Einar Mar Guðmundsson

Einar Már Gu›mundsson

Einars nyeste roman fik Nordisk råds litteraturpris i sidste uge. Det er en kroning på et femten års forfatterskab af betydelig omfang og kvalitet. Forfatteren er langt den yngste islandske forfatter der har fået denne pris, han har lige fyldt fyrre år.

Digte
Som de fleste yngre islandske forfattere begyndte Einar Már som digter, der selv måtte udgive og sælge sine digte. Det var dog en betydelig mere am¬bitiøs begyndelse end hos hans kollegaer, idet han udsendte to digtsamlinger samtidigt, og i usædvanlig soigneret format. Dette var i 1980, og de to digt¬sam¬linger var ganske forskellige af indhold. Den ene var i tidens hovedstrøm, lange, indviklede digte med rockmiljø og lidt punkerstil, den anden indeholdt korte digte med pudsige ind¬fald, tit noget aforistiske. Det følgende år kom der en tredje digtsam¬ling, men siden da har Einar Már først og fremmest været romanforfatter.

Romandebut
Det begyndte med et brag, manuskriptet til hans første roman, Ridderne af den runde trappe vandt i en konkurrance i 1982. Dermed var forfatteren blevet berømt på Island, og denne roman efterfulgtes af to andre i en sammen¬hængende cyklus: Vingeslag i tagrenden (1983) og Regndråbernes epi¬log (1986).
I lighed med nogle samtidige islandske forfattere skildrer Einar Már her drenges opvækst i efterkrigstidens Reykjavík. Men det gør de hver på sin måde. Pétur Gunnarssons romansuite kom først (1976-85), mens Einar Kára¬sons trilogi, som også er blevet oversat til norsk (Djævleøen, Guldøen, Det forjættede land) udkom i åttiårene.
Fælles træk for Einar Más romaner er mange og væsentlige. De er real¬istiske i den forstand, at de giver et usminket billede af børn og voksne. Det er ikke et negativt billede, men vi ser almindelige mennesker med almindelige interesser, begrænsninger og sprogbrug. Og romanernes begivenheder udspringer logisk fra disse forudsætninger - stort set. Vi ser folkets, også børns hverdagsliv. Men det nye hos disse tre forfattere var at deres romaner er helt frie for det formynderiske "budskab" og den socialrealistiske intellektualisering der i de foregående år havde hærget i islandsk litteratur, i lighed med andre nordiske landes. Istedetfor det kommer disse romaners anden vigtigste ingredi¬ens, myter.

Mytisk
I Einar Más romaner er der dels tale om Bibelens kendteste myter, så som skabelseshistorien og om hvordan Moses førte jøderne over ødemarken. Men her indlemmes også andre bidder af kulturhistorie, f.eks. hvordan brevduer blev benyttet i tidligere århundreder. Vi ser børns samling af skuespillerbilleder og duer. Denne fremstilling er ikke særlig dokumentarisk, snarere overdrevet, thi alt er farvet af børnenes fantasi. Såmænd en almindelig mørk gade i Reykjavík bliver som en æventyrprinsesse. Denne mytisering af hverdagen fører til at romanerne pulser af de kræfter der også dominerer læserne.
Reykjavíks østlige kvarterer er let genkendelige in disse romaner, og dog er de omdannet, eller snarere genskabt af personernes fantasi. Hvor de fleste voksne ville se nogle ganske almindelige skure, er der i romanerne mørke, spændende bygninger.
Fortælleren er en central figur i disse romaner. I de første er han sam¬mensat, dels har han et barns bevidsthed, ganske som de personer han skildrer. Men tit taler han også som en voksen, på linie med læserne, henviser til deres kundskaber i kultur og historie. Resultatet blir en indlevelse i begge verdener på samme tid.
Stilen præges af fortællerskikkelsen. Der dominerer korte, konstaterende sæt¬ninger, der dog er fulde af billedlige skildringer. Og det er markant at det er de mest dagligdags ting som skildres udførligt i deres sædvanlige skikkelse og farver. F. eks. skildres det at en kvinde samler nogen runde énkroner af en hvid butiksdisk og putter dem i sin sorte pung med gul messinglukke! Det er ret vovet at fremhæve slige detaljer, som de fleste læsere vil betragte som selvfølgeligheder. Men jeg mener at disse beskrivelser dog ikke fornemmes som overflødige, eller banale. Tværtimod, i korte, dvælende kon¬staterende sætninger, fører de til en anskueliggørelse af hverdagen, en genopdagelse af det som var blevet usynlig fordi det var så gængse. Sammen med hyppige gentagelser me› variationer sætter alt dette et lyrisk præg på fortællingen.

Oprør og undergang
Efter denne trilogi har Einar Már udgivet en novellesamling i 1989(?) og to romaner. Røde dage skildrer ungdomsradikaliteten i Island i 1970-årene, der var den ret legende og anarkistisk præget. Romanens midtpunkt er en ung pige som kommer fra det nordlige Island og oplever således dette fremmede miljø i Reykjavík på læsernes veje. Det er nærliggende at se i denne person en henvisning til Halldór Laxness roman Atomstationen fra 1948, som skildrer efterkrigstidens kulturelle opløsning. I modsætning til de tildligere romaner ligger selve fortællerstemmen fjernt fra de skildrede personer.
Einar Más sidste roman, den prisbelønnede Alverdens engler, knytter stærkt an til trilogien. Også her skildres en drengs opvækst i samme kvarter som der og på samme tid, i 1950-årene. Men billedet af stedet forskydes, "det gule sindsyge¬hospital" som hidtil havde ruget over kvartet i det fjerne, bliver nu helt cen¬tralt. For hovedpersonen, en ganske normal, begavet dreng, bliver i ung¬domsårene stadig hårdere angrebet af sindsygdom. Romanen viser godt den sociale deroute som følger deraf, og der er prægnante billedlige skildringer -af enkelte lysglimt i mørket- som anskueliggør person¬ens tilstand. Men det er klart en meget svær opgave for en normal person at sætte sig ind i en sindsygs persons tankegang, som her optræder som jeg-fortæller. Nogle gange blir det vel mest til små sjove historier om de gales underlige påhit. Andre steder synes jeg det er lykkedes at formidle en rugende uhygge da fortælleren ikke forstår sine egne tanker og gerninger, bare kan følge sin egen tilbagegang.
Der er sket en stor udbredelse af islandsk litteratur i nabolandene i de sid¬ste år, takket være først og fremst Nordisk råds oversættelsesfond. Mange har gjort et godt stykke arbejde på dette felt, men hvad angår Einar Már må især nævnes at hans ven og trofaste oversætter, Erik Skyum Nielsen, har i høj grad gjort ham kendt undenfor Island.

5-6000 anslag; 3xA4