Rosa Luxemburg og ministersocialismen

Rosa Luxemburg og ministersocialismen
Arbejderhistorie
Rosa Luxemburg og ministersocialismen
Det vakte stor opsigt i den internationale arbejderbevægelse, da en socialist for første gang indgik i en borgerlig samlingsregering. Det skete i Frankrig i 1899-1902. Blandt kritikerne var den polsk-tyske socialist Rosa Luxemburg.

Rosa Luxemburg var en af marxismens mest betydningsfulde teoretikere. Hun blev født i 1871, af jødisk familie, i den del af Polen, som var under russisk styre. Som teenager blev hun revolutionær og måtte flygte til Svejts. Hun virkede mest i det tyske socialdemokratiske parti, var lærer ved partiets skole, og blev tidligt venstrefløjens mest fremtrædende teoretiker. Efter at de fleste socialdemokratiske partier støttede deres eget lands borgerskab ved at stemme for krigskreditter ved udbruddet af Første Verdenskrig, brød hun med det tyske parti og blev leder af et nyt uafhængigt parti. Sammen med en anden leder af partiet, Karl Liebknecht, blev hun myrdet af en højreekstremistisk soldatergruppe den 15. januar 1919.
Luxemburgs kendteste skrift, »Socialreform eller revolution« udkom på dansk i Hanne Reintofts oversættelse (1969 og igen på IS forlag, 1997). Den er en gendrivelse af den politik, der i hundrede år har hersket i de socialdemokratiske partier, nemlig at socialismen kan indføres ved gradvise reformer, og at en revolution ikke er nødvendig. Andre af hendes vigtige skrifter, bl.a. om massestrejker, og hendes polemik mod Lenin om det revolutionære partis struktur, udkom i et udvalg, »Politiske skrifter« foretaget af Toni Liversage (Tiderne skifter, 1976), som også har udsendt en bog om Luxemburg, »Røde Rosa« (Vindrose, 1994).
Luxemburgs store værk »Kapitalismens akkumulation« udkom i Hans Chr. Finks oversættelse (Rhodos, 1976). Hendes »Breve fra fængslet« udkom på dansk i 1921 (og igen i 1985). To udvalg af hendes skrifter udkom hos Pax i Norge, »Jeg er, jeg var, jeg bliver« i 1969 og »Skrifter i utvalg 1-2«, i 1973. De burde være letlæste for de fleste danskere, men indeholder stort set samme skrifter som de førnævnte danske bøger.

»Den socialistiske krise i Frankrig«
Til gengæld er Luxemburgs artikelserie »Den socialistiske krise i Frankrig« (1900-1901) aldrig udkommet på dansk eller norsk. Vi bringer her nogle vigtige uddrag i genfortælling, desværre kun en tiendedel af værket, som er et af Luxemburgs allervigtigste.
Det vakte stor opsigt, da en socialist for første gang indgik i en borgerlig samlingsregering. Det skete i Frankrig i 1899-1902. Denne minister, Millerand, var medlem af det største af Frankrigs tre socialistpartier. Sagen blev livligt debatteret på Socialdemokratiets internationale kongres i Paris i september 1900, og fordømt i dens resolution, som dog efter Luxemburgs mening forblev noget teoretisk, ikke praktisk-politisk. Hun skrev så denne artikelserie i tidsskriftet Neue Zeit i 1900-1901.
Lederen af Millerands parti, Jean Jaurès, og hans kammerater førte tre slags argumenter for, at det skulle være nødvendigt med en socialistisk minister i en borgerlig samlingsregering. For det første skulle republikkens eksistens være truet af royalister, bl.a. i hæren, for det andet ville dette skabe muligheder for sociale reformer for arbejderklassen, og for det tredje ville kapitalismen udvikle sig til socialisme gennem en periode af gradvise forandringer, hvor den politiske magt deles af borgerklassen og proletariatet, men dette ville vise sig i deres fælles regering.
Luxemburg viser med lethed, at republikken slet ikke var truet, den havde jo vist sig at være både til borgerskabets og småborgerskabets fordel. Den havde hverken angrebet kirken eller militæret, så disse reaktionære kræfter havde ingen grund til at forsøge sig på et royalistisk kup.
I de følgende uddrag springer vi mellem emnerne. Oversættelsen er ret fri med hensyn til ordlyd, men trofast mod den politiske mening.
Klassesamarbejde
Hvad man nu om dage i kapitalistiske stater kan kalde borgerlige demokrater, er næsten udelukkende småborgerklassen. Men småborgerlige demokrater repræsenterer ikke en klasse på vej opad, som skulle afløse borgerklassen. Vi nærmer os ikke småborgerklassens dominans, lige så lidt som vi nærmer os småindustriens sejr over storindustrien. Samfundsudviklingens indhold nu er, parallelt med borgerklassens kamp mod feudalismen før i tiden, ikke modsætningerne mellem småborgerskab og borgerskab, men modsætningerne mellem borgerskab og proletariat.
Eftersom småborgerskabet står mellem disse to klasser, kan der nogle gange komme til en fælles kamp hvor det står sammen med proletariatet. Men nu om dage må proletariatet være det herskende element i den alliance. Dvs. også når socialisterne for en tid har fællesskab med borgerlige demokrater, må de ikke begrænse deres kamp til det, som proletariatet har til fælles med småborgerskabet. Tværtimod må socialisterne systematisk overskride de småborgerlige partiers bestræbelser til det yderste.
Jaurès siger med henvisning til Det kommunistiske manifest, at kommunister bør samarbejde med fremskridtsvenlige borgerlige kræfter mod absolutisme og reaktion. Men det blev dem slet ikke foreslået at smelte sammen med borgerskabets revolutionære. Tværtimod, Manifestet fremsætter den hovedregel, at kommunisternes parti bør støtte et revolutionært borgerskab, men tilføjer med det samme; »Det undlader ikke et øjeblik at fremkalde hos arbejderne så klar en bevidsthed som muligt om den fjendtlige modsætning mellem borgerskab og proletariat.«
Hovedforskellen på en socialistisk og en borgerlig politik er, at eftersom socialister er modstandere af hele den bestående orden, må de i det borgerlige parlament grundlæggende fungere som en opposition. Socialisternes hovedopgave er at bevidstgøre arbejderklassen, og det må ske i kraft af en systematisk kritik af den herskende politik. Men dette udelukker ikke på nogen måde praktiske, håndgribelige reformer. Tværtimod er grundlæggende opposition det eneste middel til at opnå praktiske resultater for ethvert mindretalsparti, men især for socialister. De har jo ingen mulighed for at få deres politik vedtaget af et parlamentarisk flertal. Med oppositionel kritik kan de give borgerlige partier farlig konkurrence ved at stille de mest vidtgående krav og således udøve vælgernes tryk på disse partier. Socialisterne afslører regeringens politik og påvirker den med den offentlige mening. Således tiltrækker de folkemasser, som regeringen og andre borgerlige kræfter må tage hensyn til.

En socialist som minister
Med deres regeringsdeltagelse har Jaurès-socialisterne lukket alle disse veje for sig. For det første kan de ikke kritisere regeringens politik, så folkefjendtlig den end er. For al kritik rammer dem selv. Man må spørge, hvad en socialist da laver i en sådan regering? Og faktisk er deres kritik af regeringen stort set forstummet, i stedet kommer lovprisninger af selv de mest ubetydelige tiltag, som på ingen måde gavner proletariatet.
Men selv hvis de skulle kritisere regeringens politik, så ville denne kritik være virkningsløs. For regeringen kan ved enhver krise stille et tillidsvotum, og da må socialistpartiet stemme for regeringen eller opgive regeringssamarbejdet.
I en parlamentarisk stat ser socialister sig nogle gange, af hensyn til det mindre onde, foranlediget til at forsvare en borgerlig regering fra at vælte. Hvis en borgerlig regering er afhængig af socialisters støtte, har de et skarpt våben, de kan ved enhver lejlighed true med at stemme for et mistillidsvotum. Ved at deltage i regeringen har de mistet dette våben, de er nu afhængige af regeringen, og derved blev regeringen uafhængig af socialistpartiet, som er blevet dens fange. En anden konsekvens af regeringssamarbejdet var, at socialisternes kritik blev forandret til et paradenummer. De begrænser sig til at tale om de vide horisonter, uden nogen som helst indflydelse på regeringens politik. Og under disse omstændigheder bliver det umuligt for socialister at presse de borgerlige partier. For at sikre regeringens overlevelse må de styrke deres sammenhold med de borgerlige partier, altså lægge vægt på det, der er fælles, ikke det der adskiller. Og i dette sammenhold forsvinder socialisternes særlige kendetegn.

Ansvarlig for hele regeringens politk
Jaurès mener, at når socialister deltager i en borgerlig regering, så er det bare en logisk fortsættelse af, at de sidder i det borgerlige parlament og bystyre. Og deres samarbejde med borgerlige republikanere skulle være en logisk konsekvens af, at proletariatet bør støtte borgerskabets progressive del mod de reaktionære, og benytte sig af disse modsætninger. Men i begge tilfælde er der tale om misforståelser.
Parlamentet er det borgerlige samfunds kampplads for samfundsklasser og partier. Det er derfor et udmærket forum for socialisternes systematiske modstand mod borgerklassens dominans. Men den modstand er udelukket for arbejderklassens repræsentanter i en regering. Regeringen har den rolle at udføre den politik, som sejrede i forskellige partiers kamp i parlamentet og folkelivet. Regeringens liv afhænger altså af dens sammenhold. Derfor står det i den franske grundlov, som i andre parlamentariske staters, at alle regeringens ministre har ansvar for regeringens hele politik.
Jaurès påstår, at dette er en ren formsag, at sammenligne med at socialister måtte sværge den saksiske konge troskab, før de kunne sætte sig i det saksiske folketing. Men der tager han grundlæggende fejl. Efter at socialisterne var kommet ind i parlamentet, forhindrede denne ed dem ikke på nogen måde i at udvise en fuldstændig opposition til regeringen og parlamentsflertallet. Men en socialistisk minister er nødt til at deltage i regeringens arbejde. Dette ville kun være at sammenligne, hvis de socialistiske parlamentarikeres ed havde tvunget dem til at sætte sig sammen med de borgerlige og stemme sammen med dem. Men tilfældet er det stik modsatte, socialister sætter sig i parlamentet for at bekæmpe borgerskabets hegemoni, mens de går i regering for at påtage sig ansvar for dette klassehegemoni. Det er således ren fantasi at tro, at ét ministerium kan udføre en socialistisk politik, mens andre ministerier følger en borgerlig politik, og at arbejderklassen således kunne underlægge sig statsmagten, ministerium efter ministerium.
På et nutidigt samfunds grundlag kan der kun laves borgerlig politik. Selv om ministeren udførte alle de krav i socialisternes program, som retter sig mod en moderne stat, så ville han alligevel være en borgerlig minister. Han kunne da højst tjene den borgerlige udviklings progressive tendenser. Men det viser sig, at en minister i nutidens regering ikke bare er bundet til den borgerlige samfundsstruktur i det hele taget, men oven i købet til de herskende gruppers og klikers interesser. Han er ikke bare den borgerlige udviklings tjener, men også den borgerlige reaktions slave.

Kommunen som kampinstrument
Noget helt andet gælder for deltagelse i kommunalstyret. Godt nok har kommunalbestyrelser og borgmestre blandt andet den funktion at styre og følge borgerlige love. Men historisk set er kommunalstyre og regering fuldstændig modsatte fænomener, hvilket også viser sig i den vedvarende kamp mellem Frankrigs borgmestre på den ene side og distriktsstyret på den anden.
Regeringen er den centraliserede statsmagts legemliggørelse, men det kommunale styre vokser op fra det lokale selvstyre på centraliseringens bekostning, som frigørelse fra centraliseringen. Regeringens vigtigste opgave er at tage sig af borgerklassens særlige magtmidler; militær, kirke, handelspolitik og udenrigspolitik. Men kommunalstyret tager sig af kultur og økonomi, dvs. de områder, som det kommende socialistiske samfund vil tage sig af, efter klassesamfundets ophør. Socialister har derfor en vidt forskellig taktik overfor disse to slags styrer. Den nutidige stats regering er udtryk for det borgerlige klasseherskab, det er forudsætningen for socialisternes sejr, at den fjernes. Til gengæld er selvstyret et fremtidens element, som den socialistiske revolution vil positivt tilknyttes.
Selvfølgelig sætter de borgerlige partier deres klassemæssige præg også på kommunernes økonomiske og kulturelle virke. Men her kommer socialisterne aldrig i den position at være deres egen politik utro. Så længe de er i mindretal i kommunestyret, laver de opposition til rettesnor til deres virke, ganske som i parlamentet. Men får de flertal, laver de kommunen selv til et kampinstrument mod den borgerlige centralmagt.

Hele teksten kan findes i engelsk oversættelse på
http://marxists.org/archive/luxemburg/