Enhedslistens blad

Tidskrift
Der tales meget om at Enhedslisten har behov for et organ. Et blad for at frembringe ledelsens synspunkter på forskellige politiske emner, nogle siger endda, for at tvinge HB til at tage stilling til dem. Til gengæld er der meget uklare opfattelser af hvad eller hvordan dette blad bør være.
Nogle siger at det skal udkomme fire gange om året, men en sådan publikation kan ikke tage stilling til løbende politiske begivenheder, for at påvirke folks opfattelse deraf. Det ville altid komme efterpå. Så kunne der kun være tale om kampagner, og da er det svært at se hvorfor de skulle finde sted nøjagtig med tre måneders mellemrum. Det ville da i hvert fald ikke afhænge af den politiske situation. Lige nu klares dette elektronisk ved Enhedslistens nyhedsbrev. .Hvorfor skulle det trykkes på papir? Der kan jeg kun se én forklaring, den skal fordeles af de forskellige afdelinger. Problemet er så bare, at disse erklæringer ikke altid er lige ophidsende, folk ville i nogen tilfælde have svært ved at forstå hvorfor militanter skal stå på gadehjørner og uddele dem. Man må da vælge ud fra fald til fald. Hvor lang kan sådan en trykt politisk erklæring være? Det er ikke tilfældigt at den som regel er en lille side på A5. Politiske aktivister, der fordeler sådanne løbesedler mener at have erfaring for at læsernes antal står i omvendt forhold til sidernes antal. To siders løbeseddel har højst halvt så mange som én-siders, og kommer en løbeseddel op i 4 sider eller endda 8, eller 12 mener jeg at der vil være meget få læsere, selv hvis man fik nogle kendte mennesker til deri at behandle sagen fra hver deres side.
Så er vi kommet til en periodisk publikation, et kvartals-tidskrift, et månedligt, eller et ugeblad. Åbenbart ville det førstnævnte især være et forum for baggrundsanalyser. Det ville månedstidskriftet også som regel være, dog nok mere for aktuelt stof, som især kunne gøre sig i ugebladet. Det ville dog aldri kunne tage kampen op med et dagblad, ikke formidle nyheder, snarere analyser og argumenter for en bestemt stillingtagen.
Men for alle disse publikationer gælder det, at man ikke kun kan have politiske artikler. Det siger fire århundreders erfaring. Nej, der må være varieret stof, også kulturelt, gerne noveller eller digte, billeder, gerne karikaturer, fortællinger, o.s.v. Selvfølgelig kan et tidskrift ikke indeholde hvad som helst, hulter til bulter, der må være en redaktionspolitik, som går efter en bestemt smag, altså en bestemt befolkningsgruppe, som man vil tiltale og påvirke. Dette er en meget svær opgave, som kræver kendskab og indfølelse. Med andre ord, et tidskrift kan kun overleve hvis det har en selvstændig redaktion, som kan koncentrere sig om denne opgave, en professionel redaktion, altså.

Stalinismens arv
I min ungdom var jeg medlem af DKP´s islandske søsterparti. Det er for
længst gået i opløsning pga. af dets evige søgen efter principløse alliancer med næsten hvem som helst for at komme til ministerposter og øvrig indflydelse.
I 1936 blev denne folkefrontspolitik pålagt partiet fra Moskva, og da blev dets blad, Arbejderavisen udskiftet med en avis som typisk nok hed Folkets vilje. Jeg behøver nok ikke beskrive den for folk som kender til den stalinistiske politik i det følgende godt tre årtier. Men efter 1968 begyndte nye vinde at blæse, også ind i partiet, og bladet optog en særlig debatklumme. Der skrev mange forskellige venstrefløjsfolk om mange slags politiske spørgsmål, og udviste forskellige holdninger til især hvordan den fælles kamp burde føres;
mod Natobaserne, for økologi, for faglige rettigheder osv. Denne klumme gjorde avisen ganske populær, ikke mindst blandt intellektuelle. Men der var også stor modstand mod den. Jeg husker at jeg en gang var på søndagspromenade med min lille familie ved
andedammen i Reykjavíks centrum, da formanden for den islandske modsvarighed til 3F prajede mig og indstændigt bad mig: "Gør mig dog den tjeneste at I holder op med at skændes i vores organ!" Jeg grinede forfjamsket, men lovede ikke noget. Hans holdning kendte jeg jo godt; "partiets ledelse skal udforme den rigtige politik, som derefter proklameres i avisen. Derfor kaldes den "organ". Deri skal man ikke bebattere forskellige standpunkter, for det ville jo bare forvirre masserne, som partiet skal lede. Sammen vi stå."

Debat
I diskussioner om dette emne har jeg mange gange fremhævet nødvendigheden af at et sådant organ rummer fri diskussion. Det har mødt ihærdig modstand, dog uden argumenter. Derfor må jeg regne med at der er tale om en følelsesmæssig stillingtagen. Folk mener at vi nok kan diskutere politik internt, være uenige for at arbejde os frem til en afgørelse, men udadtil må vi så vise en fælles stillingtagen på det grundlag.
Nu er denne holdning for det første i total modstrid til hvordan vores klassikere opførte sig. Marx, Engels, Lenin, Trotsky og Luxemburg bl.a. skrev alle sammen deres vigtigste skrifter som agressiv kritik af deres partifæller. Og tonen! Den ville chokere mange af nutidens sarte sjæle på venstrefløjen. Dette syntes jeg var synd, da jeg var ny i partiet. Hvorfor kunne de mennesker dog ikke enes i fordragelighed om de vigtige opgaver, mod fælles fjender? Men senere forstod jeg at dette netop var den eneste vej fremad. At beskrive hvordan man kommer videre, må da indbefatte en kritik af fællesnævneren. Borgerlige holdninger er udbredt, også hos almuen, sålænge vi bor under borgerlige tilstande. Antonio Gramschi har forklaret at marxismen kun kan udvikles på denne stridbare måde, eftersom den i sin natur er modstand mod det bestående system.
For det andet må vi diskutere politik åbent med folk sem vi vil vinde for en fælles kamp. Vi må tale til dem som fornuftsvæsener, dvs. fremlægge argumenter for og imod den ene og den anden position. Derfor må vi ha en åben debat i den publikation vi forelægger dem. Alt andet ville være mangel på respekt for vores samtalepartnere, og hævne sig grusomt. Det kender vi jo af lang erfaring af diskussioner med folk fra diverse stalinistiske grupperinger. Militante som bebuder en politik fordi den blev vedtaget, bruger fælles standardargumenter. De taler med trætunge, siger Franskmænd.
Men nu har erklærede stalinister en helt åben diskussion om vigtige politiske emner, både i dagbladet Arbejderen og i tidskriftet Clarté. Det forekommer da helt absurd hvis vi skulle blive ”katolskere end paven”. Så må vi ikke glemme, at alle disse politiske spørgsmål åbent diskuteres i Information, Politikken m.v. Hvis vi ikke åbner vores blad for diskussioner, stiller vi Enhedslisten simpelthen udenfor diskussionerne. Derved bliver partiet jo ikke synderlig interessant.

Månedstidskrift
Når SAP i årevis har kunnet udgive et månedligt tidskrift, ganske vist med en del besvær, kan jeg ikke indse hvorfor Enhedslisten ikke skulle kunne gøre det, da den jo har langt større resurser, både pengemæssigt og i militanter. Jeg har hørt det argument at SAP behøver SI for at vise sit ansigt. Skulle vi da arbejde for en slig konkurrance med vores SI? Nej, jeg mener at vi burde arbejde for at SI erstattes af et fælles tidskrift for Enhedslisten, hvor SAP selvfølgelig ville komme til orde med sin politik. Naturligvis ville folk der er uenige med denne politik på et eller andet område også komme til orde, men jeg mener nu at vores standpunkter godt ville kunne klare sig i en kritisk diskussion. Ellers var de ikke noget værd. Og som før sagt, jeg mener at det netop ville trække folk til vores standpunkter at de åbent diskuteres med dem. Det er jo ikke sådan at vi har principiel modstand i hele Enhedslisten, de fleste er åbne for vores argumenter. Derfor ville det være en stor fordel at udskifte SI med en lignende publikation, som nåede størsteparten af Enhedslisten.

Ugeblad
Hvis man har resurcer til at udgive et interessant ugeblad, ville det jo være at foretrække frem for et månedsblad, for det ville have en meget større påvirkning, når det så hyppigt udkom.
Det er da værd at mindes, at et sådant ugeblad havde vi i flere år, Socialisten. Det blev så nedlagt ved at fratage det støtten fra Enhedslisten. Og netop de folk om mest gik ind for at nedlægge avisen taler nu om at Enhedslisten behøver et blad.
Argumenterne for at nedlægge avisen var så dårlige, at de simpelthen ikke må glemmes. Det ene var at man var uenig med redaktionslinien. Men i så fald kan man jo fyre redaktionen og ansætte en ny, hvis den gamle ikke er til at diskutere med. At nedlægge en publikation af den grund, det er åbenlyst helt hen i hampen.
Man klagede over at avisen ikke bragte Enhedslistens politik. Men det var det jo nemt at råde bod på. Det krævede bare at vores Folketingsmænd og deres sekretærer skrev i avisen om hver deres område, i stedet for at kritisere avisen for ikke at behandle området godt nok. De var de bedste specialister, uden dem kan Enhedslistens avis ikke fungere.
Det andet argument var at Avisen skulle være ”selvbærende” økonomisk, Det havde man forlangt i årevis, og det var ikke sket, så kunne det ikke nytte noget ”at smide penge i et sort hul”.
Dette argument viser et totalt ukendskab til bladudgivelse. Det er alimndelig kendt og indlysende, at de fleste blade bæres økonomisk af reklameindtægter. Det er ligeså indlysende at vores avis aldrig vil kunne finanseres af sådanne indtægter. Skal den så koste tre gange mere end Ekstrabladet? Hvor mange numre ville den mon sælge til den pris? En socialistisk avis kan aldrig blive ”selvbærende”, det viser den elementæreste kendskab til kapitalismen.