Enhedslisten holder sit årsmøde i weekenden 14.-16. maj. Naturligt nok
drejer det sig først og fremmest om hvordan partiet skal reagere på
hvad der sker her i Danmark. Men Enhedslisten har bl. a. den
særstilling i dansk politik ikke at støtte Danmarks deltagelse i
krigen mod Taliban i Afganistan. Indenfor den ramme er der delte
meninger om denne krig i partiet og på venstrefløjen i øvrigt. Her vil
jeg kommentere nogle af de vigtigste.
Tre i Enhedslistens folketingsgruppe har fremsat et forslag om at
hjemkalde de danske trupper fra Afganistan, og faktisk hele
NATO-styrken. Den skulle erstattes af FNs fredsbevarende styrker fra
(helst) islamiske lande. Dette er et fromt ønske, men er det
realistisk? Disse trupper er jo for at holde Taleban skak, kan man så
forvente at Taleban vil skåne disse sine ”muslimske brødre”? Det er
svært at tro på når man har set islamister myrde løs på tilfældige
sagesløse personer i islamiske lande, ved bomber på markeder – og i
moskéer. Den nuværende NATO-styrke i Afganistan er på omkr. 100.000
soldater. De fredsbevarende styrker måtte altså være af lignende
størrelse mindst, og have en lignende bevæbning. Hvem skulle betale
gildet? Da kommer desværre kun USA og dets imperialistiske allierede i
NATO i betragtning. Hvad bliver så forskellen? Jo, man kunne da tænke
sig at soldater fra muslimske lande blev venligere modtaget af den
almindelige befolkning. Dog ikke en invasionsstyrke fra nabolandene
Pakistan og Iran. Det sidstnævnte lands hær ville da også kæmpe for
samme politik som Taleban. Dette forslag har altså efter min mening
ringe udsigter til at lykkes. Men det er væsentligt at fastholde at
disse kammerater på Folketinget mener at der skal bevæbnede soldater
til for at holde Taliban skak i Afganistan.
Andre, bl.a. Afganistans regering taler om at man må forsøge at
splitte fjenden, ved at optage samarbejde med “moderate Talebanere”,
det vil sige medløbere, som ikke er rabiate islamister. I særdeleshed
er der blevet foreslået, at rekrutere unge arbejdsløse Afganere til
militser der forsvarer hver deres område fra Taliban. Irak er blevet
påpeget som eksempel på at denne taktik lykkedes for at svække
oprørsstyrkerne.
Der er nogle, bl. a. Barack Obama der siger at det er nødvendigt at
trække Iran ind i forhandlingerne, for at få fred i Afganistan. Hvad
skulle konsekvenserne af det blive? Forestiller man sig at Irans
præstestyre ville gå ind for en anden samfundsordning i Afganistan,
end den islamistiske i Iran? Hvor man stener kvinder for utroskab og
hænger folk i gaden for bl. a. homoseksualitet, ”fjendskab mod gud” og
(antaget) modstand mod styret. Den ordning havde man jo allerede i
Afganistan under Taliban, så hvis man accepterer den slags kan man
spare sig både forhandlinger og krigsføring, så er det bare at give op
med det samme. Så vil man få fortidens rædselsregime igen, plus en
stor opiumeksport, som Taliban nu har anammet. Alene den er grund nok
til invasion af Afganistan. Men ligeså nødvendigt er det naturligvis
at give de afganske bønder hjælp til at dyrke noget andet end opium.
Både for deres egen skyld, og for at bekæmpe narko.
Det er blevet sagt at det ville medføre en styrkelse af verdens
undertrykte hvis imperialisterne blev smidt ud af Irak og Afghanistan.
For når modstandskampen fik fremgang i det dominerede land kunne der
opstå selvstændige klassekræfter. Men hvem ville juble over dette, og
blive meget styrket? Det ville blive islamisterne, som i forvejen
viser uhyggelig styrke i nabolandene. Islamister underlagde sig en del
af Pakistan, med offentlig piskning af en 14 års pige for “usømmelig
beklædning” og offentlig hængning af mænd som regimet ikke kan lide.
Piger bliver jaget væk fra skoler, pigeskoler bliver sprængt i luften
og et diktatur indført i guds navn. Og hvad så med de ”revolutionære
progressive” kræfter i de lande? De ville blive slået ned, jo hårdere,
jo større islamisternes sejr blev. Det har vi set tydelige eksempler
på i Iran de sidste måneder, over hundrede mennesker blev hængt i
gaderne for at deltage i protester mod valgsvindelen. Er imperialismen
blevet svækket af det iranske præstestyrets erklærede modstand mod
USA? Er imperialismen svækket siden 1979? Svaret er helt åbenlyst nej.
Iran er et kapitalistisk samfund, hvor regimets herskere privat
indsamler millioner. Landet er, som først og fremmest eksportør af
olie, totalt integreret i imperialismens økonomiske system.
Nogle siger at vi i vesten dog ikke skal påtvinge et fremmed folk
vores idealer om demokrati og menneskerettigheder, vi må respektere de
folks traditioner og kultur. Men den mest elementere respekt påbyder
dog at man kræver samme elementære rettigheder til alle mennesker, at
de får lov til at udfolde sig, gå i skole, udtrykke sig frit, danne
sammenslutninger og tage det arbejde de kan få. Kvinder i Afganistan
eller Iran er ikke mindre værd end kvinder i Danmark. Når folk i et
tredjeverdensland bekæmper USAs hær, opfatter nogle det som en
folkelig befrielseskamp som dengang i Vietnam. Men for at der kan være
tale om det, må kampen gå ud på at befrie folket. Taleban går bare ind
for det stik modsatte, både i erklæret politik og i praksis. De som
automatisk altid går imod USA er i virkeligheden Pentagons
marionetter, bare med modsat fortegn.
Mange siger at et folk kun kan befries af sig selv. Jo, hvis
der er tale om en socialistisk revolution, for den betyder jo at
folket tager magten. Tit tales der om et folks ret til at forsvare sig
mod invasion. Men ingen kan påvise et folkeligt oprør i Afganistan mod
de udenlandske tropper. Nogle bruger parolen om national
selvbestemmelse for at retfærdiggøre at man lader Afganerne stege i
deres eget fedt. Men Afganerne har aldrig valgt Taleban. Denne
bevægelse tillader ikke valg og tager magten udelukkende ved væbnet
kamp. Det er en grov fejltagelse uden videre at sætte et lighedstegn
mellem Afganere og Taleban, hvoraf mange jo er udlændinge. Hos
adskillige, selv på venstrefløjen, synes der at spøge borgerlig
nationalisme, en forestilling om at en stats grænser er hellige. Vel
er de ej. Et diktatorisk terrorregime må omstyrtes, også hvis det
kræver en invasion udefra. Er der nogen der nu fordømmer
Vietnamesernes invasion af Kambodia for at omstyrte Khmer rouges
rædselsregime? Er der nogen der stadigvæk mener at det var
forkasteligt af Tanzanias regering at invadere Uganda for at fordrive
den massemorderiske diktator Idi Amin? Dengang talte nogle om
afrikansk imperialisme, men Tanzanierne trak sig tilbage. Senere
invaderede Ugandas hær Rwanda – under dække af rwandiske rebeller. Gid
den havde gjort det før 800.000 mennesker blev myrdet i Rwanda.
Således tager fredsvagter og andre fundamentalistiske pacifister
fuldstændig fejl.
Selvfølgelig siger jeg ikke noget om muslimer generelt. Ingen kan
kende over en milliard forskellige mennesker i flere forskellige
stater hvor Islam dominerer. Derfor kan ingen generalisere om dem, det
ville være dumt. Men militant islamisme er noget helt forskelligt,
nemlig en politisk bevægelse, nærmere betegnet ekspansiv fascisme.
Islamiske fundamentalister vil oprette diktatur og den barbariske
straffelov sharia i alle lande hvor islam er den dominerende religion.
Hele vejen fra Algeriet til Indonesien er islamister på fremmarch. De
respekterer kun våbenmagt, og derfor må de nedkæmpes ved militær magt.
De danskere som siger at man ikke skal blande sig i krige langt borte
er farligt snæversynede, så risikerer man endnu en gang at lade
fascismen vokse til en verdenstruende størrelse, ligesom i 1930erne.
Hvad med det konkrete eksempel Afganistan? Sammenlign situationen nu –
efter USAs invasion – og situationen under Talibanstyret. Nu er der,
trods korruption, valgsvindel og lejlighedsvise islamistiske
udskejelser, som f. eks. dødsstraf for blasfemi – dog fremskridt, der
er forskellige poltitiske partier der opstiller til valg, kvinder kan
gå i skole og på arbejde udenfor hjemmet, de danner deres egne
organisationer, sidder i folketinget; der er altså en politisk
udvikling som var utænkelig under Taliban. Foruden frihed til at høre
musik, radio, se fjernsyn og film. Kan nogen demokrater– endsige
socialister – ønske en tilbagevendning til Talibansstyre? Det er det
parolen “tropperne ud af Afganistan” betyder.
Kort sagt, islamisme er en ekspansiv fascistisk bevægelse som må
bekæmpes med alle midler.
--
Modkraft´kontradoxa, 15.5.2010
torsdag den 20. maj 2010
mandag den 23. februar 2009
Islands krise
I
Længe kan ondt forværres (islandsk folkevisdom)
Lengi getur vont versnað, siger man i Island, eller på dansk: Længe kan ondt forværres. Det gamle mundheld er om noget blevet bekræftet i løbet af landets dybe krise, hvor kun en tredjedel af vælgerne har tillid til regeringen.
Da jeg var ung mand i Island, var der fire politiske partier i Island, de konservative, Fremstødspartiet (et centerparti der havde sin base i bondebefolkningen), Socialdemokraterne og Socialistpartiet.
Det sidstnævnte adskilte sig fra socialdemokraterne især ved at støtte Sovjetunionen og forlange USAs militærbase i Keflavík afskaffet og Island ud af NATO. Pga. disse særpræg blev partiet isoleret og dets medlemmer tilsidesat. Vejen til stillinger og indflydelse gik nemlig i gennem de tre førstnævnte partier.
Militærbasen gav penge til de entreprenører, som fik opgaver, fordi de puttede penge i de rigtige partikasser. Det samme gjaldt opgaver for stat og kommuner. Bankerne var alle nationaliserede, og deres bestyrelser valgt af folketingets flertal. For at få banklån, som var nødvendige for at kunne drive en virksomhed, måtte man .... – ja gæt engang.
Socialistpartiet havde dog også repræsentanter i bankrådene, så i hvertfald dets underskudsgivende avis fik banklån, som så henstod som store tab, da avisen til slut gik ind. Radio og fjernsyn var statsejede og bestyret af samme folketingsflertal, altså som regel præget af åndsformørket konservatisme, især det nye medium, fjernsynet. Kort fortalt, Island var et mafiavælde, forklædt som parlamentarisme.
Nyliberalismens sejstogt
Så kom nyliberalismens sejrstogt også til Island i 1990’erne. Først blev statens monopol på radiofonien brudt. Nu opstod der private radiostationer. De kørte især pop og reklamer, og blev mest hørt mest af teenagere, som før lyttede til det amerikanske. Senere kom der også en privat fjernsynskanal. Den blev træffende skildret af statsradiofoniens daværende direktør som en forvoksen videoudlejning. Men så tog nyliberalismen rigtig fat, da først telefonien og derefter de tre statsejede banker blev privatiseret. Det skete på lignende måde som i Rusland, de blev solgt langt under rimelig pris til folk med de rigtige forbindelser.
Bankerne voksede enormt i takt med, at de stiftede filialer i udlandet. Til slut var deres samlede virksomhed seks gange større end Islands nationaløkonomi. Mange så det som et stort problem at man på den måde udnyttede Islands deltagelse i EØS – det frie marked, tilknyttet EU, som Island dog ikke er medlem af. Samtidig var der store islandske virksomheder, Baugur, FL group o.s.v., som opkøbte alt muligt i udlandet, Illum, Magasin, Sterling og Merlin, store britiske butikskæder, for nu at nævne de kendteste eksempler.
Hvor havde de alle disse penge fra? Det forblev en forretningshemmelighed, men man kunne da gætte på, at de simpelthen lånte pengene i Danske Bank og dens britiske modstykke, og så videre. Renten var jo rekordlav og de store pengekasser bugnede af beholdninger, som skulle give afkast, hvis direktørerne skulle kunne håbe på fortsat at få enorme bonusser og blive genvalgt af bestyrelser og aktionærmøder. Det førte til alt for stor uforsigtighed, hvad man daglig ser frapperende eksempler på i hele Vesten.
Hvad gik galt?
Hvad gik der så galt i Island? Det er der forskellige svar på, alt efter politisk ståsted. Mange priste “finansvikingerne” for de gav enorme skatteindtægter til landet, statsgælden forsvandt, folk købte firehjulstrækkere, fladskærme og lignende som f.eks. i Danmark, også lejligheder, men tit var deres gæld i udenlandsk valuta, det blev folk rådet til af bankrådgivere.
Man er dog enige om, at de islandske banker overekspanderede. Alene i løbet af det sidste år før kollapset øgede de deres udlån med 20-30 procent, trods gentagne advarsler fra eksperter. Det var to dusin mennesker, som bragte hele deres folk til bankerot.
Hvorfor skete det? For syv år siden fjernede man finanstilsynet fra den islandske nationalbank og gjorde det til en selvstændig institution. Finanstilsynets leder sagde forleden i det islandske statsfjernsyn, at det da ikke havde gjort noget galt, det kontrollerede skam, at alt gik lovligt til.
Det synes jeg i hvert fald var et ynkeligt svar.
Skulle finanstilsynet ikke også sige til, om alt nu også var tilrådeligt, eller om noget direkte var farligt? Et andet moment var, at Nationalbanken sænkede tilsidesætningspligten for banker fra 4 til 2 procent, angiveligt for at tilpasse sig den Europæiske Centralbank (bankerne skulle sætte en vis beholdning til side i forhold til deres udlån).
Gordon Brown amok
Men baggrunden for den islandske mønt var jo kun et folk på 300.000 mennesker, det er som Århus befolkning. Den islandske nationalbank havde så ikke valutareserver til at sikre de overekspanderede islandske banker, da krisen for alvor begyndte at kradse. Den forsøgte at få store lån hos andre landes nationalbanker, især USA og i Skandinavien, men fik nej alle steder. Hvorfor nu det? Mange havde sat deres opsparing i de islandske bankers filialer i f.eks. England, mange engelske kommuner, politiforbundet og hvad ved jeg, angiveligt fordi de lovede høje renter. Nu påpegede islandske myndigheder, at den islandske stat ifølge internationale aftaler ikke var forpligtet til at sikre alle islandske eventyreres vilde spekulationer i udlandet, der gjaldt visse grænser.
Da gik Gordon Brown amok i BBC og brugte sin indflydelse til at gøre IMFs støtte til Island afhængig af, at Island sikrede alle indskud i islandske bankfilialer i Storbritannien og Holland. Således blev det, nu skylder hver eneste islænding, inklusive spædbørn og oldinge, fire millioner islandske kroner – af uvis værdi. For den islandske krone har siden oktober været i frit fald, og vil stadigvæk falde meget, overfor valutasikrede udenlandske lån.
Venstrefløjen på Island mener derfor, at regeringen ikke kan forgælde kommende generationer uden nyvalg, den stillede derfor mistillidsvotum til regeringen.
De islandske banker har stadigvæk store ejendomme i udlandet, som nu skal sælges til at dække deres gæld. En af deres direktører har dertil sagt, at disse ejendomme har en værdi som indeholdet af en fryser, efter at den er blevet frakoblet elektriciteten.
Da den mindste islandske bank Glitnir viste sig ikke at kunne honorere sine forpligtelser, blev den overtaget af staten. Regeringen siger, at der ikke var andre udveje, da Nationalbanken ikke havde reserver til at sikre Glitnis fortsatte virksomhed. Dens kritikere fra højre siger, at dette startede lavinen, eftersom udlandet nu mistede al tilllid til det islandske finansvæsen. Efter at Gordon Brown så brugte terrorlovgivningen til at fastfryse den største islandske banks filialer i England, måtte også den, Kaupþing, nationaliseres.
Valutafondens pris
Der er dyster stemning på Island. Ikke fordi folk så meget mærker krisen endnu, men fordi alle véd at mange virksomheder vil gå konkurs, masser af mennesker vil blive arbejdsløse og således ikke længere kunne betale afdrag og renter på deres gæld i lejligheder og lignende. Allerede nu kan forretninger ikke importere varer, da de ikke har nogen valuta at betale med. Det vil IMFs hjælpepakke, suppleret af de skandinaviske lande, vel råde bod på. Spørgsmålet er bare, hvad det vil koste.
IMF har et meget dårligt rygte for at forlange nedskæringer i det offentlige og andre tiltag, der har virket ruinerende på de lande, der modtager dens “støtte”. Derfor sagde f.eks. Kenya nej tak til den for nogle år siden. Man har anført mange eksempler på, at lande i lignende kriser har klaret sig bedre uden IMF end de lande, der modtog dens bistand. Men som den internationale boycot af Island udviklede sig, kunne landet vel ikke andet.
Man søgte hjælp fra bl.a. Rusland, men det blev aldrig til virkelighed, bare til ren komik. Ruslands parallel til Dansk Folkeparti sagde, at det da var underligt, hvis Rusland skulle give penge til et af verdens rigeste folk, når der gik russere omkring og sultede. Et af deres Dumamedlemmer sagde, at så skulle Rusland til gengæld i hvert fald have den militærbase i Keflavík, som USA havde opgivet. Det fik den russiske ambassadør til i det islandske statsfjernsyn at udtale sig i meget udiplomatiske vendinger om idioter som ikke havde forstand på noget som helst, det ønskede russiske myndigheder da slet ikke. Senere blev den islandske præsident anklaget for at have fremsat en lignende idé på en diplomatmiddag i den danske ambassde i Reykjavík, hvilket han dog på det bestemteste benægter.
Således står vi nu, i det uvisse. Ingen fik at vide, hvad den islandske regering forhandlede om med IMF, ikke engang det islandske folketing. En bekendt af mig har derfor sluttet, at der er mere parlamentarisme i Ukraine end i Island. Der bliver stadig større demonstrationer i Reykjavík, de forlanger de korrupte og inkompetente ledere væk.
Politisk røre
Meningsmålingerne viser store skred, de konservative taber ti procent, Venstregrønne vinder noget lignende, Fremstødspartiet er gået fra en fjerdedel til ni procent i løbet af ti år. Pudsigt nok oplever socialdemokraterne stor fremgang, selv om de har været i regering sammen med de konservative de sidste år og ført nyliberalistisk politik. Mange af deres ledere er nu højrøstede i oppositionen, men hvor længe kan partiet spille denne dobbeltrolle?
Samlet nedstemte regeringspartierne med deres 42 pladser af 63 et mistillidsvotum til regeringen den 24. november, da måtte socialdemokraterne vise kulør. Opinionsundersøgelser viser, at kun en tredjedel af befolkningen har tillid til regeringen. Men der er intet parti i Island, der går ind for socialisme, ikke engang det parti, der kalder sig “Venstregrønne” og er nyliberalismens hovedmodstander. Partiet går ind for små virksomheder som løsning, det er derfor imod EU-medlemskab, ligesom det store Konservative parti er det.
EU-tilhængerne bliver dog stadig flere, nu omkring 60 procent ifølge meningsmålinger.
Mange frygter, at denne krise – i fraværet af et radikalt socialistisk alternativ – kan føre til opkomsten af en fascistisk strømning.
II.
Protester baner vej for venstre-regering
Ny regering af Socialdemokrater og Venstregrønne vil sikre kriseramte familier og udskriver valg til den 25. april.
I fire måneder blev der demonstreret hver lørdag eftermiddag foran folketinget i Reykjavík. Demonstranterne forlangte klar besked om, hvordan det islandske folk pludselig nærmest var gået bankerot efter nogle års vilde nyliberalisme, hvor to dusin islandske finansmænd investerede stort i udlandet ,og hvor de privatiserede islandske banker, der var vokset til mange gange den islandske nationaløkonomi, pludselig gik ned.
Ligeledes forlangte folk at de ansvarlige i Finanstilsynet og Nationalbanken gik af. Flere og flere krævede, at også regeringen gik af. Disse demonstrationer blev stadig større og voldsommere, de spredte sig til Nationalbanken og Akureyri i det nordlige Island.
Socialdemokratisk splittelse
Til sidst bar demonstrationerne frugt, regeringen gik af. Det var en koalitionsregering af det konservative Selvstændighedsparti og Socialdemokratiet, dannet i maj 2007, med 2/3 dele af Folketinget bag sig. Den havde intet gjort for at tøjle den vilde kapitalisme, snarere tværtimod. Meningsmålingerne viste, at begge partier styrtdykkede i vælgertilslutning. Og det skabte især splid i Socialdemokratiet, som trods sin deltagelse i nyliberalismens hærgen (ligesom socialdemokraterne i bl.a. Danmark, Storbritannien, Frankrig og Tyskland), også rummede mange talsmænd for de almindelige mennesker, der nu mister deres arbejde og har udsigt til snart også at miste hus og hjem.
Der var også forvirring i partiet, efter at dets formand, udenrigsminister Ingibjörg Sólrún blev indlagt med hjernesvulst, mens næstformanden var isoleret og magtesløs. Først gik den socialdemokratiske finansminister af, efter kort forinden at have fyret Finanstilsynets direktør, næste dag opsagde Socialdemokratiet så regeringssamarbejdet.
De konservative forsikrede, at partierne skam ikke var uenige om, hvad der burde gøres, men at socialdemokraterne bare pludselig havde stillet uacceptable betingelser om at få statsministerposten.
Nu havde også den konservative statsminister fået konstateret kræft, i spiserøret, og regeringen var i opløsning. Den gik af søndag den 25. januar, og en uge senere blev der så dannet en koalitionsregering af Socialdemokratiet og de Venstregrønne (det danske SF's søsterparti), som er vokset støt i denne krise.
EU-ansøgning stillet i bero
Den nye regering udskrev øjeblikkeligt folketingsvalg til den 25. april og skal altså kun sidde i 80 dage. Den udsendte derfor ikke et egentligt regeringsprogram, men nøjedes med en kort hensigtserklæring.
Dens væsentlige punkter er bl. a. at holde sig til den aftale, den forrige regering lavede med den Internationale Valutafond om et multimilliardlån til Island for at få landet på fode igen, godt nok med nogle strenge betingelser om nedskæringer i det offentlige.
Til gengæld for at sluge denne bitre pille fik de Venstregrønne Islands planlagte EU-ansøgning (forlangt af Socialdemokratiet) stillet i bero. Før krisen var 2/3 af Islændingene imod et medlemskab, nu er det nærmest omvendt, selv om tilslutningen er dalet lidt i den sidste tid.
Island er allerede medlem af det indre marked, og ingen har lyst til at lade EU's store fiskeriflåder komme ind i 200-mils fiskerizonen. Men folk ønsker sig en mere sikker valuta end den islandske krone, som bygger på et folk på kun 300.000 mennesker.
Modstandere af EU-medlemskab påpeger, at EU trods Centralbank og møntunion ikke har kunnet komme med et fælles initiativ mod krisen. De enkelte landes regeringer har hver for sig smidt milliarder efter deres egne banker og store virksomheder. Det eneste, EU-landene kunne enes om, var at tryne den lille opkomling, Island, og nægte det støtte i nødens stund. Så hvorfor indlemmes iden Union, spørger mange.
Hjælpe gældsramte familier
Den ny regering lægger vægt på snarest muligt at få opgjort bankernes fallitbo og skabe oversigt over problemerne, en oversigt der skal offentliggøres, så folk kan få den indsigt, de så længe har forlangt. Regeringen vil arbejde på at sikre familier mod tvangsaktioner og bankerot i mindst seks måneder ved at indføre regler om lempelig gældsindrivelse. Den lægger også vægt på at genrejse banksystemet, så virksomheder kan få nødvendige driftslån.
Ligeledes skal der postes penge i systemet for studielån, for nu kan islandske studerende i udlandet slet ikke leve af de islandske kroner, de får konverteret til ussel kurs. Den voksende arbejdsløshed har fem gange så mange som sidste år til at søge ind på videregående studier.
Regeringen vil undersøge mulighederne for at standse overførsel af formuer til udlandet. Eksperter siger dog, at dette vil være vanskeligt at udføre. De foregående to regeringer arbejdede på at få opført to gigantiske udenlandsk ejede aluminiumfabrikker, drevet af store naturødelæggende kraftværker, der sælget el til udsalgspris. Den politik bliver nu sat i bero, mens man stadigvæk forsøger at tiltrække udenlandske og islandske investorer til andre erhverv. Det offentlige vil investere i rentable projekter, der kræver megen arbejdskraft, således vil man på keynesiansk manér modarbejde den stigende arbejdsløshed.
Regeringen lægger vægt på at undgå de skandaler, som har hærget i den sidste tid med politiske udnævnelser til topstillinger. Således skal den tidligere statsminister Davíð Oddsson nu fyres fra direktørstillingen for Nationalbanken, sammen med sine to kollegaer. Der skal kun være en nationalbankdirektør, stillingen skal slås op, og nyansættelse skal ske efter en faglig bedømmelse, som i andre offentlige stillinger. Offentligt ansatte og ministre skal offentliggøre deres økonomiske interesser. Det skal blive nemmere at holde folkeafstemninger, og folk skal have større muligheder for at stemme på bestemte personer ved folketingsvalg.
Alle disse mål forekommer værdige. Man kan ønske, at de nås, og at venstrefløjen vinder så stort i det kommende valg, som meningsmålingerne nu spår dem. Men det til trods er der dystre udsigter for islændingene. Økonomien er meget afhængig af udenrigshandel. Faktisk har befolkningen aldrig kunnet leve af landets egen produktion, men altid måttet importere korn, træ og forskellige andre ting. Nu behøver man også olie for at kunne fange den fisk, der udgør den vigtigste eksport. Og selv om folk i resten af verden stadigvæk vil spise fisk, falder priserne, og der er dårlige udsigter for verdensøkonomien.
Ligeberettigelse
En anden nyhed er, at Island har fået sin første kvindelige statsminister, og at der nu for første gang er lige mange kvindelige og mandlige ministre.
Der er fire fra hvert parti, og for at understrege regeringens forretningsmæssige karakter er der også to "upolitiske" ministre. En respekteret professor i nationaløkonomi blev finansminister, og den nye justitsminister blev hentet fra en post som kontorchef i Justitsministeriet. Det vakte forundring, eftersom hun således har tjent under den konservative justitsminister, som de nuværende regeringspartier har protesteret mest imod.
Lørdagsdemonstrationerne blev igangsat og ledet af den kendte folk-sanger og teaterinstruktør Hörður Torfason. Han var vel den første islænding, der åbent erklærede sin homoseksualitet i et interview i 1970'erne.
Selv blev han overrasket over den voldsomt negative reaktion. Vildt fremmede folk overfusede ham verbalt, han fik ikke flere arbejdsopgaver og måtte flygte til København, hvor han i årevis arbejdede som hjemmehjælper. Men gradvist vandt han igen anerkendelse i Island.
Hvis det ikke havde været for den protestbevægelse han satte i gang, sad den gamle regering nok stadigvæk. Islændingene har så måttet sande, at protester og demonstrationer skam kan nytte noget. Den nye regering ledes af en erklæret lesbisk kvinde, igen en verdensnyhed, ligesom Islændingene valgte verdens første kvindelige præsident i 1980, Vigdís Finnbogadóttir. Der er altså sket fremskridt siden 1970'erne.
Den nye statsminister Jóhanna Sigurðardóttir er nok Islands mest populære politiker. Som socialdemokrat og socialminister har hun i mange år skaffet sig et solidt ry som småfolks talsmand og beskytter mod nyliberalisterne. Deri bliver hun godt støttet af de Venstregrønne. Det bliver spændende at se, hvad de i fællesskab kan opnå.
I lyset af deres stærke fremgang i meningsmålingerne de sidste måneder er det sandsynligt, at denne regering vil bestå efter valget. Muligvis suppleret af det midtsøgende Fremstødsparti, som nu er støtteparti for regeringen, men som for bare to år siden sad i regering sammen med de konservative og bedrev den nyliberalisme, der har bragt det islandske folk på fallitens rand.
Længe kan ondt forværres (islandsk folkevisdom)
Lengi getur vont versnað, siger man i Island, eller på dansk: Længe kan ondt forværres. Det gamle mundheld er om noget blevet bekræftet i løbet af landets dybe krise, hvor kun en tredjedel af vælgerne har tillid til regeringen.
Da jeg var ung mand i Island, var der fire politiske partier i Island, de konservative, Fremstødspartiet (et centerparti der havde sin base i bondebefolkningen), Socialdemokraterne og Socialistpartiet.
Det sidstnævnte adskilte sig fra socialdemokraterne især ved at støtte Sovjetunionen og forlange USAs militærbase i Keflavík afskaffet og Island ud af NATO. Pga. disse særpræg blev partiet isoleret og dets medlemmer tilsidesat. Vejen til stillinger og indflydelse gik nemlig i gennem de tre førstnævnte partier.
Militærbasen gav penge til de entreprenører, som fik opgaver, fordi de puttede penge i de rigtige partikasser. Det samme gjaldt opgaver for stat og kommuner. Bankerne var alle nationaliserede, og deres bestyrelser valgt af folketingets flertal. For at få banklån, som var nødvendige for at kunne drive en virksomhed, måtte man .... – ja gæt engang.
Socialistpartiet havde dog også repræsentanter i bankrådene, så i hvertfald dets underskudsgivende avis fik banklån, som så henstod som store tab, da avisen til slut gik ind. Radio og fjernsyn var statsejede og bestyret af samme folketingsflertal, altså som regel præget af åndsformørket konservatisme, især det nye medium, fjernsynet. Kort fortalt, Island var et mafiavælde, forklædt som parlamentarisme.
Nyliberalismens sejstogt
Så kom nyliberalismens sejrstogt også til Island i 1990’erne. Først blev statens monopol på radiofonien brudt. Nu opstod der private radiostationer. De kørte især pop og reklamer, og blev mest hørt mest af teenagere, som før lyttede til det amerikanske. Senere kom der også en privat fjernsynskanal. Den blev træffende skildret af statsradiofoniens daværende direktør som en forvoksen videoudlejning. Men så tog nyliberalismen rigtig fat, da først telefonien og derefter de tre statsejede banker blev privatiseret. Det skete på lignende måde som i Rusland, de blev solgt langt under rimelig pris til folk med de rigtige forbindelser.
Bankerne voksede enormt i takt med, at de stiftede filialer i udlandet. Til slut var deres samlede virksomhed seks gange større end Islands nationaløkonomi. Mange så det som et stort problem at man på den måde udnyttede Islands deltagelse i EØS – det frie marked, tilknyttet EU, som Island dog ikke er medlem af. Samtidig var der store islandske virksomheder, Baugur, FL group o.s.v., som opkøbte alt muligt i udlandet, Illum, Magasin, Sterling og Merlin, store britiske butikskæder, for nu at nævne de kendteste eksempler.
Hvor havde de alle disse penge fra? Det forblev en forretningshemmelighed, men man kunne da gætte på, at de simpelthen lånte pengene i Danske Bank og dens britiske modstykke, og så videre. Renten var jo rekordlav og de store pengekasser bugnede af beholdninger, som skulle give afkast, hvis direktørerne skulle kunne håbe på fortsat at få enorme bonusser og blive genvalgt af bestyrelser og aktionærmøder. Det førte til alt for stor uforsigtighed, hvad man daglig ser frapperende eksempler på i hele Vesten.
Hvad gik galt?
Hvad gik der så galt i Island? Det er der forskellige svar på, alt efter politisk ståsted. Mange priste “finansvikingerne” for de gav enorme skatteindtægter til landet, statsgælden forsvandt, folk købte firehjulstrækkere, fladskærme og lignende som f.eks. i Danmark, også lejligheder, men tit var deres gæld i udenlandsk valuta, det blev folk rådet til af bankrådgivere.
Man er dog enige om, at de islandske banker overekspanderede. Alene i løbet af det sidste år før kollapset øgede de deres udlån med 20-30 procent, trods gentagne advarsler fra eksperter. Det var to dusin mennesker, som bragte hele deres folk til bankerot.
Hvorfor skete det? For syv år siden fjernede man finanstilsynet fra den islandske nationalbank og gjorde det til en selvstændig institution. Finanstilsynets leder sagde forleden i det islandske statsfjernsyn, at det da ikke havde gjort noget galt, det kontrollerede skam, at alt gik lovligt til.
Det synes jeg i hvert fald var et ynkeligt svar.
Skulle finanstilsynet ikke også sige til, om alt nu også var tilrådeligt, eller om noget direkte var farligt? Et andet moment var, at Nationalbanken sænkede tilsidesætningspligten for banker fra 4 til 2 procent, angiveligt for at tilpasse sig den Europæiske Centralbank (bankerne skulle sætte en vis beholdning til side i forhold til deres udlån).
Gordon Brown amok
Men baggrunden for den islandske mønt var jo kun et folk på 300.000 mennesker, det er som Århus befolkning. Den islandske nationalbank havde så ikke valutareserver til at sikre de overekspanderede islandske banker, da krisen for alvor begyndte at kradse. Den forsøgte at få store lån hos andre landes nationalbanker, især USA og i Skandinavien, men fik nej alle steder. Hvorfor nu det? Mange havde sat deres opsparing i de islandske bankers filialer i f.eks. England, mange engelske kommuner, politiforbundet og hvad ved jeg, angiveligt fordi de lovede høje renter. Nu påpegede islandske myndigheder, at den islandske stat ifølge internationale aftaler ikke var forpligtet til at sikre alle islandske eventyreres vilde spekulationer i udlandet, der gjaldt visse grænser.
Da gik Gordon Brown amok i BBC og brugte sin indflydelse til at gøre IMFs støtte til Island afhængig af, at Island sikrede alle indskud i islandske bankfilialer i Storbritannien og Holland. Således blev det, nu skylder hver eneste islænding, inklusive spædbørn og oldinge, fire millioner islandske kroner – af uvis værdi. For den islandske krone har siden oktober været i frit fald, og vil stadigvæk falde meget, overfor valutasikrede udenlandske lån.
Venstrefløjen på Island mener derfor, at regeringen ikke kan forgælde kommende generationer uden nyvalg, den stillede derfor mistillidsvotum til regeringen.
De islandske banker har stadigvæk store ejendomme i udlandet, som nu skal sælges til at dække deres gæld. En af deres direktører har dertil sagt, at disse ejendomme har en værdi som indeholdet af en fryser, efter at den er blevet frakoblet elektriciteten.
Da den mindste islandske bank Glitnir viste sig ikke at kunne honorere sine forpligtelser, blev den overtaget af staten. Regeringen siger, at der ikke var andre udveje, da Nationalbanken ikke havde reserver til at sikre Glitnis fortsatte virksomhed. Dens kritikere fra højre siger, at dette startede lavinen, eftersom udlandet nu mistede al tilllid til det islandske finansvæsen. Efter at Gordon Brown så brugte terrorlovgivningen til at fastfryse den største islandske banks filialer i England, måtte også den, Kaupþing, nationaliseres.
Valutafondens pris
Der er dyster stemning på Island. Ikke fordi folk så meget mærker krisen endnu, men fordi alle véd at mange virksomheder vil gå konkurs, masser af mennesker vil blive arbejdsløse og således ikke længere kunne betale afdrag og renter på deres gæld i lejligheder og lignende. Allerede nu kan forretninger ikke importere varer, da de ikke har nogen valuta at betale med. Det vil IMFs hjælpepakke, suppleret af de skandinaviske lande, vel råde bod på. Spørgsmålet er bare, hvad det vil koste.
IMF har et meget dårligt rygte for at forlange nedskæringer i det offentlige og andre tiltag, der har virket ruinerende på de lande, der modtager dens “støtte”. Derfor sagde f.eks. Kenya nej tak til den for nogle år siden. Man har anført mange eksempler på, at lande i lignende kriser har klaret sig bedre uden IMF end de lande, der modtog dens bistand. Men som den internationale boycot af Island udviklede sig, kunne landet vel ikke andet.
Man søgte hjælp fra bl.a. Rusland, men det blev aldrig til virkelighed, bare til ren komik. Ruslands parallel til Dansk Folkeparti sagde, at det da var underligt, hvis Rusland skulle give penge til et af verdens rigeste folk, når der gik russere omkring og sultede. Et af deres Dumamedlemmer sagde, at så skulle Rusland til gengæld i hvert fald have den militærbase i Keflavík, som USA havde opgivet. Det fik den russiske ambassadør til i det islandske statsfjernsyn at udtale sig i meget udiplomatiske vendinger om idioter som ikke havde forstand på noget som helst, det ønskede russiske myndigheder da slet ikke. Senere blev den islandske præsident anklaget for at have fremsat en lignende idé på en diplomatmiddag i den danske ambassde i Reykjavík, hvilket han dog på det bestemteste benægter.
Således står vi nu, i det uvisse. Ingen fik at vide, hvad den islandske regering forhandlede om med IMF, ikke engang det islandske folketing. En bekendt af mig har derfor sluttet, at der er mere parlamentarisme i Ukraine end i Island. Der bliver stadig større demonstrationer i Reykjavík, de forlanger de korrupte og inkompetente ledere væk.
Politisk røre
Meningsmålingerne viser store skred, de konservative taber ti procent, Venstregrønne vinder noget lignende, Fremstødspartiet er gået fra en fjerdedel til ni procent i løbet af ti år. Pudsigt nok oplever socialdemokraterne stor fremgang, selv om de har været i regering sammen med de konservative de sidste år og ført nyliberalistisk politik. Mange af deres ledere er nu højrøstede i oppositionen, men hvor længe kan partiet spille denne dobbeltrolle?
Samlet nedstemte regeringspartierne med deres 42 pladser af 63 et mistillidsvotum til regeringen den 24. november, da måtte socialdemokraterne vise kulør. Opinionsundersøgelser viser, at kun en tredjedel af befolkningen har tillid til regeringen. Men der er intet parti i Island, der går ind for socialisme, ikke engang det parti, der kalder sig “Venstregrønne” og er nyliberalismens hovedmodstander. Partiet går ind for små virksomheder som løsning, det er derfor imod EU-medlemskab, ligesom det store Konservative parti er det.
EU-tilhængerne bliver dog stadig flere, nu omkring 60 procent ifølge meningsmålinger.
Mange frygter, at denne krise – i fraværet af et radikalt socialistisk alternativ – kan føre til opkomsten af en fascistisk strømning.
II.
Protester baner vej for venstre-regering
Ny regering af Socialdemokrater og Venstregrønne vil sikre kriseramte familier og udskriver valg til den 25. april.
I fire måneder blev der demonstreret hver lørdag eftermiddag foran folketinget i Reykjavík. Demonstranterne forlangte klar besked om, hvordan det islandske folk pludselig nærmest var gået bankerot efter nogle års vilde nyliberalisme, hvor to dusin islandske finansmænd investerede stort i udlandet ,og hvor de privatiserede islandske banker, der var vokset til mange gange den islandske nationaløkonomi, pludselig gik ned.
Ligeledes forlangte folk at de ansvarlige i Finanstilsynet og Nationalbanken gik af. Flere og flere krævede, at også regeringen gik af. Disse demonstrationer blev stadig større og voldsommere, de spredte sig til Nationalbanken og Akureyri i det nordlige Island.
Socialdemokratisk splittelse
Til sidst bar demonstrationerne frugt, regeringen gik af. Det var en koalitionsregering af det konservative Selvstændighedsparti og Socialdemokratiet, dannet i maj 2007, med 2/3 dele af Folketinget bag sig. Den havde intet gjort for at tøjle den vilde kapitalisme, snarere tværtimod. Meningsmålingerne viste, at begge partier styrtdykkede i vælgertilslutning. Og det skabte især splid i Socialdemokratiet, som trods sin deltagelse i nyliberalismens hærgen (ligesom socialdemokraterne i bl.a. Danmark, Storbritannien, Frankrig og Tyskland), også rummede mange talsmænd for de almindelige mennesker, der nu mister deres arbejde og har udsigt til snart også at miste hus og hjem.
Der var også forvirring i partiet, efter at dets formand, udenrigsminister Ingibjörg Sólrún blev indlagt med hjernesvulst, mens næstformanden var isoleret og magtesløs. Først gik den socialdemokratiske finansminister af, efter kort forinden at have fyret Finanstilsynets direktør, næste dag opsagde Socialdemokratiet så regeringssamarbejdet.
De konservative forsikrede, at partierne skam ikke var uenige om, hvad der burde gøres, men at socialdemokraterne bare pludselig havde stillet uacceptable betingelser om at få statsministerposten.
Nu havde også den konservative statsminister fået konstateret kræft, i spiserøret, og regeringen var i opløsning. Den gik af søndag den 25. januar, og en uge senere blev der så dannet en koalitionsregering af Socialdemokratiet og de Venstregrønne (det danske SF's søsterparti), som er vokset støt i denne krise.
EU-ansøgning stillet i bero
Den nye regering udskrev øjeblikkeligt folketingsvalg til den 25. april og skal altså kun sidde i 80 dage. Den udsendte derfor ikke et egentligt regeringsprogram, men nøjedes med en kort hensigtserklæring.
Dens væsentlige punkter er bl. a. at holde sig til den aftale, den forrige regering lavede med den Internationale Valutafond om et multimilliardlån til Island for at få landet på fode igen, godt nok med nogle strenge betingelser om nedskæringer i det offentlige.
Til gengæld for at sluge denne bitre pille fik de Venstregrønne Islands planlagte EU-ansøgning (forlangt af Socialdemokratiet) stillet i bero. Før krisen var 2/3 af Islændingene imod et medlemskab, nu er det nærmest omvendt, selv om tilslutningen er dalet lidt i den sidste tid.
Island er allerede medlem af det indre marked, og ingen har lyst til at lade EU's store fiskeriflåder komme ind i 200-mils fiskerizonen. Men folk ønsker sig en mere sikker valuta end den islandske krone, som bygger på et folk på kun 300.000 mennesker.
Modstandere af EU-medlemskab påpeger, at EU trods Centralbank og møntunion ikke har kunnet komme med et fælles initiativ mod krisen. De enkelte landes regeringer har hver for sig smidt milliarder efter deres egne banker og store virksomheder. Det eneste, EU-landene kunne enes om, var at tryne den lille opkomling, Island, og nægte det støtte i nødens stund. Så hvorfor indlemmes iden Union, spørger mange.
Hjælpe gældsramte familier
Den ny regering lægger vægt på snarest muligt at få opgjort bankernes fallitbo og skabe oversigt over problemerne, en oversigt der skal offentliggøres, så folk kan få den indsigt, de så længe har forlangt. Regeringen vil arbejde på at sikre familier mod tvangsaktioner og bankerot i mindst seks måneder ved at indføre regler om lempelig gældsindrivelse. Den lægger også vægt på at genrejse banksystemet, så virksomheder kan få nødvendige driftslån.
Ligeledes skal der postes penge i systemet for studielån, for nu kan islandske studerende i udlandet slet ikke leve af de islandske kroner, de får konverteret til ussel kurs. Den voksende arbejdsløshed har fem gange så mange som sidste år til at søge ind på videregående studier.
Regeringen vil undersøge mulighederne for at standse overførsel af formuer til udlandet. Eksperter siger dog, at dette vil være vanskeligt at udføre. De foregående to regeringer arbejdede på at få opført to gigantiske udenlandsk ejede aluminiumfabrikker, drevet af store naturødelæggende kraftværker, der sælget el til udsalgspris. Den politik bliver nu sat i bero, mens man stadigvæk forsøger at tiltrække udenlandske og islandske investorer til andre erhverv. Det offentlige vil investere i rentable projekter, der kræver megen arbejdskraft, således vil man på keynesiansk manér modarbejde den stigende arbejdsløshed.
Regeringen lægger vægt på at undgå de skandaler, som har hærget i den sidste tid med politiske udnævnelser til topstillinger. Således skal den tidligere statsminister Davíð Oddsson nu fyres fra direktørstillingen for Nationalbanken, sammen med sine to kollegaer. Der skal kun være en nationalbankdirektør, stillingen skal slås op, og nyansættelse skal ske efter en faglig bedømmelse, som i andre offentlige stillinger. Offentligt ansatte og ministre skal offentliggøre deres økonomiske interesser. Det skal blive nemmere at holde folkeafstemninger, og folk skal have større muligheder for at stemme på bestemte personer ved folketingsvalg.
Alle disse mål forekommer værdige. Man kan ønske, at de nås, og at venstrefløjen vinder så stort i det kommende valg, som meningsmålingerne nu spår dem. Men det til trods er der dystre udsigter for islændingene. Økonomien er meget afhængig af udenrigshandel. Faktisk har befolkningen aldrig kunnet leve af landets egen produktion, men altid måttet importere korn, træ og forskellige andre ting. Nu behøver man også olie for at kunne fange den fisk, der udgør den vigtigste eksport. Og selv om folk i resten af verden stadigvæk vil spise fisk, falder priserne, og der er dårlige udsigter for verdensøkonomien.
Ligeberettigelse
En anden nyhed er, at Island har fået sin første kvindelige statsminister, og at der nu for første gang er lige mange kvindelige og mandlige ministre.
Der er fire fra hvert parti, og for at understrege regeringens forretningsmæssige karakter er der også to "upolitiske" ministre. En respekteret professor i nationaløkonomi blev finansminister, og den nye justitsminister blev hentet fra en post som kontorchef i Justitsministeriet. Det vakte forundring, eftersom hun således har tjent under den konservative justitsminister, som de nuværende regeringspartier har protesteret mest imod.
Lørdagsdemonstrationerne blev igangsat og ledet af den kendte folk-sanger og teaterinstruktør Hörður Torfason. Han var vel den første islænding, der åbent erklærede sin homoseksualitet i et interview i 1970'erne.
Selv blev han overrasket over den voldsomt negative reaktion. Vildt fremmede folk overfusede ham verbalt, han fik ikke flere arbejdsopgaver og måtte flygte til København, hvor han i årevis arbejdede som hjemmehjælper. Men gradvist vandt han igen anerkendelse i Island.
Hvis det ikke havde været for den protestbevægelse han satte i gang, sad den gamle regering nok stadigvæk. Islændingene har så måttet sande, at protester og demonstrationer skam kan nytte noget. Den nye regering ledes af en erklæret lesbisk kvinde, igen en verdensnyhed, ligesom Islændingene valgte verdens første kvindelige præsident i 1980, Vigdís Finnbogadóttir. Der er altså sket fremskridt siden 1970'erne.
Den nye statsminister Jóhanna Sigurðardóttir er nok Islands mest populære politiker. Som socialdemokrat og socialminister har hun i mange år skaffet sig et solidt ry som småfolks talsmand og beskytter mod nyliberalisterne. Deri bliver hun godt støttet af de Venstregrønne. Det bliver spændende at se, hvad de i fællesskab kan opnå.
I lyset af deres stærke fremgang i meningsmålingerne de sidste måneder er det sandsynligt, at denne regering vil bestå efter valget. Muligvis suppleret af det midtsøgende Fremstødsparti, som nu er støtteparti for regeringen, men som for bare to år siden sad i regering sammen med de konservative og bedrev den nyliberalisme, der har bragt det islandske folk på fallitens rand.
Afganistan-Konsekvenser
i
Tit skrives der om at krigen mod Taleban i Afganistan går dårligt, Taleban vinder frem. Og så trækkes konklusionen at det jo ikke nytter noget, man skal kalde de danske soldater hjem. Jeg husker bl. a. en kronik af Klaus Rifbjerg om dette i Politikken. Hverken han eller de andre kommer ind på hvad det så ville have for konsekvenser. Men det er da indlysende. Hvis koalitionsstyrkerne har svært ved at holde Taleban stangen nu, så ville den utvivlomt vinde magten over Afganistan hvis de udenlandske tropper blev trukket ud.
Vi véd udmærket godt hvad der så ville ske. Taleban ville nedlægge skoler, især ville kvinder blive forbudt enhver uddannelse og arbejde udenfor hjemmet. Der ville herske diktatur i guds navn og modstandere af det ville blive henrettet offentligt, sammen med enhver der dristede sig til at give kvinder uddannelse. Der ville herske samme rædselsregime som før, plus at nu går Taleban ind for dyrkning af opium og fremstilling og eksport af heroin i stor stil. Hvordan i alverdenen kan folk der kalder sig venstreorienterede, ja selv revolutionære, gå ind for at lade alt dette ske? Hvis man bare støtter alle der kalder sig modstandere af USAs imperialisme, uden at skele til deres politik, så er man kun marionet. Nogle bruger parolen om national selvbestemmelse for at retfærdiggøre at man lader Afganerne stege i eget fedt. Men Afganerne har aldrig valgt Taleban. Denne fascistiske bevægelse tager magten udelukkende ved hjælp af væbnet kamp. Og nu breder de sig ovenikøbet til Pakistan, hvor myndighederne i en provins, for at få fred, har vedtgaget at “islamisk lovgivning” skal herske der. Straks lukkes skoler der. Minder dette ikke meget om München-aftalen med nazisterne i 1938? Den skulle sikre fred i vor tid, og sikrede tværtimod at den Anden Verdenskrig brød ud, ved at give efter for fascister.
Man kan ikke diskutere politik med folk som Taleban, der siger at de har den rigtige politik fra gud, og man kan ikke lave politiske aftaler med dem. De ville jo være gudsbespottelse i deres øjne. Militant islamisme er ekspansiv fascisme. Islamiske fundamentalister er nok ligeglade med lande som Island, Grønland og Norge – hvis de da overhovedet er bekendt med at disse lande eksisterer. Men de går efter diktatorisk magt i alle lande hvor islam er den dominerende religion. De respekterer kun magtanvendelse, og derfor må de nedkæmpes ved militær magt. Men ligeså nødvendigt er det naturligvis at give de afganske bønder hjælp til at dyrke noget andet end opium. Både for deres egen skyld, for at bekæmpe narko, og fordi dyrkning af opium er Talebans magtbase.
Örn Ólafsson
oernolafs@gmail.com
Når Ulrik ikke kan forholde sig til det jeg faktisk siger, så blir hans kommentar et slag i luften. Claus har svaret på det værste. Meget tågede er Ulriks gentagne henvisninger til Afganernes kultur. Hvad skal de til? Er der noget i Afganernes kultur som retfærdiggør at de underlægges Talebaners diktatur og terrorregime? Eller mener han bare at de har ret til at dyrke opium? Uanset at det så flyder som heroin over resten af verden?
Hvorfor i alverden siger Ulrik: "Med hvilken ret kan du fradømme et helt folk deres ret til selvbestemmelse?"
Har Taleban givet Afganerne ret til selvbestemmelse?
Nej, de siger jo selv at de er i mod demokrati og opfører sig derefter.
Det er absurd at sætte et lighedstegn mellem et folk og dets bødler som Ulrik gør.
Jo, selvfølgelig fordømmer jeg USAs imperialistiske politik, det har jeg altid gjort. Men når det nu kun er NATO der kan nedkæmpe disse fascister, så kan det jo føre til godt. Det gjorde det f. eks. i Nazi-Tyskland.
Det er spøjst at se Ulrik tale om “ørns kulturalistiske blik” Ordet kulturalisme bruges jo netop om at bruge forskellig målestok på folk, undskylde diktatur i 3. Verden, omskæring og lignende overgreb med at “det jo er deres kultur”. Det er Ulrik der bevæger sig i disse baner, mens jeg kræver samme rettigheder for Afganere som for andre mennesker; talefrihed, demokrati, uddannelse, ligestilling for kvinder og mænd.
Gang på gang tales der om et folks ret til at forsvare sig mod invasion. Men ingen kan påvise et folkeligt oprør i Afganistan mod de udenlandske tropper. Ikke bare hos Ulrik, men hos mange selv på venstrefløjen synes der at spøge borgerlig nationalisme, en forestilling om at en stats grænser er hellige. Vel er de ej. Et diktatorisk terrorregime må omstyrtes, selv hvis det kræver en invasion udefra. Er der nogen der nu fordømmer Vietnamesernes invasion af Kambodia for at omstyrte Khmer rouges rædselsregime? Er der nogen der stadigvæk mener at det var forkasteligt af Tanzanias regering at invadere Uganda for at fordrive Idi Amin? Dengang talte mange om imperialisme, men Tanzanierne trak sig tilbage. Senere invaderede Ugandas hær Rwanda – under dække af rwandiske rebeller. Gid den havde gjort det før 800.000 mennesker blev myrdet i Rwanda.
Tit skrives der om at krigen mod Taleban i Afganistan går dårligt, Taleban vinder frem. Og så trækkes konklusionen at det jo ikke nytter noget, man skal kalde de danske soldater hjem. Jeg husker bl. a. en kronik af Klaus Rifbjerg om dette i Politikken. Hverken han eller de andre kommer ind på hvad det så ville have for konsekvenser. Men det er da indlysende. Hvis koalitionsstyrkerne har svært ved at holde Taleban stangen nu, så ville den utvivlomt vinde magten over Afganistan hvis de udenlandske tropper blev trukket ud.
Vi véd udmærket godt hvad der så ville ske. Taleban ville nedlægge skoler, især ville kvinder blive forbudt enhver uddannelse og arbejde udenfor hjemmet. Der ville herske diktatur i guds navn og modstandere af det ville blive henrettet offentligt, sammen med enhver der dristede sig til at give kvinder uddannelse. Der ville herske samme rædselsregime som før, plus at nu går Taleban ind for dyrkning af opium og fremstilling og eksport af heroin i stor stil. Hvordan i alverdenen kan folk der kalder sig venstreorienterede, ja selv revolutionære, gå ind for at lade alt dette ske? Hvis man bare støtter alle der kalder sig modstandere af USAs imperialisme, uden at skele til deres politik, så er man kun marionet. Nogle bruger parolen om national selvbestemmelse for at retfærdiggøre at man lader Afganerne stege i eget fedt. Men Afganerne har aldrig valgt Taleban. Denne fascistiske bevægelse tager magten udelukkende ved hjælp af væbnet kamp. Og nu breder de sig ovenikøbet til Pakistan, hvor myndighederne i en provins, for at få fred, har vedtgaget at “islamisk lovgivning” skal herske der. Straks lukkes skoler der. Minder dette ikke meget om München-aftalen med nazisterne i 1938? Den skulle sikre fred i vor tid, og sikrede tværtimod at den Anden Verdenskrig brød ud, ved at give efter for fascister.
Man kan ikke diskutere politik med folk som Taleban, der siger at de har den rigtige politik fra gud, og man kan ikke lave politiske aftaler med dem. De ville jo være gudsbespottelse i deres øjne. Militant islamisme er ekspansiv fascisme. Islamiske fundamentalister er nok ligeglade med lande som Island, Grønland og Norge – hvis de da overhovedet er bekendt med at disse lande eksisterer. Men de går efter diktatorisk magt i alle lande hvor islam er den dominerende religion. De respekterer kun magtanvendelse, og derfor må de nedkæmpes ved militær magt. Men ligeså nødvendigt er det naturligvis at give de afganske bønder hjælp til at dyrke noget andet end opium. Både for deres egen skyld, for at bekæmpe narko, og fordi dyrkning af opium er Talebans magtbase.
Örn Ólafsson
oernolafs@gmail.com
Når Ulrik ikke kan forholde sig til det jeg faktisk siger, så blir hans kommentar et slag i luften. Claus har svaret på det værste. Meget tågede er Ulriks gentagne henvisninger til Afganernes kultur. Hvad skal de til? Er der noget i Afganernes kultur som retfærdiggør at de underlægges Talebaners diktatur og terrorregime? Eller mener han bare at de har ret til at dyrke opium? Uanset at det så flyder som heroin over resten af verden?
Hvorfor i alverden siger Ulrik: "Med hvilken ret kan du fradømme et helt folk deres ret til selvbestemmelse?"
Har Taleban givet Afganerne ret til selvbestemmelse?
Nej, de siger jo selv at de er i mod demokrati og opfører sig derefter.
Det er absurd at sætte et lighedstegn mellem et folk og dets bødler som Ulrik gør.
Jo, selvfølgelig fordømmer jeg USAs imperialistiske politik, det har jeg altid gjort. Men når det nu kun er NATO der kan nedkæmpe disse fascister, så kan det jo føre til godt. Det gjorde det f. eks. i Nazi-Tyskland.
Det er spøjst at se Ulrik tale om “ørns kulturalistiske blik” Ordet kulturalisme bruges jo netop om at bruge forskellig målestok på folk, undskylde diktatur i 3. Verden, omskæring og lignende overgreb med at “det jo er deres kultur”. Det er Ulrik der bevæger sig i disse baner, mens jeg kræver samme rettigheder for Afganere som for andre mennesker; talefrihed, demokrati, uddannelse, ligestilling for kvinder og mænd.
Gang på gang tales der om et folks ret til at forsvare sig mod invasion. Men ingen kan påvise et folkeligt oprør i Afganistan mod de udenlandske tropper. Ikke bare hos Ulrik, men hos mange selv på venstrefløjen synes der at spøge borgerlig nationalisme, en forestilling om at en stats grænser er hellige. Vel er de ej. Et diktatorisk terrorregime må omstyrtes, selv hvis det kræver en invasion udefra. Er der nogen der nu fordømmer Vietnamesernes invasion af Kambodia for at omstyrte Khmer rouges rædselsregime? Er der nogen der stadigvæk mener at det var forkasteligt af Tanzanias regering at invadere Uganda for at fordrive Idi Amin? Dengang talte mange om imperialisme, men Tanzanierne trak sig tilbage. Senere invaderede Ugandas hær Rwanda – under dække af rwandiske rebeller. Gid den havde gjort det før 800.000 mennesker blev myrdet i Rwanda.
Om Queer-teori
I Socialistisk information nr. 228 genbringes en artikkel om dette emne, under titelen Arabiske seksualiteter. Der er en del interessante oplysninger, og artiklen er kommet i en noget forbedret udgave på netmediet www.modkraft.dk
Jeg mener at forskelligt i artiklen burde være forklaret bedre, f.eks. transkønnethed, det at klæde sig og opføre som det modsatte køn, uden derfor nødvendigvis at være homoseksuel. Men her vil jeg kun forholde mig til ét vigtigt punkt i artiklen. Helt uden argumenter siges der (s. 39):
“Massad afviser med rette mange lesbiske og bøssers essentialisme (“vi blev født sådan her” og “vi er overalt”)”.
Hvordan kan man “med rette” afvise sådan noget, uden nogen som helst forklaringer? Her fremtræder åbenbart såkaldt Queer teori der defineres således i den internationale brugerskabte netencyklopædi Wikipedia:
Det er et felt af kønsstudier (gender studies) som i 90erne opstod af homostudier og feministiske studier. Queer teori tager udgangspunkt i Michel Foucaults arbejder og bygger på den feministiske modstand mod at køn skulle være en del af personlig identitet, ligesom homoers undersøgelser af seksualetetens sociale udformning. Når disse mest beskæftigede sig med ”naturligt” og ”unaturligt” indenfor homoseksualitet, udvider queer teori sit synsfelt til enhver seksuel aktivitet eller identitet som falder indenfor det normative eller det afvigende (frit oversat fra engelsk af Ö.Ó).
Dette er ret uklart og det bliver ikke bedre i fortsættelsen, ligesom der synes at være ret forskellige udgaver af teorien. Helt i stil med Foucaults udtryksmåde er det mest negative definitioner, ”ikke dette, nej, men heller ikke det”. Med en sådan fremstilling er der svært at gribe teoretikeren i fejl – eller i noget som helst. Mest fremtrædende synes dog at være det synspunkt at seksualitet er noget flydende og ubestemt i folk generelt, og at seksuel orientering så bestemmes af samfundet.
Det er blevet sagt at queer teori ikke først og fremst handler om homoseksualitet, men snarere sætter spørgsmålstegn ved heteroseksualitet som noget naturligt og selvfølgeligt. Nu er det naturligvis rigtigt at folk ikke skal grupperes efter deres seksualitet, hetero eller homo, ligesålidt som menneskeheden skulle grupperes i muslimer/ ikke muslimer; vegetarer/ ikke vegetarer, operaelskere/ popinteresserede, kunstinteresserede eller andre. Det er tale om personlige interesser, privatlivets fred, som andre ikke skal blande sig i. Hvert individ har mange egenskaber og skal ikke defineres ud fra en enkelt. Men deraf følger absolut ikke at der er tale om frit valg.
Såvidt jeg er orienteret forekommer homoseksualitet i alle kendte samfund, og når til mindst omkr. 4% af befolkningen hvor det har kunnet skønnes. Selvfølgelig afhænger dette tal meget af i hvilken grad homoseksualitet undertrykkes i det givne samfund. Men når vi betænker hvor vidt forskellige menneskesamfund der er tale om, så virker den tanke helt absurd at seksuel orientering skulle være bestemt af samfundet. I århundreder har man diskuteret om menneskets natur er bestemt af nedarvede egenskaber eller af omgivelsernes indflydelse. Det er en akademisk diskussion som er uvedkommende for den enkeltes seksuelle orientering. For alle der læser dette må dog af egen erfaring vide at man ikke kan bestemme af hvem man bliver tiltrukket. Man kan så følge sit begær (forhåbentlig høfligt!) eller man kan afstå fra det, af sociale grunde, af hensyn til ægteskab eller til ”hvad folk mon vil tænke”. Men man vælger ikke hvem man tiltrækkes af. De allerfleste tiltrækkes af en person af det modsatte køn, mens nogle siger at de er ambivalente, biseksuelle. Og der er naturligvis ingen grund til at mistro en sådan erklæring, for den har sandelig ikke mødt en stor respekt i tidernes løb. Og så er der nogle der som regel tiltrækkes af en person af deres eget køn. Mange af dem har forsøgt sig med en af det modsatte køn, men måttet konstatere at det altså ikke var lykken – for dem. Tværtimod, det betød personligt at underkaste sig konformisme, og førte således til undertrykkelse af al lykke. Nu har årtiers grusomme eksperimenter på homoseksuelle, med hormonbehandling, kastration, tortur og henrettelser efter min mening påvist, at det kan man ikke lave om på. Nogle mennesker er og bliver homoseksuelle, og det skal selvfølgelig respekteres.
Så, uanset hvilken udgave af queer teori man vælger at følge, må den siges at være i helt usædvanlig høj grad modsagt af den virkelighed man kan observere. Hvordan skal man så forklare sig at normalt begavede mennesker hylder denne teori?
Jo, det er let forståeligt, når man ser på teoriens konsekvenser. Den siger jo først og fremmest, at homoer er som andre mennesker. Og naturligvis er de som folk flest. Man behøver ikke benægte al forskellighed til at indse det (Der forekommer den udgave at ”egentlig er alle mennesker latent homoseksuelle”).
Men når teorien taler om fælles menneskelighed sker det på en undertrykkende måde, idet den faktisk benægter at der findes en uomgængelig tilbøjelighed for den enkelte. Konsekvensen af denne teori må jo blive at når homoer bliver undertrykt, så er det deres egen skyld, de kunne jo bare have ladt være med at bryde den lov der nu engang hersker i det eller det samfund, Iran eller Libanon, f. eks. For hvis seksuel orientering er fri, hvorfor så ikke tøjle sig?
Om man så i lighed med det ovenstående slutter at queer-teori er menneskefjendtlig eller ej, så er det dog indlysende at den ikke bare kan fremsættes som en selvfølgelighed, uden argumenter.
Jeg mener at forskelligt i artiklen burde være forklaret bedre, f.eks. transkønnethed, det at klæde sig og opføre som det modsatte køn, uden derfor nødvendigvis at være homoseksuel. Men her vil jeg kun forholde mig til ét vigtigt punkt i artiklen. Helt uden argumenter siges der (s. 39):
“Massad afviser med rette mange lesbiske og bøssers essentialisme (“vi blev født sådan her” og “vi er overalt”)”.
Hvordan kan man “med rette” afvise sådan noget, uden nogen som helst forklaringer? Her fremtræder åbenbart såkaldt Queer teori der defineres således i den internationale brugerskabte netencyklopædi Wikipedia:
Det er et felt af kønsstudier (gender studies) som i 90erne opstod af homostudier og feministiske studier. Queer teori tager udgangspunkt i Michel Foucaults arbejder og bygger på den feministiske modstand mod at køn skulle være en del af personlig identitet, ligesom homoers undersøgelser af seksualetetens sociale udformning. Når disse mest beskæftigede sig med ”naturligt” og ”unaturligt” indenfor homoseksualitet, udvider queer teori sit synsfelt til enhver seksuel aktivitet eller identitet som falder indenfor det normative eller det afvigende (frit oversat fra engelsk af Ö.Ó).
Dette er ret uklart og det bliver ikke bedre i fortsættelsen, ligesom der synes at være ret forskellige udgaver af teorien. Helt i stil med Foucaults udtryksmåde er det mest negative definitioner, ”ikke dette, nej, men heller ikke det”. Med en sådan fremstilling er der svært at gribe teoretikeren i fejl – eller i noget som helst. Mest fremtrædende synes dog at være det synspunkt at seksualitet er noget flydende og ubestemt i folk generelt, og at seksuel orientering så bestemmes af samfundet.
Det er blevet sagt at queer teori ikke først og fremst handler om homoseksualitet, men snarere sætter spørgsmålstegn ved heteroseksualitet som noget naturligt og selvfølgeligt. Nu er det naturligvis rigtigt at folk ikke skal grupperes efter deres seksualitet, hetero eller homo, ligesålidt som menneskeheden skulle grupperes i muslimer/ ikke muslimer; vegetarer/ ikke vegetarer, operaelskere/ popinteresserede, kunstinteresserede eller andre. Det er tale om personlige interesser, privatlivets fred, som andre ikke skal blande sig i. Hvert individ har mange egenskaber og skal ikke defineres ud fra en enkelt. Men deraf følger absolut ikke at der er tale om frit valg.
Såvidt jeg er orienteret forekommer homoseksualitet i alle kendte samfund, og når til mindst omkr. 4% af befolkningen hvor det har kunnet skønnes. Selvfølgelig afhænger dette tal meget af i hvilken grad homoseksualitet undertrykkes i det givne samfund. Men når vi betænker hvor vidt forskellige menneskesamfund der er tale om, så virker den tanke helt absurd at seksuel orientering skulle være bestemt af samfundet. I århundreder har man diskuteret om menneskets natur er bestemt af nedarvede egenskaber eller af omgivelsernes indflydelse. Det er en akademisk diskussion som er uvedkommende for den enkeltes seksuelle orientering. For alle der læser dette må dog af egen erfaring vide at man ikke kan bestemme af hvem man bliver tiltrukket. Man kan så følge sit begær (forhåbentlig høfligt!) eller man kan afstå fra det, af sociale grunde, af hensyn til ægteskab eller til ”hvad folk mon vil tænke”. Men man vælger ikke hvem man tiltrækkes af. De allerfleste tiltrækkes af en person af det modsatte køn, mens nogle siger at de er ambivalente, biseksuelle. Og der er naturligvis ingen grund til at mistro en sådan erklæring, for den har sandelig ikke mødt en stor respekt i tidernes løb. Og så er der nogle der som regel tiltrækkes af en person af deres eget køn. Mange af dem har forsøgt sig med en af det modsatte køn, men måttet konstatere at det altså ikke var lykken – for dem. Tværtimod, det betød personligt at underkaste sig konformisme, og førte således til undertrykkelse af al lykke. Nu har årtiers grusomme eksperimenter på homoseksuelle, med hormonbehandling, kastration, tortur og henrettelser efter min mening påvist, at det kan man ikke lave om på. Nogle mennesker er og bliver homoseksuelle, og det skal selvfølgelig respekteres.
Så, uanset hvilken udgave af queer teori man vælger at følge, må den siges at være i helt usædvanlig høj grad modsagt af den virkelighed man kan observere. Hvordan skal man så forklare sig at normalt begavede mennesker hylder denne teori?
Jo, det er let forståeligt, når man ser på teoriens konsekvenser. Den siger jo først og fremmest, at homoer er som andre mennesker. Og naturligvis er de som folk flest. Man behøver ikke benægte al forskellighed til at indse det (Der forekommer den udgave at ”egentlig er alle mennesker latent homoseksuelle”).
Men når teorien taler om fælles menneskelighed sker det på en undertrykkende måde, idet den faktisk benægter at der findes en uomgængelig tilbøjelighed for den enkelte. Konsekvensen af denne teori må jo blive at når homoer bliver undertrykt, så er det deres egen skyld, de kunne jo bare have ladt være med at bryde den lov der nu engang hersker i det eller det samfund, Iran eller Libanon, f. eks. For hvis seksuel orientering er fri, hvorfor så ikke tøjle sig?
Om man så i lighed med det ovenstående slutter at queer-teori er menneskefjendtlig eller ej, så er det dog indlysende at den ikke bare kan fremsættes som en selvfølgelighed, uden argumenter.
Modkraft indlæg 2008
Om Pernille Rosenkrantz Theils partiskifte
Tror nogen at PRK kan forvandle Socialdemokratiet til at føre en venstreorienteret politik? Nej, vel? Allerede Nyrup-regeringen førte jo højreorienteret nedskæringspolitik, for nu ikke at gå længere tilbage i tiden. Hvordan kan så et intelligent menneske finde på at sige noget så dumt? Ja, det er jo set mange gange før. Sædvanligvis er det fordi vedkommende forsøger at stikke blår i øjnene - på sig selv. Vi behøver bare at mindes Karen Jespersen og Moussa Sheik fra egne rækker, foruden en hel del folk jeg kendte i Island. Den underliggende mening var simpelthen at de ønskede at få/fortsætte en politisk karriere, og så ønskede et bredt grundlag at bevæge sig på. Det lykkedes som regel ikke. For selvfølgelig er de fleste socialdemokrater mistroiske overfor overløbere som kun er kendt for yderligtgående vensteorienteret politik, det ønsker almindelige socialdemokrater slet ikke. Man kan bare mindes at der ikke var væsentlig modstand mod Nyrupregeringens politik i Socialdemokratiet. Og de folk sem hidtil støttede PRK og lignende kan slet ikke genkende sig i Socialdemokratiets førte politik, og de færreste er dumme nok til at bilde sig ind at PRK eller et andet individ kan forandre den.
Modkraft 5. Dec.2008
Folkefront mod imperialismen?
For tredive år siden var jeg til en international kongres i Basel i Svejts hos fredsbevægelsen. Der var mange frappante skikkelser, bl.a. en meget gammel engelsk lord, så gammel at han var kendt for at have ført en polemik mod Lenin før første verdenskrig. Jeg husker ikke hans navn, men at han konstant var aktiv, sendte sin sekretær med små sedler ud i alle retninger. For han havde fundet løsningen på verdens største problemer. De rige lande skulle simpelthen give en procentdel (2% eller 5%, jeg husker ikke hvilket) til de fattigste lande. Mange har siden da løftet lignende tanker, men det er ikke sket. Trods udviklingshjælp til de fattigste lande, er deres folks fattigdom vokset, for prisen på deres eksportartikler – råvarer – er faldet år for år under de internationale storkoncerners monopol. Læger uden grænser yder et arbejde vi må bifalde, men samtidigt udvandrer 3.verdens læger til USA og Europa, hvor de får langt bedre løn og vilkår. Kan vi klandre dem for det? De fleste af os ville vel gøre det samme.
Man må så bifalde forslag om at afskaffe EUs toldmure overfor bl.a. Afrika, og modstå dets bestræbelser at tvinge afrikanske stater til at åbne alle grænser for EUs eksportvarer. Og man mindes venstrefløjens gamle politik, at bebude nationalt samarbejde mod imperialismen, her må der være grundlag for fælles fodslag for borgerskabet og proletariatet i 3. verdens lande. Eller hvad?
Lad os se på forholdene i et af de mest udviklede lande i Afrika, Kenya. Til trods for al sulten i Afrika, eksporteres der madvarer derfra. Ikke bare te og kaffe, blomster og kobber, men også frugt og grøntsager, som fra andre afrikanske lande. Hvem eksporterer disse varer? Det er altså ikke småbønder med hver deres lille jordlod. Nej, det er kæmpestore firmaer med enorme landområder. Tit er det stadigvæk hvide der ejer disse kæmpefarmer, men også sorte, bl.a. Kenyas præsident og andre førende politikere, de har også de fleste pladser i parlamentet. Så derfra skal man ikke forvente en opdeling af de enorme landbesiddelser der delvis ligger brak, mens den største del af befolkningen er uden land. Og man skal bestemt ikke regne med at dette borgerskab mobilserer folket, intet frygter det mere. Det vil bekæmpe enhver folkelig mobilisering med næb og klør, med politi og armé. Dette borgerskab er heller ikke synderligt nationalt, svejtsiske bankkonti står deres hjerte nærmest.
Hvis vi nu vover det tankeeksperiment at der gik flere penge til eksportørerne i Afrika fra EU, hvor ville de så gå hen? Landejerne ville vel lade dyrke flere afgrøder, så flere ville komme i arbejde. Men lønnen ville nok ikke stige, når der stadigvæk er massiv arbejdsløshed.
Kort sagt, det eneste der kan forbedre situationen i sådant et land er en folkelig rejsning MOD landejerne, mod egne landsmænd. Der er ikke noget grundlag for “en national front”. Og det samme tror jeg gælder for de fleste af 3. verdens lande.
Modkraft 4. oktober. 2008.
Jeg har aldrig sagt at et kup i USA er UDELUKKET, UTÆNKELIGT, eller noget i den retning.Et statskup i Danmark er da heller ikke logisk udelukket, vel? Jeg mener bare at det er så usandsynligt, at det ikke er værdt at spilde sin tid på at diskutere den slags politisk science fiction. Der udkom vistnok en udmærket roman af den slags på Samlerens bogklub for ikke så længe siden, en fantasi om et fascistisk statskup i USA under Charles Lindbergh.
Til "totaltanonym" vil jeg sige at der altså er forskel på valgsvindel og statskup. Det sidstnævnte vil folk først gribe til hvis de ikke lykkes med valgsvindel. Og hvordan kan "totaltanonym" beskylde andre for at stikke hovedet i sanden? Hvorfor står du ikke frem med eget navn under dine meninger? Kan du ikke være dem bekendt?
Men for alvor: fra min fortid i Islands stalinistiske parti kender jeg sådanne sammensværgelsesteorier til hudløshed. De er jo en manifestation af senstalinismens upolitiske budskab: Egentlig står hele menneskeheden naturligt på vores side, for vi vil jo bare fred og fordragelighed, ingen forandringer. Det er bare de skumle monopoler/revanchister/vestlige efterretningstjenester som lurer på en mulighed på at modsætte sig "folkets vilje".
Mon ikke problemet snarere er manglende politisk bevidsthed i USAs befolkning? Netop derfor er et statskup der yderst usandsynligt.
Modkraft 4. Marts 2008.
"Fingern" spørger: "Hvad er det ved Bush der gør, at du finder det usandsynligt at han kunne finde på at aflyse næste valg?"
Svar: Hans magtesløshed, det må være indlysende, at det kan han ikke gøre. Du skriver som om han var almægtig.
Nej, jeg tror ikke på hans demokratiske sindelag, han ville nok -sammen med mange fra USAs elite - gribe til statskup HVIS de mente at kapitalismen var truet i USA. Men den tanke er for absurd til at jeg gider diskutere det.
Modkraft 10. Marts. 2008
Tror nogen at PRK kan forvandle Socialdemokratiet til at føre en venstreorienteret politik? Nej, vel? Allerede Nyrup-regeringen førte jo højreorienteret nedskæringspolitik, for nu ikke at gå længere tilbage i tiden. Hvordan kan så et intelligent menneske finde på at sige noget så dumt? Ja, det er jo set mange gange før. Sædvanligvis er det fordi vedkommende forsøger at stikke blår i øjnene - på sig selv. Vi behøver bare at mindes Karen Jespersen og Moussa Sheik fra egne rækker, foruden en hel del folk jeg kendte i Island. Den underliggende mening var simpelthen at de ønskede at få/fortsætte en politisk karriere, og så ønskede et bredt grundlag at bevæge sig på. Det lykkedes som regel ikke. For selvfølgelig er de fleste socialdemokrater mistroiske overfor overløbere som kun er kendt for yderligtgående vensteorienteret politik, det ønsker almindelige socialdemokrater slet ikke. Man kan bare mindes at der ikke var væsentlig modstand mod Nyrupregeringens politik i Socialdemokratiet. Og de folk sem hidtil støttede PRK og lignende kan slet ikke genkende sig i Socialdemokratiets førte politik, og de færreste er dumme nok til at bilde sig ind at PRK eller et andet individ kan forandre den.
Modkraft 5. Dec.2008
Folkefront mod imperialismen?
For tredive år siden var jeg til en international kongres i Basel i Svejts hos fredsbevægelsen. Der var mange frappante skikkelser, bl.a. en meget gammel engelsk lord, så gammel at han var kendt for at have ført en polemik mod Lenin før første verdenskrig. Jeg husker ikke hans navn, men at han konstant var aktiv, sendte sin sekretær med små sedler ud i alle retninger. For han havde fundet løsningen på verdens største problemer. De rige lande skulle simpelthen give en procentdel (2% eller 5%, jeg husker ikke hvilket) til de fattigste lande. Mange har siden da løftet lignende tanker, men det er ikke sket. Trods udviklingshjælp til de fattigste lande, er deres folks fattigdom vokset, for prisen på deres eksportartikler – råvarer – er faldet år for år under de internationale storkoncerners monopol. Læger uden grænser yder et arbejde vi må bifalde, men samtidigt udvandrer 3.verdens læger til USA og Europa, hvor de får langt bedre løn og vilkår. Kan vi klandre dem for det? De fleste af os ville vel gøre det samme.
Man må så bifalde forslag om at afskaffe EUs toldmure overfor bl.a. Afrika, og modstå dets bestræbelser at tvinge afrikanske stater til at åbne alle grænser for EUs eksportvarer. Og man mindes venstrefløjens gamle politik, at bebude nationalt samarbejde mod imperialismen, her må der være grundlag for fælles fodslag for borgerskabet og proletariatet i 3. verdens lande. Eller hvad?
Lad os se på forholdene i et af de mest udviklede lande i Afrika, Kenya. Til trods for al sulten i Afrika, eksporteres der madvarer derfra. Ikke bare te og kaffe, blomster og kobber, men også frugt og grøntsager, som fra andre afrikanske lande. Hvem eksporterer disse varer? Det er altså ikke småbønder med hver deres lille jordlod. Nej, det er kæmpestore firmaer med enorme landområder. Tit er det stadigvæk hvide der ejer disse kæmpefarmer, men også sorte, bl.a. Kenyas præsident og andre førende politikere, de har også de fleste pladser i parlamentet. Så derfra skal man ikke forvente en opdeling af de enorme landbesiddelser der delvis ligger brak, mens den største del af befolkningen er uden land. Og man skal bestemt ikke regne med at dette borgerskab mobilserer folket, intet frygter det mere. Det vil bekæmpe enhver folkelig mobilisering med næb og klør, med politi og armé. Dette borgerskab er heller ikke synderligt nationalt, svejtsiske bankkonti står deres hjerte nærmest.
Hvis vi nu vover det tankeeksperiment at der gik flere penge til eksportørerne i Afrika fra EU, hvor ville de så gå hen? Landejerne ville vel lade dyrke flere afgrøder, så flere ville komme i arbejde. Men lønnen ville nok ikke stige, når der stadigvæk er massiv arbejdsløshed.
Kort sagt, det eneste der kan forbedre situationen i sådant et land er en folkelig rejsning MOD landejerne, mod egne landsmænd. Der er ikke noget grundlag for “en national front”. Og det samme tror jeg gælder for de fleste af 3. verdens lande.
Modkraft 4. oktober. 2008.
Jeg har aldrig sagt at et kup i USA er UDELUKKET, UTÆNKELIGT, eller noget i den retning.Et statskup i Danmark er da heller ikke logisk udelukket, vel? Jeg mener bare at det er så usandsynligt, at det ikke er værdt at spilde sin tid på at diskutere den slags politisk science fiction. Der udkom vistnok en udmærket roman af den slags på Samlerens bogklub for ikke så længe siden, en fantasi om et fascistisk statskup i USA under Charles Lindbergh.
Til "totaltanonym" vil jeg sige at der altså er forskel på valgsvindel og statskup. Det sidstnævnte vil folk først gribe til hvis de ikke lykkes med valgsvindel. Og hvordan kan "totaltanonym" beskylde andre for at stikke hovedet i sanden? Hvorfor står du ikke frem med eget navn under dine meninger? Kan du ikke være dem bekendt?
Men for alvor: fra min fortid i Islands stalinistiske parti kender jeg sådanne sammensværgelsesteorier til hudløshed. De er jo en manifestation af senstalinismens upolitiske budskab: Egentlig står hele menneskeheden naturligt på vores side, for vi vil jo bare fred og fordragelighed, ingen forandringer. Det er bare de skumle monopoler/revanchister/vestlige efterretningstjenester som lurer på en mulighed på at modsætte sig "folkets vilje".
Mon ikke problemet snarere er manglende politisk bevidsthed i USAs befolkning? Netop derfor er et statskup der yderst usandsynligt.
Modkraft 4. Marts 2008.
"Fingern" spørger: "Hvad er det ved Bush der gør, at du finder det usandsynligt at han kunne finde på at aflyse næste valg?"
Svar: Hans magtesløshed, det må være indlysende, at det kan han ikke gøre. Du skriver som om han var almægtig.
Nej, jeg tror ikke på hans demokratiske sindelag, han ville nok -sammen med mange fra USAs elite - gribe til statskup HVIS de mente at kapitalismen var truet i USA. Men den tanke er for absurd til at jeg gider diskutere det.
Modkraft 10. Marts. 2008
lørdag den 6. oktober 2007
Levnedsløb
Örn Ólafsson:
Curriculum vitæ
Født í Reykjavík d. 4. 4. 1941, student fra Reykjavíks gymnasium i 1961. Derefter fulgte studieophold ved Justus Liebig - universitetet i Giessen i Tyskland i Germanistik i 1962-63, hvor jeg også underviste i islandsk. Derefter studerede jeg „íslensk fræði“ (islandsk sprog, litteratur og historie) ved Islands universitet, hvor jeg blev cand.mag. 1970 med karakter "haud illaudabilem". Mit speciale handler om en oldtidssaga, Hrólfs saga Gautrekssonar, især dens forbindelse med andre sagaer, og hvorvidt den er en selvstændig overlevering af gamle sagn. Jeg kom til det resultat at det er den ikke, den bygger udelukkende på en litterær tradition, bl.a. klassisk.
Arbejde
I min studietid arbejdede jeg bl.a. på Universitetsbiblioteket i Island og på håndskriftsinstituttet, Stofnun Árna Magnússonar, i 1967 og 1971, hvor jeg bl.a. undersøgte gamle rímurs tekstvarian¬ter. Efter mit cand. mag. eksamen var jeg gymnasielærer i islandsk sprog og litteratur i 1971-79 (ved Menntaskólinn við Hamrahlíð). Om sommeren var jeg guide rundt om Island med bl.a. engelsk, tysk fransk og dansk. Foruden de førnævnte sprog kan jeg læse spansk, italiensk og (til en vis grad!) swahili. I årene 1979-84 var jeg lærer (assistent associé) ved l'université Lyon II (nu université Lumière), ved det sprogvidenskabelige institut (l'U.E.R. sciences du langage), hvor jeg ledede den skandinaviske afdeling. Foruden mig bestod den af en dansk, en svensk og en norsk lektor. Jeg underviste et begynderkursus i moderne islandsk, desuden kurserne linguistique scandinave, littérature scandinave og civilisation scandinave. Det første var en oversigt over de nordiske sprogs udvikling fra urnordisk til vor tid. I det andet læste vi udvalgte norrøne tekster i fransk oversættelse: eddadigte, Njáls saga, Eiríks saga rauða; derefter stykker af Ibsen og Strindberg, til slut dele af en antologi af moderne dansk digtning. Det tredie kursus gjaldt forskellige seminaropgaver indenfor nordisk politik, historie og kul¬tur. Alle disse kurser var på licence-niveau (tredie år), arbejds¬metoden var dels seminar, dels mine forelæsninger.
Jeg var timelærer ved Islands universitet i 1985-87, hvor jeg underviste i følgende kurser indenfor islandsk: a) et kursus om litterære manifestoer i Island, b) moderne islandsk litteratur for udenlandske studenter, c) islandsk sprog for samme studenter.
Fra marts 1987 til august 1993 var jeg lektor i islandsk ved Københavns universitet, hvor jeg hvert år underviste i to kurser: a) islandsk for begyndere og b) moderne islandsk litteratur i dansk oversættelse. Til det sidste kursus lavede jeg en antologi som brugtes sammen med tre romaner (skiftende, af bl.a. Halldór Laxness, Thor Vilhjálmsson, Guðbergur Bergsson, Svava Jakobsdóttir, Fríða Sigurðardóttir, Steinunn Sigurðardóttir, Einar Kárason og Einar Már Guðmundsson). Til det første kursus har jeg lavet et kompendium som består af grammatiske regler, øvelser og tekster med gloser. Jeg varetog undervisningen i disse kurser indtil min afløser blev ansat i efteråret 1994, og igen i 1998-9..
Fra august 1994 til juli 1997 var jeg førsteamanuensis i islandsk ved Universitetet i Oslo, hvor jeg underviste et grundkursus i islandsk sprog (på mellomfag) og forskellige kurser i islandsk litteratur, et hovedfagsseminar om den moderne islandske roman og et grunnfagsseminar om islandsk litteratur efter reformationen, med særlig vægt på det 20. århundrede. Efter at jeg flyttede tilbage til Danmark har jeg undervist islandsk på Studieskolen og oversat film til islandsk for SDI Media. Jeg studerede bl.a. afrikansk litteratur på Center for Afrikanske Studier ved Københavns universitet.
Forskning og forfattervirksomhed
Under mit ophold i Frankrig studerede jeg litteraturvidenskab ved universitetet, især fransk litteratur i det 19. og 20. århundrede og forskellige metoder i litteraturfortolkning, især strukturalisme, narratologi og psykologisk fortolkning. Ved instituttet for litteraturvidenskab skrev jeg så en disputats om den venstre-socialistiske litteratur¬bevægelse på Island, der i løbet af århundredets andet kvartal udviklede sig til et betydeligt fænomen på flere områder. Disputatsen lægger stor vægt på bevægelsens internationale omgivelser. Jeg forsvarede denne disputats ved instituttet for litteraturvidenskab ved Lyon II i juni 1984. Den udkom på islandsk i 1990 under titelen Rauðu pennarnir. Under mit ophold i Danmark arbejdede jeg dels på denne islandske version, dels på en bog om modernismen i islandsk litteratur, Kóralforspil hafsins, som udkom i 1992. Derefter begyndte jeg en undersøgelse af romantikken og symbolismen i islandsk digtning (omkr. 1809-1933), Seiðblátt hafið, og har nu afsluttet den. Der undersøges digternes sprog, metaforer og lyriske billeder, bl.a. I disse sidstnævnte værker er der ligeledes fremhævet hvordan de islandske bevægelser placeres i de internationale strømninger. Denne undersøgoelse fortsatte jeg på Danmarks Humanistiske Forskningscenter. Mine første to bøger er på omkr. 300 sider hver, denne sidste på 480. I 1999-2000 lavede jeg en omfangsrig undersøgelse af det kendteste modernistiske digtcyklus på islandsk, Tíminn og vatnið af Steinn Steinarr (fra midten af det 20. århundrede). Den er efter min mening klart surrealistisk, især gennem påvirkning fra digtcyklussen mannen utan väg af den svenske digter Erik Lindegren.
Jeg leverede halvanden snes artikler om islandsk litteratur til Den Store Danske Encyklopædie.
Jeg har oversat en dansk roman til islandsk og læste den op i den island¬ske radio i 1977, det var Amatørerne af Leif Panduro. Jeg har også oversat to radiospil fra fransk for radioen og flere film for Statens fjernsyn, især fra engelsk. Jeg har lavet forskellige radioprogrammer; i 1977 om situationen i Ethiopien, i 1981 en serie på tolv halvtimers udsendelser, hver om en en samtidig islandsk digter, som efter min opfattelse ikke var så kendt som han eller hun burde være. I 1982 lavede jeg en serie på otte udsendelser om kulturkamp på Island i mellemkrigsperioden, og i 1984 en serie på tre udsendelser om litterær avantgarde i Europa I de første tiår af det 20. århundrede, i 1992 en serie på fem om modernismen i islandsk litteratur, og i sommeren 1997 en serie på seks udsendelser om symbolismen i islandsk litteratur. I 1986 havde jeg sproghjørnet i radioen, fem minutter hver gang, to gange om ugen.
Jeg har daglig brugt computer siden 1985, mest Macintosh, i de sidste år dog også PC med windows 98 og XP. Jeg har afsluttet kurser i DTP, billedbehandling og web-design på PC.
Jeg har skrevet hundredevis af anmeldelser om islandsk litteratur fra 1984 af, især i den islandske eftermiddagsavis DV, men også nogle større anmeldelser i Skírnir, det kendteste islandske tidskrift som mest indeholder artikler indenfor litteraturforskning. Der har jeg også haft artikler, ligeledes i det andet kendteste litteraturtidskrift, Tímarit Máls og menningar. Mine anmeldelser har gjort det lettere for mig at følge med i det islandske kulturliv. Under mit første ophold i Danmark, 1987-94 skrev jeg en del artikler om dansk litteratur i førnævnte avis DV, genoptaget i Morgunblaðið efter at jeg flyttede tilbage til Danmark i efteråret 1997. I mellemtiden skrev jeg bl.a. ti artikler om norske lyrikere i Morgunblaðið, siden da over hundrede artikler om nordisk litteratur, især dansk.
Jeg har holdt foredrag baseret på min disputats, to ved Københavns universitet i foråret 1987, et i Århus i december 1987 og et i Lund 1988. Disse foredrag var på dansk, ligesom et foredrag om Islands nyeste litteratur holdt i det islandske hus i København (Jónshus) i 1987, et andet hos foreningen Norden i februar 1992, samt et foredrag om Halldór Laxness' modernisme på hans fødselsdagsfest d. 23.4. 1992, og et foredrag om Island i det 19. og 20. århundrede hos Nordvendsysselsk folkeuniversitet i Hjallerup i november 1993, om moderne islandsk litteratur (3 timers) i Bib¬liotekskolen i København i april 1994, om moderne islandsk litteratur hos Nordisk forening i Ås i oktober 1994 og hos Kvinnligt leserforbund i Porsgrunn i januar 1996, et fire timers program om Islands kultur hos Skovtofte Statseminarium i oktober 1998. Endvidere har jeg holdt foredrag hos International Association of Scandinavian Studies (IASS); på den 18. conference i Trondheim i august 1990, om lyrisk modernisme i Island, på den 19. i Budapest 1992; "The Second world war in Icelandic literature", på den 20. i Reykjavík i 1994: "Kønsbestemt litteratur? De første nyromantikere i Island", ligeledes på IASSs 21. congress i Bonn 1996; «Oplysning gennem folkesagn i islandsk litteratur i det 18. århundrede.» I august 2002 holdt jeg et foredrag om Thor Vilhjálmsson på IASSs 24. konference i Aalborg.
Publikationsliste
1. Hrólfs saga Gautrekssonar-heimildir og rittengsl (1970. Utrykt cand.mag. speci¬ale).
2. min disputats: Rauðu pennarnir. Reykjavík 1990.
3. Kóralforspil hafsins - Módernismi í íslenskum bókmenntum Reykjavík 1992.
4. Seiðblátt hafið. (i manuskript).
artikler:
5. Mér verður fuglsins dæmi -teksttudgave og analyse af et gammelt digt. Mímir 1966.
6. Hvað á (ekki) að kenna í málfræði. Skíma 1978.
7. Bókmenntaviðhorf sósíalista. Tímarit Máls og menningar 1982.
8. Et stort interview med Halldór Laxness i Morgunblaðið, feb. 1982.
9. Anmeldelser af islandsk litteratur i avisen DV, fra 1984 af
10. Surrealistar á Íslandi. Mannlíf 1985.
11. Til hvers eru unglingabækur? Þjóðlíf 1985.
12. Dagbækur Þórbergs Þórðarsonar. Lesbók Mbl. juni 1985.
13. Unglingurinn í skóginum og Alþingi. Skírnir 1985.
14. 4 anmeldelser in Skírnir 1985-87.
15. Nogle aspekter af den islandske litteratur i det 20. århundrede. Gardar XIX.
16. Brydninger i Islands moderne litteratur. Nordisk tidskrift 1989 (nr.21.omskrevet).
17..Henrik Nordbrandt og antiracismen. Socialistisk information.1989
18. Bókmenntatúlkanir.Tímarit Máls og menningar 1989.
19. Halldór Stefánsson og expressjónisminn. Skírnir 1989.
20. Lyrisk modernisme i Island i det 20. århundredes første halvdel. I: Moder¬nismen i skandinavisk litteratur, (s.103-7). Trondheim 1991.
21. Ill danska. Lygisögur. Afmælisrit Árnastofnunar 1991
22. Fenrisúlfur í Róm. Fjölmóðarvíl. Afmælisrit Árnastofnunar 1991.
23. The second world war in Icelandic literature. I: Literature as Resistance and Counter-Culture (s. 228-231), Budapest 1992.
24. Forandringer i Islands litteratur mellem de to verdenskrige (utrykt)
25. Hugtakið módernismi (The Concept of Modernism) Tímarit Máls og menningar 1993.
26. Kønsforskel på lyrikken? I: Litteratur og kjønn i Norden (s.375-380) Reykjavík 1996.
27. Einar Már Guðmundsson I: Norsk litterær årbok (s. 15-23) , Oslo 1995.
28. Edda-ordforråd i islandsk diktning. Bøygen, Universitetet i Oslo, 1996.
29. Oplysning gennem folkesagn. Opplysning i Norden, Bonn 1998.
30. Húmtjöld falla. I Freyjas Alter, festskrift til Jonna Louis-Jensen, 1997.
31. Ti artikler om norske digtere i Morgunblaðið 1996-7.
32. Ljóðhefð I-II. Lesbók Morgunbla›sins sept 1997.
33. Íslenskar bókmenntir á dönsku I-V. Lesbók Morgunblaðsins okt.-nóv. 1997.
34. Lostug tröll. I Petersilie, festskrift til Peter Springborg, feb. 1998.
35. Artikler om dansk litteratur, Lesbók Morgunblaðsins fra okt.1997.
36. Hæ og vei I Guðrúnarhvöt, Festskrift til Guðún Ása Grímsdóttir, Rvík 1999.
37. Upplýsing í gegnum þjóðsögur. Tímarit Máls og menningar 2000 (islandsk version af 29).
38. Kupiga simu. I Festskrift til Þorbjörg Helgadóttir, mai 2000..
39. Var Njáll hommi? Morgunblaðið 30.6.2000..
40. Elskan hans Þórbergs. Lesbók Morgunblaðsins maí 2001..
41. Afkárt glens Skarphéðins. I Jocoseria. Festskrift til Marianne Overgaard, jan. 2002.
42. Eilíbbð - Kiljan Longfellow. I Grace Notes. Festskrift til Michael Chesnutt. sept. 2002.
43. Thor Vilhjálmsson – en islandsk prosamodernist på IASSs konference i Aalborg.
44. Uppsprettur Tímans og vatnsins Andvari 2005.
45. Ævisögur Halldórs Laxness. Í Þjóðmál 2. árg. 2. heftir, 2006.
47. Gömul prósaljóð og fríljóð. Í Són, 4. árg. 2006.
48. Andsvar um séra Björn í Laufási. TMM 2. hefti 2007.
Dokumenter:
1. diplomcand. mag. I Nordisk filologi197O.
2. diplom i pædagogik 1971.
3. Udsagn fra Ólafur Halldórsson, p.t.direktor of Stofnun ÁM,1.6.1979
4. Udsagn fra Gu∂mundar Arnlaugssonar, rektor af Menntaskólinn í Hamrahlí∂, 1.3.1979.
5. Bedømmelse fra Den Arnamagnæanske Kommissions bedøm¬melsesudvalg, d. 19.12.1978.
6. Udsagn fra professor Claude Martin om min disputas,19.4.1983
7. Udsagn fra M. Charles Margotton, direktør for institut for sprogvidenskab Lyon II,
25.6.1984
8. Doktordiplom, 7.6.1984
9. Bedømmelse fra Den Arnamagnæanske Kommissions bedøm¬melsesudvalg i 1987.
10. Bedømmelse fra et bedømmelsesudvalg ved det Filosofiske fa¬kultet ved H. Í. 1991.
11. Udsagn fra Peter Springborg, direktør for Det Arnamagnæanske institut, 1993.
12. Udsagn fra Jonna Louis-Jensen, professor ved Den Ar¬namagnæanske samling, 1994.
13. Bedømmelse fra Institut for litteraturvidenskab, august 1997.
14. Attest fra Center for Afrikanske studier.5.8.1994.
15. Attest fra Kjell Ivar Vannebo, leder af Afdeling for nordistikk ved Universitetet i Oslo, d. 19. 6. 1997.
16. Attest fra Torben Brostrøm, Den Store National-Encyklopædie. 9.5. 2000
17. Attest fra James Knirk, leder af Ordbog over det norrøne prosasprog. 21. juni 2000.
18. Kursusbevis: Billedbehandling på PC, 12. mai 2000.
19. Kursusbevis: Layout på PC, 8. juni 2000.
20. Kursusbevis: Flash. Marts 2001
21. Udsagn fra dr.phil. Birgitte Possing, direktør af Danmarks Humanistiske Forskningscenter, 16.1. 2002.
22. Udsagn fra Peter Springborg, direktør for Det Arnamagnæanske institut, 2002
23. Bedømmelse fra Statsbiblioteket i Århus 24.1.2003.
Curriculum vitæ
Født í Reykjavík d. 4. 4. 1941, student fra Reykjavíks gymnasium i 1961. Derefter fulgte studieophold ved Justus Liebig - universitetet i Giessen i Tyskland i Germanistik i 1962-63, hvor jeg også underviste i islandsk. Derefter studerede jeg „íslensk fræði“ (islandsk sprog, litteratur og historie) ved Islands universitet, hvor jeg blev cand.mag. 1970 med karakter "haud illaudabilem". Mit speciale handler om en oldtidssaga, Hrólfs saga Gautrekssonar, især dens forbindelse med andre sagaer, og hvorvidt den er en selvstændig overlevering af gamle sagn. Jeg kom til det resultat at det er den ikke, den bygger udelukkende på en litterær tradition, bl.a. klassisk.
Arbejde
I min studietid arbejdede jeg bl.a. på Universitetsbiblioteket i Island og på håndskriftsinstituttet, Stofnun Árna Magnússonar, i 1967 og 1971, hvor jeg bl.a. undersøgte gamle rímurs tekstvarian¬ter. Efter mit cand. mag. eksamen var jeg gymnasielærer i islandsk sprog og litteratur i 1971-79 (ved Menntaskólinn við Hamrahlíð). Om sommeren var jeg guide rundt om Island med bl.a. engelsk, tysk fransk og dansk. Foruden de førnævnte sprog kan jeg læse spansk, italiensk og (til en vis grad!) swahili. I årene 1979-84 var jeg lærer (assistent associé) ved l'université Lyon II (nu université Lumière), ved det sprogvidenskabelige institut (l'U.E.R. sciences du langage), hvor jeg ledede den skandinaviske afdeling. Foruden mig bestod den af en dansk, en svensk og en norsk lektor. Jeg underviste et begynderkursus i moderne islandsk, desuden kurserne linguistique scandinave, littérature scandinave og civilisation scandinave. Det første var en oversigt over de nordiske sprogs udvikling fra urnordisk til vor tid. I det andet læste vi udvalgte norrøne tekster i fransk oversættelse: eddadigte, Njáls saga, Eiríks saga rauða; derefter stykker af Ibsen og Strindberg, til slut dele af en antologi af moderne dansk digtning. Det tredie kursus gjaldt forskellige seminaropgaver indenfor nordisk politik, historie og kul¬tur. Alle disse kurser var på licence-niveau (tredie år), arbejds¬metoden var dels seminar, dels mine forelæsninger.
Jeg var timelærer ved Islands universitet i 1985-87, hvor jeg underviste i følgende kurser indenfor islandsk: a) et kursus om litterære manifestoer i Island, b) moderne islandsk litteratur for udenlandske studenter, c) islandsk sprog for samme studenter.
Fra marts 1987 til august 1993 var jeg lektor i islandsk ved Københavns universitet, hvor jeg hvert år underviste i to kurser: a) islandsk for begyndere og b) moderne islandsk litteratur i dansk oversættelse. Til det sidste kursus lavede jeg en antologi som brugtes sammen med tre romaner (skiftende, af bl.a. Halldór Laxness, Thor Vilhjálmsson, Guðbergur Bergsson, Svava Jakobsdóttir, Fríða Sigurðardóttir, Steinunn Sigurðardóttir, Einar Kárason og Einar Már Guðmundsson). Til det første kursus har jeg lavet et kompendium som består af grammatiske regler, øvelser og tekster med gloser. Jeg varetog undervisningen i disse kurser indtil min afløser blev ansat i efteråret 1994, og igen i 1998-9..
Fra august 1994 til juli 1997 var jeg førsteamanuensis i islandsk ved Universitetet i Oslo, hvor jeg underviste et grundkursus i islandsk sprog (på mellomfag) og forskellige kurser i islandsk litteratur, et hovedfagsseminar om den moderne islandske roman og et grunnfagsseminar om islandsk litteratur efter reformationen, med særlig vægt på det 20. århundrede. Efter at jeg flyttede tilbage til Danmark har jeg undervist islandsk på Studieskolen og oversat film til islandsk for SDI Media. Jeg studerede bl.a. afrikansk litteratur på Center for Afrikanske Studier ved Københavns universitet.
Forskning og forfattervirksomhed
Under mit ophold i Frankrig studerede jeg litteraturvidenskab ved universitetet, især fransk litteratur i det 19. og 20. århundrede og forskellige metoder i litteraturfortolkning, især strukturalisme, narratologi og psykologisk fortolkning. Ved instituttet for litteraturvidenskab skrev jeg så en disputats om den venstre-socialistiske litteratur¬bevægelse på Island, der i løbet af århundredets andet kvartal udviklede sig til et betydeligt fænomen på flere områder. Disputatsen lægger stor vægt på bevægelsens internationale omgivelser. Jeg forsvarede denne disputats ved instituttet for litteraturvidenskab ved Lyon II i juni 1984. Den udkom på islandsk i 1990 under titelen Rauðu pennarnir. Under mit ophold i Danmark arbejdede jeg dels på denne islandske version, dels på en bog om modernismen i islandsk litteratur, Kóralforspil hafsins, som udkom i 1992. Derefter begyndte jeg en undersøgelse af romantikken og symbolismen i islandsk digtning (omkr. 1809-1933), Seiðblátt hafið, og har nu afsluttet den. Der undersøges digternes sprog, metaforer og lyriske billeder, bl.a. I disse sidstnævnte værker er der ligeledes fremhævet hvordan de islandske bevægelser placeres i de internationale strømninger. Denne undersøgoelse fortsatte jeg på Danmarks Humanistiske Forskningscenter. Mine første to bøger er på omkr. 300 sider hver, denne sidste på 480. I 1999-2000 lavede jeg en omfangsrig undersøgelse af det kendteste modernistiske digtcyklus på islandsk, Tíminn og vatnið af Steinn Steinarr (fra midten af det 20. århundrede). Den er efter min mening klart surrealistisk, især gennem påvirkning fra digtcyklussen mannen utan väg af den svenske digter Erik Lindegren.
Jeg leverede halvanden snes artikler om islandsk litteratur til Den Store Danske Encyklopædie.
Jeg har oversat en dansk roman til islandsk og læste den op i den island¬ske radio i 1977, det var Amatørerne af Leif Panduro. Jeg har også oversat to radiospil fra fransk for radioen og flere film for Statens fjernsyn, især fra engelsk. Jeg har lavet forskellige radioprogrammer; i 1977 om situationen i Ethiopien, i 1981 en serie på tolv halvtimers udsendelser, hver om en en samtidig islandsk digter, som efter min opfattelse ikke var så kendt som han eller hun burde være. I 1982 lavede jeg en serie på otte udsendelser om kulturkamp på Island i mellemkrigsperioden, og i 1984 en serie på tre udsendelser om litterær avantgarde i Europa I de første tiår af det 20. århundrede, i 1992 en serie på fem om modernismen i islandsk litteratur, og i sommeren 1997 en serie på seks udsendelser om symbolismen i islandsk litteratur. I 1986 havde jeg sproghjørnet i radioen, fem minutter hver gang, to gange om ugen.
Jeg har daglig brugt computer siden 1985, mest Macintosh, i de sidste år dog også PC med windows 98 og XP. Jeg har afsluttet kurser i DTP, billedbehandling og web-design på PC.
Jeg har skrevet hundredevis af anmeldelser om islandsk litteratur fra 1984 af, især i den islandske eftermiddagsavis DV, men også nogle større anmeldelser i Skírnir, det kendteste islandske tidskrift som mest indeholder artikler indenfor litteraturforskning. Der har jeg også haft artikler, ligeledes i det andet kendteste litteraturtidskrift, Tímarit Máls og menningar. Mine anmeldelser har gjort det lettere for mig at følge med i det islandske kulturliv. Under mit første ophold i Danmark, 1987-94 skrev jeg en del artikler om dansk litteratur i førnævnte avis DV, genoptaget i Morgunblaðið efter at jeg flyttede tilbage til Danmark i efteråret 1997. I mellemtiden skrev jeg bl.a. ti artikler om norske lyrikere i Morgunblaðið, siden da over hundrede artikler om nordisk litteratur, især dansk.
Jeg har holdt foredrag baseret på min disputats, to ved Københavns universitet i foråret 1987, et i Århus i december 1987 og et i Lund 1988. Disse foredrag var på dansk, ligesom et foredrag om Islands nyeste litteratur holdt i det islandske hus i København (Jónshus) i 1987, et andet hos foreningen Norden i februar 1992, samt et foredrag om Halldór Laxness' modernisme på hans fødselsdagsfest d. 23.4. 1992, og et foredrag om Island i det 19. og 20. århundrede hos Nordvendsysselsk folkeuniversitet i Hjallerup i november 1993, om moderne islandsk litteratur (3 timers) i Bib¬liotekskolen i København i april 1994, om moderne islandsk litteratur hos Nordisk forening i Ås i oktober 1994 og hos Kvinnligt leserforbund i Porsgrunn i januar 1996, et fire timers program om Islands kultur hos Skovtofte Statseminarium i oktober 1998. Endvidere har jeg holdt foredrag hos International Association of Scandinavian Studies (IASS); på den 18. conference i Trondheim i august 1990, om lyrisk modernisme i Island, på den 19. i Budapest 1992; "The Second world war in Icelandic literature", på den 20. i Reykjavík i 1994: "Kønsbestemt litteratur? De første nyromantikere i Island", ligeledes på IASSs 21. congress i Bonn 1996; «Oplysning gennem folkesagn i islandsk litteratur i det 18. århundrede.» I august 2002 holdt jeg et foredrag om Thor Vilhjálmsson på IASSs 24. konference i Aalborg.
Publikationsliste
1. Hrólfs saga Gautrekssonar-heimildir og rittengsl (1970. Utrykt cand.mag. speci¬ale).
2. min disputats: Rauðu pennarnir. Reykjavík 1990.
3. Kóralforspil hafsins - Módernismi í íslenskum bókmenntum Reykjavík 1992.
4. Seiðblátt hafið. (i manuskript).
artikler:
5. Mér verður fuglsins dæmi -teksttudgave og analyse af et gammelt digt. Mímir 1966.
6. Hvað á (ekki) að kenna í málfræði. Skíma 1978.
7. Bókmenntaviðhorf sósíalista. Tímarit Máls og menningar 1982.
8. Et stort interview med Halldór Laxness i Morgunblaðið, feb. 1982.
9. Anmeldelser af islandsk litteratur i avisen DV, fra 1984 af
10. Surrealistar á Íslandi. Mannlíf 1985.
11. Til hvers eru unglingabækur? Þjóðlíf 1985.
12. Dagbækur Þórbergs Þórðarsonar. Lesbók Mbl. juni 1985.
13. Unglingurinn í skóginum og Alþingi. Skírnir 1985.
14. 4 anmeldelser in Skírnir 1985-87.
15. Nogle aspekter af den islandske litteratur i det 20. århundrede. Gardar XIX.
16. Brydninger i Islands moderne litteratur. Nordisk tidskrift 1989 (nr.21.omskrevet).
17..Henrik Nordbrandt og antiracismen. Socialistisk information.1989
18. Bókmenntatúlkanir.Tímarit Máls og menningar 1989.
19. Halldór Stefánsson og expressjónisminn. Skírnir 1989.
20. Lyrisk modernisme i Island i det 20. århundredes første halvdel. I: Moder¬nismen i skandinavisk litteratur, (s.103-7). Trondheim 1991.
21. Ill danska. Lygisögur. Afmælisrit Árnastofnunar 1991
22. Fenrisúlfur í Róm. Fjölmóðarvíl. Afmælisrit Árnastofnunar 1991.
23. The second world war in Icelandic literature. I: Literature as Resistance and Counter-Culture (s. 228-231), Budapest 1992.
24. Forandringer i Islands litteratur mellem de to verdenskrige (utrykt)
25. Hugtakið módernismi (The Concept of Modernism) Tímarit Máls og menningar 1993.
26. Kønsforskel på lyrikken? I: Litteratur og kjønn i Norden (s.375-380) Reykjavík 1996.
27. Einar Már Guðmundsson I: Norsk litterær årbok (s. 15-23) , Oslo 1995.
28. Edda-ordforråd i islandsk diktning. Bøygen, Universitetet i Oslo, 1996.
29. Oplysning gennem folkesagn. Opplysning i Norden, Bonn 1998.
30. Húmtjöld falla. I Freyjas Alter, festskrift til Jonna Louis-Jensen, 1997.
31. Ti artikler om norske digtere i Morgunblaðið 1996-7.
32. Ljóðhefð I-II. Lesbók Morgunbla›sins sept 1997.
33. Íslenskar bókmenntir á dönsku I-V. Lesbók Morgunblaðsins okt.-nóv. 1997.
34. Lostug tröll. I Petersilie, festskrift til Peter Springborg, feb. 1998.
35. Artikler om dansk litteratur, Lesbók Morgunblaðsins fra okt.1997.
36. Hæ og vei I Guðrúnarhvöt, Festskrift til Guðún Ása Grímsdóttir, Rvík 1999.
37. Upplýsing í gegnum þjóðsögur. Tímarit Máls og menningar 2000 (islandsk version af 29).
38. Kupiga simu. I Festskrift til Þorbjörg Helgadóttir, mai 2000..
39. Var Njáll hommi? Morgunblaðið 30.6.2000..
40. Elskan hans Þórbergs. Lesbók Morgunblaðsins maí 2001..
41. Afkárt glens Skarphéðins. I Jocoseria. Festskrift til Marianne Overgaard, jan. 2002.
42. Eilíbbð - Kiljan Longfellow. I Grace Notes. Festskrift til Michael Chesnutt. sept. 2002.
43. Thor Vilhjálmsson – en islandsk prosamodernist på IASSs konference i Aalborg.
44. Uppsprettur Tímans og vatnsins Andvari 2005.
45. Ævisögur Halldórs Laxness. Í Þjóðmál 2. árg. 2. heftir, 2006.
47. Gömul prósaljóð og fríljóð. Í Són, 4. árg. 2006.
48. Andsvar um séra Björn í Laufási. TMM 2. hefti 2007.
Dokumenter:
1. diplomcand. mag. I Nordisk filologi197O.
2. diplom i pædagogik 1971.
3. Udsagn fra Ólafur Halldórsson, p.t.direktor of Stofnun ÁM,1.6.1979
4. Udsagn fra Gu∂mundar Arnlaugssonar, rektor af Menntaskólinn í Hamrahlí∂, 1.3.1979.
5. Bedømmelse fra Den Arnamagnæanske Kommissions bedøm¬melsesudvalg, d. 19.12.1978.
6. Udsagn fra professor Claude Martin om min disputas,19.4.1983
7. Udsagn fra M. Charles Margotton, direktør for institut for sprogvidenskab Lyon II,
25.6.1984
8. Doktordiplom, 7.6.1984
9. Bedømmelse fra Den Arnamagnæanske Kommissions bedøm¬melsesudvalg i 1987.
10. Bedømmelse fra et bedømmelsesudvalg ved det Filosofiske fa¬kultet ved H. Í. 1991.
11. Udsagn fra Peter Springborg, direktør for Det Arnamagnæanske institut, 1993.
12. Udsagn fra Jonna Louis-Jensen, professor ved Den Ar¬namagnæanske samling, 1994.
13. Bedømmelse fra Institut for litteraturvidenskab, august 1997.
14. Attest fra Center for Afrikanske studier.5.8.1994.
15. Attest fra Kjell Ivar Vannebo, leder af Afdeling for nordistikk ved Universitetet i Oslo, d. 19. 6. 1997.
16. Attest fra Torben Brostrøm, Den Store National-Encyklopædie. 9.5. 2000
17. Attest fra James Knirk, leder af Ordbog over det norrøne prosasprog. 21. juni 2000.
18. Kursusbevis: Billedbehandling på PC, 12. mai 2000.
19. Kursusbevis: Layout på PC, 8. juni 2000.
20. Kursusbevis: Flash. Marts 2001
21. Udsagn fra dr.phil. Birgitte Possing, direktør af Danmarks Humanistiske Forskningscenter, 16.1. 2002.
22. Udsagn fra Peter Springborg, direktør for Det Arnamagnæanske institut, 2002
23. Bedømmelse fra Statsbiblioteket i Århus 24.1.2003.
Asmaa og Irakkrigen
Strid om Asmaa
I (I Modkraft juli 2007)
Asmaa Abdol Hamid har sammenlignet besættelsen af Danmark i 40erne og af Irak nu. Men det ville kun være sammenligneligt hvis de tyske nazister havde organiseret det første frie valg i mands minde i Danmark, og den deraf følgende danske regering havde bedt Wehrmacht om at blive for at nedkæmpe irregulære trupper, som myrdede løs på tilfældige civile danskere.
Hvor stor var valgdeltagelsen i Irak? Jeg husker at den i hvert fald blev meget større end den plejer at være i USA. Og det til trods for mordtrusler mod alle der ville stemme - fra folk der mange gange havde vist at de mente deres mordtrusler alvorligt, og at de tit var i stand til at udføre dem. Hvor stor tror I valgdeltagelsen var blevet i Danmark under sådanne omstændigheder?
Altså, hvis man ikke anerkender at der er parlamentarisme i Irak, så kan man ihvertfald ikke mene at den findes i USA, og fandeme heller ikke i Danmark.
Den irakiske regering som dannedes af det valgte parlament har legitimeret besættelsestrupperne. Ikke at indse dette forhold udgjorde Asmaas store fejl, og det ville være katastrofalt for Enhedslisten at hoppe på den limpind.
Invasionen af Irak var en skrækkelig forbrydelse, som har kostet massemord, ødelæggelse og elendighed. Men deraf kan man ikke slutte at alt er gået galt i Irak siden 2003. Faktisk findes der et spirende politisk liv og dannelse af uafhængige fagforeninger. De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for. Derfor kan vi ikke støtte en sådan modstand, den er klart fascistisk.
John Graversgaard minder om at de som bekæmpede imperialismen altid er blevet kaldt terrorister. Men deraf skal man ikke slutte at alle som bliver kaldt terrorister, faktisk bekæmper imperialismen. Det gør Irans statsterrorister så sandelig ikke, og dens irakiske kloner heller ikke. Den store fare her er lejrtænkning, den er slet ingen tænkning, bara automatiske reaktioner, som styres af imperialismen. 28.07.07
II (Modkraft juli 2007)
Jan Hoby formoder (rigtigt) at jeg er medlem af Enhedslisten. Jo, vi har faktist talt sammen til forskellige medlemsmøder i partiet.
Desværre er der mange fejltagelser i Jans indlæg. Jeg har aldrig sagt at ” at alle modstandsbevægelserne er al-Qaida´s forlænget arm”, men jeg kalder dem fascister. Godt nok var der ikke så mange af arbejderklassens organisationer at smadre efter årtiers brutale undertrykkelse under Saddam. Men fascisters centrale kendetegn er at de er en reaktionær massebevægelse. De er erklærede tilhængere af diktatur og modstandere af kvinders og mindretals rettigheder, om de så er nationale (kurdere) eller seksuelle. Ligesom nazisterne er deres erklærede mål at vende tilbage til et idealbillede af fortiden, i islamisternes tilfælde til et kalifat, hvor alle skulle have levet i endrægtighed. Når jeg taler om ”islamister”, fordrejer Jan det til ”muslimer”. Tænk, jeg troede at det kun var Dansk folkeparti som satte lighedstegn mellem de to størrelser. Så sent som i sidste Rødgrønne linier sagde jeg at man ikke kunne generalisere noget om de over 1000 millioner mennesker som er opvokset under islam, i vidt forskellige omgivelser.
Jan kalder det absurd at ”sammenligne parlamentarismen i Irak med USA og Danmark” –men han svarer ikke på mine argumenter, og har selv ingen. Da var Lars Grenaa noget bedre, han har næsten overbevist mig om at de fleste danskere generelt ønskede at leve i fred under nazisternes besættelse, og derfor til valget 1942 valgte de politikere der gik ind for det. Men han svarer ikke på den afgørende pointe, hvad ”modstanden i Irak” faktisk gør. Der nøjes Jan med benægtelse, igen helt uden argumenter.
Når man sammenligner den irakiske modstand med den danske under besættelsen, så kunne man jo lave det tankeeksperiment, at en kø af unge mænd stod udenfor Frikorps Danmarks hovedkvarter for at melde sig til Hitlers kamp. Hvis så en modstandsmand havde kastet en bombe ind i den kø, kunne vi synes det var synd for de vildledte unge mennesker. Men eftersom de agtede at deltage i et mordtogt mod sagesløse, tror jeg få af os ville fordømme den aktion, som vistnok aldrig fandt sted. Til gengæld er det utænkeligt at den danske modstandsbevægelse ville have kastet bomber mod en tilfældig menneskemængde, på en markedsplads eller lignende.
Det er som om mange mener, at når der føres væbnet kamp mod USA-imperialismens invasion af Irak, så må det selvfølgelig være "folkekrig", national befrielseskamp mod imperialismen. Men der er aldeles ikke tale om en enet bevægelse som det var i Vietmam. Vi har desværre set mange eksempler på at denne væbnede modstandsbevægelse består af grupper der myrder løs på hinanden og lader hånt om almindelige Irakers liv, ved at bombe overfyldte markedspladser (det træffer da ikke amerikanske soldater!), ved bomber mod kurdiske partiers hovedkvarterer, simpelthen for at forpurre deres politiske mobilisering, o.s.v.
Jans argumentation er så skødesløs, at han stiller sig udenfor enhver fornuftig diskussion. Jeg vil derfor nøjes med til slut at citere en iransk flygtning, Farroukh Jaffari, som kommentar til Jans budskab om at støtte al erklæret modstand mod imperialismen.
” For mig at se er der 3 selvstændige kræfter. Der er imperialister. Der er reaktionære af alle mulige afskygninger (nazister, islamister, nationalister, etc.). Og så er der den socialistiske venstrefløj.
De 2 første har altid stået sammen i mod den socialistiske venstrefløj indtil den for venstrefløjen så fatale fejltagelse i Iran, hvor en del af venstrefløjen mente, at det fremfor alt andet er vigtigst at tilføje imperialismen et nederlag i Iran. Dette blev som bekendte årsagen til venstrefløjens midlertidige udslettelse i Iran. En ny generation af venstrefløjen har rejst sig igen i Iran nu og belært af bitter og fatal erfaring står den på egne ben mod imperialisterne og mod islamisterne. (...) Den iranske venstrefløj kender til den reaktionære islamismes væsen, fordi vi har kæmpet mod dem mens vi har stået ansigt til ansigt med dem i snart 30 år. Dem, der tror, at det er VIGTIGST at tilføje imperialismen et nederlag kender ikke til islamismens væsen, fordi de i samme periode havde ansigtet dybt begravet i islamisternes bagdel og ikke har stået ansigt til ansigt med dem.
Man kan ikke identificere en politisk organiseret modstandsbevægelse, som vi mere direkte kan støtte, fordi sådan en IKKE FINDES. Den fatale fejltagelse for den iranske venstrefløj havde konsekvenser i hele mellemøsten og samtidigt med de fejltagelser, der blev begået af socialistiske teoretikere i alle mulige former for den "reelt eksisterende socialisme" i diverse lande (teorien om den ikke kapitalistiske vækstmåde samt teorien og den fredelige sameksistens) har gjort, at venstrefløjen er meget svag i Irak. Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at det kun er venstrefløjen, vi skal støtte. Både i Irak og i Iran.”
III (Modkraft juli 2007)
“De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for.” Det er almindelig kendt at disse to størrelser (sædvanligvis betegnet som Shia mod Sunni) i årevis har bekæmpet hinanden af varierende heftighed, hvad der har ført til mange drab og ødelagte stormoskéer. Samtidig har de bekæmpet besættelsestropperne og regeringshæren, som de også infiltrerer. Om man så kalder dette borgerkrig eller noget andet er et spørgsmål om militær terminologi, som jeg ikke vil blande mig i. Det var grotesk at læse JHs ønsketænkning om en enet modstand i Irak samme dag som over 70 civile Irakere blev dræbt af en selvmordsbomber i Bagdad. Igen, TILFÆLDIGE civile Irakere. Når der i JHs politiske tænkning kun er plads til enten/eller, så er han udleveret, uselvstændig.
3. Jeg har forklaret, at islamisterne i Irak går ind for religiøst diktatur, som har det væsentligste til fælles med fascismen; at være en reaktionær massebevægelse. JH har ingen modargumenter mod denne sammenkædning, men spørger hvad jeg bygger min påstand på. Om Moqtada al-Sadra findes det på nettet at hans mål for Irak er et præstestyre som i Iran (“In the long term, he would like to see a system in Iraq similar to the regime in Iran. He wants Islamic law to be the law of the land, and he wants clerics to rule. His father studied with Ayatollah Khomeini and accepted the notion of clerical rule. So does Muqtada. That is, there may be a place for elections (as in Iran), but true power would rest in the hands of the clerics. He has admitted all this in Arabic press interviews.” (Home Page Americana Translation Project Informed Comment Thoughts on the Middle East, History, and Religion Juan Cole is President of the Global Americana Institute)
4. JH: “Det er ikke en bevægelse, der vil erobre hele den arabiske verden eller indføre et Kalifat.” Hvis JH mener Islamister, så mener jeg han tager fejl. Siden de tog magten i Iran over for 25 år siden har militant islamisme bredt sig til bl.a. følgende lande: Algeriet, Egypten, Palestina, Libanon, Afghanistan, Pakistan, Kasmir og Indonesien. Alle steder har de vist sig at være intolerante tilhængere af diktatur og indædte modstandere af borgerrettigheder (kvinders, socialisters, bøssers, o.s.v.). Et særlig uhyggeligt eksempel er det dokument som går under betegnelsen “Hamas program” (http://www.passia.org/publications/research_studies/Hamas-Text). Der står der godt nok at folk af alle religioner kan leve i fred, HVIS det er under Islams styre. Men der står også: “Hvis en jøde skjuler sig bag ved en sten, så vil stenen kalde: Kom her og dræb jøden” Iøvrigt citeres der som en væsentlig kilde den berygtede antisemitiske forfalskning Protocols of the Elders of Zion”, flittigt brugt af nazisterne i 1930erne og 40erne. I Hamas program erklæres det også at den franske revolution i 1789 og den russiske i 1917 var led i en global sammensværgelse, igen helt i stil med nazisternes allerdummeste propaganda.
Det er godt muligt at islamister ikke går efter verdensherredømme, f.eks. er ligeglade med Grønland og Island, men det er helt klart at de går efter Sharia og diktatur i de lande hvor Islam er den herskende religion.
5. Man skal naturligvis ha sympati for al verdens undertrykte, og støtte dem efter formåen. Men det er sørgeligt at se at IS nu har optaget KPernes gamle politik, at løbe efter alle mulig slags bevægelser, bare de erklærer at de er modstandere af USA-imperialismen. Det gjorde Hitler da også! Denne selvudslettende politik har stort set udslettet kommunismens en gang så mægtige massebevægelse rundt om i verden. Den blev jo helt konturløs, fordi den altid søgte kompromisser, aldrig havde noget selvstændigt alternativ at byde på. Derfor er det yderst nødvendigt at bekæmpe denne selvmorderiske politik.
Støt Asmaa og Enhedslisten.
I Politiken d. 31.8. skriver 3 kvinder fra Enhedslisten at de tager afstand fra Asmaa Abdol Hamid (AAH) som folketingskandidat for Enhedslisten fordi hun har skabt konflikt i partiet "pga sin religiøse overbevisning og sine udtalelser, der ofte er helt ude af kurs med Enhedslistens politik." I det sidste punkt henviser de tre vel til AAHs udtalelser om krigen I Irak. Dem har mange taget fejl af (bl. a. undertegnede), men for det første sagde hun, ligesom partiet og faktisk hele verdenssamfundet, at et besat folk har ret til at rejse sig til modstand mod besættelsestrupperne. Det betyder dog ikke at man skal støtte enhver modstandsbevægelse, og det sagde AAH netop i et interview i Berlingen (ses bl.a. på www.modkraft.dk):
"Men jeg eller Enhedslisten kunne aldrig drømme om at opfordre til angreb mod danske soldater eller støtte til de fanatiske og udemokratiske militser, der terroriserer hverdagen for den irakiske befolkning."
–Dette er simpelthen i overensstemmelse med Els vedtagne politik.
Vi skal samles om en fælles politik, så mange som muligt, og acceptere mangfoldighed i vores rækker. Om kammeraterne er mere eller mindre religiøse, eller endda lidt overtroiske, om de nu foretrækker Wagner eller Melodigrandprix, Tolstoj eller knaldromaner, eller begge ting skiftevis, det må altsammen være deres privatsag, ligesom deres påklædning og hilsemåde, mm. Det er dybt sekterisk at blande den slags sammen med politik, sige at man kun kan lade sig repræsentere af nogen der ligner en selv. Og når nu AAH er demokratisk valgt folketingskandidat for Enhedslisten, og udtrykker dens politik, så bør de som støtter den politik støtte hende.
Religiøsitet og socialisme
Hvis vi spørger hvad de forskellige religioner har til fælles, så må svaret være: Gud er kærlighed. Meningen er også blevet udtrykt på den måde, at guds nåde er overalt nærværende, mennesker skal bare åbne deres sind for den. Men vi ateister siger det samme, bare på anden måde: Du kan ikke styre hvad der hænder dig, om det nu er en lotterigevinst, pludselig sygdom eller arbejdsløshed, dit ægteskab kan gå i stykker uden at du kan gøre noget ved det. Men overfor alt dette gælder, at du kan forsøge at styre hvordan du reagerer på disse hændelser. Dét er vigtigt, men til gengæld er det ikke væsentligt om du overholder et eller andet dogma, som at sky svinekød eller alkohol, går klædt på en særlig måde, f. eks. med kalot eller hovedtørklæde eller noget helt andet. På grund af denne fundamentale fælles holdning spiller det ikke en større rolle om folk nu bekender sig til et eller andet religiøst fællesskab eller slet intet. Derfor er det helt ude i hampen at beskylde religøsitet for at medføre diskriminiation, mod kvinder, bøsser eller hvem ellers. Det er kun politiske bevægelser der gør det, ved at fornægte en samfundsgruppe status som mennesker. Famøse eksempler: imperialismen og nazismen. Den afgørende forskel er til gengæld om folk tror på en bog, og så nødtvunget på en person som fortolker bogen. Det er autoritarisme, og den holdning er fundamentalt forskellig fra at folk siger: Det er et individuelt ansvar at styre sit liv, og moralske holdninger og afgørelser er noget vi laver i fællesskab, ikke noget vi lader os pådutte af en eller anden præst. Om hans bog så hedder Dianetics, Koran eller Bibel er ligegyldigt. Dogmaer har den funktion at splitte folk og undertvinge dem en autoritet. På grund af dette er det indlysende at man sagtens kan forene personlig religiøsitet og socialistisk holdning, ja såmænd en revolutionær. Derfor synes jeg at det er dybt sekterisk når Antireligiøst netverk i Enhedslisten vil forbyde religøse kammerater tillidsposter i partiet. Det er at splitte tropperne på et ligegyldigt grundlag, og faktisk er det autoritært. Religiøsitet er en følelsesmæssig holdning. Det er ligeså dumt at sige til folk: Du må ikke tro på gud, som at sige: Du skal ikke være forelsket i Maria, Christina passer meget bedre. Man har sagt at religiøsitet naturligt udspringer af følelsen af magtesløshed som kommer af at leve i et mere eller mindre autoritært system. Derfor kan man mene at religiøsitet naturligt vil forsvinde i fremtidens klasseløse samfund, efter revolutionen. Men at forlange af folk at de afsværger religiøsitet nu, i et klassesamfund, det er at spænde kærren foran oksen. Så kommer man som bekendt ingen steder.
Anden rangs medlemmer
I de to sidste RGL bedyrede nogle folk, at selvfølgelig havde selv Enhedslistemedlemmer ret til at være religiøse, ligesom til at være ateister, men at de selv ikke kunne føle sig repræsenteret af en troende muslim, og nu slet ikke kunne stemme på partiet ved næste valg. Derefter så jeg for mig følgende episode:
Ind på Els kontor kommer en sobert klædt kvinde, med stramt hår og stort kors hængende ned fra halsen. Hun siger at hun har læst Els program og er fuldstændig enig, så nu vil hun melde sig ind i partiet. Og vi svarer: "Du er meget velkommen i vores parti. Men så må du være klar over at du bliver andenrangsmedlem, uanset hvor godt du arbejder for partiet. For du er ikke så fin som mig, jeg kan opstille til Folketinget, men det kan du ikke, for du tror jo på gud og går i noget mærkeligt tøj, nærmest gammeldags reaktionært, slet ikke vores solidarisk udseende tøjstil. Vores parti går godt nok ind for lighed, men det er i samfundet, og gælder ikke indenfor partiet. Ligeledes kræver vi religionsfrihed, men indenfor partiet er ateister hævet over alle religiøse."
Selv er jeg ateist, med stærk modvilje mod især kristendom. Men jeg mener at det ville være tosset sekterisme at udelukke socialister fra partiet, bare fordi de har en eller anden religiøsitet i større eller mindre grad. Den slags tilhører følelseslivet, og det skal vi ikke blande os i. Det afgørende er at samle flest mulige om det fælles programs væsentlige punkter. Det er ren sekterisme at forlange at vores repræsentanter skal ligne os. Piger opdraget i islam har det mindst lige så svært med at lægge tørklædet som det ville være for almindelige danske piger at tage det på. Derfor signalerer tørklædet ikke noget som helst, hverken at man går ind for kvindeundertrykkelse, diktatur eller offentlige henrettelser. Der er nok over 1000 millioner mennesker opvokset under islam, i meget forskellige omgivelser. Ingen kan kende dem alle sammen, så ingen kan generalisere noget som helst om dem.
Min islandske bedstemor gik altid med hovedtørklæde udendørs. Ikke fordi hun var specielt religiøs – det véd jeg faktisk ikke noget om, for jeg var kun tre år da hun døde – men simpelthen fordi det var hun opdraget til, det gjorde alle hendes jævnaldrende. Sådan noget skal man ikke blande sig i. Jeg undgår selv så vidt muligt at gi mænd hånden, jeg har nemlig set hvor mange ikke vasker hænder efter toiletbesøg.
Til Enhedslistens Antireligiøse netværk.
Undertegnede erklærer på tro og love, i tilfælde af at jeg bliver valgt til en tillidspost i Enhedslisten, af hvilken karakter den end måtte være:
At jeg ikke er religiøs, og lover ikke at blive det, så længe jeg beklæder en tillidspost for partiet.
Skulle jeg, mod forventning, blive grebet i at gå i kirke/synagoge/moské vil jeg øjeblikkelig nedlægge omtalt tillidspost.
Det samme gælder hvis jeg bliver afsløret i overdreven nydelse af religiøse kunstværker, så som Dantes Divina Commedia, Bachs H-moll messe, Juleoratoriet eller lignende.
Med kammeratlig hilsen til diverse sekteriske partimedlemmer
Fejlagtigt om Enhedslisten og Asmaa.
Rune Lykkeberg havde en kronik i Informations Paradoks (d.14. 10, s.3) om Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol Hamid (her AAH).
Desværre er denne kronik beskæmmet af alvorlige fejl. For det førsteer det fejlagtigt når han siger at det kun var partiets årsmøde der opstillede hende. Før årsmødet var der en generel afstemning hvor alle partimedlemmer havde mulighed for at stemme, og den placerede AAH på 7. plads. Godt nok var der kun en tiendedel der deltog i afstemningen, men gør andre partier det bedre? Derefter vedtog årsmødet på anbefaling af kandidatudvalget og de enkelte valgkredse at placere
hende på 6. plads.
En meget værre fejl er at påstå at partiets ledelse skulle have udnævnt AAH til "en rigtig muslim" og dermed implicit have sagt at f.eks. Naser Khader og Kamal Qureishi er "uægte" muslimer. Dette er fuldstændig forkert, ingen i Enhedslistens ledelse har sagt noget i den retning. Tværtimod, i partiets øverste ledelse mindes jeg mindst tre kammerater fra islamiske lande, deriblandt ivrige bekæmpere af islamismen f.eks. i Iran, og en kvinde uden tørklæde i vestligt tøj. Jeg er ikke bekendt med deres religiøse praksis eller udeladelse af samme, for det synes jeg ikke angår mig.
Pointen som vi igen og igen har fremhævet med Asmaas kandidatur er for det første at hun har været dygtig til social politik, og for det andet at der OGSÅ skal kunne være plads til folk der åbent bekender sig til deres rødder - i dette tilfæde muslimske traditioner, bare de går ind for Enhedslistens politik. Og det gør Asmaa, helt klart, hun går også ind for mærkesager som frastøder islamister. Hun har nemlig klart erklæret sig for lige rettigheder til alle, kvinder og bøsser
indbefattet.
Med denne kombination giver Asmaas kandidatur en enestående mulighed for at bygge bro mellem revolutionære socialister og samfundets mest undertrykte mindretal.
Lægger I også mærke til at hver eneste gang Enhedslisten bliver angrebet i valgkampen, er målet Asmaa Abdol Hamid og hendes famøse tørklæde - et beklædningstyk hver eneste almuekvinde i Danmark, Tyskland, Polen, England, Rusland o.s.v. bar indtil for få årtier siden. Jeg har såmænd set et billede hvor Englands dronning Elizabeth den anden bærer det, sammen med sin søster Margaret. Selv Roald Als falder for dette i søndagsPolitikken, og argumenterer for at en stemme på Enhedslisten vil falde død og derfor gavne Fogh. Tværtimod! Den eneste mulighed for at blive af med Fogh-regeringen er at genindstemme Enhedslisten ind i Folketinget, som påvist af Peter Adophsens kloge læserbrev samme dag. Hvorfor tror I Asmaa altid er målet for alle angreb på Enhedslisten? Mon ikke fordi hun er særlig farlig for højrefløjen? Fordi hun giver en enestående mulighed for revolutionære socialister for at forbinde sig med samfundets mest nedtrykte mindretal? Dvs. indvandrere der bekender sig til deres muslimske nærmiljø, uanset deres forskellige anskuelser? Her har vi for første gang nogen der virkelig kan konkurrere med det fascistiske Hiz-ut-Tahrir. Intet under at Enhedslistens modstandere går helt amok mod Asmaa. Men det viser bare at nu er det helt nødvendigt for venstreorienterede at stå sammen om Enhedslisten og Asmaa
I (I Modkraft juli 2007)
Asmaa Abdol Hamid har sammenlignet besættelsen af Danmark i 40erne og af Irak nu. Men det ville kun være sammenligneligt hvis de tyske nazister havde organiseret det første frie valg i mands minde i Danmark, og den deraf følgende danske regering havde bedt Wehrmacht om at blive for at nedkæmpe irregulære trupper, som myrdede løs på tilfældige civile danskere.
Hvor stor var valgdeltagelsen i Irak? Jeg husker at den i hvert fald blev meget større end den plejer at være i USA. Og det til trods for mordtrusler mod alle der ville stemme - fra folk der mange gange havde vist at de mente deres mordtrusler alvorligt, og at de tit var i stand til at udføre dem. Hvor stor tror I valgdeltagelsen var blevet i Danmark under sådanne omstændigheder?
Altså, hvis man ikke anerkender at der er parlamentarisme i Irak, så kan man ihvertfald ikke mene at den findes i USA, og fandeme heller ikke i Danmark.
Den irakiske regering som dannedes af det valgte parlament har legitimeret besættelsestrupperne. Ikke at indse dette forhold udgjorde Asmaas store fejl, og det ville være katastrofalt for Enhedslisten at hoppe på den limpind.
Invasionen af Irak var en skrækkelig forbrydelse, som har kostet massemord, ødelæggelse og elendighed. Men deraf kan man ikke slutte at alt er gået galt i Irak siden 2003. Faktisk findes der et spirende politisk liv og dannelse af uafhængige fagforeninger. De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for. Derfor kan vi ikke støtte en sådan modstand, den er klart fascistisk.
John Graversgaard minder om at de som bekæmpede imperialismen altid er blevet kaldt terrorister. Men deraf skal man ikke slutte at alle som bliver kaldt terrorister, faktisk bekæmper imperialismen. Det gør Irans statsterrorister så sandelig ikke, og dens irakiske kloner heller ikke. Den store fare her er lejrtænkning, den er slet ingen tænkning, bara automatiske reaktioner, som styres af imperialismen. 28.07.07
II (Modkraft juli 2007)
Jan Hoby formoder (rigtigt) at jeg er medlem af Enhedslisten. Jo, vi har faktist talt sammen til forskellige medlemsmøder i partiet.
Desværre er der mange fejltagelser i Jans indlæg. Jeg har aldrig sagt at ” at alle modstandsbevægelserne er al-Qaida´s forlænget arm”, men jeg kalder dem fascister. Godt nok var der ikke så mange af arbejderklassens organisationer at smadre efter årtiers brutale undertrykkelse under Saddam. Men fascisters centrale kendetegn er at de er en reaktionær massebevægelse. De er erklærede tilhængere af diktatur og modstandere af kvinders og mindretals rettigheder, om de så er nationale (kurdere) eller seksuelle. Ligesom nazisterne er deres erklærede mål at vende tilbage til et idealbillede af fortiden, i islamisternes tilfælde til et kalifat, hvor alle skulle have levet i endrægtighed. Når jeg taler om ”islamister”, fordrejer Jan det til ”muslimer”. Tænk, jeg troede at det kun var Dansk folkeparti som satte lighedstegn mellem de to størrelser. Så sent som i sidste Rødgrønne linier sagde jeg at man ikke kunne generalisere noget om de over 1000 millioner mennesker som er opvokset under islam, i vidt forskellige omgivelser.
Jan kalder det absurd at ”sammenligne parlamentarismen i Irak med USA og Danmark” –men han svarer ikke på mine argumenter, og har selv ingen. Da var Lars Grenaa noget bedre, han har næsten overbevist mig om at de fleste danskere generelt ønskede at leve i fred under nazisternes besættelse, og derfor til valget 1942 valgte de politikere der gik ind for det. Men han svarer ikke på den afgørende pointe, hvad ”modstanden i Irak” faktisk gør. Der nøjes Jan med benægtelse, igen helt uden argumenter.
Når man sammenligner den irakiske modstand med den danske under besættelsen, så kunne man jo lave det tankeeksperiment, at en kø af unge mænd stod udenfor Frikorps Danmarks hovedkvarter for at melde sig til Hitlers kamp. Hvis så en modstandsmand havde kastet en bombe ind i den kø, kunne vi synes det var synd for de vildledte unge mennesker. Men eftersom de agtede at deltage i et mordtogt mod sagesløse, tror jeg få af os ville fordømme den aktion, som vistnok aldrig fandt sted. Til gengæld er det utænkeligt at den danske modstandsbevægelse ville have kastet bomber mod en tilfældig menneskemængde, på en markedsplads eller lignende.
Det er som om mange mener, at når der føres væbnet kamp mod USA-imperialismens invasion af Irak, så må det selvfølgelig være "folkekrig", national befrielseskamp mod imperialismen. Men der er aldeles ikke tale om en enet bevægelse som det var i Vietmam. Vi har desværre set mange eksempler på at denne væbnede modstandsbevægelse består af grupper der myrder løs på hinanden og lader hånt om almindelige Irakers liv, ved at bombe overfyldte markedspladser (det træffer da ikke amerikanske soldater!), ved bomber mod kurdiske partiers hovedkvarterer, simpelthen for at forpurre deres politiske mobilisering, o.s.v.
Jans argumentation er så skødesløs, at han stiller sig udenfor enhver fornuftig diskussion. Jeg vil derfor nøjes med til slut at citere en iransk flygtning, Farroukh Jaffari, som kommentar til Jans budskab om at støtte al erklæret modstand mod imperialismen.
” For mig at se er der 3 selvstændige kræfter. Der er imperialister. Der er reaktionære af alle mulige afskygninger (nazister, islamister, nationalister, etc.). Og så er der den socialistiske venstrefløj.
De 2 første har altid stået sammen i mod den socialistiske venstrefløj indtil den for venstrefløjen så fatale fejltagelse i Iran, hvor en del af venstrefløjen mente, at det fremfor alt andet er vigtigst at tilføje imperialismen et nederlag i Iran. Dette blev som bekendte årsagen til venstrefløjens midlertidige udslettelse i Iran. En ny generation af venstrefløjen har rejst sig igen i Iran nu og belært af bitter og fatal erfaring står den på egne ben mod imperialisterne og mod islamisterne. (...) Den iranske venstrefløj kender til den reaktionære islamismes væsen, fordi vi har kæmpet mod dem mens vi har stået ansigt til ansigt med dem i snart 30 år. Dem, der tror, at det er VIGTIGST at tilføje imperialismen et nederlag kender ikke til islamismens væsen, fordi de i samme periode havde ansigtet dybt begravet i islamisternes bagdel og ikke har stået ansigt til ansigt med dem.
Man kan ikke identificere en politisk organiseret modstandsbevægelse, som vi mere direkte kan støtte, fordi sådan en IKKE FINDES. Den fatale fejltagelse for den iranske venstrefløj havde konsekvenser i hele mellemøsten og samtidigt med de fejltagelser, der blev begået af socialistiske teoretikere i alle mulige former for den "reelt eksisterende socialisme" i diverse lande (teorien om den ikke kapitalistiske vækstmåde samt teorien og den fredelige sameksistens) har gjort, at venstrefløjen er meget svag i Irak. Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at det kun er venstrefløjen, vi skal støtte. Både i Irak og i Iran.”
III (Modkraft juli 2007)
“De kræfter som kaldes ”modstanden i Irak” modarbejder denne folkets befrielse. De går jo åbenlyst ind for diktatur, om det så er religiøst diktatur ifølge Moktada al-Sadr, eller politisk, som Saddams gamle tropper kæmper for.” Det er almindelig kendt at disse to størrelser (sædvanligvis betegnet som Shia mod Sunni) i årevis har bekæmpet hinanden af varierende heftighed, hvad der har ført til mange drab og ødelagte stormoskéer. Samtidig har de bekæmpet besættelsestropperne og regeringshæren, som de også infiltrerer. Om man så kalder dette borgerkrig eller noget andet er et spørgsmål om militær terminologi, som jeg ikke vil blande mig i. Det var grotesk at læse JHs ønsketænkning om en enet modstand i Irak samme dag som over 70 civile Irakere blev dræbt af en selvmordsbomber i Bagdad. Igen, TILFÆLDIGE civile Irakere. Når der i JHs politiske tænkning kun er plads til enten/eller, så er han udleveret, uselvstændig.
3. Jeg har forklaret, at islamisterne i Irak går ind for religiøst diktatur, som har det væsentligste til fælles med fascismen; at være en reaktionær massebevægelse. JH har ingen modargumenter mod denne sammenkædning, men spørger hvad jeg bygger min påstand på. Om Moqtada al-Sadra findes det på nettet at hans mål for Irak er et præstestyre som i Iran (“In the long term, he would like to see a system in Iraq similar to the regime in Iran. He wants Islamic law to be the law of the land, and he wants clerics to rule. His father studied with Ayatollah Khomeini and accepted the notion of clerical rule. So does Muqtada. That is, there may be a place for elections (as in Iran), but true power would rest in the hands of the clerics. He has admitted all this in Arabic press interviews.” (Home Page Americana Translation Project Informed Comment Thoughts on the Middle East, History, and Religion Juan Cole is President of the Global Americana Institute)
4. JH: “Det er ikke en bevægelse, der vil erobre hele den arabiske verden eller indføre et Kalifat.” Hvis JH mener Islamister, så mener jeg han tager fejl. Siden de tog magten i Iran over for 25 år siden har militant islamisme bredt sig til bl.a. følgende lande: Algeriet, Egypten, Palestina, Libanon, Afghanistan, Pakistan, Kasmir og Indonesien. Alle steder har de vist sig at være intolerante tilhængere af diktatur og indædte modstandere af borgerrettigheder (kvinders, socialisters, bøssers, o.s.v.). Et særlig uhyggeligt eksempel er det dokument som går under betegnelsen “Hamas program” (http://www.passia.org/publications/research_studies/Hamas-Text). Der står der godt nok at folk af alle religioner kan leve i fred, HVIS det er under Islams styre. Men der står også: “Hvis en jøde skjuler sig bag ved en sten, så vil stenen kalde: Kom her og dræb jøden” Iøvrigt citeres der som en væsentlig kilde den berygtede antisemitiske forfalskning Protocols of the Elders of Zion”, flittigt brugt af nazisterne i 1930erne og 40erne. I Hamas program erklæres det også at den franske revolution i 1789 og den russiske i 1917 var led i en global sammensværgelse, igen helt i stil med nazisternes allerdummeste propaganda.
Det er godt muligt at islamister ikke går efter verdensherredømme, f.eks. er ligeglade med Grønland og Island, men det er helt klart at de går efter Sharia og diktatur i de lande hvor Islam er den herskende religion.
5. Man skal naturligvis ha sympati for al verdens undertrykte, og støtte dem efter formåen. Men det er sørgeligt at se at IS nu har optaget KPernes gamle politik, at løbe efter alle mulig slags bevægelser, bare de erklærer at de er modstandere af USA-imperialismen. Det gjorde Hitler da også! Denne selvudslettende politik har stort set udslettet kommunismens en gang så mægtige massebevægelse rundt om i verden. Den blev jo helt konturløs, fordi den altid søgte kompromisser, aldrig havde noget selvstændigt alternativ at byde på. Derfor er det yderst nødvendigt at bekæmpe denne selvmorderiske politik.
Støt Asmaa og Enhedslisten.
I Politiken d. 31.8. skriver 3 kvinder fra Enhedslisten at de tager afstand fra Asmaa Abdol Hamid (AAH) som folketingskandidat for Enhedslisten fordi hun har skabt konflikt i partiet "pga sin religiøse overbevisning og sine udtalelser, der ofte er helt ude af kurs med Enhedslistens politik." I det sidste punkt henviser de tre vel til AAHs udtalelser om krigen I Irak. Dem har mange taget fejl af (bl. a. undertegnede), men for det første sagde hun, ligesom partiet og faktisk hele verdenssamfundet, at et besat folk har ret til at rejse sig til modstand mod besættelsestrupperne. Det betyder dog ikke at man skal støtte enhver modstandsbevægelse, og det sagde AAH netop i et interview i Berlingen (ses bl.a. på www.modkraft.dk):
"Men jeg eller Enhedslisten kunne aldrig drømme om at opfordre til angreb mod danske soldater eller støtte til de fanatiske og udemokratiske militser, der terroriserer hverdagen for den irakiske befolkning."
–Dette er simpelthen i overensstemmelse med Els vedtagne politik.
Vi skal samles om en fælles politik, så mange som muligt, og acceptere mangfoldighed i vores rækker. Om kammeraterne er mere eller mindre religiøse, eller endda lidt overtroiske, om de nu foretrækker Wagner eller Melodigrandprix, Tolstoj eller knaldromaner, eller begge ting skiftevis, det må altsammen være deres privatsag, ligesom deres påklædning og hilsemåde, mm. Det er dybt sekterisk at blande den slags sammen med politik, sige at man kun kan lade sig repræsentere af nogen der ligner en selv. Og når nu AAH er demokratisk valgt folketingskandidat for Enhedslisten, og udtrykker dens politik, så bør de som støtter den politik støtte hende.
Religiøsitet og socialisme
Hvis vi spørger hvad de forskellige religioner har til fælles, så må svaret være: Gud er kærlighed. Meningen er også blevet udtrykt på den måde, at guds nåde er overalt nærværende, mennesker skal bare åbne deres sind for den. Men vi ateister siger det samme, bare på anden måde: Du kan ikke styre hvad der hænder dig, om det nu er en lotterigevinst, pludselig sygdom eller arbejdsløshed, dit ægteskab kan gå i stykker uden at du kan gøre noget ved det. Men overfor alt dette gælder, at du kan forsøge at styre hvordan du reagerer på disse hændelser. Dét er vigtigt, men til gengæld er det ikke væsentligt om du overholder et eller andet dogma, som at sky svinekød eller alkohol, går klædt på en særlig måde, f. eks. med kalot eller hovedtørklæde eller noget helt andet. På grund af denne fundamentale fælles holdning spiller det ikke en større rolle om folk nu bekender sig til et eller andet religiøst fællesskab eller slet intet. Derfor er det helt ude i hampen at beskylde religøsitet for at medføre diskriminiation, mod kvinder, bøsser eller hvem ellers. Det er kun politiske bevægelser der gør det, ved at fornægte en samfundsgruppe status som mennesker. Famøse eksempler: imperialismen og nazismen. Den afgørende forskel er til gengæld om folk tror på en bog, og så nødtvunget på en person som fortolker bogen. Det er autoritarisme, og den holdning er fundamentalt forskellig fra at folk siger: Det er et individuelt ansvar at styre sit liv, og moralske holdninger og afgørelser er noget vi laver i fællesskab, ikke noget vi lader os pådutte af en eller anden præst. Om hans bog så hedder Dianetics, Koran eller Bibel er ligegyldigt. Dogmaer har den funktion at splitte folk og undertvinge dem en autoritet. På grund af dette er det indlysende at man sagtens kan forene personlig religiøsitet og socialistisk holdning, ja såmænd en revolutionær. Derfor synes jeg at det er dybt sekterisk når Antireligiøst netverk i Enhedslisten vil forbyde religøse kammerater tillidsposter i partiet. Det er at splitte tropperne på et ligegyldigt grundlag, og faktisk er det autoritært. Religiøsitet er en følelsesmæssig holdning. Det er ligeså dumt at sige til folk: Du må ikke tro på gud, som at sige: Du skal ikke være forelsket i Maria, Christina passer meget bedre. Man har sagt at religiøsitet naturligt udspringer af følelsen af magtesløshed som kommer af at leve i et mere eller mindre autoritært system. Derfor kan man mene at religiøsitet naturligt vil forsvinde i fremtidens klasseløse samfund, efter revolutionen. Men at forlange af folk at de afsværger religiøsitet nu, i et klassesamfund, det er at spænde kærren foran oksen. Så kommer man som bekendt ingen steder.
Anden rangs medlemmer
I de to sidste RGL bedyrede nogle folk, at selvfølgelig havde selv Enhedslistemedlemmer ret til at være religiøse, ligesom til at være ateister, men at de selv ikke kunne føle sig repræsenteret af en troende muslim, og nu slet ikke kunne stemme på partiet ved næste valg. Derefter så jeg for mig følgende episode:
Ind på Els kontor kommer en sobert klædt kvinde, med stramt hår og stort kors hængende ned fra halsen. Hun siger at hun har læst Els program og er fuldstændig enig, så nu vil hun melde sig ind i partiet. Og vi svarer: "Du er meget velkommen i vores parti. Men så må du være klar over at du bliver andenrangsmedlem, uanset hvor godt du arbejder for partiet. For du er ikke så fin som mig, jeg kan opstille til Folketinget, men det kan du ikke, for du tror jo på gud og går i noget mærkeligt tøj, nærmest gammeldags reaktionært, slet ikke vores solidarisk udseende tøjstil. Vores parti går godt nok ind for lighed, men det er i samfundet, og gælder ikke indenfor partiet. Ligeledes kræver vi religionsfrihed, men indenfor partiet er ateister hævet over alle religiøse."
Selv er jeg ateist, med stærk modvilje mod især kristendom. Men jeg mener at det ville være tosset sekterisme at udelukke socialister fra partiet, bare fordi de har en eller anden religiøsitet i større eller mindre grad. Den slags tilhører følelseslivet, og det skal vi ikke blande os i. Det afgørende er at samle flest mulige om det fælles programs væsentlige punkter. Det er ren sekterisme at forlange at vores repræsentanter skal ligne os. Piger opdraget i islam har det mindst lige så svært med at lægge tørklædet som det ville være for almindelige danske piger at tage det på. Derfor signalerer tørklædet ikke noget som helst, hverken at man går ind for kvindeundertrykkelse, diktatur eller offentlige henrettelser. Der er nok over 1000 millioner mennesker opvokset under islam, i meget forskellige omgivelser. Ingen kan kende dem alle sammen, så ingen kan generalisere noget som helst om dem.
Min islandske bedstemor gik altid med hovedtørklæde udendørs. Ikke fordi hun var specielt religiøs – det véd jeg faktisk ikke noget om, for jeg var kun tre år da hun døde – men simpelthen fordi det var hun opdraget til, det gjorde alle hendes jævnaldrende. Sådan noget skal man ikke blande sig i. Jeg undgår selv så vidt muligt at gi mænd hånden, jeg har nemlig set hvor mange ikke vasker hænder efter toiletbesøg.
Til Enhedslistens Antireligiøse netværk.
Undertegnede erklærer på tro og love, i tilfælde af at jeg bliver valgt til en tillidspost i Enhedslisten, af hvilken karakter den end måtte være:
At jeg ikke er religiøs, og lover ikke at blive det, så længe jeg beklæder en tillidspost for partiet.
Skulle jeg, mod forventning, blive grebet i at gå i kirke/synagoge/moské vil jeg øjeblikkelig nedlægge omtalt tillidspost.
Det samme gælder hvis jeg bliver afsløret i overdreven nydelse af religiøse kunstværker, så som Dantes Divina Commedia, Bachs H-moll messe, Juleoratoriet eller lignende.
Med kammeratlig hilsen til diverse sekteriske partimedlemmer
Fejlagtigt om Enhedslisten og Asmaa.
Rune Lykkeberg havde en kronik i Informations Paradoks (d.14. 10, s.3) om Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol Hamid (her AAH).
Desværre er denne kronik beskæmmet af alvorlige fejl. For det førsteer det fejlagtigt når han siger at det kun var partiets årsmøde der opstillede hende. Før årsmødet var der en generel afstemning hvor alle partimedlemmer havde mulighed for at stemme, og den placerede AAH på 7. plads. Godt nok var der kun en tiendedel der deltog i afstemningen, men gør andre partier det bedre? Derefter vedtog årsmødet på anbefaling af kandidatudvalget og de enkelte valgkredse at placere
hende på 6. plads.
En meget værre fejl er at påstå at partiets ledelse skulle have udnævnt AAH til "en rigtig muslim" og dermed implicit have sagt at f.eks. Naser Khader og Kamal Qureishi er "uægte" muslimer. Dette er fuldstændig forkert, ingen i Enhedslistens ledelse har sagt noget i den retning. Tværtimod, i partiets øverste ledelse mindes jeg mindst tre kammerater fra islamiske lande, deriblandt ivrige bekæmpere af islamismen f.eks. i Iran, og en kvinde uden tørklæde i vestligt tøj. Jeg er ikke bekendt med deres religiøse praksis eller udeladelse af samme, for det synes jeg ikke angår mig.
Pointen som vi igen og igen har fremhævet med Asmaas kandidatur er for det første at hun har været dygtig til social politik, og for det andet at der OGSÅ skal kunne være plads til folk der åbent bekender sig til deres rødder - i dette tilfæde muslimske traditioner, bare de går ind for Enhedslistens politik. Og det gør Asmaa, helt klart, hun går også ind for mærkesager som frastøder islamister. Hun har nemlig klart erklæret sig for lige rettigheder til alle, kvinder og bøsser
indbefattet.
Med denne kombination giver Asmaas kandidatur en enestående mulighed for at bygge bro mellem revolutionære socialister og samfundets mest undertrykte mindretal.
Lægger I også mærke til at hver eneste gang Enhedslisten bliver angrebet i valgkampen, er målet Asmaa Abdol Hamid og hendes famøse tørklæde - et beklædningstyk hver eneste almuekvinde i Danmark, Tyskland, Polen, England, Rusland o.s.v. bar indtil for få årtier siden. Jeg har såmænd set et billede hvor Englands dronning Elizabeth den anden bærer det, sammen med sin søster Margaret. Selv Roald Als falder for dette i søndagsPolitikken, og argumenterer for at en stemme på Enhedslisten vil falde død og derfor gavne Fogh. Tværtimod! Den eneste mulighed for at blive af med Fogh-regeringen er at genindstemme Enhedslisten ind i Folketinget, som påvist af Peter Adophsens kloge læserbrev samme dag. Hvorfor tror I Asmaa altid er målet for alle angreb på Enhedslisten? Mon ikke fordi hun er særlig farlig for højrefløjen? Fordi hun giver en enestående mulighed for revolutionære socialister for at forbinde sig med samfundets mest nedtrykte mindretal? Dvs. indvandrere der bekender sig til deres muslimske nærmiljø, uanset deres forskellige anskuelser? Her har vi for første gang nogen der virkelig kan konkurrere med det fascistiske Hiz-ut-Tahrir. Intet under at Enhedslistens modstandere går helt amok mod Asmaa. Men det viser bare at nu er det helt nødvendigt for venstreorienterede at stå sammen om Enhedslisten og Asmaa
Abonner på:
Opslag (Atom)