Proletarkunst

Proletarkunst

Nede på Gammelstrand i København satte man en skulptur op for få år siden. Den består af et par jætter, der hæver en kvindefigur op. På hendes fødder sidder så en lille mandsfigur. Dens ansigt virker bekendt, muligvis skal det forestille Julius Bomholt, Danmarks første kulturminister. Statuen er no rejst ham til ære, i nærheden af Kulturministeriet.
Jeg synes at det er en ganske grim skulptur, gumpetung, overtydelig symbolisme. Og det passer godt til formålet. For førnævnte Julius Bomholt udsendte i 1932 bogen Arbejderkultur. Dens hovedpunkter er således sammenfattet af Ib Bondebjerg (2, 119-20):

Bomholts litteraturprogram

1) For det første skal litteraturen være opbyggelig, dvs den skal være samstemt med og virke ind i skarp opposition til andre klassers.
2) Motivet og indholdet skal være en afspejling af arbejderens egen verden. Især lægger Bomholt vægrt på at litteraturen skal besynge den jævne, organiserede arbejders liv.
3) Bomholt opstiller som det tredje punkt et krav om den typologiske menneskeskildring, dvs. at han dels vender sig i mod det særegne og psykologisk detaljerede, som han betegner som dekadent og sygelig, og i stedet kræver en kollektiv beskrivelse af gennemsnitsmennesket, men samtidig kræver han, at romanerne og litteraturen i øvrigt skal gøre det typiske proletariske fuldblodsmenneske til den positive helt.
4) I forlængelse af dette definerer han litteraturen som social, hvorved han forstår, at mennesket ses i sammenhæng med ”samfund og produktionskræfter.”
5) I det femte punkt stiller Bomholt er krav til det historiske, ideologiske perspektiv, arbejderlitteraturen skal være båret af en dynamisk-historisk optimisme, som han bregrunder med besværgende ord som ”betoning af den skabende kraft i mennesket”, ”hymnen til det opbtyggende arbejde” og ”besyngelsen af den kampprøvede solidaritet”
6) I både dette punkt og det sidste nærmer Bomholt sig formproblematikken, idet han først taler om nødvendigheden af en tendens, men samtidig betoner, at denne tendens ikke må stikke igennem, men skal fremgå indirekte af den saglige stofbehandling.
7) Det sidste punkt berører således nærmest stilholdningen i arbejderlitteraturen, og her udtaler Bomholt sig vagt: Formen skal være præget af enkelhed og monumentalitet, dette ser han som sammenhængende med, at arbejederlitteraturen er stærkt idébetonet, men samtidig taler han om praktisk sprogbrug, altså åbenbart vendt mod en ciseleret, metaforisk osv.stil.

Socialrealismen

Kendere vil her punkt for punkt genkende det socialrealistiske program som stalinisterne gjorde pligtskyldigt i Sovjetunionen i 1927, og institutionaliserede for proletarforfattere internationalt i 1934, med den præcisering, at partiet skulle bestemme retningen. Bomholts socialdemokratiske program adskiller sig fra det stalinistiske egentlig kun ved det punkt, som den russiske socialistiske æstet Georg Plekhanov fremsatte i 1908, hvor han sagde at i Maxim Gorkis skuespil Fjenderne så man en proletarisk helt af ny type, i stedet for en enkelt heltedåd kom et langvarigt, tålmodigt arbejde på at vække folkemassen politisk. Og i den forbindelse angreb Plekhanov bosjevikkerne for revolutionær utålmodighed.
Det er sandelig ikke tilfældigt at socialdemokrater og stalinister i den grad var fælles om kulturpolitikken. Det som de har til fælles er nemlig autoritært formynderi, modsat marxismen.

Proletarisk tankegang

For det første er de fælles om den idé at proletariet har en ny tankegang, væsensforskellig fra borgerskabet, og således kan proletariatet skabe en ny kultur, selv når kapitalismen hersker på verdensniveau, i det mindste i den sjettedel af verden, hvor proletariatet har taget magten og stiftet en ny stat. Denne idé stammer faktisk fra de italienske futurister, som mente at industrialiseringen, maskinernes tidsalder, allerede omkring år 1900 havde skabt et nyt menneske med en automatiseret, følelseskold tankegang.
Til dette sagde f.eks. Lenin, Luxemburg og Trotski, at man ikke kunne trække paralleller til borgerskabets gradvise eropring af kulturens tankemønstre fra renæssancens tid omkr. 1500. Thi i de efterfølgende århundreder vandt borgerskabet mere og mere økonomisk magt, undertiden også politisk magt, og dermed blev borgerlig tankegang mere og mere fremtrædende i kulturen, selv om adelen stadigvæk var den alment beundrede model, så sent som omkr. 1900.

Borgerlige forestillinger

Til gengæld havde proletariet hverken økonomisk eller kulturel magt, kapitalismen herskede stadigvæk på verdensplan. Og som Marx sagde, allerede midt i 1800-tallet; under borgerskabets magt hersker de forestillinger som passer til det system, dvs. borgerlige forestillinger.
De hersker såmænd også i arbejderklassen, fagforeninger er således en del af det kapitalistiske system, hvor arbejderne forsøger at få den bedst mulige pris for sin arbejdskraft.
Det så maoisterne rigtigt, men de indså ikke den elementære lærdom, at fagforeninger dog måtte være begyndelsen på arbejderkamp.
At fremhæve arbejderklassens forestillinger under kapitalismen som noget forbilledligt, det er altså at forsøge at fastholde folk i borgerlige forestillinger.

Kritisk kulturnydelse.

Trotski sagde såmænd til førnævnte budskab om proletarkultur, at hvis kapitalismen gav proletariatet så gode vilkår, at det kunne udvikle sin egen kultur under borgerskabets magt, så var der slet ingen grund til at afskaffe kapitalismen. Men det var så langt fra tilfældet, at selv efter den proletariske revolution måtte det være en af revolutionspartiets hovedopgaver at bringe den borgerlige kultur til masserne, der fandtes nemlig ikke nogen anden kultur. Men denne kultur skulle folkemasserne tilegne sig kritisk, dvs. både nyde den og ved fælles diskussioner gennemskue de klassebestemte forestillinger, der herskede i kunstværkerne. Og de forestillinger ville i sagens natur være en accept af klassesamfundet.

Belærende tekster.

Sagen er jo, at sådanne forestillinger behersker folks tankeverden. Et stort kunstværk er en den bedste vej til at konfrontere disse forestillinger, blive bevidst derom, hvilket er en nødvendig forudsætning for at kunne overvinde dem. En kritisk tilegnelse af et borgerligt eller feudalt kunstværk er således en vigtig del af socialistisk klassekamp.
For det andet er det typisk, at Bomholt lægger vægt på at arbejderlitteraturen skal være ”stærkt idébetonet” og på et enkelt sprog. Det er fordi litterære værker betragtes som belærende tekster.
Dette er typisk også for stalinismen, for dette er i den belærende, opbyggelige tradition, som vi især kender fra kirken, som jo også gik stærkt ind for censur. Dette formynderi er i sin natur diktatorisk, man stoler ikke på folk, de skal fortælles, ikke bare hvad de skal mene om dit og dat, men oven i købet, hvad de skal føle for ”de stakkels mennesker” som vedkommende roman eller skuespil skildrer.
I modsætning til dette fremhævede bl.a. Trotski, at kunstnydelse i sig selv var frigørende, ethvert stort kunstværk er i sin natur revolutionært, for nå arbejderen modtager det, er han ikke bare arbejder, forkvaklet og begrænset af kapitalismen, men et helt menneske, med uanede muligheder. Det er fordi et kunstværk taler til hele menneskets personlighed, samordner idéer, rytme, billeder, klang o.s.v. til en helhedsoplevelse. Derfor er en kritisk tilnærmelse til alle slags kunstværker en nødvendighed og altså også den eneste mulige revolutionære kulturpolitik.
Det bør i den forbindelse nævnes, at allerede midt i trediverne opgav det danske socialdemokrati Bomholts kulturpolitik og bebudede i stedet for at kulturen skulle til folket. Men altså uden kritik af dens klassestandpunkt!

Litteratur:
Julius Bomholt: Arbejderkultur. Fremad, Kbh. 1932.
Ib Bondebjerg: Proletarisk offentlighed 1-2, Medusa, Kbh. 1978-9.
Léon Trotski: Litteratur och revolution. Röda rummet, Stockholm 1983
Örn Ólafsson: Raudu pennarnir. Mál og menning, Reykjavík 1990