Intellektuelle

Om intellektuelle

21.1.1995 fra Örn Ólafsson
førsteamanuensis i islandsk,
Universitetet i Oslo

Der var en interessant artikel i Morgenbladet, uke 50 1994; "Maos hundre konkubiner". Men artiklens slutning bygger på en misforståelse efter min mening: "Historien om Mao og de vestlige intellektuelle stiller det ubesvarte spørsmål hvorfor det er så lett å lure nettopp dem som mer enn andre burde ha tilgang til en kritisk sans." Denne definition på intellektuelle er desværre helt forkert. En intellektuel er simpelthen et menneske som arbejder med idéer, systematiserer dem og fortolker verdens begivenheder og situationer udfra idésystemer. Præster er et godt eksempel, også lærere og journalister. Mere ambitiøse intellektuelle, lad os sige nyfortolkere, som forsøger sig med globale analyser er slet ikke væsens¬forskel¬lige fra de førstnævnte. Naturligvis behøver de kritisk sans for at udøve deres arbejde ordentlig, de skal opstille forskellige fortolkn¬ingsforsøg og sammenligne deres meriter ved argumentation. Men det gælder ikke kun intellektuelle. Det er simpelthen grundlaget for alt ordentligt arbejde hos f.eks. politifolk og læger, der er det endnu vigtigere. Det koster en hård kamp for at opretholde kravet om kritisk sans hos både jour¬nalister og universitetsfolk. Hvad de sidste gælder, så har vi netop i disse år en sand epidemi af fuldstændig ukritiske, subjektive for¬tolkninger. Det gælder ihvertfald indenfor mit felt, litteraturfor¬tolkninger. Dekonstruktion og feministisk litteraturfortolkning er særdeles rige på den slags - jeg skal dog ikke påstå at de altid er subjektive. Og selvfølgelig ligger ikke sådanne metoder i feminis¬mens væsen, tværtimod, de skader den direkte. Men den benhårde konkurranse indenfor feltet fører til at folk synes de må fremstille noget nyt, noget der kun er deres. Om det så kan sandsynliggøres eller ej, synes at være mindre vigtigt.
Jeg var i min ungdom medlem af en politisk organisation der hyldede kulturrevolutionen. Men vi hyldede hverken massemord, vilkårlig rettergang eller ødelæggelse af kunstskatte. Den slags vid¬ste vi faktisk ingenting om dengang. Hvad vi hyldede - og norske maoister vel også - det var kravet om brede folkelige diskussioner om alt der angik folkets liv, kravet om politisering af folkemasserne istedet for at de skulle underordne sig myndighederne. Det ser jeg aldeles ingen anledning til at "søke tilgivelse" for. Og det var vel ikke nogen urimelig forventning heller. I jeres artikel siges der bl.a. om Mao: "Han lanserte kampanjen "la hundre blomster blomstre". Til hans forferdelse kom det en flodbølge af kritikk mot sysemet som sådant, mot diktaturet og mot ham selv."
Kritik af fortidens fejl er nødvendig, så at man ikke tvinges til at gentage dem. Men kritiser dog folk for konkrete politiske fejl, et politisk opgør kan kun finde sted hvis det er detaljeret og argumenteret.