Islandsk romantik

Örn Ólafsson:

Foredrag i Danmarks Humanistiske Forskningscenter d.26.2.2002

For nogle år siden kom jeg ind i en polemik med en dansk litteraturhistoriker. Han havde skrevet én side om moderne islandsk litteratur i en Verdenslitteraturhistorie. Og deraf kunne man kun få det indtryk at Islændingene langt om længe var begyndt at skrive på islandsk under den første verdenskrig, efter at nogle af dem havde opnået en vis succes som forfattere på dansk. Men Islændingene har faktisk forfattet bøger på islandsk i henved ét tusind år. Og det er stadigvæk det samme sprog, islandske børn kan læse de middelalderlige tekster i originalen. Først har man vel oversat korte helgen-biografier og prædikener, der findes stadigvæk nogen vældig gamle. Man nedskrev også de gamle digte som i flere århundreder var blevet bevarede i mands minde, fra generation til generation. Der er tale om Edda-digtene, fortællinger om guder og helte i enkle versemål, og skjaldedigte, indviklede beskrivelser af kamp, sejlads og lignende, både lejlighedsvers og længere hyldestdigte til høvdinge. Begge genrer præges af et arkaïsk digtsprog, skjaldedigtene ovenikøbet også af ”kenningar”, det er poetiske omskrivelser i lighed med ”havets hest”=skib. Det gamle ordforråd som prægede Eddadigte og Skjaldedigte er samlet i Lexicon poëticum af Sveinbjörn Egilsson (i 1850-årene, udvidet af Finnur Jónsson i 1916). Dette ordforråd har været arkaïsk allerede da sagaerne blev skrevet, men det holdt sig stort set i digtning. Kirken forsøgte dog at udrydde kenningar som byggede på hedenske myter, ligeledes blev gudernes navne tidvis udstødt. Men de øvrige ord blev bevaret, f.eks. fljóð og man for kvinde, halur og seggur for mand, strind, frón og storð for land, o.s.v.
Så kom den verdensberømte sagalitteratur, i 1100-tallet og især i 1200-tallet. Det lader til at man er holdt op med at affatte dem i løbet af 1300-tallet, foruden ret uoriginal triviallitteratur som riddersagaer. Men tidligt i 1300 tallet kom så ”rímur”, lange digtcykler som var versificeringer af sagaer. Her lagde man stor vægt på klingende rim og indviklede versemål, så man havde brug for et stort ordforråd, mange synonymer med forskellig klang. Derfor bevarede rímur det arkaïske digtsprog fra Edda- og skjalde-digtene. Nu må vi fremhæve at islandsk litteratur prægedes af stagnation, rímur af samme slags vedblev med at være folkets populæreste litteratur i over fem hundrede år, det var stadigvæk lønsomt at udgive dem for ét hundrede år siden. Der findes godt 1000 af dem. Ved siden af dem havde man først katolske helgendigte, derefter, fra midten af 1500-tallet lutherske salme, samtidig med at man flittigt opskrev og læste de gamle sagaer. Dette billede forandres først i slutningen af 1700-tallet, da kirken mistede sit monopol på bogtryk. Det overtog Oplysningens mænd, og nogle af dem digtede på et enkelt dagligdags sprog, så som de lærte det af samtidige digtere i riget, for eksempel af den humoristiske norsker Wessel, som forbragte sit korte liv på en vinstue et par hundrede meter herfra. Ved siden af denne indlandske digtning fandtes der ambitiøse oversættelser af samtidens kendteste og mest opskattede digtere, Klopstock, Milton og Pope. Vi kan også mindes den engelske digter Wordsworth, som omkring 1800 proklamerede at digte burde laves på almuens enkle sprog, og som ”practised what he preached”, digtede på den manér.
Men det skulle forandre sig vidt omkring i Europa i den følgende epoke. For de ærede tilhørere rækker det at nævne Oehlenschläger, som digtede i et ophøjet sprog, for mig at se noget arkaïsk. Dette blev 1800-tallets herskende mode, og genspejlede den holdning at digtningen skulle hæve sig over hverdagen. Men selvfølgelig er dette noget individuelt, såvidt jeg husker er f. eks. Adam Homo af Paludan-Müller på et relativt jævnt, dagligt sprog.

Romantikken
I løbet af 1800-tallet skete der en lignende, stor omvæltning i den islandske litteratur. Da holdt den nationalromantiske strømning sit indtog, med Islands førende digtere, som dengang boede i længere tid i København, hvor de tilegnede sig den herskende mode i digtning. Det gælder de digtere som både dengang og stadigvæk anses for at være periodens største, Mit projekt her på DHFC er at undersøge digt-sproget hos disse digtere, bl. a. for at danne en oversigt over deres åndelige univers. Det gælder samlinger af seks digtere, som I ser på jeres handout:
(Bjarni Thorarensen (1786-1841),
Jónas Hallgrímsson (1807-1845),
Grímur Thomsen (1820-1896),
Benedikt Gröndal (1826-1907),
Steingrímur Thorsteinsson (1831-1913)
og Matthías Jochumsson (1835-1920)),
samt en stor antologi af mindre produktive digtere fra det 19. århundrede.
Disse digtsamlinger når altså over hele 1800-tallet.
Der er givetvis skrevet en hel del om disse digtere. Mest biografisk, noget om tekstproblemer, og noget om metaforik og farvevalg, især hos de to første, Bjarni og Jónas.
Man har også skrevet en del om digtenes ideologiske positioner, og de var da også af afgørende betydning. For ligesom i andre europæiske lande var den islandske romantiske digtning meget nationalistisk. Dette indebar dog forskellige politiske positioner –og indflydelse.
Den første af vores digtere, Bjarni Thorarensen, var en kongetro amtmand i tidens ånd, længe før oprettelsen af folketinget, vi ville i vore dage nok kalde en mand med hans anskuelser for tilhænger af diktatur. Men han var nationalist i lovprisningen af sit fædreland og påstande om at kulde og barsk natur hærdede indbyggerne så at de udviklede sig til noget bedre end de svage sydlændinge. Den anden, Jónas Hallgrïmsson, gik stærkt ind for genrejsningen af det gamle Alflingi på fiingvellir. Det gamle Alflingi var en selvbestaltet adelsrepublik. Men Jónas gik stærkt ind for en åndelig revolution, at folket skulle besinde sig på sin værdi, udvikle sin kultur, ved bl. a. sprogpurisme, og i højere grad styre sig selv. Det gjorde de følgende digtere også, selv om f. eks. Benedikt Gröndal i sine gamle dage hånede den almene stræben efter fremskridt, og karrierediplomaten Grímur Thomsen i hvert fald i sine gamle dage også må betegnes som politisk reaktionær.
Bjarni forblev kulturelt isoleret og hans digte ret ukendte i hans levetid. Men Jónas stiftede et tidskrift (Fjölnir) i 1835 sammen med sine venner, for at kæmpe for oplysning og kulturel fremskridt. De viste stærk indflydelse fra bl.a. tysk romantik (Heine, Tieck). Tidskriftet levede indtil 1847, med meget begrænset udbredelse, og blev yderst forhadt blandt den islandske almue, sammen med dets ophavsmænd, fordi Jónas deri bekæmpede rímur som en klisjeagtig lavkultur. Men gradvis fik dette tidskrift og andre, lignende, ephemere tidskrifter, som bl.a. enthusiastisk beskrev revolutionerne i 1848, stadig større indflydelse i Island, først og fremmest blandt de intellektuelle, men så småt også blandt befolkningen generelt. Det er især i årtierne 1850-1870 som nationalismen vinder frem. Og det sker via digte, i endnu højere grad end via de tidskrifter (som bl.a. bragte digtene). Lederen af selvstyrebevægelsen, Jón Sigurðsson havde et helt hof digtere rundt sig, bl.a. vores Benedikt Gröndal og især Steingrímur Thorsteinsson. Og disse digte spredtes via en slags kulturrevolution. De unge begyndte at samles både for at høre på nationalistisk agitation og for at synge disse nye slags politiske digte til helt nye melodier som kom via Danmark fra Tyskland. På grund af alt dette har denne digtning hersket i den islandske kulturarv helt ind i vor tid, den er stadigvæk hovedretten i folkeskolens litterære pensum.
Men det var nu ikke kun idéerne der fængslede folk, disse mænd var hverken folketalere eller artikelskrivere. Deres medium var det poetiske udtryk. Mit mål er derfor at undersøge selve digtsproget, hvad der er fælles for disse digtere, og hvad adskiller dem, indbyrdes og fra deres tidligere og senere kollegaer
Undersøgelsen opdeler sig i forskellige trin, hvoraf nogle er overstået.
Peter Hallberg er en af de kendteste heroiske forskere, som kun bevæbnet med blyant og papir undersøgte ordfrekvenser i store litterære værker. Forståeligt nok fik han ikke mange efterfølgere. Men efter at man fik computere med forskellige tekst-behandlingsprogrammer, er den slags undersøgelser blevet meget lettere. Jeg begyndte derfor med dels at skanne, dels at indtaste samtlige digtsamlinger af de førnævnte digtere. De omtalte digtsamlinger er af meget forskellig størrelse. Nogle indeholder mange nekrologdigte, lavet på bestilling, de udelades fra undersøgelsen, ligesom alle disse digteres oversættelser. Godt nok vælger en oversætter blandt det indlandske ordforråd, men han er dog til en vis grad bundet af originalen, så oversættelserne ville være en særlig undersøgelse værd. Da tre af de mest produktive digtere udgav store digtsamlinger midtvejs i deres produktion, har jeg kunnet opdele dem i nogenlunde lige store perioder.
Derefter lavede jeg concordanser af disse digtsamlinger, dvs. brugte et særligt program til at omdanne alle digtsamlingerne til alfabetiske ordlister. De er til stor hjælp til at søge udædvanlige ord.
Så kom undersøgelsen af hyppigheden af udvalgte ord, f. eks. om gud, Jesus o. lign., om farver, om årstider og døgnets tider, om guld og ædel-stene, rosende ord, og flere af den slags. Hyppigheden af alle disse ord vurderes relativt til hver enkelt digtsamlings omfang. Derved må der passes på, at mange islandske ord forvandler stamme i forskellige bøjningsformer, på grund af omlyd og lignende fænomæner (sml. dansk: barn-børn).
Udfra disse beregninger laver jeg så en oversigt over forskellige strøm-ninger i samtidens digtning, ikke mindst af modeudtryk og af de holdninger der fremtræder i digtene. I det 19. århundrede var Islændingene et lille mindretal i det danske rige, og denne undersøgelse skulle vise hvordan denne minoritet, som var præget af sin egen stærke skriftlige kultur, helt tilbage til middelaldereen, tilpassede tidens litterære strøm-ninger til denne kulturelle baggrund.
I har fået en side med forskellige afrundede prosenttal. Jeg håber I ikke lader jer afskrække af alle disse tal og diagrammer. Disse tal er meget lave, men burde nok fordobles. For selv om islandsk er et bøjningssprog, viser undersøgelser, at omkring hvert andet ord i en almindelig tekst svarer til bøjningsendelser, dvs de er præpositioner, konjunktioner o.lign. Men selv om vi fordobler tallene i mine lister, ser vi at der som regel er tale om noget som kan sammenlignes med krydderi i en ret, snarere end med hovedingredienser. En undtagelse er ord om gud. Hos de fleste af vores digtere er de kun en tredjedels procent, men der fremtræder alligevel en dyb religiøsitet hos dem alle. At Matthías dominerer i det henseende, forklares med hans gerning som præst og som meget produktiv nekrologdigter (mange af de digte er så personlige at de måtte medtages her). Tallene om gud er imidlertid faldende i den sidste del af 1800-tallet, og det kan ikke være tilfældigt. For jeg har lavet en lignende undersøgelse af den efterfølgende digtstrømning (symbolismen) i 1891-1933, og kom bl. a. til den konklusion at gud mere og mere forsvinder ud af digtningen, sammen med nationalismen, indtil den første verdenskrig, hvor gud vender tilbage.
Tallene om døgnets og årets tider har klart symbolsk betydning. Det viser sig at aften eller nat dominerer i alle digtsamlingerne, undtagen hos Matthías i den senere periode, da er det dag. Min forklaring er, at aften og nat er reflektionens og drømmenes tidspunkt, og det er tit digtenes udgangspunkt. Til gengæld dominerer forår blandt årstiderne, det er klart et politisk symbol for folkets rejsning for at tilkæmpe sig større selv-stændighed. Dette træk vedblev hos symbolisterne i den følgende periode. Ord om støj og stilhed bør nok kædes sammen med dette, de første romantiske digtere, Bjarni og Jónas er de mest støjende (fakisk er der ligevægt), der er der tale om opbrud, mens der senere er mere idylle.

Arkaïsk
En af de mest virksomme metoder til at gøre sproget ophøjet er arkaïsering. De to første digtere, Bjarni og Jónas, bruger Eddafigtenes metrum, og i begyndelsen bruger de den middelalderlige retskrivning meget. De romantiske digtere udmærkede sig bl.a. ved et omhyggeligt ordvalg. Men i selve deres program lå der for det første en higen tilbage til sagatiden da Island var en selvstændig stat – og sagaernes personer syntes at være helt anderledes mere spændende end samtidens prosaiske mennesker. For det andet viste man også en stor purisme og arkaïsering i sproget. Derfor beholder denne digtning det gamle edda-ordforråd, dog uden de traditionelle kenningar, som blev foragtet som udslidte klisjeer. Man lavede enkelte nye kenningar, som ikke byggede på de gamle myter, f. eks. “ölduljón”, bølgens løve=skib; “ennissól”, pandens sol=øje). Edda-ordforrådet satte et høj¬tide¬ligt præg på digtene, gjorde det klart for læseren at han sad og læste “rigtig poesi”. Jeg fandt gradvis frem til at der brugtes lidt over 220 ord fra det gamle ordforråd.
Det gør de givetvis i noget forskellig grad. De største digtsamlinger havde naturligvis det største antal arkaïske ord, f.eks havde Steingrímur Thorsteinssons, fra det 19. århundredes midte, 141 ord. Jónas Hallgrímsson bruger også henved halvdelen af disse 220 ord. Men hos de øvrige er der tale om en tredjedel af dette arkaïske ordforråd eller mindre. Og det vigtiste resultat bliver, at der ikke er tale om en sammenhæng indenfor den romantiske digtning. Digterne øser hver for sig af den fælles kilde. Navneord udgør 4/5 dele, resten er nogle få adjektiver, verber og enkelte arkaïske prepositionsformer. Også her er der individuelle forskelle, Jónas går mest op i arkaïserende ordformer, men bruger ellers et ret enkelt sprog. Benedikt ynder især forstærkende adjektivformer. Det mest brugte navneord er hel (dvs. døden,). Derefter er der påfaldende mange ord om hav, bølge, flod. Men hyppige er også nogle ord om land, sol og mennesker, lidt flere om kvinder (en tredjedel) end om mænd. Af menneskers bestanddele bruges disse poetiske ord især om hånd, sind og blod. Endvidere er ting som meget omtales i den gamle digtning, især skjaldedigtningen: digt, hest, skib, seng, guld, hus, træ, drik og våben. Vikingetidens traditioner er altså stadigvæk virksomme (blod og våben), men ellers har jeg det indtryk at man syntes at der især behøvedes ”poetiske” ord om de mest nærliggende, dagligdags ting.
Det lader til at denne mode med arkaïsk digtsprog når sit højdepunkt i perioden 1840-1880, men for at bestemme det nærmere måtte man have udgaver med så nøjagtige tidsbestemmelser som muligt af disse digtsamlinger. De haves kun for de første to, Bjarni og Jónas. Jeg syntes at det arkaïske ordforråd satte ganske stort præg på den nationalromantiske digtning. Men faktisk nåede den højst lidt over 2% af hele ordforrådet! Det var hos Matthías i hans første periode. Hos de øvrige romantikere nåede dette 1% -1,5%, ligesom hos de første symbolistiske digtere, som debuterede i 1890erne, men det sank så gradvis hos de følgende, under den første verdenskrig, helt ned til ingenting. Og det er almindelig kendt, at med symbolismen gik digterne mere og mere over til et mere dagligdags sprog, de forlod det højtideligt arkaïske. Det hang sammen med at de stadig mere gik over til at vise almindelige menneskers sjælsliv, grebet i et øjeblik. Det bør understreges, at en forskel på 0.2% ikke er særlig interessant, det vil ligge indenfor tilfældighedens rammer. Men selve progressionen er klar, vi ser at symbolisterne kun langsomt og gradvist adskiller sig fra romantikkernes altdominerende traditioner, især deres sprogbrug, fra et højtideligt, arkaïserende sprog til en digtning som handler om almindelige anonyme mennesker i samtiden, på disses normale sprog.

Metaforer
Undersøgelsens næste trin bliver at at lave en grundig oversigt over digtsamlingernes metaforer. Målet er at bestemme deres omfang hos de forskellige digtere, samt i hvor høj grad metaforerne er traditionelle, og i hvor høj grad de præges af originalitet. Særlig interesse helliges de metaforer som bygger på ny teknik, nye erfaringer indenfor kultur, civilisation og lignende. Som et eksempel kan jeg nævne at jeg har lavet en oversigt over de populære metaforer som bygger på de islandske digteres oplevelser af teater - som de jo først lærte at kende i København. Det er pudsigt, at de nu begynder at skildre nordlys, som de jo først og fremmest kendte fra Island, sammen med landets meget farverige solnedgange, som teaterforhænge der bliver trukket for scenen. Et vigtigt spørgsmål er også i hvor høj grad disse nymodens metaforer fremtræder, i forhold til de traditionelle, eller såmænd arkaïske, lånt fra vikingertidens poesi, som også stærkt prægede den romantiske digtning.
Jeg har nu samlet metaforer fra fire digtsamlinger af ti; Jónas, Steingrímur I, Benedikt Gröndal I & II. Denne indsamling er givetvis noget personlig, men tallene er så forskellige, at jeg mener Steingrímur utvivlsomt bruger flere metaforer end de andre.
Personificeringer, at omtale noget ikke-menneskeligt som mennesker, er omtrent en tredjedel af metaforerne, sommetider mere. Hos Jónas er en tredjedel deraf ”himmelske” fenomæner, sol, nat, vind, stjerne, lidt færre er jordiske fænomæner som bjerg, land, Island, klippe, o.s.v. Halvt så hyppige er hav, bølge, vandfald, og lign. Steingrímur har samme procenttal, hans hyppigste personificering er Island (17 eksempler). Hos Benedikt Gröndal er de himmelske fenomæner lidt hyppigere, mens de vandige udgør en tredjedel, jord, klippe os.v. til gengæld kun en sjettedel. Ligeså hyppige er i den senere periode personificeringer af abstrakta, døden, fred, lykke, glemsel, o.sv. det er en stigning fra forrige periode. Hos Steingrímur er abstrakta lidt mere fremtrædende, de er en femtedel af personificeringer, meget spredte.
Andre metaforer hos Jónas er især af abstrakta, en tredjedel. De er ligeledes den største gruppe hos Steingrímur og hos Gröndal i hans senere periode, to femte dele hos begge. Men det forhold (40%) gælder ”himmelske” fenomæner i Gröndals tidligere periode, hvor abstrakta har en tredjedel, ligesom hos Jónas. Folk og deres egenskaber, bl.a. følelser (som det er svært at afgrænse fra abstrakta) udgør en fjerdedel hos Jónas og Steingrímur, dette er meget mindre hos Benedikt. Hvad angår billedled (det tingene sammenlignes med, omtales som), så er en tredjedel deraf menneskeskabte ting hos Jónas, mens det er næsten halvdelen hos Steingrímur og i Benedikts første periode, men to femtedele i hans sidste. En femtedel af billedledene er ”himmelske” hos Jónas og Steingrímur; sol, ild, lys, stjerne, o.s.v., men det gælder flod, hav, bølger og. lign. hos Benedikt i hans første periode, bliver halveret i hans sidste, hvor til gengæld levende væsen bliver dobbelt så hyppige (fugle, blomster, træer). Der er slående sammenfald mellem de fenomæner som bruges som billedled, og dem som arkaïske ord bruges om.
Kort sagt, personificeringer og andre metaforer bruges fortrinsvis for at bringe abstrakta og naturfenomæner ind i den menneskelige sfære, især for at omtale dem som mennesker eller nærliggende ting, redskaber og lignende. Det er yderst traditionelt, og det samme må siges om de fleste af disse metaforer. Livet omtales som en rejse, som en flod, en strøm og en dag. Sjælen kaster af sig støvet ved døden, alligevel er døden lænker. Kærligheden omtales som ild, tanken er en fugl, sindet et dyb, det er sorgen også, o.s.v. Jeg blev især overrasket over Islands mest opskattede digter, Jónas Hallgrímson, hvor gennemført konventionelle hans metaforer er. Men faktisk tror jeg nu at det netop er forklaringen på hans popularitet, sammen med et soigneret ordvalg; det genkendelige virker nyt. Det er vist stadigvæk opskriften på litterær succes. Hans efterfølgere er af og til mere originale, især Steingrímur. Benedikt har det med at variere kendte metaforer, f. eks. den med at livet er en sejlads. Så siger han at livet er en drøj svømmetur gennem et mudderpøl, for at stige op på det evige livs strand. Men på dette område er jeg endnu ikke nået langt nok til at sige noget udførligere.

Farveord
Af i alt 27 farveord er kun 12 almindelige. Ti farveord forekommer kun én gang i de samlede digtsamlinger, tre forekommer to gange, det er alt sammen blandingsfarver, som nærmest kunne klassi-ficeres som digternes nydannelser for at beskrive særprægede farvenuancer i naturen (blågrøn flod, blågrå røg, blåhvid bølge og tåge, blåsort sky og bjerg, bleghvid måne og kvinde, rødhvid sol, rødgrøn røn, gulrød ild). Desuden er gul og brun ganske sjældne, og deres brug må som regel også betegnes som særpræget (gul bruges om et frastødende ansigt, fugle, blomster og kornmark, men brun bruges om øje, hest, land og beklædningsstykker). De resterende 12 farveord er rene farver og udgør over 98% af alle farveordene. Gylden bruges meget i stedet for gul, om hår, solskin, vin og lignende. Det er jo mindre banalt end gul, altså ser vi endnu en gang denne stræben efter ophøjet sprogbrug.
Jakob Benediktsson har lavet en udførlig analyse af farveord hos Jónas Hallgrímsson. Det viste sig at han undgår blandingsfarver, bruger klare, lyse farver i overensstemmelse med islandsk natur. Blåt er hans mest brugte farve, den bruges om himmelen, hav og floder. Hvid er den næsthyppigste, om sne, gletsjere og kvinder (det sidste kommer vi tilbage til). Desuden om vandfald, brænding, fugle og sejl. Grøn er næsten lige så hyppig som hvid, og bruges selvfølgelig mest om vegetation. Grå bruges om tåge, stene, mos og ødemarken, og som alderstegn. Rød bruges om blomster, blod og solnedgang, bleg om personer og vegetation som er dødsmærkede.
Samme slags farvebrug gælder generelt om vores digterskare, men selvfølgelig forekommer der betydelige variationer. Tre ord for lys og hvid udgør tilsammens en tredjedel af alle farveordene, tre ord for sort og mørk en sjettedel, blåt en femtedel, grøn en tiendedel, grå og rød hver især en tyvendedel, gylden er lidt mere brugt. Digterne bruger farveord i meget forskellig grad, mindst i århundredets sidste del, et halvt procent (det gælder også den første, Bjarni, samt Matthías og Grímurs ¨samlede produktion). I deres første periode når til gengæld både Benedikt og Steingrímur ét og et halvt procent, Jónas nærmer sig dette.
Der forekommer også symbolsk farvevalg, især med farven sort, for mørke udsigter, truende skyer og lignende. Kvinders ynde fremhæves tit ved hvid eller lys farve, men da er der tale om pande, hals, hænder og ”svanehvide bryst”. Modsætningen sort er også tiltrækningens farve hos kvinder, sorte øjne, sort hår. Det er slående, at det samme gælder for Islands første moderne novelleforfatter, Gestur Pálsson i 1880erne. En ”femme fatale” hos ham er altid mørkhåret, med mørke øjne, desuden lille og tykladen. Høje, slanke, lyshårede, blåøjede piger, i lighed med Claudia Schiffer, er noget kedeligt noget, som helten tvinges til at gifte sig med – og det får tragiske følger, et spildt liv.
Man har talt om at digtsproget blev ophøjet også ved at overstrå digtene med guld, sølv og ædelstene. Vi ser at denne slags “forskønnelse” især bruges af Benedikt Gröndal og af Steingrímur i hans tidligere periode. Og det passer jo netop til spredningen af farveord, rosende ord, og (delvis) arkaismer. Derfor anser jeg dette for at være en del af det ophøjede digtsprog. Nogle af symbolisterne gør lige så hyppigt brug af denne slags ord, men deres strømning var da også internationalt kendt for det.
Jeg har set et sted, at Georg Brandes har sagt at romantiske digtere havde det med at rose naturen i stedet for at skildre den. Hvis nogen her véd hvor det står hos Brandes, vil jeg være yderst taknemlig for en henvisning. Men for at afprøve dette, undersøgte jeg hyppigheden af rosende ord i de omtalte digtsamlinger. Det er givetvis ikke tale om videnskabelig nøjagtighed, eller tømmende sammentælling af alle rosende ord. Men jeg håber at der er tale om et repræsentativt udvalg. Til sammenligning havde jeg en islandsk frekvensordbog, som udkom i 1991. Den bygger på en undersøgelse af 100 tekster fra fem forskellige områder. Der er 20 tekster fra hvert område, og de er alle lige lange, omkr. 5000 ord, altså ikke hele værker. De er 1. Islandske romaner og noveller, 2. oversatte sådanne, 3. biografier og erindringer, 4. fagbøger, 5. børne- og ungdoms-bøger. Enligt denne undersøgelse var ”grammatiske” ord, som havde lignende fuknktion som bøjningsendelser, omkring 50% af ordforrådet, lidt forskelligt efter genrer. Og de rosende ord jeg undersøgte hos digterne, var 0,3% af denne frekvensordbogs ordforråd. Men de var ellers mindst 1,5%, og nåede endda op til 2.5% hos nogle af vores digtere. Så der er noget om snakken, at romantikkerne rosede naturen. Det gjorde de fleste af deres umiddelbare efterfølgere bare også, symbolisterne med 1-1,5%. Undtagelserne er den første symbolist, Einar Benediktsson, som debuterede omkr. 1890, og en af de populæreste, Davíð Stefánsson, som debuterede under den første verdenskrig, de har omkr. 0,5% af den slags. Rosende ord ligger altså ikke i selve poesiens natur, modsat den prosaiske frekvensordbog. Men disse to sidstnævnte symbolister gjorde sig også særlig umage med at konkretisere poetiske billeder. Hvilket bringer os til næste punkt.

Digtet i enkelte ord
Endnu et digterisk særpræg opstår med denne strømning. Det er dannelsen af nye ord som er særlig billedrige, præcise. Jeg troede først at disse ord var kommet ind med oversættelsen af Homer, som netop har en del sådanne udtryk; vindfrár (hurtig som vinden), rósfingruð (med rosenrøde fingre), o.s.v. Men denne oversættelse blev begyndt i 1819, og vi ser sådanne ord i digte som Bjarni Thorarensen lavede her i København før 1811; rosfager, natdugget, solgylden, o.s.v. Det drejer sig nok om arv fra Eddadigtene, men de ærede tilhørere bedes oplyse hvis de kender noget lignende fra f. eks. dansk digtning. Det er vanskeligt at frembringe eksempler, eftersom man i islandsk har sammensatte ord i meget højere grad end i dansk. Så er jo også klang og stilnuancer vigtige, det som lyder poetisk på islandsk lyder måske mindre heldigt i min hurtige oversættelse. Der er især tale om farvepræcisering eller anden sanselighed; ”duggen sov sølvkold”, ”det mørkbløde hav”, ”en mørkekold grav”, ”blegtavse brødre”, ”en rose med kysvåde blade”. Nogle gange blander man følelser i sammensætningen, ”en stemmesalig sti” i en ”skumringssalig nat”. Andre gange sammensætter man ord af led, som delvist har modsat mening. Det er dog ikke for at lave paradokser, men for at opnå en så præcis mening som muligt, hvor disse dele mødes; ”sorgblid, sorgsalig, sorgblidhedstavs”. Eller man sammenstiller nærliggende led for at afgrænse betydningen hvor de ligger op ad hinanden; ”savnsyg, sangdyb, kærlighedsdybe øjne”.
Jeg samlede over 220 eksempler, og det viste sig at hvad enkelte elementer angår, er 33 lavet med sølv (en syvende del), halvt så mange med guld, 21 med blå (en tiende del), 12 med sol (lidt over halvt så mange).
Det er helt klart, at denne mode først og fremmest herskede i århundredets første del. Bjarni har 18 (en 12 del), Jónas 27 (en 8 del), begge over gennemsnit, men det følger Benedikt, med 23 i sin første periode (en tiende del), 17 i sin senere periode (en trettende del), Steingrímur har i sin første periode 87 (to femtedele), men kun 11 i sin senere periode (en tvyvende). Matthías har 24 i sin første periode (en tiende del), næsten ingenting derefter. Men symbolisterne genoptog denne skik at lave poetiske nydannelser, de var da også meget betaget af de tidlige romantikkere.
Alle disse undersøgelser af ordfrekvenser har efter min mening begrænset værdi. De må suppleres med mere eller mindre alsidige analyser af nogle udvalgte digte, hvor man undersøger hvordan de forskellige elementer samordnes. Det gjorde jeg i min for nylig afsluttede undersøgelse af symbolismen, som jo fulgte på 1800-tallets tradition. Den undersøgelse viste bl.a. at de populæreste symbolister opdelte sig i to grupper. Den ene kendetegnes ved originalitet i poetiske billeder, samordnet i et digt, klang, farve og metaforer. Den anden, større gruppe kendetengnes ved tilstræbt folkelighed, hvorved de bl.a. holdt sig stort set til gængse metaforer. Begge grupper gik mere og mere efter folkeligt, dagligt sprog. Og faktisk mener jeg vi kan konstatere allerede i den sidste halvdel af 1800-tallet en forandring fra særpræget digtsprog med frapperende nydannelser, stort forbrug af farver og arkaïske ord, til et mere hverdagsligt sprog. Det bliver spændende at sammenligne metaforbruget i de forskellige epoker.
Jeg håber at denne undersøgelse, foruden egen værdi, også kan danne baggrund for en fordybet forståelse af symbolismen.
Efter denne planlagte empiriske undersøgelse af 1800-tallets islandske digtning, vil jeg sammenligne resultaterne med hvad der kendetegner førende digtere undenlands, især i Danmark, hvortil Islændingene havde de tætteste forbindelser.

4.605 ord