lørdag den 6. oktober 2007

Racismepareagraffen

Racismeparagraffen
Afskaf racismeparagraffen

66 mennesker har anmeldt Dansk folkeparti for ytringer der er lovbrud ifølge racismeparagraffen. Det kan man synes er et rigtig godt initiativ, da det sætter fokus på DFs racisme. Alligevel mener jeg at revolutionære socialister bør undlade sådanne anmeldelser, og jeg mener at det var en god idé da Line Barfod blandt andre foreslog at afskaffe denne paragraf. Det er af følgende grunde:
1. Dengang var det et hovedargument at racismeparagraffern næsten ikke blev brugt, og derfor ikke blev respekteret, den var således nærmest en grinagtig opfordring til at komme med racistiske ytringer.
2. Når man har meldt nogen for lovovertrædelse, er der en naturlig tilbøjelighed til at sidde og vente på domstolens afgørelse. Det er en passiv holdning, og indebærer en konservativ tillid til den borgerlige statsmagt, hvor man i stedet aktivt skulle bekæmpe racismen.
3. At ulovliggøre racistiske eller på anden måde diskriminerende udtalelser afskaffer ikke racistiske holdninger, men driver dem bare under jorden. Og der trives de bedst. Der er jo tale om så dumme holdninger, at de aldrig kan klare en åben diskussion. For hvem kan argumentere for at kvinder er dummere end mænd, at folk med mørk hudfarve er dummere end dem med lys hudfarve, at homoseksuelle er nogen amoralske svin, som må holdes væk fra ungdommen (fordi homoseksualitet er smittende?) at jøder er griske og har en international sammensværgelse for at sikre sig magt og rigdom, endvidere at man kan generalisere noget om den runde milliard mennesker som er vokset op i et af de mange forskellige lande, hvor islam er den dominerende religion, noget der adskiller dem fra andre mennesker, osv.? Nej, disse dumme meninger kan kun trives hvis de slipper for modargumenter, dvs., de overlever bedst hvis det er ulovligt at ytre dem. For effektivt at bekæmpe racismen er det således bedst at afskaffe racismeparagraffen.

Nogle kammerater har i RGL protesteret mod mit indlæg om at afskaffe racismeparagraffen. Jeg mener ikke at de på nogen måde har påvist at denne paragraf yder folk beskyttelse mod racisme ved at kriminalisere racistiske udtalelser, tværtimod mener jeg stadigvæk at racistiske holdninger best trives hvor diskussion undertrykkes. Men alt dette er lovlig abstrakt, skulle vi ikke se at holde os til konkrete eksempler? Da må man tænke på den holdningsændring der er sket overfor homoseksuelle i løbet af de sidste årtier. I min ungdom var det helt legitimt offentligt at forhåne dem og nedgøre, de oplevede forfølgelse på arbejdsmarkedet, boligmarkedet og i uddannelse. Nu er dette fuldstændig forandret, ihvertfald i Vesten, selvom der stadigvæk mangler noget, ifølge de homoseksuelle selv. Ingen kan længere offentligt nedgøre folk for homoseksuel orientering, uden selv helt at blive til grin som en yderst indskrænket idiot. Hvordan skete denne holdningsændring? Slet ikke ved lovgivning, tværtimod, ved at de homoseksuelle åbent stod frem og fortalte om deres liv og følelser, altså ved fri diskussion, hvor fordommene blev mødt. Ved at kæmpe for egne rettigheder har de homoseksuelle samtidigt kæmpet for alles rettigheder til at udfolde sig på egne præmisser.

Ingen kommentarer: