Afganistan-Konsekvenser

i

Tit skrives der om at krigen mod Taleban i Afganistan går dårligt, Taleban vinder frem. Og så trækkes konklusionen at det jo ikke nytter noget, man skal kalde de danske soldater hjem. Jeg husker bl. a. en kronik af Klaus Rifbjerg om dette i Politikken. Hverken han eller de andre kommer ind på hvad det så ville have for konsekvenser. Men det er da indlysende. Hvis koalitionsstyrkerne har svært ved at holde Taleban stangen nu, så ville den utvivlomt vinde magten over Afganistan hvis de udenlandske tropper blev trukket ud.
Vi véd udmærket godt hvad der så ville ske. Taleban ville nedlægge skoler, især ville kvinder blive forbudt enhver uddannelse og arbejde udenfor hjemmet. Der ville herske diktatur i guds navn og modstandere af det ville blive henrettet offentligt, sammen med enhver der dristede sig til at give kvinder uddannelse. Der ville herske samme rædselsregime som før, plus at nu går Taleban ind for dyrkning af opium og fremstilling og eksport af heroin i stor stil. Hvordan i alverdenen kan folk der kalder sig venstreorienterede, ja selv revolutionære, gå ind for at lade alt dette ske? Hvis man bare støtter alle der kalder sig modstandere af USAs imperialisme, uden at skele til deres politik, så er man kun marionet. Nogle bruger parolen om national selvbestemmelse for at retfærdiggøre at man lader Afganerne stege i eget fedt. Men Afganerne har aldrig valgt Taleban. Denne fascistiske bevægelse tager magten udelukkende ved hjælp af væbnet kamp. Og nu breder de sig ovenikøbet til Pakistan, hvor myndighederne i en provins, for at få fred, har vedtgaget at “islamisk lovgivning” skal herske der. Straks lukkes skoler der. Minder dette ikke meget om München-aftalen med nazisterne i 1938? Den skulle sikre fred i vor tid, og sikrede tværtimod at den Anden Verdenskrig brød ud, ved at give efter for fascister.
Man kan ikke diskutere politik med folk som Taleban, der siger at de har den rigtige politik fra gud, og man kan ikke lave politiske aftaler med dem. De ville jo være gudsbespottelse i deres øjne. Militant islamisme er ekspansiv fascisme. Islamiske fundamentalister er nok ligeglade med lande som Island, Grønland og Norge – hvis de da overhovedet er bekendt med at disse lande eksisterer. Men de går efter diktatorisk magt i alle lande hvor islam er den dominerende religion. De respekterer kun magtanvendelse, og derfor må de nedkæmpes ved militær magt. Men ligeså nødvendigt er det naturligvis at give de afganske bønder hjælp til at dyrke noget andet end opium. Både for deres egen skyld, for at bekæmpe narko, og fordi dyrkning af opium er Talebans magtbase.

Örn Ólafsson
oernolafs@gmail.com
Når Ulrik ikke kan forholde sig til det jeg faktisk siger, så blir hans kommentar et slag i luften. Claus har svaret på det værste. Meget tågede er Ulriks gentagne henvisninger til Afganernes kultur. Hvad skal de til? Er der noget i Afganernes kultur som retfærdiggør at de underlægges Talebaners diktatur og terrorregime? Eller mener han bare at de har ret til at dyrke opium? Uanset at det så flyder som heroin over resten af verden?
Hvorfor i alverden siger Ulrik: "Med hvilken ret kan du fradømme et helt folk deres ret til selvbestemmelse?"
Har Taleban givet Afganerne ret til selvbestemmelse?
Nej, de siger jo selv at de er i mod demokrati og opfører sig derefter.
Det er absurd at sætte et lighedstegn mellem et folk og dets bødler som Ulrik gør.
Jo, selvfølgelig fordømmer jeg USAs imperialistiske politik, det har jeg altid gjort. Men når det nu kun er NATO der kan nedkæmpe disse fascister, så kan det jo føre til godt. Det gjorde det f. eks. i Nazi-Tyskland.
Det er spøjst at se Ulrik tale om “ørns kulturalistiske blik” Ordet kulturalisme bruges jo netop om at bruge forskellig målestok på folk, undskylde diktatur i 3. Verden, omskæring og lignende overgreb med at “det jo er deres kultur”. Det er Ulrik der bevæger sig i disse baner, mens jeg kræver samme rettigheder for Afganere som for andre mennesker; talefrihed, demokrati, uddannelse, ligestilling for kvinder og mænd.
Gang på gang tales der om et folks ret til at forsvare sig mod invasion. Men ingen kan påvise et folkeligt oprør i Afganistan mod de udenlandske tropper. Ikke bare hos Ulrik, men hos mange selv på venstrefløjen synes der at spøge borgerlig nationalisme, en forestilling om at en stats grænser er hellige. Vel er de ej. Et diktatorisk terrorregime må omstyrtes, selv hvis det kræver en invasion udefra. Er der nogen der nu fordømmer Vietnamesernes invasion af Kambodia for at omstyrte Khmer rouges rædselsregime? Er der nogen der stadigvæk mener at det var forkasteligt af Tanzanias regering at invadere Uganda for at fordrive Idi Amin? Dengang talte mange om imperialisme, men Tanzanierne trak sig tilbage. Senere invaderede Ugandas hær Rwanda – under dække af rwandiske rebeller. Gid den havde gjort det før 800.000 mennesker blev myrdet i Rwanda.