikale bevægelse. Dels oprindelig hos europæiske socialister og kommunister og ikke mindst senere under Josef Stalins terrorregime". Derefter anfører BB eksempler om Polen og en del af VS omkr. 1970, samt Blekingegadebanden. Men han har INTET belæg for antisemitisme for det første. Selvfølgelig ikke. Socialister og kommunister bekæmpede antisemitismen som et forsøg på at splitte folket og styrke magthaverne. Naturligt nok udgjorde folk af jødisk baggrund en meget betydningsfuld del af den socialistiske bevægelse, bl. a. Karl Marx, Trotsky og Rosa Luxemburg. BB forsøger end ikke at pådutte dem antisemitisme!
Jøder var modernitetens frembringere i Øst-Europa. De var generelt byboere, meget mere uddannet end land befolkningen, de var købmænd, jurister, læger, lærere o.s.v. Tit var det dem der bragte kapitalismen til landbefolkningen. Og derfor blev de forhadt, den lille købmand fik skylden for at alt var så dyrt, og mange af den analfabetiske landlige befolkning følte de uddannede jøders foragt (se. f. eks. Isac Bashevis Singers romaner). Når så kommandoøkonomien gik ad helvede til under Stalin, behøvedet styret nogen at give skylden for det. I første omgang forsøgte man at forklare elendigheden med oppositionens sabotage, "trotskister" skulle have lavet en sammensværgelse med nazister om at putte søm i smørret, o.s.v. Sådanne sammensværgelsesteorier må dog naturligt nok være forekommet de fleste jævne mennesker som ret verdensfjerne. Og sent i 1930erne fandt styret så en mere velegnet syndebuk, ved at udnytte det jødehad der fra gammel tid var udbredt i befolkningen. Det var desto mere bekvemt som folk af jødisk oprindelse – uddannede og socialister - var forholdsvis meget talrigere i administrationens mellemlag end i befolkningen i øvrigt. Så de kunne beskyldes for styrets talrige bommerter, uundgåelige under et diktatur hvor al kritik var livsfarlig. Alt dette kan man læse nærmere om i Trotskys artikler fra slutningen af 1930erne, om Sovjetunionens degeneration.
BB blander altså vidt forskellige ting sammen, simpelthen fordi han går efter hvad bevægelser kalder sig selv, i stedet for at bedømme dem efter hvad de laver. Men er der længere nogen der tager det alvorligt, når nazisterne kaldte sig selv national socialister? Det gjorde de jo kun for at benytte sig af socialismens popularitet.
Så kontrarevolutionær som stalinismen i virkeligheden var, gælder det i endnu højere grad dens afkom som f.eks. de Røde Khmerer. At de kaldte sig "socialister, kommunister, marxister", forandrer intet ved at de var en reaktionær bevægelse i bogstaveligste forstand, de ville jo føre folket fra storbyernes degeneration, tilbage til fortidens idyl(!) på landet. Derfor var det mistænkeligt at have en "vestlig" uddannelse, som læge, ingeniør o.s.v. Alle som har selv det mindste kendskab til politik må da kunne indse at denne ideologi hører til på det yderste højre, og har intet med marxisme eller socialisme at gøre.
Så forsøger BB at gøre Blekingegadebanden til "en integreret del af venstrfløjen", selv om den i modsætning til den øvrige venstrefløj netop afskrev politisk kamp i Danmark og holdt sig væk fra den, for at begå voldelige røverier og sende byttet til PFLP, da de mente at den tredje verdens folk alene kunne bekæmpe kapitalismen. BB forsøger således imod kendsgerninger at gøre venstrefløjen ansvarlig for denne aparte gruppe. Hans argumentation er skandaløs.
Jøder var modernitetens frembringere i Øst-Europa. De var generelt byboere, meget mere uddannet end land befolkningen, de var købmænd, jurister, læger, lærere o.s.v. Tit var det dem der bragte kapitalismen til landbefolkningen. Og derfor blev de forhadt, den lille købmand fik skylden for at alt var så dyrt, og mange af den analfabetiske landlige befolkning følte de uddannede jøders foragt (se. f. eks. Isac Bashevis Singers romaner). Når så kommandoøkonomien gik ad helvede til under Stalin, behøvedet styret nogen at give skylden for det. I første omgang forsøgte man at forklare elendigheden med oppositionens sabotage, "trotskister" skulle have lavet en sammensværgelse med nazister om at putte søm i smørret, o.s.v. Sådanne sammensværgelsesteorier må dog naturligt nok være forekommet de fleste jævne mennesker som ret verdensfjerne. Og sent i 1930erne fandt styret så en mere velegnet syndebuk, ved at udnytte det jødehad der fra gammel tid var udbredt i befolkningen. Det var desto mere bekvemt som folk af jødisk oprindelse – uddannede og socialister - var forholdsvis meget talrigere i administrationens mellemlag end i befolkningen i øvrigt. Så de kunne beskyldes for styrets talrige bommerter, uundgåelige under et diktatur hvor al kritik var livsfarlig. Alt dette kan man læse nærmere om i Trotskys artikler fra slutningen af 1930erne, om Sovjetunionens degeneration.
BB blander altså vidt forskellige ting sammen, simpelthen fordi han går efter hvad bevægelser kalder sig selv, i stedet for at bedømme dem efter hvad de laver. Men er der længere nogen der tager det alvorligt, når nazisterne kaldte sig selv national socialister? Det gjorde de jo kun for at benytte sig af socialismens popularitet.
Så kontrarevolutionær som stalinismen i virkeligheden var, gælder det i endnu højere grad dens afkom som f.eks. de Røde Khmerer. At de kaldte sig "socialister, kommunister, marxister", forandrer intet ved at de var en reaktionær bevægelse i bogstaveligste forstand, de ville jo føre folket fra storbyernes degeneration, tilbage til fortidens idyl(!) på landet. Derfor var det mistænkeligt at have en "vestlig" uddannelse, som læge, ingeniør o.s.v. Alle som har selv det mindste kendskab til politik må da kunne indse at denne ideologi hører til på det yderste højre, og har intet med marxisme eller socialisme at gøre.
Så forsøger BB at gøre Blekingegadebanden til "en integreret del af venstrfløjen", selv om den i modsætning til den øvrige venstrefløj netop afskrev politisk kamp i Danmark og holdt sig væk fra den, for at begå voldelige røverier og sende byttet til PFLP, da de mente at den tredje verdens folk alene kunne bekæmpe kapitalismen. BB forsøger således imod kendsgerninger at gøre venstrefløjen ansvarlig for denne aparte gruppe. Hans argumentation er skandaløs.
Nymodens iscenesættelse
Nymodens iscenesættelse
Tæppet går op for 4. Akt i operaen. Vi ser nogle yuppies i nålestribet tøj, med tilbagekæmmet hår, modebriller og stresstasker som fimser rundt og snakker forretninger. Kort derefter tager en af dem et spyd og gennemborer Siegfried, som stadigvæk går i jernaldertøj. Selv Wagners vidunderlige musik har svært med at hamle op imod fornemmelsen af idioti.
Så ser jeg Sophokles’ Antigone i det Kongelige teater. De gamle grækere går også i fine jakkesæt, drikker kaffe, ryger sigaretter og praler af deres nye sportsbiler. Så blir de dræbt, og deres lig kastes ud for BORGMURENE (!) for der at rådne op som straf.
Samme sted ser jeg så Lessings Miss Sampson. Det var en nyhed for 250 år siden, en borgerlig tragedie, som handlede om noget publikum kunne genkende som sig selv, istedet for altid at se på adelsmænd, kongefolk og græske guder. Og denne nye form for skuespil fremhævede borgerklassens dyder overfor aristokratiets løsslupne moral. I dette stykke er en ung kvinde taget på hotel sammen med sin elsker –en fordærvet aristokrat – og bekender nu at det var en forbrydelse mod hendes far. Hele salen grinede, fordi skuespillerne bar moderne tøj, og dekorationen var også nutidig. Havde det hele været i datidens gevandter, så kunne publikum have levet sig ind i forfatterens tankegang, at det var et stort tab for familien på muligheder for at forbindes med andre mægtige slægter, for at lave en stor forretning eller udvide en. Til det formðl brugte borgerne jo deres børns giftemål, og deres opfattelse af en piges dyd=ubrugthed var så derefter. Nu blev muligheden for at forstå et historisk skuespil ødelagt.
Hvad har disse tossede iscenesættelser tilfælles? Det, at regissørerne ikke tror på publikums indlevelsesevne i fremmede tilstande. Men når kunstnere viser publikum foragt, får de den mangefoldigt tilbage –med rette.
Tæppet går op for 4. Akt i operaen. Vi ser nogle yuppies i nålestribet tøj, med tilbagekæmmet hår, modebriller og stresstasker som fimser rundt og snakker forretninger. Kort derefter tager en af dem et spyd og gennemborer Siegfried, som stadigvæk går i jernaldertøj. Selv Wagners vidunderlige musik har svært med at hamle op imod fornemmelsen af idioti.
Så ser jeg Sophokles’ Antigone i det Kongelige teater. De gamle grækere går også i fine jakkesæt, drikker kaffe, ryger sigaretter og praler af deres nye sportsbiler. Så blir de dræbt, og deres lig kastes ud for BORGMURENE (!) for der at rådne op som straf.
Samme sted ser jeg så Lessings Miss Sampson. Det var en nyhed for 250 år siden, en borgerlig tragedie, som handlede om noget publikum kunne genkende som sig selv, istedet for altid at se på adelsmænd, kongefolk og græske guder. Og denne nye form for skuespil fremhævede borgerklassens dyder overfor aristokratiets løsslupne moral. I dette stykke er en ung kvinde taget på hotel sammen med sin elsker –en fordærvet aristokrat – og bekender nu at det var en forbrydelse mod hendes far. Hele salen grinede, fordi skuespillerne bar moderne tøj, og dekorationen var også nutidig. Havde det hele været i datidens gevandter, så kunne publikum have levet sig ind i forfatterens tankegang, at det var et stort tab for familien på muligheder for at forbindes med andre mægtige slægter, for at lave en stor forretning eller udvide en. Til det formðl brugte borgerne jo deres børns giftemål, og deres opfattelse af en piges dyd=ubrugthed var så derefter. Nu blev muligheden for at forstå et historisk skuespil ødelagt.
Hvad har disse tossede iscenesættelser tilfælles? Det, at regissørerne ikke tror på publikums indlevelsesevne i fremmede tilstande. Men når kunstnere viser publikum foragt, får de den mangefoldigt tilbage –med rette.
Abonner på:
Opslag (Atom)