Mod dogmaer

Mod dogmaer

1. Undertrykte kvinder
“Alle kvinder er undertrykt, uanset klasseforhold”
-vedtog et socialistisk parti. Deraf følger logisk at kvinder må være mere undertrykt end mænd, ellers ville man tale om mennesker, snarere end kvinder. Kan nu nogen forklare for mig – og andre – på hvilken måde Bodil, Nationalbankens (afgåede) direktør er mere undertrykt end hendes mandlige underordnede? På hvilken måde Hanne, Københavns politidirektør, er mere undertrykt end de mænd hun befaler? Og hvordan undertrykkes Pia Kjærsgaard af sine mandlige adjutanter, Skaarup og Krarup, f. eks.?
Man vil måske svare at alle kvinder oplever samfundets forventning om at de skal opføre sig pænt, og pleje deres ydre i overensstemmelse med omgivelsernes forventninger. Jo, selvfølgelig. Men det samme gælder sandelig også mænd. Hvis I er i tvivl om det, så kig ind i en bank, eller en ejendomsforretning, eller et forsikringsselskab. Yderst reglementeret påklædning. Og ikke bare der. Hvis en ung adjunkt på universitetet klædte sig på som sin bror der arbejder i banken, så forsikrer jeg jer at hans universitetskarriere ville lide et afgørende knæk.
Hvor er så forskellen på undertrykkelsen af mænd og kvinder?
Hvis jeg ikke får forklaring på disse spørgsmål, må jeg anse ovenfor citerede resolution som et dogma, en trosartikkel som man holder fast i, selv om den åbenbart modsiges af virkeligheden. Men for en politisk organisation har dogmaer en virkning der ligner hjerneblødning hos et menneske, mere eller mindre invaliderende, alt efter hvor omfattende deres virkning er.
Denne her kunne vise sig at være yderst skadelig. Den minder nemlig om den politiske opfattelse at alle kvinder har noget væsentlig til fælles, som mænd ikke har. Deraf følger, at kønsforskelle er vigtigere end klasseforskelle. Og igen er der tale om vitterligt vås. Jeg vover at påstå at mine partisøstre i SAP og Enhedslisten har langt mere til fælles med deres mænd og brødre end med landbokvinder i Øst-Europa, for nu slet ikke at tale om bondekvinder i Afrika. Det må da være indlysende.
Men hos nogle har troen vist sig at være stærkere end syn og hørsel. Således f.eks. det islandske kvindeparti, som i en overgang fik ret betydelig tilslutning og indflydelse, ikke mindst fordi det aktivt tog sig af arbejdsklassens kvinder, hvilket det islandske LO og de politiske partier forsømte. Men kvindepartiet gik hurtigt i forfald, netop fordi det sagde: “Hverken højre eller venstre, bare direkte frem for alle kvinder”. En fællesnævner blev der svært at finde. Til sidst forbandedes dette parti selv af konservative kvinder, der foragtede dets holdningsløshed.
Nu skal jeg ikke pådutte nogen meninger, forhåbentlig har SAPs kvinder ikke disse forrykte holdninger, heller ikke Enhedslistens kvindeudvalg, selv om det tit fylder mig med bange anelser derom. Men i så fald er citatet i begyndelsen af dette epistel yderst uheldigt formuleret. Hvis alle kvinder er undertrykte, uagtet deres meget forskellige samfundsstilling, indflydelse eller magt, så følger jo deraf at kvindeundertrykkelse er uomgængelig. Og det mener man vel ikke?

2. Nationalstatsdogmaet

Tit hører jeg mine kammerater sig og skrive at nationalstaten opstod sammen med kapitalismen. Det kan undre når man læser definitionen i den store Ordbog over det danske sprog: “stat, hvis befolkning (næsten) udelukkende har samme nationalitet.” Og man minder om at Frankrig faldt under denne definition senest omkring 1500, og man kan finde flere eksempler. Men man møder hårdnakket modstand, selv når man fremhæver at Danmark enligt denne definition har været nationalstat sandsynligvis allerede i bronzealderen. Det bevidnes bl. a. af Saxos store Danmarkshistorie, skrevet på latin omkring år 1200.
Og da falder tiøren. De kære kammerater vil nok bekæmpe den forestilling som de vel er blevet indoktrineret med i folkeskolen, at nationalstaten er en naturlig størrelse, at Danmark således er en nærmest gudgiven enhed. Naturlgivis har de ret i at modsætte sig det. Vi ved jo alle at Tyskland først blev en national enhed i 1860erne -dog uden store tysktalende folkeslag i Østrig og Svejts, som dannede flernationale stater.
National samling oplevede Italien også i samme periode, dog ikke mere enhed end så, at adskillige NordÍtalienere stadig ønsker at Garibaldi var død i sin barndom. Mange enhedlige nationer, folk som forstår hinanden sprogligt og har stort set samme kultur, har aldrig dannet en stat.
Vi behøver ikke engang trække Kurderne frem som eksempel. Det folk som i senmiddelalderen var Europas rigeste, og dominerende i kultur, Flamerne, er stadigvæk fordelt på fire stater, Frankrig, Nederland, Belgien og Luxemburg, og synes aldri at have oplevet en generel trang til at danne en enhedlig nationalstat, trods stor kapitalistisk udvikling. Stor kapitalistisk udvikling skete også i det flernationale østrigske kejserrigei den sidste del af 1800-tallet, selv om det dækkede mindst syv store forskellige sprogområder, og voksende nationale modsætninger indenfor staten.
Hvis det var lykkedes for Christian den anden i 1520erne og hans efterfølgere at bevare magten over Sverige, eller, hvis svenskernes storm mod Christansborg slot var lykkedes, så var Skandinavien vel blevet til én natonalstat, de sproglige og kulturelle forskelle har altid været mindre end i Tyskland og Italien.
Det sande er naturligvis at kapitalistisk storproduktionførte til det politiske ønske at markere toldgrænser eftermarkedsbehov så vidt muligt, til ethvert tidspunkt. Således blev Frankrig økonomisk forenet til en toldunion af revolutionen. 1789, hvis jeg husker rigtigt. Men nationalstat var det længe før, faktisk et centraliseret diktatur med terrorstyre allerede under Richelieu og Ludvig den 14. i 1600-tallet.
Nationalismen kunne bruges til at skabe en enhed, hvor de fleste godt kunne kommunikere med hinanden, men selvfølgelig har magthaverne som regel ikke respekteret etniske grænser. Det franske rige har f.eks. taget biddeer af sine naboer, tyktalende, italienske, katalanske og baskiske; de danske konger strakte deres magt ud over deres tysktalende og vendiske naboer.
Og nu har storproduktionens markedsbehov overskredet nationalgrænser, f.eks. mellem Europas nationalstater.
Så lad os forlade dette dogma med at kapitalismen har skabt nationalstaten, sådanne teser gør os bare tl en utroværdig sekt.
Man kan ikke betragte f.eks. det danske folk som en naturgiven størrelse, det er opstået ved en historisk udvikling. For omkr. 900 år siden var hele Norden vistnok ét sprogfællesskab, og hvis Margarethe den førstes statdannelse i Kalmar omkr. 1400 var blevet bestående, så ville Skandinavien (Norge, Sverige, Danmark) udgøre ét folk i dag, de sproglige forskelle er stadigvæk mindre end mellem dialekterne i det Tyskland som blev forenet for 150 år siden.
En kritiker giver mig ret i at "det er alt for forenklet at hævde at det var kapitalismen, der skabte nationalstaterne", men han glider så over til at sige: "Nationalstaternes dannelse sker som internationalt - eller først og fremmest europæisk fænomen i sammenhæng med den ujævne udvikling af den kapitalistiske produktionsmåde. De opstår ikke pludseligt, ud af intet, men ofte på grundlag af den magtcentralisering, der er sket under tidligere dynastistater og enevældige styrer." Så kommer en masse palaver om at folk ikke er detsamme som nation, og at dette ord nation først "hærer moderne tid til" Her snor kritikeren sig som en ål udenom problemet. Hvor ligger skellet? Hvad betyder nation, hvis ikke: befolkning som har sprogfællesskab? Holdt f.eks. tyskerne op med at være én nation da DDR og BRD blev dannet midt i 1900-tallet? Blev de så én nation igen i 1989? Eller hvornår? Skal "nationalstat" simpelthen betyde det samme som "kapitalistisk stat"? Så er det jo et intetsigende cirkelargument at sige at nationalstaterne opstod med kapitalismen. Og for nu at vende tilbage til mit eksempel i den første artikkel, hvornår blev Frankrig en nationalstat? Den blev jo en centralistisk stat med stort set ét sprogfællesskab (og blodig undertrykkelse af etniske mindretal, såsom bretonerne) i 1600-tallet, længe før kapitalismen. Hvad var den stat, hvis ikke en nationalstat? Hvilke forandringer på staten eller nationen skete med kapitalismens sejr i Frankrig? Det siger kritikeren intet om.
Vi må gå efter klarhed og forståelse. Myter er frosne idéer, som skal holde os fast i fortids tankegang. Der findes ikke nogen progressive myter.

3. Wagners nazisme.

I
Tit høres der politiske udlægninger af musik, især fjendtlige. Jeg har set en (nu afdød) islandsk komponist kalde Carmina burana af Carl Orff et gennemnazistisk værk. Argumenterne var dels at værket jo var blevet uropført til Nazisternes partidag i Nürnberg i 1936, og endvidere, at det prægedes af råhed og brutalitet. Dette er noget uhåndgribeligt, og kunne godt træffe komponister som Stravinsky og Sjostakovits, hvis ikke selveste Beethoven. Hvordan skulle deres musik kunne anklages for nazisme? Men når selv en komponist kan udtrykke sådan noget, så kan det ikke undre at de kinesiske myndigheder under kulturrevolutionen affærdigede Beethovens musik som skadelig for de folkelige masser, idet den prægedes af borgerlige holdninger og påvirkede tilhørerne med det samme. Beethovens musik havde dog den fordel at den godt beskrev landskabet omkring byen Wien! (eksempel hentet fra Stefán Snævars Ástarspekt).
Alle kan nu se det latterlige i sidstnævnte vulgærmarxistiske eksempel. Det er måske ikke så indlysende når Wagners musik kaldes nazistisk. For det gør jo kun folk som ikke kender denne musik godt. Derfor er denne beskyldning altid svævende, en musikalsk-politisk analyse fremkommer aldrig. Som regel nøjes man med at påpege at nazisterne hyldede Wagner. Denne logik (!) hedder skyld ved forbindelse, og eftersom Hitlerbåde var dyreven, vegetar og afholdsmand, hvilket klart imeget højere grad har præget hans (massemorderiske) hverdag end Wagners musik gjorde – ja skal vi så ikke slutte af det, at det er dybt mistænkeligt at holde hund, spise grønt og sky alkohol og tobak? Mon ikke sådanne mebnnesker har “en rem af hans ideologiske hud – måske uden at være sig det bevidst” – for nu at citere Finn Egeland Hansen, musikprofessor (!), som således mistænkeliggør selv bevidste antinazister.
Man kunne tillægge et spørgsmål om hvad denne professor i muskikhistorie mon mener med “Wagners musik”. Vel ikke de meget kristelige musikdramaer Lohengrin, Tannhäuser og Parsifal, for nu at nævne de mest åbenlyse eksempler. Nej, det er naturligvis Der Ring des Nibelungen han mener, den hyldede nazisterne simpelthen fordi den var lavet af en tysk komponist, og af gamle germanske myter. Men hvorfor skulle de være mere suspekte end de nærbeslægtede græske og romerske myter, f. eks.? Synes man det, så må både Oehlenschläger og Grundtvig tælles til de brune horder, for nu slet ikke at snakke om nutidens udgivere af de gamle sagaer. Ligeledes måtte man så forkaste de franske impressionister og Carl Nielsen, som alle var Wagner-discipler. Enhver der med ðbent sind har modtaget Der Ring må da indse at dens bærende idé er at det at søge efter rigdom og magt fører til fordærv. Hvor foreneligt er det med nazismen? Det passer ikke rigtig med "Der Drang nach Osten", vel?
Hvad er det i øvrigt for naivitet at tro, at folk uomgængeligt bliver prøget af “værkets ånd”, når de hører musik, ser film eller læser en bog? Hele vores kultur er mere eller mindre præget af autoritetstro, chauvinisme og lignende. Det skal konfronteres, man kan ikke bare lukke øjnene for det. Eller skal vi måske holde op med at opføre Shakespeares værker, fordi de er prøget af deres tid – og således dybt udemokratisk hylder en enevældig monark? Skal man holde op med at trykke og læse de islandske sagaer, eftersom de præges af blodhævnens ideologi (rockermentalitet)?

II
Christopher Prendergast havde en kronik i Politikken forleden. Jeg var meget enig i det han sagde om højrefløjen i Danmark og om regeringen. Men desværre blev denne kronik voldsomt skæmmet af helt uargumenterede insinuationer om at den oldnordiske asatro og Wagners Nibelungring var nazistiske i deres væsen. Hvorledes blev ikke forklaret, adspurgt sagde forfatteren blot at nazisterne selv havde tilegnet sig disse størrelser. Jamen så ryger også Bach, Beethoven, Goethe, og jeg ved ikke hvem ellers. Hvis vi følger den argumentation, skal vi altså lade nazisterne bestemme hvad vi anerkender i vores kulturarv og hvad ikke. Det var dog næppe meningen, vel?
Den oldnordiske asatro er en af de bærende søjler i mit (islandske) folks – og alle skandinavers kulturarv. Jeg indser ikke hvorfor den skulle skænkes til nazisterne og vi dermed alle mistænkeliggøres. I det væsentligste er asatro jo samme religion som de gamle grækeres og romeres. Er de så også nazistiske? Eller er den (lille) forskel nazistisk? Forklaring udbedes.
Men det smitter. Befatter man sig med asatro, må man altså være nazist i nogen grad. Så det træffer også Wagner, der målbevidst forbandt de gamle myter og æventyr med humor, drama og vidunderlig musik. En musikprofessor (!) Finn Egeland Hansen luftede de samme fordomme om Wagners Ring for godt to år siden (i Information d. 31.7. 2001). Jeg udbad mig argumentation (samme avis, samme år, d. 8.8.), men fik den naturligvis aldrig. Faktisk har jeg mistanke om at disse fordomme mod Wagner simpelthen bunder i at amerikanske krigsfilm tit har brugt Valkyrieridtet fra Ringen som musikalsk akkompagnement til at vise bombetogter. Men at nogen tager sligt alvorligt, det undrer.
Faktisk håbede jeg at erklærede kulturradikale holdt sig for gode til at bruge den slags argumenter, ”skyld ved forbindelse” (”guilt by association”), som var hovedmetoden ved de berygtede Moskva-processer i trediverne. ”Du blev jo set i samme restaurant som X, som er bekendt med Trotskys kusine, derfor må¨du være regimefjendtlig og sabotør”.
Nok sagt om disse dumme fordomme.