Irakkrigen

Irakkrigen
Hvad betyder parolen: ”Støt modstandskampen i Irak”? Vi er vel alle enige om at protestere mod amerikanske firmaers overtagelse af irakiske rigdomme, enige om at kritisere det netop afslørede milliardtyveri af dem gennem den amerikanske militæradministration. På den anden side er vi vel alle enige om at protestere mod kvindeundertrykkelse, islamisternes religiøse fanatisme og bekæmpelse af demokratiske og nationale rettigheder, bl.a. kurdernes. 
Vi er også enige om at besættelsesstyrken skal ud af Irak, men så kommer spørgsmålet: Uden videre? Så er det jo åbenbart hvem ville tage magten i Irak, det er de mennesker som i dag myrder løs på tilfældige civile Irakere, lige meget hvem, bare flest muligt. Med andre ord, tilhængere af diktatur og fundamentalisme. Er der overhovedet nogen i antikrigsbevægelsen, som vil acceptere det? De som siger ”Besættelsestropperne ud af Irak” må forholde sig til dé fremtidsudsigter, hvis de vil tages alvorligt. Så hvad indebærer slagordet helt konkret: ”Støt modstandskampen i Irak”? Hvad støtter vi så, hvad bekæmper vi?

”Sker det én gang, kan det være tilfældigt. Sker det én gang til er det ganske mistænkeligt, men sker det en tredje gang er der utvetydigt tale om angreb” (anonym general). Nu har jeg to gange set en kammerat (JK) bebude ”at stå på Iraks side”, ” at være på det undertrykte lands side.” Selv om vi sætter folk i stedet for land, så står vi bare tilbage med den ældgamle borgerlige politik, at nationalt sammenhold overgår klasseskel. Det betyder helt enkelt, at i et klassesamfund skal alle underlægges den herskende klasse. Selvfølgelig véd jeg at JK ikke ville underskrive dét, men ”holdninger følger deres egen logik, selv når mennesker ikke gør det” (Rosa Luxemburg: Om revisionismen, 5.kap.). Og denne borgerlige holdning fremsætter JK af sædvanlig arrogance, som DET REVOLUTIONÆRE MARXISTISKE STANDPUNKT. Derefter siger hun: ” Men jeg insisterer på at min orientering er korrekt.” Ja, hvem synes ikke det om sine holdninger? Men vi har jo alle godt af at teste vores synspunkter på modargumenter. Og da vil jeg endnu en gang anbefale Rosa Luxemburg. Hun var født polak, godt nok med tysk som modersmål, som så mange østeuropæere af jødisk miljø. Men hun begræd aldeles ikke Polens deling, som europæiske venstreorienterede og nationalister ellers havde gjort i hundrede år. Tværtimod påviste hun (i sin store bog om kapitalismens udvikling, findes i dansk oversættelse, ligesom før anførte skrift) at denne deling havde ført til store fremskridt i Polens vestlige del, underlagt Tyskland. Stalinisterne gik så også ind for national enhed, for selvfølgelig burde hele folket aktivt støtte diktaturet. Modstandere blev kaldt ”hitlero-trotskyster”, altså indtil Stalin selv indgik en pagt med Hitler.

Det er pudsigt at tale om Irakerne som ét fedt, uden hensyn til klasseskel, når det nu drejer sig om den vestlige civilisations vugge, altså verdens ældste kendte klassesamfund (sammen med Egypten, naturligvis). Hvad kunde nu retfærdiggøre det? 
Der kan kun være tale om forsvar af Iraks rigdomme mod USA-imperialismens plyndringer (endnu et eksempel afsløret i morges). Det forsvar måtte da være generelt i Irakeres interesse. Men igen er det et idealt krav. For hvornår har en besættelsesstyrke ikke fundet et bredt lag af indlandske hjælpere, som ville deltage i rovet?
Men her er vi ved sagens kerne. Vi kan kun gå ind for helt bestemte politiske formål, som vi kan påvise at tjener arbejerklassens og almuens interesser, i Irak og internationalt. Slagord som ”stå på Iraks side”, ”støt modstandskampen i Irak”, osv., er alt for generelle, fordi de indebærer støtte til al modstand mod besættelsestyrken og hvad den går ind for. Dermed ville vi især støtte de mest opsigtsvækkende aktioner, såsom bilbomber og andre mordangreb på tilfældige civile Irakere, politiske ledere, osv. Vi husker bomberne mod de kurdiske partiers hovedkvarterer, der gik ”modstandskampen” simpelthen ud på at ødelægge politisk aktivitet, især kampen for mindretals rettigheder. 
Ovenfor anførte generelle slagord vil sige at vi især ville støtte de kræfter som bekæmper demokrati, kvinderettigheder og menneskerettigheder i øvrigt. Der må vi slå hælerne i, og klart sige fra hvad vi støtter, og hvad vi er imod. Husk at også Hitler og Mussolini bækæmpede den amglo-amerikanske imperialisme – det alene gør altså ingen støtteværdig. Og den mest fremtrædende modstandskamp i Irak er klart på et politisk grundlag som ligner de to sidst anførte diktatorer.

På venstrefløjen er folk enige om at protestere mod amerikanske firmaers overtagelse af irakiske rigdomme, enige om at kritisere det netop afslørede milliardtyveri af dem gennem den amerikanske militæradministration. Og de fleste mennesker reagerer med afsky på afsløringen af USAs tortur af fanger, i Irak og andre steder. På den anden side er vi vel alle enige om at protestere mod kvindeundertrykkelse, islamisternes religiøse fanatisme og bekæmpelse af demokratiske og nationale rettigheder, bl.a. kurdernes. 
Vi er også enige om at besættelsesstyrken skal ud af Irak, men så kommer spørgsmålet: Uden videre? Så er det jo åbenbart hvem der ville tage magten i Irak, det er de mennesker som i dag myrder løs på tilfældige civile Irakere, lige meget hvem, bare flest muligt. Med andre ord, tilhængere af diktatur og fundamentalisme. Er der overhovedet nogen i antikrigsbevægelsen, som vil acceptere det? De som siger "Besættelsestropperne ud af Irak" må forholde sig til dé fremtidsudsigter, hvis de vil tages alvorligt. Så hvad indebærer slagordet helt konkret: "Støt modstandskampen i Irak"?Hvad støtter vi så, hvad bekæmper vi? Det er blevet påvist at amerikanske firmaer som ville plyndre Irak, nu er fordrevet til nabolandene af "modstandskapmen i Irak". Er de så ikke rimeligt at kræve at vi støtter den? Selv om vi véd at det er bilbomber, med massemord på tilfældige, civile Irakere, der især præger denne modstandskamp, og at det er disse bomber som har fordrevet de imperialistiske firmaer?
Nej, det er bestemt ikke rimeligt. 


II
Man siger det er nemt at være bagklog. Men så må det jo være rimeligt at kræve at folk i det mindste forsøger at være bagkloge.
Lad os kigge på nabolandet Iran i bagklogskabens lys. Der var der for 25 år siden en FOLKELIG revolution, som fordrev USAs mest trofaste marionet i området, Shah Reza Pahlevi. Hundredetusindvis af mennesker trodsede maskingeværsalver, og knuste således denne verdensdels største militær- og politistyrke. Ingenting i Irak nu kan tåle nogen sammenligning med denne folkelige opstand. 
DETTE VAR USA-IMPERIALISMENS STØRSTE NEDERLAG, IHVERTFALD SIDEN VIETNAMKRIGEN, HVIS IKKE HIDTIL. Burde så ikke revolutionære socialister støtte det?
Vi kommunister har en naturlig tilbøjelighed til altid at støtte sådanne folkelige bevægelser, selvom vi nok synes at den folkelige bevidsthed lader noget tilbage at ønske. "Det væsentlige er jo at folkemasserne er kommet i bevægelse, kæmper for deres egne rettigheder, så kommer den politiske bevidsthed bagefter, som frugt af et træ". Det sagde vistnok kommunisterne i Iran, og blev så blandt Islamisternes første ofre. Jeg behøver ikke her at opridse præstestyrets historie i Iran det sidste kvartsekel, med offentlige hængninger og steninger, massiv undertrykkelse af kvinders, bøssers, og faktisk alles rettigheder. De styringsmetoder er så blevet eksporteret til nabolandene. Det har været et kolossalt sejrstogt for reaktionen, vistnok verdens største siden dens sejre i Italien 1922, Tyskland 1933, Spanien 1939, og i Sovjetunionen i trediverne.
Jeg mener at eksemplet klart viser, at vi altid bør kritisere reaktionære bevægelser, uanset hvor folkelige de er, ja faktisk især når de er folkelige. 
Det er den laveste form for selvmorderisk opportunisme at bare støtte sådanne reaktionære bevægelser. 
Nogle siger at man skal være "på Iraks side", som om alle Irakere var et fedt, rige og fattige, herskere og undersåtter. Det er måske politiske tømmermænd fra "Den Store Fædrelandskrig" i Sovjetunionen i fyrrerne. Jeg mener at vi skal støtte modstand i Irak, også væbnet modstandskamp, HVIS den retter sig mod besættelsestropperne. Men vi kan ikke støtte massemordere af tilfældige civile Irakere, vi bør tage klar afstand fra sådanne "modstandsfolk"
Hizb-ut-Tahrir holder af og til store møder i Nørrebrohallen. Lige før det sidste, midt i maj 2004, kaldte Venstres Ungdom til demonstration mod deres møde, og bød SUF og Enhedslisten at deltage. Det skete med meget kort varsel.
l Først accepterede vistnok SUF, derpå Enhedslistens ansvarshavende AU-medlem. Han sendte ud mails derom, rent tilfældigt så jeg den lørdag morgen, men få ser på e-mails på det tidspunkt, så demoen var dårlig kendt.
Grundlaget for moddemonstrationen er at HuT er en antidemokratisk, diskriminerende,fanatisk organisation, og man bør bekæmpe den slags, ligesom fascister. Selvfølgelig skal de ha taleret, men det har vi også, og dermed pligt til at tale dem imod.
Nogle kammerater har dog udtrykt det standpunkt, at vi ikke burde have demonstreet sammen med VU, eftersom det er er del af det regeringsparti, som deltager i okkupationen af Irak. Derfor vil vores deltagelse i demoen støde folk opdraget i Islam, og få dem til at se os som del i en vestlig sammensværgelse mod Islam. Jeg går ikke nærmere ind på denne argumentation, det vil nok andre gøre bedre end jeg kan.
Jeg kunne sagtens tænke mig at deltage i en demonstration mod de danske nazister og deres internationale netværk, selv om den blev organiseret af regeringspartierne VK. De partier hylder demokrati dog i hvert fald i ord. Men det er af afgørende betydning hvordan demoen er. Jeg ville nok være gået min vej den lørdag, hvis demoen mod HuT havde været domineret af VU og DF. Men tværtimod, de mest fremtrædende var iranske flygtninge fra Præsteterroregimet i Iran, således påviste de hvad HuT står for. Det ville derfor have været det rene forræderi at overlade disse kammerater til VU. Men langtfra, selv om denne demo blev alt for fåtallig, domineredes den helt af Enhedslistefolk og flygtninge fra muslimske lande, domineredes både i plakater og råbte slagord. På et tidspunkt henvendte en VUer sig til en af os og sagde: Hvis I ikke holder op med at kritisere Fogh og Bush her, bliver vi kede af det, og så splitter I demonstrationen. Vores reaktion blev naturligvis at råbe endnu højere: "George Bush, we know you, your daddy was a killer too!" Det er godt muligt at et par nazister har deltaget, men i så fald har de indordnet sig i en venstrefløjs demonstration. Hvad skulle vi gøre ved det? Gå væk? Så kunne et par nazister til enhver lejlighed opløse enhver venstrefløjs demonstration, simpelthen ved at møde op?!
Jeg mener at det er et vigtigt politisk spørgsmål hvilken holdning EL har til den slags demoer og samarbejde. 



Vores støtte

En leder af Nej til krig (CK) svarede (i Arbejderen 19/8) på mit indlæg (her foregående) i samme avis (5/8). Lad os se på nogle af de væsentligste ting.
Først: Hvad betyder vores støtte eller modstand imod noget i Irak? Det betyder absolut ingenting for udviklingen i Irak. Der har kun betydning for de (desværre) alt for få danskere som læser vores indlæg Med andre ord, vores støtte er udelukkende politisk analyse for hjemmefronten. Men deraf følger, at vi ikke skal lave kompromisser, som magtfulde folk ofte må. Vi skal tværtimod bestræbe os på at være så objektive og ærlige som muligt. Og derfor har vi ingen grund til en "enten-eller" tankegang som i cowboyfilm. "Hellere Saddam end Bush, og denslags". Vi skal støtte rigtige initiativer, ikke alt fra bestemte personer. 
CK taler hele tiden om "modstanden i Irak", som om det var én helhed –godt nok forenet af forskellige elementer. Her spøger tydeligt teorien om "folkekrig", med andre ord, CK og hans meningsfæller overfører vores holdning til Vietnamkrigen på krigen i Irak. Men det er der desværre ingen grund til. Først og fremst fordi "modstanden i Irak" består af modstridende kræfter. Hvad kunne nu skabe en national enhed af forskellige samfundsklasser, og det i verdens ældste klassesamfund? Man kunne egentlig kun tænke sig forsvaret af irakiske rigdomme såsom olien, mod de griske internationale selskaber. Men lad os vove det tankeeksperiment, at vi siger til Mahmoud, som er jordløs og arbejdsløs, at han skal sige nej tak til det gode jobtilbud fra Esso, og i stedet for udvise national solidaritet med de hovedrige irakiske kapitalister, som før betalte ham en sulteløn og istedet gav støtte til det regerende parti, som forfulgte, torturerede og dræbte hans venner og familie. Jeg tror at ganske mange irakiske almuefolk ville have svært ved at se logikken i nationalismen, og det kan jeg ikke fortænke dem i. Nationalisme indebærer at alt skal underordnes den herskende klasse. Denne borgerlige ideologi er lige så forløjet i Irak som andre steder.
Det er som om mange mener, at når der føres væbnet kamp mod USA-imperialismens invasion of Irak, så må det selvfølgelig være "folkekrig", national befrielseskamp mod imperialismen. Men vi har desværre set mange eksempler på at denne væbnede modstandsbevægelse lader hånt om almindelige Irakers liv, ved at bombe overfyldte markedspladser (det træffer da ikke amerikanske soldater!), ved bomber mod kurdiske partiers hovedkvarterer, simpelthen for at forpurre deres politiske mobilisering, o.s.v.
CK og meningsfæller fokuserer meget på den væbnede modstand i Irak som det eneste alternativ til USAs dominans. Jeg mener det er fuldstændig forkert. Det vigtigste er organisering af folket, mobilisering i politiske partier og fagforeninger, etablering af uafhængige aviser og andre media. Det er det væsentligste for at folket kan mobiliseres for egne interesser. Og hvem bekæmper den mobilisering? Det gør de bevæbnede modstandsfolk som CK vil have os til at støtte, 
CK siger at det er løgn at modstandsfolk går efter at dræbe tilfældige civile Irakere. Det har de ingen grund til, for det ville støde folk fra dem. Dagen efter at jeg læste CKs indlæg kom der en nyhed om mortarangreb på en tæt befærdet markedsgade i Bagdad. Det er da logisk for de Saddam-støtter som CK selv siger udgør en del af modstanden i Irak, at destabilisere situationen mest muligt, så at folk ikke skal tro at det er bedre uden Saddam
Det er rent ud sagt tragikomisk når CK betegner en del af modstanden som det "islamiske spøgelse". Nu taler vi ikke om muslimer generelt men om deres modsvarighed til Indremissionern, dvs. islamister. De har deres politik fra gud, og kan derfor ikke diskutere den med mennesker. Det ville være gudsbespottelse. Derfor er de tilhængere af diktatur. De irakiske islamister støttes af de iranske, og følger samme politik. Jeg citerer en iransk flygtning, Farroukh Jafari (Rødgrønne linier (13.8.): 
” Vi har forstået, at den religiøse leder Khomeinis antiimperialisme ikke burde skjule hans antidemokratiske natur og ikke burde forhindre venstrefløjen i at bekæmpe Khomeini og hans rædselsregime baseret på politisk Islam. En betydelig del af venstrefløjen i Iran var blændet af Khomeinis antiimperialisme og kom sent til denne erkendelse. Det resulterede i, at den ret store og stærke venstrefløj i Iran nærmest blev udslettet indenfor Irans grænser og ikke længereregnes for alternativ til noget som helst.”
Vi har også set noget lignende i Afghanistan, under Islamisternes styre. Er det ikke på tide at vågne op og indse, at Islamister er vores dødsfjender, og at det mildt sagt er hul i hovedet for socialister at støtte dem?
Jeg tror ikke at almindelige mennesker i Irak ville få lov til at lede deres eget land, hvis besættelsesstyrkerne ”uden videre” forlod landet med det samme, fordi da ville de diktaturtilhængere som nu præger modstanden overtage. Det er vel ingen der forestiller sig at så ville der blive folkeafstemning i Irak eller folketingsvalg, vel? Selvfølgelig skal besættelsesstyrkerne ud af Irak snarest muligt, fordi deres tilstedeværelse opildner til stadigt flere myrderier af sagesløse. Men jeg mener at de tropper skal afløses af internationale fredsbevarende styrker, helst fra mulimske lande, indtil januarvalget er afholdt, og der er blevet nogenlunde fredeligt i Irak. Det er i øvrigt hvad den provisoriske regering også går ind for.
En kammerat (JK) skriver at vi ikke skal bekæmpe religion, fordi religion ikke er fascisme. Det har hun så evig ret i. Der er heller ikke nogen af os der har bekæmpet religion. 
Vi er til gengæld nogle der har bekæmpet RELIGIONSBESTEMT POLITIK, for det er fascisme. Når man retfærdiggør en politik – ikke med folks tarv – men med guds vilje, så går man ind for diktatur, for der skal jo en person til for at fortælle folk hvad der er guds vilje.Det kender alle utallige eksempler på. 
Dette har vi forklaret i 6-7 svar til JK de sidste måneder, åbenbart uden effekt. Hun ænser det ikke. Hendes kritik af Iraks kommunistiske arbejderparti var gavnlig, der fremkom det at dette parti ikke respekterer national selvbestemmelsesret. Og eftersom kampagnen for kvindeasyl i Irak skulle være ledet af en kvindebevægelse med stærke bånd til dette parti, vil hun have at vi ikke støtter den. Jeg er helt uenig. Jeg ville støtte en kampagne for kvindeasyl, selv hvis den blev startet af Dansk folkeparti. Og det synes jeg vi alle bør gøre. For ellers kan vi – med rette – anklages for at være ligeglade med folks rettigheder og frigørelse, og bare tænke på at få ram på vores modstandere. 
Hvad ligner det, at JK vil have os til at nægte førnævnte kvindebevægelse støtte til fredsommelig organisering af kvinder, men vil at vi giver støtte til ”Modstanden i Irak”, som hun dog selv har sagt at modsætter sig kvinders ligeberettigelse og national selvbestemmelsesret (i hvert fald kurderes)? Hvilken konsekvens er der i det? Gerillaromantik? Iøvrigt skulle der ikke nu være det rigtige tidspunkt til at tale om kvindeundertrykkelse i et muslimsk land, besat af imperialister. Jeg er helt uenig. En folkelig rejsning kan aldrig blive til noget, hvis kvinderne holdes undertrykt. Det samme gælder nationale og seksuelle mindretal, m.m.
Selvfølgelig må vi så huske, at de fleste fascister (bl. a. religionsfundamentalister i politik) er almuefolk, og at deres interesser derfor er i modsætning til den kapitalisme de forsvarer. Vi kan få dem til at indse denne interessekonflikt, ved fælles kamp for arbejderrettigheder og for andre almueinteresser, typisk ved fagforeningsaktiviteter.
JKs kongstanke angående krigen i Irak er at det altafgørende er at USA-imperialismen lider et nederlag. For det hensyn må alt andet vige, såsom hensyn til ligeberettigelse for kvinder og nationale mindretal. Deres kamp bliver jo lettere bagefter, bare USA imperialismen lider et nederlag, påstår hun. Jeg har gang pa gang opfordret hende til at teste denne teori i lyset af udviklingen i Iran. Og nu svarer hun endelig - pa en måde: "Det er slet ikke relevant, for Iranerne stod jo ikke i krig med USA." Dette er både misvisende og helt irrelevant. Misvisende, fordi der var store militære kampe, hvor en folkelig opstand i Iran knuste Shaens enorme militær- og politiapparat, som jo var USA-imperialismens mest udviklede redskaber i regionen. For det andet, angreb jo Saddam Hussein Iran kort efter revolutionen, og i sin 8 år lange krig, som kostede enorme mandfald, blev han godt støttet af USA. At han alligevel ikke nåede sit mål, at USA-ambassadepersonalet i lang tid blev holdt som gidsler, at en kommando-aktion for at befri dem i stil med amerikanske spændingsfilm mislykkedes, alt dette var en stor ydmygelse for USA, ja i det hele dets største nederlag, i hvert fald siden Vietnamkrigen. Blev så imperialismen svækket de sidste 25 år? Førte dette nederlag så til folkelige opstande og revolutionære tilstande rundt omkring? Nej, tværtimod, det forte til spredelsen af islamistisk fascisme rundt omkring, især i Afghanistan og Algeriet, men mange andre lande også. Mullaherne blev jo betragtet som helte af fattige, kuede muslimer. Og indenfor Irans grænser kom der slet ikke til udvikling af folkelige bevægelser i kølvandet pa denne sejr, sådan som Jette bliver ved med at spå for Irak. Tværtimod, som vores kammerat Farroukh (iransk flygtning) har udtrykt det, den éngang sa stærke venstrefløj i Iran blev stort set udslettet. De af vores kammerater som ikke flygtede, blev hængt i gademe.
Lad os nu vove det tankeeksperiment, at USA simpelthen opgiver besættelsen af Irak, og siger, Nu må det være op til de irakiske demokrater, vi har hjulpet så godt vi kunne, vi har trænet styrets hær, vi kan ikke ofre mere" Og så går de britiske, danske og andre besættelsessoldater ogsa hjem, for parlamentarisme og den slags jo er blevet indført. Lad os så antage at "Modstanden i Irak" derefter vinder magten, eftersom den har enorme mængder våben og godt trænede eksmilitærfolk fra Saddams hær, som USA dummede sig til at gøre arbejdsløse, ligesom de har opildnet modstanden med excessiv brutalitet.
 Hvad så? Tror nogen at der så bliver folkeafstemning om Iraks fremtidige styre? Folketingsvalg? Skulle sejrsherrerne, som hele tiden har sagt at kvinder skal kende deres plads - tilslørede, fjernt fra lærdom og arbejde - og at nationale mindretal skal holdes nede, fordi diktatur er den eneste rigtige styreform - skulle magthaverne nu ændre kurs? Hvem skulle kunne tvinge dem til det? Og hvad skal vi sige om udviklingen, hvis altså vi folger JKs anvisninger: "Beklager, vi valgte altså ikke at støtte kvindeasyl og -organisering, fordi vi var ikke helt tilfreds med initiativtagerne. I stedet støttede vi de fascister som nu undertrykker jer. Sorry!"

CK skriver (i Pol. 26.2.07) om "det afganske folks styrkede frihedskamp”. Nu er det almindelig kendt, at der er tale om Talebans bevæbnede kamp. Taleban undertrykte det afganske folk brutalt, havde bl. a. dødstraf for at lære kvinder at læse, for politisk modstand, valg var forbudt. I navn af hvilken politisk overbevisning ønsker CK denne “frihed”?
Han slutter med sætningen: “Martyren Saddam Hussein smiler fra sin grav”. Vil CK være så venlig at oplyse for hvilket ideal Saddam led martyrdøden? Var det mon for sit irakiske folks frihed? Efter at han i flere årtier havde undertrykt det med sult og massemord?