Nymodens iscenesættelse

Nymodens iscenesættelse

Tæppet går op for 4. Akt i operaen. Vi ser nogle yuppies i nålestribet tøj, med tilbagekæmmet hår, modebriller og stresstasker som fimser rundt og snakker forretninger. Kort derefter tager en af dem et spyd og gennemborer Siegfried, som stadigvæk går i jernaldertøj. Selv Wagners vidunderlige musik har svært med at hamle op imod fornemmelsen af idioti.
Så ser jeg Sophokles’ Antigone i det Kongelige teater. De gamle grækere går også i fine jakkesæt, drikker kaffe, ryger sigaretter og praler af deres nye sportsbiler. Så blir de dræbt, og deres lig kastes ud for BORGMURENE (!) for der at rådne op som straf.
Samme sted ser jeg så Lessings Miss Sampson. Det var en nyhed for 250 år siden, en borgerlig tragedie, som handlede om noget publikum kunne genkende som sig selv, istedet for altid at se på adelsmænd, kongefolk og græske guder. Og denne nye form for skuespil fremhævede borgerklassens dyder overfor aristokratiets løsslupne moral. I dette stykke er en ung kvinde taget på hotel sammen med sin elsker –en fordærvet aristokrat – og bekender nu at det var en forbrydelse mod hendes far. Hele salen grinede, fordi skuespillerne bar moderne tøj, og dekorationen var også nutidig. Havde det hele været i datidens gevandter, så kunne publikum have levet sig ind i forfatterens tankegang, at det var et stort tab for familien på muligheder for at forbindes med andre mægtige slægter, for at lave en stor forretning eller udvide en. Til det formðl brugte borgerne jo deres børns giftemål, og deres opfattelse af en piges dyd=ubrugthed var så derefter. Nu blev muligheden for at forstå et historisk skuespil ødelagt.
Hvad har disse tossede iscenesættelser tilfælles? Det, at regissørerne ikke tror på publikums indlevelsesevne i fremmede tilstande. Men når kunstnere viser publikum foragt, får de den mangefoldigt tilbage –med rette.