Thor Vilhjalmsson

Islands førende forfatter:
Thor Vilhjálmsson

I.
Islands mest særprægede forfatter, Thor Vilhjálmsson, er født i 1925, og havde sin debut i 1950. Hans første bøger var samlinger af prosadigte og nogle meget korte prosatekster. Det er mest stillestående beskrivelser, tit meget billedrige, og som regel uden handling eller plot. Modernismen fremkommer allerede her, men mange af disse første tekster er dog alt andet end modernistiske, de præges af refleksion, af allegori der bliver forklaret. Det hænger sammen med at personerne er navnløse og uden personlige særtræk i udseende og tale. De betegnes bare som ”Manden”, ”Den unge pige”, o.s.v. Peter Hallberg påpeger (1972, s. 133) at dette er et varigt træk i Thors forfatterskab. I modsætning til stærke personer som Egill Skallagrímsson eller Bjartur i Halldór Laxness Frie mænd er hovedpersonen i Thors første roman et fuldstændigt objekt, en åben scene, hvor de forskelligste kræfter mødes for at jage ham i forskellige retninger, sønderrive ham. Det er næsten umuligt at kalde ham en person, han er slet ikke nogen karakter. Dette mener Hallberg ikke er tilfældigt i tider hvor tilværelsen er blevet uoverskuelig, kaotisk. Når jeg siger at der alligevel fremkommer modernisme i de første kortprosatekster, skyldes det deres pseudorationalisme. De foregiver at forklare noget, men gør det helt uforståeligt. Jeg giver her et eksempel fra ”Tanker om mareridt” fra 1949, Teksten er én side men kun to sætninger.

Han kæmpede om i et kviksand, som var tiden med ingen løsning (undtagen langt væk, som ville ikke komme før noget der næsten altid var forgået, dog ikke altid men næsten men på et eller andet tidspunkt ville det være forgået men så lang tid indtil da at man ikke kunde vide det og først måtte man synke i et bundløst kviksand, synke og synke og dog kæmpe om af al kraft uden nogen hvile, uafbrudt, uløseligt og ingenting konkret, ikke engang stof i det kviksand, lide af al den lidelse man kunde fornemme, en lidelse man ikke engang kunne definere, formilde ved definition så at man vidste hvordan man led, hvordan man skulle lide, nei, en eller anden udefinerbar, stofløs lidelse som man ikke kunne tage på, men alligevel fyldte ens hele væren og ikke kun det som havde været en selv, men hele tilværelsen, så man ikke længere kunne vide hvad man selv var og hvad ikke eller om man længere var noget af det man havde været, om man længere var noget, nu måske var en eller anden tomhed som dog ikke var tom men følelsen for endeløse dimensioners og omgivelsers tomhed, som dog ikke kunne eksplodere i bestemte afgrænsede størrelser og mærke en tilværelse som havde grænser…

Og så videre. Godt nok hersker også her den refleksive stil som i Thor s øvrige tidlige kortprosatekster, men forklaringerne forklarer ingenting, tværtimod har de den funktion at fange læseren i forviklinger, så at han fornemmer det mareridt der skildres, sidder fast, ligesom hovedpersonen. Og dette er tekstens hovedtræk, den er f.eks. ikke billedlig, hvad dog kendetegner mange af Thors tidlige tekster.

II.
Efter sine to første bøger med kortprosatekster (1950 og 1954) skrev Thor mest rejseskildringer, fra Syd-Europa og Sovjetunionen, og (tit meget polemiske) artikler om islandsk politik og kulturliv. I 1968 skete der et skift i forfatterskabet, fra da af har Thor udsendt en række romaner. Den første af disse romaner, Fljótt, fljótt sagði fuglinn (da: overs. Hurtigt, hurtigt sagde fuglen 1971, herefter kaldt: Fuglen), er udkommet både på dansk og svensk, mens en anden af Thors romaner, der efter min mening er endnu bedre, Mánasigð kun foreligger i svnsk oversættelse (Månskära). De blev efterfulgt af en række romaner og længere fortællinger, som er ganske forskellige på mange måder. Scenen er som regel et ubestemt sted i Italien eller Syd-Frankrig, personerne er kunstnere eller uden beskæftigelse, så vidt man kan se, fester dominerer handlingen, men det er ikke særlig lystige fester. Der er parodi, slap-stick komedie, politiske diskussioner, spænding og poetisk skønhed. Men romanerne har det tilfælles at være episodiske, idet billedlig fremstilling stadigvæk dominerer og det er svært at se noget helhedsplot. Læseren følger simpelt hen en hovedperson på hans vandring og møder forskellige miljøer. Således i begyndelsen af Fuglen, hvor skift mellem kapitler og persongrupper ligeledes er skift mellem romangenrer. I første kapitel er hovedpersonen (som bare hedder ”manden”) blandt udenlandske turister ved en italiensk sø, det giver lejlighed til at fortælle gamle myter, som er tilknyttet stedet. 3. kapitel er som i en krimi, manden sidder blandt tavse fjender i en bil, men det lykkes ham lynhurtigt at kaste sig ud af bilen, da den stopper ved et trafiklys. Dermed slut på den krimi, i næste kapitel er vi tilbage ved myten om Virbius og Diana, mens 5. kapitel er som i en begivenhedsløs stumfilm. Og så videre, hver episode er uden forbindelse med de øvrige – overfladisk set. Til fælles har de dog stemningen, at hovedpersonen oplever sig som en ener, truet af upersonlige kræfter. Peter Hallberg helliger Fuglen det sidste kapitel af sit monumentale værk Diktens bildspråk, hvor han (s. 584) forbinder denne usikkerhed med forholdet mellem mand og kvinde, som han mener er romanens centrale tema.
Personerne er som regel anonyme, både i de korte fortællinger og i romanerne. De bliver blot kaldet ”manden”, ”kvinden med det sorte hår”, ”ham”, ”hende”, ”jeg”. Personlige karaktertræk er også minimale, mest er der tale om billedlige beskrivelser af udseeende: sorte øjne, sort hår. Thor skyr som regel også den realistiske tradition med personlige kendetegn i diktion, tit er samtalerne ganske enkle, de politiske diskussioner er saglige, som i avispolemik og taler. Personerne flyder tit sammen, samtalen kan gå umærkeligt fra den ene til den anden. Med andre ord, personerne er arketypiske. Ikke i den forstand, at de hver for sig repræsenterer forskellige menneskelige egenskaber, de viser først og fremmest fælles menneskelige egenskaber. Hallberg (1982, s. 585) forbinder det manglende særpræg hos manden i Fuglen med romanens overvældende billedlige beskrivelser:

”Manden er udrustet med en overfølsomhed, på grænsen til det uudholdelige, for i en vidtfavnende og nærmest surrealistisk vision at tolke menneskets situation i dag, i det mindste det europæiske menneskes. På sin flugt, sin rodløse flakken rundt i hvirvelen af forskellige indtryk og erindringer, synes manden at repræsentere os alle. Bogen handler om hans forsøg på at finde fodfæste og finde sig selv i en verden som virker fremmed, opløst, fjendtlig og farlig, og hvor usikkerhed og frygt er de dominerende følelser.”

Hvad stilen angår, så var allerede de første fortællinger på en måde ret drilske over for læserne, idet de konsekvent forpurrer traditionelle forventninger, som vi så et eksempel på før, "forklaringer" ved en kæde af sammenligninger, som er så søgte, indviklede og på andre måder ubegribelige, at det må anses for garanteret, at ingen kan forstå sammenhængen fornuftsmæssigt. Senere, i romanerne, blev disse udskejelser meget mere billedlige. Her er et eksempel fra Thors anden roman, Óp bjöllunnar (Billens skrig, 1970):

... verden kan ikke være uden tro, siger kvinden som havde lyttet, lidt spottende. Det var som om hendes spot holdt sammen på ansigtet, så at det ikke gik itu af forundren denne aften; og hun tænkte på små fugle som flyver under tagskægget med deres dagsorden mens Mozart drev firhændig spillet ud ad vinduet, og katten stalker stribet i vindueskarmen på flager af maling som er revnet af veden og har gjort den plettet, viftende meget spændstig med halen ved plantepotten, og så vakst den kan styre den og undgå at vælte plantepotten med sine fluer ned på gaden og på den pligtskyldige orkidéhat på den tykke nærsynede lærerinde fra Milwaukee, som blev født i Dortmund for otte og halvtreds år siden, og forventer slet ikke at få en grusom kaktus med glinsende nåle oven i sin fredsommelige og pænt duftende orkidéhave, som hun bærer nu oppe på den nye teutoniske bondepigeparyk med de svøbte gule fletninger som er som et nylontov, sammenrullet tillige med hendes barndomsnavn Trutchen.

Vi ser, hvordan teksten bevæger sig ved tilfældige idéassociationer fra en talende kvinde til fugle, videre til lyden af et musikstykke af Mozart, derfra til katten i vindueskarmen, hvordan malingen er skallet af denne vindueskarm, over til en kaktus i samme vindueskarm, og til slut til en kvinde på gaden nedenunder, der måske kunne risikere at få denne kaktus væltet over sig! Og intet af dette har spor med romanplot eller personer at gøre. – Det er da højst indirekte, at de gule fletninger ligner et nylontov og kunne således minde om et gentaget motiv i romanen, den hængte mand.- Det er ved fremstillinger af denne art som Thor høstede et sammenbidt had hos store dele af Islands litteraturvenner. Stadig flere har dog med tiden følt sig beriget efter en vandring ad Thors nye, hidtil ukendte veje.

III.
I 1986 skete der et vist skift i Thor Vilhjálmsons romaner. De fik nu en (stort set) logisk sammenhængende handling, og en del personer blev navngivne. Fortsat er romanene dog episodiske, de præges stadigvæk af billedlige skildringer, som nogle gange kræver en hel del fortolkninger for at kunne bringes i sammenhæng med romanen iøvrigt. Men sceneriet er nu mest islandsk, og der forekommer endog historiske romaner.
Glødende mos begynder og ender i København, som repræsenterer civilisationen som modpol til det vilde, uvejsomme Island i det 19. århundrede. Island skildres til dels direkte, i smukke panoramabilleder, men især imponerer romanen ved sine lange, besjælede naturbeskrivelser, som er et slags koncentrat af det 19. århundredes nationalromantiske digtning. Det er stort set ret usammensatte personer, der vises, de er mest personificeringer af de forskellige samfundsroller og åndsretninger, der fandtes. Vi møder f.eks. en præst, som repræsenterer den bløde, tilgivende kristendom, en sognefoged som i modsætning til dommeren anlægger et progressivt syn på kriminelle, at de er formet af samfundet; en bonde, optændt af andelsbevægelsen; hans kone vil bevare sit vandfald fra hovedpersonens drømme om vandkraftværk, o.s.v. Sammen med de førnævnte naturskildringer danner alt dette et besjælet helhedsbillede af det islandske folk i det 19. århundredes slutning. Romanen er også hovedpersonens, en ung dommers, udviklingshistorie. Han konfronteres med alle disse kræfter og derfor også med sig selv. Men han går op i dommerrollen, i modstrid med sin indre natur, sådan som den smukt fremtræder i hans lyriske, usammenhængende drømme. Dette fører til hans nederlag, og derved igen til hans udvikling, kan vi ane. Dette er således en af de fineste historiske romaner, der findes på islandsk, og den kan udmærket tåle sammenligning med Halldór Laxness’ historiske romaner, Kæmpeliv i Nord og Islands klokke, som dog er meget anderledes. I sin helhed minder den en hel del om Gunnar Gunnarssons Svartfugl fra 1930-
Isblomsterne brænder (udkommet på dansk under den titel i 1994, originaltitel: Náttvíg, 1989) foregår i Reykjavíks natteliv. Hovedhandlingen gælder et brutalt overfald, indbrudstyve mishandler et aldrende ægtepar; men forskellige bihandlinger bidrager med komik og karikatur. Og her viser Thor, som nogle gange før, en mesterlig efterligning af forskellige personers talemåde. Men indimellem fortællingskapitler kommer der erindringskapitler i skråskrift, hvor det er uklart, hvem der tænker hvad. Personerne glider således stadigvæk sammen på en vis måde, ved at det fællesmenneskelige fremhæves. Og beskrivelserne er så udførlige og undertiden præget af så aparte fremstillinger, at romanen nærmest går i stå, ligesom i de tidligere, modernistiske romaner.
I 1994 vender Thor tilbage til sine første værker, med samlingen Tvílýsi (Dobbeltlys). Igen meget korte øjebliksbilleder, som regel uden egentlig handling eller plot. Til gengæld er der varierede gentagelser af dramatiske øjeblikke. Og fortællingerne kædes sammen ved at hoved-personen i én fortælling er biperson i en anden, samme begivenheder ses fra skiftende synsvinkler. Scenen er skiftevis Island og noget ubestemt, måske sydeuropæisk, men realistisk tradition skys ved udførlige, billedlige skildringer af omgivelser, der ikke er relevante plotmæssigt, og ved aparte, søgte sammenligninger og metaforer. Sammenligningen med de første kortprosaværker viser tydeligt enorme fremskridt, disse skitser bliver besættende ved deres stilistiske mesterskab, de er lyrisk smukke. Bogen danner ikke et rationelt begribeligt helhedsbillede, det kaotiske er dens centrale kendetegn.
Thors sidste roman til dato, Morgunþula í stráum, 1998 (Morgenremse i strå), er også en historisk roman, og den foregår i sagatiden, noget, de fleste islandske forfattere viseligen har undgået, dog med en framragende undtagelse som Laxness’ Kæmpeliv i Nord. Thors roman handler om en forfulgt ener, forvist til de barske ubeboede områder i Midt-Island. Helten er kendt fra Sturlungasaga, en lang sammenstøbning af sagaer fra 1200-tallet, som skildrer samtidige begivenheder, rå¨vold og magtkampe mellem de mægtigste slægter. Thors roman foregår mest i lakunerne i denne samtidssaga, og de smukkeste dele foregår i udlandet, hvor forfatterens fantasi kan boltre sig mere frit, i Frankrig og Italien. .
Tre af Thors otte romaner findes i dansk oversættelse. Det er en god begyndelse, men danske litteraturvenner har virkelig meget at vinde ved yderligere oversættelser af disse mesterlige kunstværker, også fra hans fem samlinger kortprosaværker.

Citaterne er oversat af nærværende forfatter.

Citerede værker:

Thor Vilhjálmsson: Maðurinn er alltaf einn. Rvík 1950.
- - - - -- - - - - - -- - Dagar mannsins. Rvík 1954.
- - - - - -- - - - - - Fljótt, fljótt sag›i fuglinn Rvík 1968 (da: overs. Hurtigt, hurtigt sagde fuglen 1971
- - - - - -- - - - - - -- -Óp bjöllunnar. Rvík 1970.
- - - - - -- - - - - - -- -Grámosinn glóir (da. overs. Glødende mos, 1988)
- - - - - -- - - - - - -- -Mánasigð Rvík 1976. (sv. overs. Månskära, 1977)
- - - - - -- - - - - - -- -Náttvíg. Rvík 1989 (da. overs. Isblomsterne brænder, 1994)
- - - - - -- - - - - - -- - Morgunþula í stráum. Rvík 1999.
Peter Hallberg: ”Við vitum ekki hvort þau hafa andlit” Tímarit Máls og menningar 1972, s.119-134.
Peter Hallberg: Diktens bildspråk. Stockholm 1982.