Krige på Balkan og i Afganistan

Krige på Balkan og i Afganistan
Lad mig begynde med ganske kort at fastslå nogle fælles præmisser. Socialister går ind for at alle mennesker skal have lige rettigheder. Derfor går vi ind for, ikke staters selvbestemmelse, men folks. Jeg tror ikke nogen her nu fordømmer Vietnams invasion af Campuchea for at styrte De røde Khmerer, eller Tanzanias invasion af Uganda for at styrte Idi Amin. Det måtte blive en subjektiv vurdering at der var tale om blodige diktaturer, senere må man så afprøve den hypotese ved frie valg. Jeg håber også at de fleste af os nu mener at det ville have været en god ting hvis Frankrig -eller USA- havde invaderet Rwanda før folkemordet. Men hvad ville vi have sagt i den situation? Kan der herske den mindste tvivl om at vi ville have hylet op om nyimperialisme, skjult bag hyklerisk omsorg for menneskerettigheder? Dermed ikke sagt at vi bare skal stole på supermagterne; "Fatter ved hvad fatter gør, fatter gør altid det rigtige." Tværtimod, vi skal sætte os ind i situationen hver gang, og selv tage stilling til den. Men det kræver konsekvens. Man kan ikke bare stille sig op og sige: "Jeg er imod bomninger foretaget af en overlegen styrke, jeg er også imod etniske udrensninger og vold, jeg er for fred og retfærdighed i hele verden." Det betyder jo bare: "Jeg er et godt menneske". Men hvis man ikke forsøger at sætte disse standpunkter i forbindelse med hinanden og udpege et realistisk alternativ til det der foregår, så er man faktisk et dumt menneske der i virkeligheden støtter de ondeste kræfter.
Folks selvbestemmelsesret må vi respektere, ellers er vi hverken demokrater eller socialister. Man kan f. eks. godt mene, at det ville få katastrofale følger, hvis Øst-Timor brød ud af Indonesien og blev selvstændigt, det kunne føre til opløsning af denne multietniske stat i blodige borgerkrige. Dette synspunkt gælder i endnu meget højere grad overfor et eventuelt ønske om at rette på de afrikanske staters meget kunstige grænser, optrukket af europæiske kolonialmagter for hundrede år siden, på tværs af nationer, sprog- og kulturoområder. Men det er da noget beboerne selv må afgøre, i hvilken stat og hvilken slags stat de vil leve, det kan hverken vi eller andre bestemme for dem.
Som bl. a. vores folketingsmænd har påpeget, har de serbiske myndigheder i et tiår bedrevet en slags Apartheid mod den albanske befolkning i Kosovaprovinsen. Vores repræsentanter har kritiseret Vestmagterne for ingenting at gøre for at stoppe dette, før altså albanerne selv greb tilvåben for at forsvare sig. Den serbiske hær har i lang tid, også før NATOs luftangreb, i stigende grad bedrevet etnisk udrensning. Gang på gang fik man så den jugoslaviske regering til at underskrive aftaler om at holde op med det, men samme regering brød alle disse aftaler. Hvad skulle Vestmagterne så stille op? Én ting håber jeg vi kan enes om: Man kunne ikke bare finde sig i det. For det første ville det være en skrigende uretfærdighed, et flagrant brud på de grundlæggende principper vi står for. For det andet, realpolitisk talt, ville det være en indbydelse til yderligere etniske udrensninger i Balkans brogede kludetæppe af blandede befolkningsgrupper, med millioner af flygtninge, mishandlede og dræbte til følge, plus krige uden ende i denne verdensdel. Der er ingen grund til at acceptere en ny Palestina i Sydøst-Europa.
Nu mener jeg at f.eks. Søren Søndergård havde ret da han i et interview i Weekendavisen (d. 8.4.99) sagde at man istedet for at kaste bomber over Serbien burde have bombarderet den serbiske befolkning med løfter om ophævelse af handelsboykottet og om støtte til genopbygn¬ingen og om at lade de 600.000(?) fordrevne serbere vende tilbage til deres hjem i Øst-Slavonien, som det blev lovet i Dayton-aftalen - mod at Kosovas indbyggere så fik selvbestemmelse. Som Søren påpegede, ville det have gjort konflikten intern i Serbien, styrket den indlandske opposition og svækket Milosevitsj-styret. Men hersker der den ringeste tvivl om at dette tog er kørt, at det ikke kan indhentes nu? Det der først og fremmest er sket i Kosova er, at en veludrustet serbisk hær har ført krig mod en ubevæbnet civilbefolkning, kun svagt forsvaret af en lille, dårligt udrustet partisanhær. Den serbiske hær har fordrevet næsten en million mennesker fra deres hjem, som den så har ødelagt, der foreligger utvetydige vidnesbyrd om at den også har bedrevet voldtægt og myrderier i et betydeligt, selvom ikke fastslået omfang. Jeg kan ikke se noget forkasteligt i at at angribe denne hær militært, selv om det sker ved overmagt. At unge serbere, tvangsindskrevet i hæren, så bliver dræbt er beklageligt, men uundgåeligt, det ville være hykleri af den grund at forlange bombestop. At luftangrebene så også går udover den serbiske civilbefolkning idet broer, veje, fabrikker, elkraftværker og lignende bliver ødelagt, kan man også beklage, men jeg har ikke den militære viden der kræves til at vurdere om dette nu også er unødvendig statsterrorisme. Jeg må lige indskyde en protest mod et standpunkt som tit høres, at luftangrebene alligevel intet nytter. Som der er blevet påpeget, har Serbien nogle yderst fjendtlige naboer, som gør territorialkrav på "Republika Srpska" indenfor Bosnien. Det er kun den serbiske hærs styrke som holder disse tidligere søsterrepublikker, Kroatien og Bosnien, i skak. Serbiens magthavere kan derfor ikke være ligegyldige med at deres hær faktisk svækkes, dag for dag.
Hvad bør der gøres? Vi har ikke magt til at bestemme det, men vi må tage stilling. Og jeg kan kun gentage mit spørgsmål, mange gange stillet: Hvis NATO nu holdt op med sine bombardementer, såsom Fællesinitiativet forlanger, hvordan ville så de serbiske myndigheder reagere? Der kan vel ikke herske mindste tvivl om at de ville fejre en afgørende sejr for deres politik, og at der derefter er ingen midler til at tvinge dem til at lade de fordrevne Kosovarer vende hjem. Men uden tvang gør de det ikke, det ville være en utilgivelig naivitet at forestille sig det. Og hvis vi accepterer at et folk bliver forfulgt pga. sit modersmål, religiøse opvækst, hudfarve eller andet lignende, så har vi accepteret ”Die Endløsung der Judenfrage” og alle Stalins paranoide etniske udrensninger. Det kan revolutionære socialister ikke leve med.
Til gengæld må Vesten acceptere en forhandlingsløsning med den serbiske regering. For alternativet ville være at invadere hele Jugoslavien, hvad der ville koste en langvarig krig med hundredetusindvis af dræbte til følge. Så er det bedre at give en krigsforbryder et håndtryk. Jeg mener at vi må gå ind for et foreløbigt bombestop på den klare betingelse at Serbien så trækker sine militære styrker ud af Kosova, at alle flygtninge og fordrevne får lov at vende hjem med det samme, under beskyttelse af internationale styrker under FN regi, at de får hjælp til genopbygning, og at handelsboykot og andre sanktioner mod Serbien så ophører. Det er vel for meget at håbe på at også den over en halv million fordrevne serbere så får samme rettigheder som de blev lovet i Dayton-aftalen, og at NATO truer Tudjman med ellers at bombardere den kroatiske hær.

Det er ren fejllogik når man tar stilling imod NATOs bomninger af Serbien på det grundlag, at NATO nok altid har skumle motiver, ellers ville det f.eks. gøre noget ved myrderierne i Algeriet. Der mangler jo en forklaring på hvad pokker NATO kunne gøre mod bander uden uniform som i nattens mulm og mørke sniger sig ind i lands¬byer for at myrdesagesløse. Mod sådan nogetkommer det mest højteknologiske militærkram til kort. Den som altid reagerer mod NATO.uanset hvad NATO gør, han er NATOs åndelige fange. Og det er mere end meningsløst at sige at man først må bekæmpe bl.a. uretfærdigheden mod Kurderne i Tyrkiet. Det er jo bare en dårlig undskyldning for aldrig at gøre noget. Man må gøre hvad man kan, nu står der altså ikke nogen midler til rådighed for bombning af den tyrkiske hær, men vi kan da i det mindste arbejde for at danske fabrikker ikke længere leverer militært udstyr til Tyrkiet, det er eksil-kurdernes forslag.

Afganistan
En kammerat (JK) skrev om "imperialisternes krig mod Afganistan".
Nu var det selvfølgelig imperialister som invaderede Afganistan. Ganske vist havde de afganske forbundsfæller, men det var nogle fæle krigsherrer, som mener at demokrati er en by i Danmark, og der bør den by forblive. Problemet er at ovennævnte formulering indebærer at det var et angreb på den afganske befolkning, for at frarøve den frihed og egendom. Men alle véd at det ikke passer. Det var et angreb på et diktatorisk terrorregime, som henrettede folk for politisk vrangvilje, for at undervise kvinder o.s.v. At forsvare et sådant regime er ikke bare galimatias, det er politisk selvmord for revolutionære. Vi kan holde med politiske modstandere som bliver angrebet af imperialister – hvis de angrebne på nogen måde gav mulighed for folkelig mobilisering, for folkets frihedskamp. Men netop det er udelukket under et sådant regime som Taliban.
Mere interessant er det JK skriver om Enhedslistens eventuelle deltagelse i en borgerlig regering. For det første kan det tænkes at partiet ville forsvare en socialdemokratisk mindretalsregering fra mistillidsvotum, hvis denne regering var i gang med nogle initiativer af stor værdi for folket, initiativer der ville blive standset ved regeringens fald. Der er altså tale om kortvarig, betinget støtte. Til gengæld mener jeg at at JK har ret i at det ville ødelægge partiet at indgå i en borgerlig regering, som jo per definition skal holde økonomien i gang, dvs. kapitalismen. Jeg kan kun forestille mig sådan en regeringsdeltagelse i en situation som borgerkrigen i Spanien, for snart 70 år siden, igen betinget af at regeringen virkelig arbejdede for folkelige interesser, hvilket som bekendt ikke skete i Spanien dengang, tværtimod blev de revolutionære folkemasser slået ned af republikanere og Kommunistpartiet - for at opretholde alliancen med "det fremskridtllige borgerskab". Det var den stalinistiske fælledsfronts første prøve, og den fejlede eklatant.