Asmaa og Irakkrigen

Strid om Asmaa

I (I Modkraft juli 2007)
Asmaa Abdol Hamid har sammenlignet besættelsen af Danmark i 40erne og af Irak nu. Men det ville kun være sammenligneligt hvis de tyske nazister havde organiseret det første frie valg i mands minde i Danmark, og den deraf følgende danske regering havde bedt Wehrmacht om at blive for at nedkæmpe irregulære trupper, som myrdede løs på tilfældige civile danskere.
Hvor stor var valgdeltagelsen i Irak? Jeg husker at den i hvert fald blev meget større end den plejer at være i USA. Og det til trods for mordtrusler mod alle der ville stemme - fra folk der mange gange havde vist at de mente deres mordtrusler alvorligt, og at de tit var i stand til at udføre dem. Hvor stor tror I valgdeltagelsen var blevet i Danmark under sådanne omstændigheder?
Altså, hvis man ikke anerkender at der er parlamentarisme i Irak, så kan man ihvertfald ikke mene at den findes i USA, og fandeme heller ikke i Danmark.
Den irakiske regering som dannedes af det valgte parlament har legitimeret besættelsestrupperne. Ikke at indse dette forhold udgjorde Asmaas store fejl, og det ville være katastrofalt for Enhedslisten at hoppe på den limpind.
Invasionen af Irak var en skrækkelig forbrydelse, som har kostet massemord, ødelæggelse og elendighed. Men deraf kan man ikke slutte at alt er gået galt i Irak siden 2003. Faktisk findes der et spirende politisk liv og dannelse af uafhængige fagforeninger. De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for. Derfor kan vi ikke støtte en sådan modstand, den er klart fascistisk.
John Graversgaard minder om at de som bekæmpede imperialismen altid er blevet kaldt terrorister. Men deraf skal man ikke slutte at alle som bliver kaldt terrorister, faktisk bekæmper imperialismen. Det gør Irans statsterrorister så sandelig ikke, og dens irakiske kloner heller ikke. Den store fare her er lejrtænkning, den er slet ingen tænkning, bara automatiske reaktioner, som styres af imperialismen. 28.07.07

II (Modkraft juli 2007)
Jan Hoby formoder (rigtigt) at jeg er medlem af Enhedslisten. Jo, vi har faktist talt sammen til forskellige medlemsmøder i partiet.
Desværre er der mange fejltagelser i Jans indlæg. Jeg har aldrig sagt at ” at alle modstandsbevægelserne er al-Qaida´s forlænget arm”, men jeg kalder dem fascister. Godt nok var der ikke så mange af arbejderklassens organisationer at smadre efter årtiers brutale undertrykkelse under Saddam. Men fascisters centrale kendetegn er at de er en reaktionær massebevægelse. De er erklærede tilhængere af diktatur og modstandere af kvinders og mindretals rettigheder, om de så er nationale (kurdere) eller seksuelle. Ligesom nazisterne er deres erklærede mål at vende tilbage til et idealbillede af fortiden, i islamisternes tilfælde til et kalifat, hvor alle skulle have levet i endrægtighed. Når jeg taler om ”islamister”, fordrejer Jan det til ”muslimer”. Tænk, jeg troede at det kun var Dansk folkeparti som satte lighedstegn mellem de to størrelser. Så sent som i sidste Rødgrønne linier sagde jeg at man ikke kunne generalisere noget om de over 1000 millioner mennesker som er opvokset under islam, i vidt forskellige omgivelser.
Jan kalder det absurd at ”sammenligne parlamentarismen i Irak med USA og Danmark” –men han svarer ikke på mine argumenter, og har selv ingen. Da var Lars Grenaa noget bedre, han har næsten overbevist mig om at de fleste danskere generelt ønskede at leve i fred under nazisternes besættelse, og derfor til valget 1942 valgte de politikere der gik ind for det. Men han svarer ikke på den afgørende pointe, hvad ”modstanden i Irak” faktisk gør. Der nøjes Jan med benægtelse, igen helt uden argumenter.
Når man sammenligner den irakiske modstand med den danske under besættelsen, så kunne man jo lave det tankeeksperiment, at en kø af unge mænd stod udenfor Frikorps Danmarks hovedkvarter for at melde sig til Hitlers kamp. Hvis så en modstandsmand havde kastet en bombe ind i den kø, kunne vi synes det var synd for de vildledte unge mennesker. Men eftersom de agtede at deltage i et mordtogt mod sagesløse, tror jeg få af os ville fordømme den aktion, som vistnok aldrig fandt sted. Til gengæld er det utænkeligt at den danske modstandsbevægelse ville have kastet bomber mod en tilfældig menneskemængde, på en markedsplads eller lignende.
Det er som om mange mener, at når der føres væbnet kamp mod USA-imperialismens invasion af Irak, så må det selvfølgelig være "folkekrig", national befrielseskamp mod imperialismen. Men der er aldeles ikke tale om en enet bevægelse som det var i Vietmam. Vi har desværre set mange eksempler på at denne væbnede modstandsbevægelse består af grupper der myrder løs på hinanden og lader hånt om almindelige Irakers liv, ved at bombe overfyldte markedspladser (det træffer da ikke amerikanske soldater!), ved bomber mod kurdiske partiers hovedkvarterer, simpelthen for at forpurre deres politiske mobilisering, o.s.v.
Jans argumentation er så skødesløs, at han stiller sig udenfor enhver fornuftig diskussion. Jeg vil derfor nøjes med til slut at citere en iransk flygtning, Farroukh Jaffari, som kommentar til Jans budskab om at støtte al erklæret modstand mod imperialismen.

” For mig at se er der 3 selvstændige kræfter. Der er imperialister. Der er reaktionære af alle mulige afskygninger (nazister, islamister, nationalister, etc.). Og så er der den socialistiske venstrefløj.
De 2 første har altid stået sammen i mod den socialistiske venstrefløj indtil den for venstrefløjen så fatale fejltagelse i Iran, hvor en del af venstrefløjen mente, at det fremfor alt andet er vigtigst at tilføje imperialismen et nederlag i Iran. Dette blev som bekendte årsagen til venstrefløjens midlertidige udslettelse i Iran. En ny generation af venstrefløjen har rejst sig igen i Iran nu og belært af bitter og fatal erfaring står den på egne ben mod imperialisterne og mod islamisterne. (...) Den iranske venstrefløj kender til den reaktionære islamismes væsen, fordi vi har kæmpet mod dem mens vi har stået ansigt til ansigt med dem i snart 30 år. Dem, der tror, at det er VIGTIGST at tilføje imperialismen et nederlag kender ikke til islamismens væsen, fordi de i samme periode havde ansigtet dybt begravet i islamisternes bagdel og ikke har stået ansigt til ansigt med dem.
Man kan ikke identificere en politisk organiseret modstandsbevægelse, som vi mere direkte kan støtte, fordi sådan en IKKE FINDES. Den fatale fejltagelse for den iranske venstrefløj havde konsekvenser i hele mellemøsten og samtidigt med de fejltagelser, der blev begået af socialistiske teoretikere i alle mulige former for den "reelt eksisterende socialisme" i diverse lande (teorien om den ikke kapitalistiske vækstmåde samt teorien og den fredelige sameksistens) har gjort, at venstrefløjen er meget svag i Irak. Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at det kun er venstrefløjen, vi skal støtte. Både i Irak og i Iran.”

III (Modkraft juli 2007)
“De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for.” Det er almindelig kendt at disse to størrelser (sædvanligvis betegnet som Shia mod Sunni) i årevis har bekæmpet hinanden af varierende heftighed, hvad der har ført til mange drab og ødelagte stormoskéer. Samtidig har de bekæmpet besættelsestropperne og regeringshæren, som de også infiltrerer. Om man så kalder dette borgerkrig eller noget andet er et spørgsmål om militær terminologi, som jeg ikke vil blande mig i. Det var grotesk at læse JHs ønsketænkning om en enet modstand i Irak samme dag som over 70 civile Irakere blev dræbt af en selvmordsbomber i Bagdad. Igen, TILFÆLDIGE civile Irakere. Når der i JHs politiske tænkning kun er plads til enten/eller, så er han udleveret, uselvstændig.
3. Jeg har forklaret, at islamisterne i Irak går ind for religiøst diktatur, som har det væsentligste til fælles med fascismen; at være en reaktionær massebevægelse. JH har ingen modargumenter mod denne sammenkædning, men spørger hvad jeg bygger min påstand på. Om Moqtada al-Sadra findes det på nettet at hans mål for Irak er et præstestyre som i Iran (“In the long term, he would like to see a system in Iraq similar to the regime in Iran. He wants Islamic law to be the law of the land, and he wants clerics to rule. His father studied with Ayatollah Khomeini and accepted the notion of clerical rule. So does Muqtada. That is, there may be a place for elections (as in Iran), but true power would rest in the hands of the clerics. He has admitted all this in Arabic press interviews.” (Home Page Americana Translation Project Informed Comment Thoughts on the Middle East, History, and Religion Juan Cole is President of the Global Americana Institute)
4. JH: “Det er ikke en bevægelse, der vil erobre hele den arabiske verden eller indføre et Kalifat.” Hvis JH mener Islamister, så mener jeg han tager fejl. Siden de tog magten i Iran over for 25 år siden har militant islamisme bredt sig til bl.a. følgende lande: Algeriet, Egypten, Palestina, Libanon, Afghanistan, Pakistan, Kasmir og Indonesien. Alle steder har de vist sig at være intolerante tilhængere af diktatur og indædte modstandere af borgerrettigheder (kvinders, socialisters, bøssers, o.s.v.). Et særlig uhyggeligt eksempel er det dokument som går under betegnelsen “Hamas program” (http://www.passia.org/publications/research_studies/Hamas-Text). Der står der godt nok at folk af alle religioner kan leve i fred, HVIS det er under Islams styre. Men der står også: “Hvis en jøde skjuler sig bag ved en sten, så vil stenen kalde: Kom her og dræb jøden” Iøvrigt citeres der som en væsentlig kilde den berygtede antisemitiske forfalskning Protocols of the Elders of Zion”, flittigt brugt af nazisterne i 1930erne og 40erne. I Hamas program erklæres det også at den franske revolution i 1789 og den russiske i 1917 var led i en global sammensværgelse, igen helt i stil med nazisternes allerdummeste propaganda.
Det er godt muligt at islamister ikke går efter verdensherredømme, f.eks. er ligeglade med Grønland og Island, men det er helt klart at de går efter Sharia og diktatur i de lande hvor Islam er den herskende religion.
5. Man skal naturligvis ha sympati for al verdens undertrykte, og støtte dem efter formåen. Men det er sørgeligt at se at IS nu har optaget KPernes gamle politik, at løbe efter alle mulig slags bevægelser, bare de erklærer at de er modstandere af USA-imperialismen. Det gjorde Hitler da også! Denne selvudslettende politik har stort set udslettet kommunismens en gang så mægtige massebevægelse rundt om i verden. Den blev jo helt konturløs, fordi den altid søgte kompromisser, aldrig havde noget selvstændigt alternativ at byde på. Derfor er det yderst nødvendigt at bekæmpe denne selvmorderiske politik.

Støt Asmaa og Enhedslisten.

I Politiken d. 31.8. skriver 3 kvinder fra Enhedslisten at de tager afstand fra Asmaa Abdol Hamid (AAH) som folketingskandidat for Enhedslisten fordi hun har skabt konflikt i partiet "pga sin religiøse overbevisning og sine udtalelser, der ofte er helt ude af kurs med Enhedslistens politik." I det sidste punkt henviser de tre vel til AAHs udtalelser om krigen I Irak. Dem har mange taget fejl af (bl. a. undertegnede), men for det første sagde hun, ligesom partiet og faktisk hele verdenssamfundet, at et besat folk har ret til at rejse sig til modstand mod besættelsestrupperne. Det betyder dog ikke at man skal støtte enhver modstandsbevægelse, og det sagde AAH netop i et interview i Berlingen (ses bl.a. på www.modkraft.dk):
"Men jeg eller Enhedslisten kunne aldrig drømme om at opfordre til angreb mod danske soldater eller støtte til de fanatiske og udemokratiske militser, der terroriserer hverdagen for den irakiske befolkning."
–Dette er simpelthen i overensstemmelse med Els vedtagne politik.
Vi skal samles om en fælles politik, så mange som muligt, og acceptere mangfoldighed i vores rækker. Om kammeraterne er mere eller mindre religiøse, eller endda lidt overtroiske, om de nu foretrækker Wagner eller Melodigrandprix, Tolstoj eller knaldromaner, eller begge ting skiftevis, det må altsammen være deres privatsag, ligesom deres påklædning og hilsemåde, mm. Det er dybt sekterisk at blande den slags sammen med politik, sige at man kun kan lade sig repræsentere af nogen der ligner en selv. Og når nu AAH er demokratisk valgt folketingskandidat for Enhedslisten, og udtrykker dens politik, så bør de som støtter den politik støtte hende.

Religiøsitet og socialisme

Hvis vi spørger hvad de forskellige religioner har til fælles, så må svaret være: Gud er kærlighed. Meningen er også blevet udtrykt på den måde, at guds nåde er overalt nærværende, mennesker skal bare åbne deres sind for den. Men vi ateister siger det samme, bare på anden måde: Du kan ikke styre hvad der hænder dig, om det nu er en lotterigevinst, pludselig sygdom eller arbejdsløshed, dit ægteskab kan gå i stykker uden at du kan gøre noget ved det. Men overfor alt dette gælder, at du kan forsøge at styre hvordan du reagerer på disse hændelser. Dét er vigtigt, men til gengæld er det ikke væsentligt om du overholder et eller andet dogma, som at sky svinekød eller alkohol, går klædt på en særlig måde, f. eks. med kalot eller hovedtørklæde eller noget helt andet. På grund af denne fundamentale fælles holdning spiller det ikke en større rolle om folk nu bekender sig til et eller andet religiøst fællesskab eller slet intet. Derfor er det helt ude i hampen at beskylde religøsitet for at medføre diskriminiation, mod kvinder, bøsser eller hvem ellers. Det er kun politiske bevægelser der gør det, ved at fornægte en samfundsgruppe status som mennesker. Famøse eksempler: imperialismen og nazismen. Den afgørende forskel er til gengæld om folk tror på en bog, og så nødtvunget på en person som fortolker bogen. Det er autoritarisme, og den holdning er fundamentalt forskellig fra at folk siger: Det er et individuelt ansvar at styre sit liv, og moralske holdninger og afgørelser er noget vi laver i fællesskab, ikke noget vi lader os pådutte af en eller anden præst. Om hans bog så hedder Dianetics, Koran eller Bibel er ligegyldigt. Dogmaer har den funktion at splitte folk og undertvinge dem en autoritet. På grund af dette er det indlysende at man sagtens kan forene personlig religiøsitet og socialistisk holdning, ja såmænd en revolutionær. Derfor synes jeg at det er dybt sekterisk når Antireligiøst netverk i Enhedslisten vil forbyde religøse kammerater tillidsposter i partiet. Det er at splitte tropperne på et ligegyldigt grundlag, og faktisk er det autoritært. Religiøsitet er en følelsesmæssig holdning. Det er ligeså dumt at sige til folk: Du må ikke tro på gud, som at sige: Du skal ikke være forelsket i Maria, Christina passer meget bedre. Man har sagt at religiøsitet naturligt udspringer af følelsen af magtesløshed som kommer af at leve i et mere eller mindre autoritært system. Derfor kan man mene at religiøsitet naturligt vil forsvinde i fremtidens klasseløse samfund, efter revolutionen. Men at forlange af folk at de afsværger religiøsitet nu, i et klassesamfund, det er at spænde kærren foran oksen. Så kommer man som bekendt ingen steder.

Anden rangs medlemmer

I de to sidste RGL bedyrede nogle folk, at selvfølgelig havde selv Enhedslistemedlemmer ret til at være religiøse, ligesom til at være ateister, men at de selv ikke kunne føle sig repræsenteret af en troende muslim, og nu slet ikke kunne stemme på partiet ved næste valg. Derefter så jeg for mig følgende episode:
Ind på Els kontor kommer en sobert klædt kvinde, med stramt hår og stort kors hængende ned fra halsen. Hun siger at hun har læst Els program og er fuldstændig enig, så nu vil hun melde sig ind i partiet. Og vi svarer: "Du er meget velkommen i vores parti. Men så må du være klar over at du bliver andenrangsmedlem, uanset hvor godt du arbejder for partiet. For du er ikke så fin som mig, jeg kan opstille til Folketinget, men det kan du ikke, for du tror jo på gud og går i noget mærkeligt tøj, nærmest gammeldags reaktionært, slet ikke vores solidarisk udseende tøjstil. Vores parti går godt nok ind for lighed, men det er i samfundet, og gælder ikke indenfor partiet. Ligeledes kræver vi religionsfrihed, men indenfor partiet er ateister hævet over alle religiøse."
Selv er jeg ateist, med stærk modvilje mod især kristendom. Men jeg mener at det ville være tosset sekterisme at udelukke socialister fra partiet, bare fordi de har en eller anden religiøsitet i større eller mindre grad. Den slags tilhører følelseslivet, og det skal vi ikke blande os i. Det afgørende er at samle flest mulige om det fælles programs væsentlige punkter. Det er ren sekterisme at forlange at vores repræsentanter skal ligne os. Piger opdraget i islam har det mindst lige så svært med at lægge tørklædet som det ville være for almindelige danske piger at tage det på. Derfor signalerer tørklædet ikke noget som helst, hverken at man går ind for kvindeundertrykkelse, diktatur eller offentlige henrettelser. Der er nok over 1000 millioner mennesker opvokset under islam, i meget forskellige omgivelser. Ingen kan kende dem alle sammen, så ingen kan generalisere noget som helst om dem.
Min islandske bedstemor gik altid med hovedtørklæde udendørs. Ikke fordi hun var specielt religiøs – det véd jeg faktisk ikke noget om, for jeg var kun tre år da hun døde – men simpelthen fordi det var hun opdraget til, det gjorde alle hendes jævnaldrende. Sådan noget skal man ikke blande sig i. Jeg undgår selv så vidt muligt at gi mænd hånden, jeg har nemlig set hvor mange ikke vasker hænder efter toiletbesøg.

Til Enhedslistens Antireligiøse netværk.

Undertegnede erklærer på tro og love, i tilfælde af at jeg bliver valgt til en tillidspost i Enhedslisten, af hvilken karakter den end måtte være:
At jeg ikke er religiøs, og lover ikke at blive det, så længe jeg beklæder en tillidspost for partiet.
Skulle jeg, mod forventning, blive grebet i at gå i kirke/synagoge/moské vil jeg øjeblikkelig nedlægge omtalt tillidspost.
Det samme gælder hvis jeg bliver afsløret i overdreven nydelse af religiøse kunstværker, så som Dantes Divina Commedia, Bachs H-moll messe, Juleoratoriet eller lignende.
Med kammeratlig hilsen til diverse sekteriske partimedlemmer


Fejlagtigt om Enhedslisten og Asmaa.
Rune Lykkeberg havde en kronik i Informations Paradoks (d.14. 10, s.3) om Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol Hamid (her AAH).
Desværre er denne kronik beskæmmet af alvorlige fejl. For det førsteer det fejlagtigt når han siger at det kun var partiets årsmøde der opstillede hende. Før årsmødet var der en generel afstemning hvor alle partimedlemmer havde mulighed for at stemme, og den placerede AAH på 7. plads. Godt nok var der kun en tiendedel der deltog i afstemningen, men gør andre partier det bedre? Derefter vedtog årsmødet på anbefaling af kandidatudvalget og de enkelte valgkredse at placere
hende på 6. plads.
En meget værre fejl er at påstå at partiets ledelse skulle have udnævnt AAH til "en rigtig muslim" og dermed implicit have sagt at f.eks. Naser Khader og Kamal Qureishi er "uægte" muslimer. Dette er fuldstændig forkert, ingen i Enhedslistens ledelse har sagt noget i den retning. Tværtimod, i partiets øverste ledelse mindes jeg mindst tre kammerater fra islamiske lande, deriblandt ivrige bekæmpere af islamismen f.eks. i Iran, og en kvinde uden tørklæde i vestligt tøj. Jeg er ikke bekendt med deres religiøse praksis eller udeladelse af samme, for det synes jeg ikke angår mig.
Pointen som vi igen og igen har fremhævet med Asmaas kandidatur er for det første at hun har været dygtig til social politik, og for det andet at der OGSÅ skal kunne være plads til folk der åbent bekender sig til deres rødder - i dette tilfæde muslimske traditioner, bare de går ind for Enhedslistens politik. Og det gør Asmaa, helt klart, hun går også ind for mærkesager som frastøder islamister. Hun har nemlig klart erklæret sig for lige rettigheder til alle, kvinder og bøsser
indbefattet.
Med denne kombination giver Asmaas kandidatur en enestående mulighed for at bygge bro mellem revolutionære socialister og samfundets mest undertrykte mindretal.

Lægger I også mærke til at hver eneste gang Enhedslisten bliver angrebet i valgkampen, er målet Asmaa Abdol Hamid og hendes famøse tørklæde - et beklædningstyk hver eneste almuekvinde i Danmark, Tyskland, Polen, England, Rusland o.s.v. bar indtil for få årtier siden. Jeg har såmænd set et billede hvor Englands dronning Elizabeth den anden bærer det, sammen med sin søster Margaret. Selv Roald Als falder for dette i søndagsPolitikken, og argumenterer for at en stemme på Enhedslisten vil falde død og derfor gavne Fogh. Tværtimod! Den eneste mulighed for at blive af med Fogh-regeringen er at genindstemme Enhedslisten ind i Folketinget, som påvist af Peter Adophsens kloge læserbrev samme dag. Hvorfor tror I Asmaa altid er målet for alle angreb på Enhedslisten? Mon ikke fordi hun er særlig farlig for højrefløjen? Fordi hun giver en enestående mulighed for revolutionære socialister for at forbinde sig med samfundets mest nedtrykte mindretal? Dvs. indvandrere der bekender sig til deres muslimske nærmiljø, uanset deres forskellige anskuelser? Her har vi for første gang nogen der virkelig kan konkurrere med det fascistiske Hiz-ut-Tahrir. Intet under at Enhedslistens modstandere går helt amok mod Asmaa. Men det viser bare at nu er det helt nødvendigt for venstreorienterede at stå sammen om Enhedslisten og Asmaa