Historiens videnskabelighed

Historiens mulige videnskabelighed
Der var en underlig kronik i Information (d. 2.9. 1992) "Historiens historie" af Henrik Stevnsborg og John Christensen. Der påstås der bl. a.:
"Vi må indse, at virkeligheden -som den menneskelige bevidsteheds produkt -altid er så uendelig kompliceret, at den aldrig kan rekonstrueres i en senere bevidsthed, hvad enten kilderne er få eller mange. Denne postmoderne erkendelse indebærer ikke, at vi bliver historieløse, men at skellet mellem fakta og fiktion mister sin operationelle gyldighed i historien (...) historie er metafysik, så man bør (...) kassere den modetro, at den skal være videnskabelig. Historie er kunst."
Det er måske nærliggende at forvente et suverænt overblik over historien når man sidder med en Danmarkshistorie på skødet. Ikke desto mindre er det en fuldstændig illusorisk forventning og har aldrig været forudsætningen for videnskabelig historieforskning. At fremsætte det på denne måde, det er som at sige at eftersom historikerne ikke kan bygge et Bablestårn hvorfra de endegyldigt kan overskue hele menneskehedens historie i de mindste detaljer, som Gud - ja så kan man ikke finde frem til nogen historiske sandheder. Men det er indlysende forkert, man skal bare stille sig realistiske opgaver. Man kan fremsætte hypoteser som f.eks. at eksporthandelen til England har haft stor indflydelse på dansk landbrug i nærmere bestemt retning, at afholdsbevægelsen har været udgangspunkt for fagbevægelsen, og andre lignende hypoteser. Naturligvis er der tale om subjektive indfald, de kan i hvert fald ofte virke ret søgte.
Men derefter skal man diskutere hvorvidt sådanne hypoteser passer med fakta - som man udmærket godt kan finde frem til. I ovennævnte eksempler kan man argumentere for at visse tal i Danmarks statistik er relevante fakta, mens andre ikke er det. Man må bare holde sig for øje, at det ikke rækker at finde belæg for teorien - man kan altid finde bllæg for enhver teori. Derefter skal man undersøge, om der kan findes noget som strider mod denne hypotese, og man skal sammenligne den med alternative fortolkninger, diskutere hvilken der passer bedst og hvorfor. Når man har forsket i historie på denne måde, kommer man til resultater. De er givetvis provisoriske i den forstand, at der altid kan fremkomme nye fakta som synes relevante, og nye fortolkninger. Men alligevel er disse provisoriske resultater objektive,de er hvad vi har kunnet prøve os frem til på et givet tidspunkt, og det er indlysende, hvorfor de er at foretrække frem for en hvilken som helst fantasi. På disse resultaters grundlag kan man så skrive oversigtsværker. Selvfølgelig vil de altid være tidsbundne, på en vis måde provisoriske, og naturligvis er der tale om en mere eller mindre subjektiv vurdering af forskellige faktorers betydning, og om subjektiv fremstilling. Alligevel bygger den på etablerede resultater, som det er fuldt ud muligt at nå frem til, og som giver et værdifuldt grundlag for forståelse af verden. Det foregående gælder ikke bare historie, men al videnskab. Men et overbevisende helhedsoverblik kan vi kun forvente i kunstværker, som altså er væsensforskellige fra historiske oversigtsværker - netop fordi de nødvendigvis er langt mere subjektive.
Jeg mener at det er ret vildledende at opstille Louis Althusser som model for en genial arbejdsmetode - per intuition, i stedet for systematisk kildesøgning og kritisk vægtning. For det første er der simpelthen tale om to nødvendige stadier, ikke om modsætninger. Først kommer intuition og hypoteser - nogle af dem skulle gerne være søgte, for at undgå vanetænkning. Så skal de prøves mod andre hypoteser og fakta. For det andet var Althusser først og fremmest essayist, det gælder i hvert fald der værk der gjorde ham verdensberømt for et stykke tid For Marx. Dets fortjeneste var at bidrage til nedsmeltningen af stalinismens isbræ i internationalt åndsliv, men det var en politisk handling, en publicistisk, ikke en videnskabelig. (Information, 27.9.1992)