Islands krise

I
Længe kan ondt forværres (islandsk folkevisdom)
Lengi getur vont versnað, siger man i Island, eller på dansk: Længe kan ondt forværres. Det gamle mundheld er om noget blevet bekræftet i løbet af landets dybe krise, hvor kun en tredjedel af vælgerne har tillid til regeringen.

Da jeg var ung mand i Island, var der fire politiske partier i Island, de konservative, Fremstødspartiet (et centerparti der havde sin base i bondebefolkningen), Socialdemokraterne og Socialistpartiet.

Det sidstnævnte adskilte sig fra socialdemokraterne især ved at støtte Sovjetunionen og forlange USAs militærbase i Keflavík afskaffet og Island ud af NATO. Pga. disse særpræg blev partiet isoleret og dets medlemmer tilsidesat. Vejen til stillinger og indflydelse gik nemlig i gennem de tre førstnævnte partier.

Militærbasen gav penge til de entreprenører, som fik opgaver, fordi de puttede penge i de rigtige partikasser. Det samme gjaldt opgaver for stat og kommuner. Bankerne var alle nationaliserede, og deres bestyrelser valgt af folketingets flertal. For at få banklån, som var nødvendige for at kunne drive en virksomhed, måtte man .... – ja gæt engang.

Socialistpartiet havde dog også repræsentanter i bankrådene, så i hvertfald dets underskudsgivende avis fik banklån, som så henstod som store tab, da avisen til slut gik ind. Radio og fjernsyn var statsejede og bestyret af samme folketingsflertal, altså som regel præget af åndsformørket konservatisme, især det nye medium, fjernsynet. Kort fortalt, Island var et mafiavælde, forklædt som parlamentarisme.

Nyliberalismens sejstogt
Så kom nyliberalismens sejrstogt også til Island i 1990’erne. Først blev statens monopol på radiofonien brudt. Nu opstod der private radiostationer. De kørte især pop og reklamer, og blev mest hørt mest af teenagere, som før lyttede til det amerikanske. Senere kom der også en privat fjernsynskanal. Den blev træffende skildret af statsradiofoniens daværende direktør som en forvoksen videoudlejning. Men så tog nyliberalismen rigtig fat, da først telefonien og derefter de tre statsejede banker blev privatiseret. Det skete på lignende måde som i Rusland, de blev solgt langt under rimelig pris til folk med de rigtige forbindelser.

Bankerne voksede enormt i takt med, at de stiftede filialer i udlandet. Til slut var deres samlede virksomhed seks gange større end Islands nationaløkonomi. Mange så det som et stort problem at man på den måde udnyttede Islands deltagelse i EØS – det frie marked, tilknyttet EU, som Island dog ikke er medlem af. Samtidig var der store islandske virksomheder, Baugur, FL group o.s.v., som opkøbte alt muligt i udlandet, Illum, Magasin, Sterling og Merlin, store britiske butikskæder, for nu at nævne de kendteste eksempler.

Hvor havde de alle disse penge fra? Det forblev en forretningshemmelighed, men man kunne da gætte på, at de simpelthen lånte pengene i Danske Bank og dens britiske modstykke, og så videre. Renten var jo rekordlav og de store pengekasser bugnede af beholdninger, som skulle give afkast, hvis direktørerne skulle kunne håbe på fortsat at få enorme bonusser og blive genvalgt af bestyrelser og aktionærmøder. Det førte til alt for stor uforsigtighed, hvad man daglig ser frapperende eksempler på i hele Vesten.

Hvad gik galt?
Hvad gik der så galt i Island? Det er der forskellige svar på, alt efter politisk ståsted. Mange priste “finansvikingerne” for de gav enorme skatteindtægter til landet, statsgælden forsvandt, folk købte firehjulstrækkere, fladskærme og lignende som f.eks. i Danmark, også lejligheder, men tit var deres gæld i udenlandsk valuta, det blev folk rådet til af bankrådgivere.

Man er dog enige om, at de islandske banker overekspanderede. Alene i løbet af det sidste år før kollapset øgede de deres udlån med 20-30 procent, trods gentagne advarsler fra eksperter. Det var to dusin mennesker, som bragte hele deres folk til bankerot.

Hvorfor skete det? For syv år siden fjernede man finanstilsynet fra den islandske nationalbank og gjorde det til en selvstændig institution. Finanstilsynets leder sagde forleden i det islandske statsfjernsyn, at det da ikke havde gjort noget galt, det kontrollerede skam, at alt gik lovligt til.
Det synes jeg i hvert fald var et ynkeligt svar.

Skulle finanstilsynet ikke også sige til, om alt nu også var tilrådeligt, eller om noget direkte var farligt? Et andet moment var, at Nationalbanken sænkede tilsidesætningspligten for banker fra 4 til 2 procent, angiveligt for at tilpasse sig den Europæiske Centralbank (bankerne skulle sætte en vis beholdning til side i forhold til deres udlån).

Gordon Brown amok
Men baggrunden for den islandske mønt var jo kun et folk på 300.000 mennesker, det er som Århus befolkning. Den islandske nationalbank havde så ikke valutareserver til at sikre de overekspanderede islandske banker, da krisen for alvor begyndte at kradse. Den forsøgte at få store lån hos andre landes nationalbanker, især USA og i Skandinavien, men fik nej alle steder. Hvorfor nu det? Mange havde sat deres opsparing i de islandske bankers filialer i f.eks. England, mange engelske kommuner, politiforbundet og hvad ved jeg, angiveligt fordi de lovede høje renter. Nu påpegede islandske myndigheder, at den islandske stat ifølge internationale aftaler ikke var forpligtet til at sikre alle islandske eventyreres vilde spekulationer i udlandet, der gjaldt visse grænser.

Da gik Gordon Brown amok i BBC og brugte sin indflydelse til at gøre IMFs støtte til Island afhængig af, at Island sikrede alle indskud i islandske bankfilialer i Storbritannien og Holland. Således blev det, nu skylder hver eneste islænding, inklusive spædbørn og oldinge, fire millioner islandske kroner – af uvis værdi. For den islandske krone har siden oktober været i frit fald, og vil stadigvæk falde meget, overfor valutasikrede udenlandske lån.

Venstrefløjen på Island mener derfor, at regeringen ikke kan forgælde kommende generationer uden nyvalg, den stillede derfor mistillidsvotum til regeringen.

De islandske banker har stadigvæk store ejendomme i udlandet, som nu skal sælges til at dække deres gæld. En af deres direktører har dertil sagt, at disse ejendomme har en værdi som indeholdet af en fryser, efter at den er blevet frakoblet elektriciteten.

Da den mindste islandske bank Glitnir viste sig ikke at kunne honorere sine forpligtelser, blev den overtaget af staten. Regeringen siger, at der ikke var andre udveje, da Nationalbanken ikke havde reserver til at sikre Glitnis fortsatte virksomhed. Dens kritikere fra højre siger, at dette startede lavinen, eftersom udlandet nu mistede al tilllid til det islandske finansvæsen. Efter at Gordon Brown så brugte terrorlovgivningen til at fastfryse den største islandske banks filialer i England, måtte også den, Kaupþing, nationaliseres.

Valutafondens pris
Der er dyster stemning på Island. Ikke fordi folk så meget mærker krisen endnu, men fordi alle véd at mange virksomheder vil gå konkurs, masser af mennesker vil blive arbejdsløse og således ikke længere kunne betale afdrag og renter på deres gæld i lejligheder og lignende. Allerede nu kan forretninger ikke importere varer, da de ikke har nogen valuta at betale med. Det vil IMFs hjælpepakke, suppleret af de skandinaviske lande, vel råde bod på. Spørgsmålet er bare, hvad det vil koste.

IMF har et meget dårligt rygte for at forlange nedskæringer i det offentlige og andre tiltag, der har virket ruinerende på de lande, der modtager dens “støtte”. Derfor sagde f.eks. Kenya nej tak til den for nogle år siden. Man har anført mange eksempler på, at lande i lignende kriser har klaret sig bedre uden IMF end de lande, der modtog dens bistand. Men som den internationale boycot af Island udviklede sig, kunne landet vel ikke andet.
Man søgte hjælp fra bl.a. Rusland, men det blev aldrig til virkelighed, bare til ren komik. Ruslands parallel til Dansk Folkeparti sagde, at det da var underligt, hvis Rusland skulle give penge til et af verdens rigeste folk, når der gik russere omkring og sultede. Et af deres Dumamedlemmer sagde, at så skulle Rusland til gengæld i hvert fald have den militærbase i Keflavík, som USA havde opgivet. Det fik den russiske ambassadør til i det islandske statsfjernsyn at udtale sig i meget udiplomatiske vendinger om idioter som ikke havde forstand på noget som helst, det ønskede russiske myndigheder da slet ikke. Senere blev den islandske præsident anklaget for at have fremsat en lignende idé på en diplomatmiddag i den danske ambassde i Reykjavík, hvilket han dog på det bestemteste benægter.

Således står vi nu, i det uvisse. Ingen fik at vide, hvad den islandske regering forhandlede om med IMF, ikke engang det islandske folketing. En bekendt af mig har derfor sluttet, at der er mere parlamentarisme i Ukraine end i Island. Der bliver stadig større demonstrationer i Reykjavík, de forlanger de korrupte og inkompetente ledere væk.

Politisk røre
Meningsmålingerne viser store skred, de konservative taber ti procent, Venstregrønne vinder noget lignende, Fremstødspartiet er gået fra en fjerdedel til ni procent i løbet af ti år. Pudsigt nok oplever socialdemokraterne stor fremgang, selv om de har været i regering sammen med de konservative de sidste år og ført nyliberalistisk politik. Mange af deres ledere er nu højrøstede i oppositionen, men hvor længe kan partiet spille denne dobbeltrolle?

Samlet nedstemte regeringspartierne med deres 42 pladser af 63 et mistillidsvotum til regeringen den 24. november, da måtte socialdemokraterne vise kulør. Opinionsundersøgelser viser, at kun en tredjedel af befolkningen har tillid til regeringen. Men der er intet parti i Island, der går ind for socialisme, ikke engang det parti, der kalder sig “Venstregrønne” og er nyliberalismens hovedmodstander. Partiet går ind for små virksomheder som løsning, det er derfor imod EU-medlemskab, ligesom det store Konservative parti er det.
EU-tilhængerne bliver dog stadig flere, nu omkring 60 procent ifølge meningsmålinger.

Mange frygter, at denne krise – i fraværet af et radikalt socialistisk alternativ – kan føre til opkomsten af en fascistisk strømning.

II.
Protester baner vej for venstre-regering
Ny regering af Socialdemokrater og Venstregrønne vil sikre kriseramte familier og udskriver valg til den 25. april.

I fire måneder blev der demonstreret hver lørdag eftermiddag foran folketinget i Reykjavík. Demonstranterne forlangte klar besked om, hvordan det islandske folk pludselig nærmest var gået bankerot efter nogle års vilde nyliberalisme, hvor to dusin islandske finansmænd investerede stort i udlandet ,og hvor de privatiserede islandske banker, der var vokset til mange gange den islandske nationaløkonomi, pludselig gik ned.

Ligeledes forlangte folk at de ansvarlige i Finanstilsynet og Nationalbanken gik af. Flere og flere krævede, at også regeringen gik af. Disse demonstrationer blev stadig større og voldsommere, de spredte sig til Nationalbanken og Akureyri i det nordlige Island.

Socialdemokratisk splittelse
Til sidst bar demonstrationerne frugt, regeringen gik af. Det var en koalitionsregering af det konservative Selvstændighedsparti og Socialdemokratiet, dannet i maj 2007, med 2/3 dele af Folketinget bag sig. Den havde intet gjort for at tøjle den vilde kapitalisme, snarere tværtimod. Meningsmålingerne viste, at begge partier styrtdykkede i vælgertilslutning. Og det skabte især splid i Socialdemokratiet, som trods sin deltagelse i nyliberalismens hærgen (ligesom socialdemokraterne i bl.a. Danmark, Storbritannien, Frankrig og Tyskland), også rummede mange talsmænd for de almindelige mennesker, der nu mister deres arbejde og har udsigt til snart også at miste hus og hjem.

Der var også forvirring i partiet, efter at dets formand, udenrigsminister Ingibjörg Sólrún blev indlagt med hjernesvulst, mens næstformanden var isoleret og magtesløs. Først gik den socialdemokratiske finansminister af, efter kort forinden at have fyret Finanstilsynets direktør, næste dag opsagde Socialdemokratiet så regeringssamarbejdet.

De konservative forsikrede, at partierne skam ikke var uenige om, hvad der burde gøres, men at socialdemokraterne bare pludselig havde stillet uacceptable betingelser om at få statsministerposten.

Nu havde også den konservative statsminister fået konstateret kræft, i spiserøret, og regeringen var i opløsning. Den gik af søndag den 25. januar, og en uge senere blev der så dannet en koalitionsregering af Socialdemokratiet og de Venstregrønne (det danske SF's søsterparti), som er vokset støt i denne krise.

EU-ansøgning stillet i bero
Den nye regering udskrev øjeblikkeligt folketingsvalg til den 25. april og skal altså kun sidde i 80 dage. Den udsendte derfor ikke et egentligt regeringsprogram, men nøjedes med en kort hensigtserklæring.

Dens væsentlige punkter er bl. a. at holde sig til den aftale, den forrige regering lavede med den Internationale Valutafond om et multimilliardlån til Island for at få landet på fode igen, godt nok med nogle strenge betingelser om nedskæringer i det offentlige.

Til gengæld for at sluge denne bitre pille fik de Venstregrønne Islands planlagte EU-ansøgning (forlangt af Socialdemokratiet) stillet i bero. Før krisen var 2/3 af Islændingene imod et medlemskab, nu er det nærmest omvendt, selv om tilslutningen er dalet lidt i den sidste tid.

Island er allerede medlem af det indre marked, og ingen har lyst til at lade EU's store fiskeriflåder komme ind i 200-mils fiskerizonen. Men folk ønsker sig en mere sikker valuta end den islandske krone, som bygger på et folk på kun 300.000 mennesker.

Modstandere af EU-medlemskab påpeger, at EU trods Centralbank og møntunion ikke har kunnet komme med et fælles initiativ mod krisen. De enkelte landes regeringer har hver for sig smidt milliarder efter deres egne banker og store virksomheder. Det eneste, EU-landene kunne enes om, var at tryne den lille opkomling, Island, og nægte det støtte i nødens stund. Så hvorfor indlemmes iden Union, spørger mange.

Hjælpe gældsramte familier
Den ny regering lægger vægt på snarest muligt at få opgjort bankernes fallitbo og skabe oversigt over problemerne, en oversigt der skal offentliggøres, så folk kan få den indsigt, de så længe har forlangt. Regeringen vil arbejde på at sikre familier mod tvangsaktioner og bankerot i mindst seks måneder ved at indføre regler om lempelig gældsindrivelse. Den lægger også vægt på at genrejse banksystemet, så virksomheder kan få nødvendige driftslån.

Ligeledes skal der postes penge i systemet for studielån, for nu kan islandske studerende i udlandet slet ikke leve af de islandske kroner, de får konverteret til ussel kurs. Den voksende arbejdsløshed har fem gange så mange som sidste år til at søge ind på videregående studier.


Regeringen vil undersøge mulighederne for at standse overførsel af formuer til udlandet. Eksperter siger dog, at dette vil være vanskeligt at udføre. De foregående to regeringer arbejdede på at få opført to gigantiske udenlandsk ejede aluminiumfabrikker, drevet af store naturødelæggende kraftværker, der sælget el til udsalgspris. Den politik bliver nu sat i bero, mens man stadigvæk forsøger at tiltrække udenlandske og islandske investorer til andre erhverv. Det offentlige vil investere i rentable projekter, der kræver megen arbejdskraft, således vil man på keynesiansk manér modarbejde den stigende arbejdsløshed.

Regeringen lægger vægt på at undgå de skandaler, som har hærget i den sidste tid med politiske udnævnelser til topstillinger. Således skal den tidligere statsminister Davíð Oddsson nu fyres fra direktørstillingen for Nationalbanken, sammen med sine to kollegaer. Der skal kun være en nationalbankdirektør, stillingen skal slås op, og nyansættelse skal ske efter en faglig bedømmelse, som i andre offentlige stillinger. Offentligt ansatte og ministre skal offentliggøre deres økonomiske interesser. Det skal blive nemmere at holde folkeafstemninger, og folk skal have større muligheder for at stemme på bestemte personer ved folketingsvalg.

Alle disse mål forekommer værdige. Man kan ønske, at de nås, og at venstrefløjen vinder så stort i det kommende valg, som meningsmålingerne nu spår dem. Men det til trods er der dystre udsigter for islændingene. Økonomien er meget afhængig af udenrigshandel. Faktisk har befolkningen aldrig kunnet leve af landets egen produktion, men altid måttet importere korn, træ og forskellige andre ting. Nu behøver man også olie for at kunne fange den fisk, der udgør den vigtigste eksport. Og selv om folk i resten af verden stadigvæk vil spise fisk, falder priserne, og der er dårlige udsigter for verdensøkonomien.

Ligeberettigelse
En anden nyhed er, at Island har fået sin første kvindelige statsminister, og at der nu for første gang er lige mange kvindelige og mandlige ministre.

Der er fire fra hvert parti, og for at understrege regeringens forretningsmæssige karakter er der også to "upolitiske" ministre. En respekteret professor i nationaløkonomi blev finansminister, og den nye justitsminister blev hentet fra en post som kontorchef i Justitsministeriet. Det vakte forundring, eftersom hun således har tjent under den konservative justitsminister, som de nuværende regeringspartier har protesteret mest imod.

Lørdagsdemonstrationerne blev igangsat og ledet af den kendte folk-sanger og teaterinstruktør Hörður Torfason. Han var vel den første islænding, der åbent erklærede sin homoseksualitet i et interview i 1970'erne.

Selv blev han overrasket over den voldsomt negative reaktion. Vildt fremmede folk overfusede ham verbalt, han fik ikke flere arbejdsopgaver og måtte flygte til København, hvor han i årevis arbejdede som hjemmehjælper. Men gradvist vandt han igen anerkendelse i Island.

Hvis det ikke havde været for den protestbevægelse han satte i gang, sad den gamle regering nok stadigvæk. Islændingene har så måttet sande, at protester og demonstrationer skam kan nytte noget. Den nye regering ledes af en erklæret lesbisk kvinde, igen en verdensnyhed, ligesom Islændingene valgte verdens første kvindelige præsident i 1980, Vigdís Finnbogadóttir. Der er altså sket fremskridt siden 1970'erne.

Den nye statsminister Jóhanna Sigurðardóttir er nok Islands mest populære politiker. Som socialdemokrat og socialminister har hun i mange år skaffet sig et solidt ry som småfolks talsmand og beskytter mod nyliberalisterne. Deri bliver hun godt støttet af de Venstregrønne. Det bliver spændende at se, hvad de i fællesskab kan opnå.

I lyset af deres stærke fremgang i meningsmålingerne de sidste måneder er det sandsynligt, at denne regering vil bestå efter valget. Muligvis suppleret af det midtsøgende Fremstødsparti, som nu er støtteparti for regeringen, men som for bare to år siden sad i regering sammen med de konservative og bedrev den nyliberalisme, der har bragt det islandske folk på fallitens rand.