Om Queer-teori

I Socialistisk information nr. 228 genbringes en artikkel om dette emne, under titelen Arabiske seksualiteter. Der er en del interessante oplysninger, og artiklen er kommet i en noget forbedret udgave på netmediet www.modkraft.dk
Jeg mener at forskelligt i artiklen burde være forklaret bedre, f.eks. transkønnethed, det at klæde sig og opføre som det modsatte køn, uden derfor nødvendigvis at være homoseksuel. Men her vil jeg kun forholde mig til ét vigtigt punkt i artiklen. Helt uden argumenter siges der (s. 39):
“Massad afviser med rette mange lesbiske og bøssers essentialisme (“vi blev født sådan her” og “vi er overalt”)”.
Hvordan kan man “med rette” afvise sådan noget, uden nogen som helst forklaringer? Her fremtræder åbenbart såkaldt Queer teori der defineres således i den internationale brugerskabte netencyklopædi Wikipedia:

Det er et felt af kønsstudier (gender studies) som i 90erne opstod af homostudier og feministiske studier. Queer teori tager udgangspunkt i Michel Foucaults arbejder og bygger på den feministiske modstand mod at køn skulle være en del af personlig identitet, ligesom homoers undersøgelser af seksualetetens sociale udformning. Når disse mest beskæftigede sig med ”naturligt” og ”unaturligt” indenfor homoseksualitet, udvider queer teori sit synsfelt til enhver seksuel aktivitet eller identitet som falder indenfor det normative eller det afvigende (frit oversat fra engelsk af Ö.Ó).

Dette er ret uklart og det bliver ikke bedre i fortsættelsen, ligesom der synes at være ret forskellige udgaver af teorien. Helt i stil med Foucaults udtryksmåde er det mest negative definitioner, ”ikke dette, nej, men heller ikke det”. Med en sådan fremstilling er der svært at gribe teoretikeren i fejl – eller i noget som helst. Mest fremtrædende synes dog at være det synspunkt at seksualitet er noget flydende og ubestemt i folk generelt, og at seksuel orientering så bestemmes af samfundet.
Det er blevet sagt at queer teori ikke først og fremst handler om homoseksualitet, men snarere sætter spørgsmålstegn ved heteroseksualitet som noget naturligt og selvfølgeligt. Nu er det naturligvis rigtigt at folk ikke skal grupperes efter deres seksualitet, hetero eller homo, ligesålidt som menneskeheden skulle grupperes i muslimer/ ikke muslimer; vegetarer/ ikke vegetarer, operaelskere/ popinteresserede, kunstinteresserede eller andre. Det er tale om personlige interesser, privatlivets fred, som andre ikke skal blande sig i. Hvert individ har mange egenskaber og skal ikke defineres ud fra en enkelt. Men deraf følger absolut ikke at der er tale om frit valg.
Såvidt jeg er orienteret forekommer homoseksualitet i alle kendte samfund, og når til mindst omkr. 4% af befolkningen hvor det har kunnet skønnes. Selvfølgelig afhænger dette tal meget af i hvilken grad homoseksualitet undertrykkes i det givne samfund. Men når vi betænker hvor vidt forskellige menneskesamfund der er tale om, så virker den tanke helt absurd at seksuel orientering skulle være bestemt af samfundet. I århundreder har man diskuteret om menneskets natur er bestemt af nedarvede egenskaber eller af omgivelsernes indflydelse. Det er en akademisk diskussion som er uvedkommende for den enkeltes seksuelle orientering. For alle der læser dette må dog af egen erfaring vide at man ikke kan bestemme af hvem man bliver tiltrukket. Man kan så følge sit begær (forhåbentlig høfligt!) eller man kan afstå fra det, af sociale grunde, af hensyn til ægteskab eller til ”hvad folk mon vil tænke”. Men man vælger ikke hvem man tiltrækkes af. De allerfleste tiltrækkes af en person af det modsatte køn, mens nogle siger at de er ambivalente, biseksuelle. Og der er naturligvis ingen grund til at mistro en sådan erklæring, for den har sandelig ikke mødt en stor respekt i tidernes løb. Og så er der nogle der som regel tiltrækkes af en person af deres eget køn. Mange af dem har forsøgt sig med en af det modsatte køn, men måttet konstatere at det altså ikke var lykken – for dem. Tværtimod, det betød personligt at underkaste sig konformisme, og førte således til undertrykkelse af al lykke. Nu har årtiers grusomme eksperimenter på homoseksuelle, med hormonbehandling, kastration, tortur og henrettelser efter min mening påvist, at det kan man ikke lave om på. Nogle mennesker er og bliver homoseksuelle, og det skal selvfølgelig respekteres.
Så, uanset hvilken udgave af queer teori man vælger at følge, må den siges at være i helt usædvanlig høj grad modsagt af den virkelighed man kan observere. Hvordan skal man så forklare sig at normalt begavede mennesker hylder denne teori?
Jo, det er let forståeligt, når man ser på teoriens konsekvenser. Den siger jo først og fremmest, at homoer er som andre mennesker. Og naturligvis er de som folk flest. Man behøver ikke benægte al forskellighed til at indse det (Der forekommer den udgave at ”egentlig er alle mennesker latent homoseksuelle”).
Men når teorien taler om fælles menneskelighed sker det på en undertrykkende måde, idet den faktisk benægter at der findes en uomgængelig tilbøjelighed for den enkelte. Konsekvensen af denne teori må jo blive at når homoer bliver undertrykt, så er det deres egen skyld, de kunne jo bare have ladt være med at bryde den lov der nu engang hersker i det eller det samfund, Iran eller Libanon, f. eks. For hvis seksuel orientering er fri, hvorfor så ikke tøjle sig?
Om man så i lighed med det ovenstående slutter at queer-teori er menneskefjendtlig eller ej, så er det dog indlysende at den ikke bare kan fremsættes som en selvfølgelighed, uden argumenter.